Tre ud af fire almene boligprojekter er enten droppet eller sat på pause

De høje byggepriser betyder, at byggeriet af flere hundrede almene boliger er blevet droppet. Nu frygter BL et regulært byggestop i almensektoren, hvis ikke politikerne finder en løsning. Røde partier vil hjælpe projekterne med et tilskud fra ny boligfond. 

31 procent af de almene boliger, der stod klar til at blive sendt i udbud, er blevet droppet, viser en analyse fra BL. 
31 procent af de almene boliger, der stod klar til at blive sendt i udbud, er blevet droppet, viser en analyse fra BL.  Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Mens regeringen med aftalen om blandede byer har sat en tyk streg under ønsket om flere almene boliger, betyder høje priser på både arbejdskraft og byggematerialer, at almene boligprojekter bliver lagt ned på stribe.

Ifølge en ny analyse fra BL - Danmarks Almene Boliger er hele 31 procent af de mere end 1.800 almene boliger, der står klar til at blive sendt i udbud med grønt lys fra kommunerne, blevet droppet.

Samtidig er yderligere 43 procent blevet sat på midlertidigt hold, mens boligorganisationerne afventer prisudviklingen i markedet.

Samlet betyder det, at næsten tre ud af fire almene boligbyggerier er blevet enten aflyst eller udskudt som følge af de høje byggepriser.

BL’s viceadministerende direktør, Solveig Råberg Tingey, kalder situation for “meget alvorlig”.

“Der er risiko for, at at det her vil føre til et alment byggestop. Det her er en kæmpe udfordring,” siger hun.

Maksimumbeløbet i almensektoren

Almene boliger skal opføres under en maksimalpris, der opgøres per kvadratmeter.

Loftet er højest i hovedstadskommunerne, hvor almene boliger i år skal opføres til maksimalt  21.460 kroner per kvadratmeter boligareal.

Der er desuden et lidt lavere trin for en række større provinsbyer og en laveste sats på 16.910 kroner per kvadratmeter, der gælder i de resterende kommuner.


Kilde: Bolig- og Indenrigsministeriet

Byggeloft begrænser

Problemet for almenorganisationerne er, at de skal holde byggerierne under det såkaldte maksimumbeløb.

Det betyder, at det for mange organisationer er svært eller helt umuligt at få entreprenører til at byde ind på opgaverne, når de bliver sat i udbud.

Hvis ikke det lykkes at indgå en aftale om opgaven inden for en periode på 15 måneder, efter at projekterne har fået tilsagn fra kommunen, må de blive lagt i graven.

“Risikoen er, at man er nødt til at opgive byggeplanerne fuldstændig. Det
betyder, at vi får færre af de almene boliger, som der er stærke ambitioner om at få opført,” siger Solveig Råberg Tingey.

Koster på kvaliteten

Ifølge analysen står 27 procent af de 1.800 boliger til at blive opført. 

Men heller ikke, når det sker, vil de aktuelle byggepriser være uproblematiske. 

Tilbagemeldingerne fra boligorganisatioerne i analysen fra BL er, at to ud af tre har lavet besparelser, der både svækker kvaliteten og bæredygtigheden i den endelige bygning, lyder det fra vicedirektøren.

“Der bliver skåret ind til benet, hvor der kan. Meldingerne er nu, at der er skåret så meget, at risikoen for kvaliteten af byggeriet betyder, at man er nødt til at gøre noget,” siger Solveig Råberg Tingey.

Partier vil hjælpe

Problematikken har længe været heftigt debatteret blandt Folketingets boligordførere, og den blev også bragt op, da lovforslaget om fonden for blandede byer blev behandlet i salen tirsdag.

Her foreslog Enhedslistens boligordfører, Søren Egge Rasmussen, at dele af boligaftalens mange millioner, der er afsat i en såkaldt grundkøbslånefond, der skal sikre, at der kan opføres almene boliger på dyre adresser i de større byer, kan bruges til at løse problemet.

"Det er meget mærkeligt, hvis vi skal vedtage det her lovforslag, der gør så meget godt frem mod 2030, hvis vi ikke samtidig finder en løsning for de konkrete projekter, som har lavet alt forarbejdet, og nu risikerer at blive droppet," siger Søren Egge Rasmussen.

Flere partier forsøgte allerede under finanslovsforhandlingerne i december at få regeringen til at finde en løsning på problemet. Det lykkedes ikke dengang, men Enhedslistens ordfører håber stadig, at det kan lade sig gøre. 

"Det er mit indtryk, at der er en proces i gang. Det her forslag kan forhåbentlig lægge det pres, der gør, at vi finder en løsning," siger han. 

SF er klar til at tilslutte sig forslaget fra Enhedslisten.

“Vi er nødt til at sætte nogle penge af til at finde en løsning på det her akutte problem. Det er meget utroværdigt, at man indgår en aftale om flere almene boliger, hvis man ikke vil hjælpe her,” siger boligordfører Halime Oguz.

I BL vil man tage imod med åbne arme, hvis den model bliver realiseret.

“Politikerne er nødt til at tage bestik af den situation, vi står i, og få givet det ekstra økonomiske bidrag, der skal til, for at vi kan få projekterne ud og leve. Der kan det godt være en mulighed, at man går ind og kigger på grundkøbslåneordningen,” siger Solveig Råberg Tingey.

Altinget har forsøgt at få interview med boligminister Kaare Dybvad Bek, men det har ikke været muligt inden deadline.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Solveig Råberg Tingey

Viceadministrerende direktør, BL - Danmarks Almene Boliger
Cand.oecon (Syddansk Uni. 2013)

Halime Oguz

Fhv. MF (SF)
cand.mag. i mellemøststudier (SDU 2012)