Debat

Forsker: Vi skal indrette det offentlige byrum, så de ældre ikke mister deres autonomi

Vores byrum er fyldt med barrierer, der forhindrer ældre i at bevæge sig ud fra ældreboligen. Det kan være høje kantsten eller sprækker mellem brosten. Det skal der laves om på, så ældre kan få en værdig tilværelse, skriver Jon Dag Rasmussen.

Lad os arbejde hen imod et mere inkluderende byrum, hvor alle uanset alder og funktionsduelighed kan bevæge sig rundt uden at snuble.
Lad os arbejde hen imod et mere inkluderende byrum, hvor alle uanset alder og funktionsduelighed kan bevæge sig rundt uden at snuble.Foto: Daniel Sch'fer/AP/Ritzau Scanpix
Jon Dag Rasmussen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ældre mennesker har ofte svært ved at bevæge sig rundt i det offentlige byrum.

Et indkøbsærinde, et familiebesøg eller en tur ud i lokalområdet for at se på butikker, vinduer og mennesker er for mange ældre en uoverskuelig og utryg affære. Det viser et kvalitativt forskningsprojekt, jeg aktuelt udfører for Helsefonden.

Jeg har i forskningen interviewet en række ældre mennesker med henblik på at forstå dele af deres hverdag og herigennem blive klogere på, hvilke sammenhænge der er imellem det liv, de lever i deres individuelle boliger, det almene ældreboligområde, som denne bolig er placeret i, og det omkringværende offentlige byrum. 

Læs også

Render og kantsten udgør fare

En af de ting, der går igen blandt flere af de ældre, er, at de har svært ved at bevæge sig rundt, fordi det offentlige bylandskab er præget af utrygheds- og usikkerhedsskabende fysiske forhold.

Det kan være svært at forstå, hvordan høje fortovskanter, ujævne chausse- eller brosten, sprækker i 'byens underlag' udgør egentlige fysiske barrierer.

Jon Dag Rasmussen
Antropolog og forsker, Aarhus Universitet

Eksempelvis beskriver en, hvordan de v-formede render i byens fortove, der leder vandet fra husenes tagrendenedløb, ud over fortovet og videre hen til nedløbsristene nedenfor kantstenene, kan udgøre "kæmpe grøfter", der besværliggør bevægelse og afstedkommer kropslig smerte, når man bruger kørestol og har en skrøbelig fysik.

Et af de fund, jeg for tiden er i gang med at analysere, viser netop, hvordan en del af de ældre er enten stærkt begrænset eller helt afskåret i adgangen til dette byrum, fordi det indeholder, hvad jeg forsøger at forstå som 'upåagtede fysiske barrierer'.

Disse barrierer er vel at mærke kun upåagtede for os, der ikke lever med funktionssvækkelse, ikke er usikkert til bens periodisk eller permanent, og ikke bruger hjælpemidler som eksempelvis rollatorer og kørestole, der er yderst vigtige ledsagere i hverdagen blandt mange af de ældste samfundsmedlemmer.

For en gruppe af de ældre, jeg har talt med, er der imidlertid intet upåagtet eller skjult ved de mange barrierer, de møder og i helt konkret forstand 'støder på', når de forlader ældreboligområdet og bevæger sig ud i byen. 

Læs også

Flere ældre stiller nye krav

Den demografiske udvikling fortæller os, at vi må i gang med at demokratisere og tilgængeliggøre byerne, blandt andet fordi andelen af ældre mennesker er hastigt stigende. 

Det kan være svært at forstå, hvordan høje fortovskanter, ujævne chausse- eller brosten, sprækker i 'byens underlag' udgør egentlige fysiske barrierer.

Jon Dag Rasmussen
Antropolog og forsker, Aarhus Universitet

Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning fra 2020 viser, at antallet af 80+-årige i 2030 vil være 59 procent højere end ved undersøgelsens offentliggørelse i maj 2020.

Det er tal, der stiller tydelige krav til udformningen og gentænkningen af det byggede miljø og dets evne til at imødekomme de brede og forskelligartede befolkningsgrupper, som er repræsenteret i samfundet.

Det kan være svært at forstå, altså sådan rigtigt forstå, mærke og tage ind, hvordan høje fortovskanter, ujævne chausse- eller brosten, sprækker i 'byens underlag' og andet af samme slags udgør egentlige fysiske barrierer.

Og selvom de fleste af os har følt det adrenalinsus, der går igennem kroppen, når man snubler over en fortovsflise, der ligger skævt eller er knækket. Eller at vi møder andre af denne type objektivt betragtet 'små' uregelmæssigheder i det offentlige rum, er det alligevel svært at erkende alvoren, og den betydning disse afvigelser har for ældre mennesker og andre, der lever med fysiske funktionsvariationer.

I dette perspektiv, altså det som forskningsarbejdet løfter ud af ældreboligområdet, er byerne ikke tilgængelige nok til at inkludere en væsentlig, og stødt voksende, del af den danske befolkning. 

Læs også

Det handler om ældres autonomi

Der er mindst to centrale hovedpointer at trække ud af dette:

En mere overordnet og ideologisk pointe, der handler om, at adgang til samfundslivet ikke bør reduceres, fordi man bruger rollator, kørestol, eller varierer fra et arkitektonisk og planlægningsmæssigt majoritetsideal på andre måder.

Og dernæst en samfundsøkonomisk pointe, der med baggrund i det udførte forskningsarbejde viser, hvordan ældre mennesker værdsætter at opretholde deres autonomi.

Med den autonomi følger også en række effekter, der fremmer både mental og fysisk sundhed – eksempelvis i forhold til at kunne besøge familiemedlemmer eller købe ind uden hjælp. Når mennesker gives mulighed for at klare en række af hverdagens aktiviteter selv, skaber det ikke kun en værdig og mere righoldig tilværelse for den enkelte, det sparer også samfundet for udgifter til eksempelvis lægebesøg, hjælp til indkøb et cetera.

Så lad os arbejde hen imod et mere inkluderende byrum, hvor alle uanset alder og funktionsduelighed kan bevæge sig rundt uden at snuble.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jon Dag Rasmussen

Antropolog og forsker, Aarhus Universitet
Cand. pæd. i pædagogisk antropologi (Danmarks Pædagogiske Universitet, 2010), ph.d. i sociologi (Aalborg Universitet, 2017)

0:000:00