Forskningschef: Kaare Dybvad befinder sig i en kedelig knibe

En stolt indenrigs- og boligminister kunne 26. november præsentere en stor, politisk aftale på boligområdet.

Aftalens kerne er beslutningen om at etablere fonden for blandede byer, hvis formål er at modvirke segregationen i specielt de større, danske byer.

Det vigtigste middel er at fremme billige, almene boliger gennem nye initiativer som for eksempel særlige tilskud til nedsættelse af huslejen i særligt dyre afdelinger, og specielt er der afsat 1,8 milliarder kroner til en grundkøbslåneordning, der sikrer, at almene boliger også kan opføres i områder med høje grundpriser, specielt i Hovedstaden. Fonden skal sikre cirka 22.000 flere billigere boliger – halvdelen i hovedstadsområdet og resten i større og mindre byer.

Et hovedargument fra navnlig indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Beks (S) side har været ønsket om, at almindelige mennesker skal kunne bo i landets dyreste byer og bydele for at modvirke social segregation.

Den omtalte fond har ifølge Indenrigs- og Boligministeriet netop til formål at "sikre, at pædagoger, håndværkere og andre med almindelige indtægter får reel mulighed for at bosætte sig i den by, hvor de også arbejder".

Historien er i bund og grund enkel
Det har imidlertid udviklet sig til lidt af et problem for både regering og boligselskaber: Mens aftalen sikrer støtte til erhvervelse af byggegrunde, har den ikke øget det såkaldte rammebeløb, der afgør, hvor dyr en almen bolig må blive.

Den store byggeaktivitet i København og omegn er primært drevet af private bygherrer, hvis primære sigte ikke er af filantropisk karakter, men størst muligt afkast til deres investorer.

Hvis der skal bygges til lavest mulige husleje, skal den almene sektor på banen. Men her er problemet de stigende omkostninger i byggesektoren: Siden efteråret 2020 er byggeomkostningerne steget brat – helt op til 30 til 40 procent. Uheldigvis tog den nylige aftale ikke højde for denne udvikling og fik ikke forhøjet rammebeløbet.

I bund og grund er historien enkel; prisen på byggematerialer og arbejdsløn i byggesektoren er steget under coronaens hærgen. En masse projekter – nybyggeri, ombygning og tilbygning – har øget efterspørgslen markant og givet håndværkerne kronede dage.

Det er ikke dårligt for byggeriet som sådan, men for brugerne – for os, der skal bo i boligerne – er konsekvenserne knap så gode: Det er blevet klart dyrere at bygge, og det slår igennem i form af stigende husleje.

Advarsel fra boligorganisationerne
Hvis rammebeløbet ikke hæves og derfor ikke dækker udgifterne ved byggeprocessen, er det for så vidt enkelt nok: Så bliver der bare ikke bygget noget, som jo heller ikke hjælper "almindelige" menneskers muligheder for at bosætte sig centralt i storbyerne. Bolig­organisationerne har advaret mod, at de høje byggepriser risikerer at sætte det almene nybyggeri i stå.

Regeringen og indenrigs- og boligministeren befinder sig således i en kedelig knibe: Enten kan der ikke bygges, eller også bliver det klart dyrere, end det er i dag.

Der vil ikke blive leveret, hvad almindelige mennesker forstår ved "billige" boliger; det giver hverken pædagogen eller buschaufføren en chance for at sikre sig en god og betalelig bolig på storbyens dyre boligmarked. Med andre ord vil segregationen – at forskellige sociale grupper bor adskilt og reelt ikke omgås med andre sociale grupper – ikke mindskes, men nok snarere øges.

Det er en tung vej rent politisk

Hans Thor Andersen
Forskningschef, Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet

Ingen garanti for regeringens beslutning
En mulighed for regeringen er at overveje ændringer i fonden til sikring af blandede byer og/eller finde ekstra midler til kompensation for de stigende byggeomkostninger.

Alternativt få forhøjet rammebeløbet og så få justeret på huslejestøtte/boligsikring. Men det er en tung vej rent politisk og vil i givet fald kun komme husstande med særligt lave indkomster til gode.

Regeringen synes imidlertid at have besluttet sig for at udskyde byggeriet af de mange almene boliger en tid i håb om, at de kraftige stigninger i materiale- og lønomkostninger afløses af et fald i løbet af foråret 2022.

Helt umuligt er det ikke. Slet ikke, hvis renten stiger, og byggeriet derfor kommer markant ned i gear. Men nogen sikkerhed for, at det sker, er der selvsagt ikke. Og dermed kan der fortsat ikke bygges der, hvor behovet er størst.