Byens borgere skraber sammen 

Men så let skulle det ikke blive. I budgettet var der nemlig blevet glemt en knap så lille udgift: 

At sætte penge af til administration. 

Derfor skulle kommunen punge ud med yderligere tre millioner kroner, hvis projektet skulle lykkes.  

“På det tidspunkt var kommunen vist ved at være lidt trætte af det hele. Så var der en byrådspolitiker, der sagde til os: ‘Har I egentlig selv nogle penge at komme med?’ Og det havde vi jo ikke,” siger Kristian Olesen. 

Men det blev der hurtigt ændret på. 

Kort efter havde toggruppen nemlig samlet Sparkærs borgere foran det lokale friluftsteater og sat et mål om at samle 100.000 kroner ind til togstoppet i landsbyen. 

Mindre end to uger efter var der samlet 158.000 kroner ind.  

“Opbakningen var helt vild, og folk havde ja-hatten på. Det gav også noget brugbar fjernsynstid, fordi det tvang politikerne til at svare på, om det var normalt, at man skulle betale for at få kollektiv trafik til byen,” siger Kristian Olesen. 

Men det er faktisk en helt normal procedure i Viborg Kommune. Det er nemlig en måde at trykprøve den lokale opbakning, fortæller borgmester Ulrik Wilbek (V). 

"Vi har gjort det med rigtig mange lokale udviklingsprojekter for at sikre os, at vi kan mærke en form for opbakning fra lokalområdet. Det er trods alt mange skattekroner, vi poster i,” siger han. 

Opbakningen i Sparkær var overbevisende nok til, at kommunen i sidste ende ville betale for Sparkærs trinbræt. Efter en endelig godkendelse fra Transportministeriet kunne trinbrættet nu blive til virkelighed. Det var ikke til at tro for Kristian Olesen og resten af toggruppen. 

“Vi havde allerede poppet champagne tre gange på det her tidspunkt, så det var ikke helt til at fatte. Men det blev heldigvis sidste gang.” 

Fleksibilitet og frihed for landsbyen 

Den sidste champagne blev poppet 11. december 2022. Her steg toggruppen klokken 07.13 af på Sparkær Station for allerførste gang. 

“Jeg tror aldrig, jeg har haft så meget gåsehud. Det var en kæmpe sten, der faldt fra hjertet efter alle de års hårdt arbejde,” siger Kristian Olesen. 

Da de steg af toget, blev de mødt af hundredvis af Sparkærs borgere og Viborgs borgmester Ulrik Wilbek. De stod klar til fejring med alt fra pølser til kanelsnegle til fadøl for at fejre en skelsættende dag for landsbyen. 

Togstoppet i byen er nemlig mere end bare et togstop. Det er en mulighed for at give Sparkærs borgere mere frihed og skabe lokal udvikling, mener Kristian Olesen. 

“Jeg har i hvert fald hørt om tre familier, der har solgt den ene bil efter, at togstoppet er kommet. For nu er det jo meget nemmere bare at tage toget ind til de ting, der sker i Viborg og Skive uden så meget planlægning. Det gør hverdagen så meget nemmere,” siger Kristian Olesen. 

Samtidig fremhæver Steffen Damsgaard fra Landdistrikternes Fællesråd, at kollektiv transport kan være en afgørende faktor for at skabe mere tilknytning og lokal udvikling i området. 

“Hvis man overvejer at flytte til en mindre by, er det en klar fordel, at man er godt koblet sammen til de større byer i området, hvor der er mange arbejdspladser. Når der er gode muligheder for offentlig transport, er sandsynligheden for, at der er flere, der vil flytte til området, større,” siger Steffen Damsgaard. 

Sammenhold fik Sparkær over målstregen 

Så hvad kan andre byer, der gerne vil have mere offentlig transport, egentlig lære af Sparkærs succes med at få mere offentlig transport? 

Spørger man Steffen Damsgaard, peger han på en grundig og konstruktiv tilgang fra toggruppen. 

“De har været rundt og ringe på døre og spørge ind til folks transportvaner, og hvorvidt de ville bruge toget, hvis muligheden kom. Det er en rigtig god måde at kvalificere projektet med data, så det ikke kun hviler på følelser, men også faglige argumenter,” siger han. 

Ifølge Kristian Olesen var projektet aldrig lykkedes uden landsbyens helt særlige ånd. Udfordringer var der nemlig nok af, men sammenholdet i byen holdt toggruppen ved ilden, fortæller han. 

“Det betyder voldsomt meget, at der er sammenhold og positiv energi i byen. Hvis vi havde sagt, at det må nogle andre fikse for os, så var vi aldrig kommet i mål,” siger han.

Den konstruktive tilgang fremhæver Ulrik Wilbek også som en vigtig grund til, at Sparkær kom i mål.

Vi havde allerede poppet champagne tre gange på det her tidspunkt, så det var ikke helt til at fatte. Men det blev heldigvis sidste gang.

Kristian Olesen
Del af toggruppen i Sparkær

“Der er forskel på, hvordan man presser på. De inviterede mig og andre politikere ud, fortalte om projektet, og havde selv undersøgt forskellige muligheder. Det er meget mere opløftende end at komme ud til en række sure borgere, der er trætte af ikke at få det, som de vil have det,” siger han. 

Lige så meget ros, man kan give Sparkær for deres grundige og konstruktive arbejde, tyder én anden ting dog på at have haft betydning. En folketingspolitiker fra lokalområdet er nemlig afgørende at have med på holdet. 

“Det har været afgørende, at jeg kunne kæmpe for den her sag hele vejen til Christiansborg. Jeg siger ikke, at det have været umuligt uden mig, men det er klart en fordel at have en politiker, der kan være en slags trækhest. Det er sikkert også derfor, de er så glade for mig i Sparkær i dag,” siger Kristian Pihl Lorentzen. 

Det gav altså pote for Sparkær at få en stærk politisk stemme på holdet, der havde tålmodigheden til at vente på den rette chance for at få et togstop.  

Spørgsmålet er så, om tålmodighed, dialog, og politisk snilde kan være vejen frem til at få mere kollektiv transport rundt i det danske land. 

Ikke nødvendigvis. I det store billede er Sparkær nemlig et særeksempel, mener Ulrik Wilbek. 

“Alle de rigtige forudsætninger var der i Sparkær, i og med der var et togspor i forvejen. Men i det store billede, kan vi stadig forvente at se færre busser og mindre kollektiv trafik i fremtiden, hvis ikke der kommer nogle flere penge til at prioritere det,” siger han.