Aktører: Det er på tide, at politikerne blander sig i hovedstadens boligmarked

Mikkel Andersen
Formand, FH Hovedstaden
Jon Olufson
Formand, BUPL Storkøbenhavn
Claus Højte
Direktør, LLO Hovedstaden
Camilla Hegnsborg
Formand, 1. kreds, BL - Danmarks Almene Boliger
Jan Hansen
Direktør, Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF)
Andelen af almindelige lønmodtagere, der bor i København og resten af hovedstadskommunerne, har været faldende de seneste ti år.
Samtidig skriger velfærden på pædagoger, lærere, sygeplejersker, socialrådgivere og andre vigtige velfærdsmedarbejdere. Københavns Kommune står eksempelvis til at mangle både 1100 pædagoger og 1100 SOSU-hjælpere i 2035.
Men det er måske ikke så underligt, når man ser på netop de gruppers muligheder for at bo i København.
Er man eksempelvis social- og sundhedsmedarbejder og drømmer om at købe et hjem, hvor man kan bo med sin familie i København, skal man være indstillet på at bruge over 80 procent af sin månedlige indkomst på at betale af på sin bolig.
Drømmer man om at bo på Frederiksberg, kan man godt drømme om. For det kræver, at man bruger mere, end man tjener.
Derfor er det måske heller ikke så underligt, at andelen af lønmodtagere, der ejer en bolig i Københavns kommune, er faldet med cirka 11 procentpoint de seneste ti år. Det viser en ny analyse foretaget af AE.
København og Frederiksberg er klokkeklare eksempler. Og når vi ser på de større byer rundt om i Europa, så er der mange steder, hvor det for længst er gået galt, fordi politikerne ikke har grebet ind i tide.
Vi har allerede løsninger
København og hovedstadsområdet kan stadig nå at forhindre katastrofen. Ikke mindst fordi vi allerede har de løsninger, andre lande skriger på, blandt andet i form af andels- og almene boliger.
Uden politisk styring vil vi stå tilbage med et boligmarked i København og resten af hovedstadsområdet i en ond spiral.
Mikkel Andersen, Jon Olufson, m.fl.
Se alle afsendere i starten af indlægget.
Betyder det så, at København og resten af hovedstadsområdet kun skal fokusere på almene boliger og andelsboliger? Nej, selvfølgelig ikke.
Men de to boligformer er en væsentlig del af løsningen på den nuværende boligkrise – i en balance med ejerboliger og private udlejningsboliger.
Men når balancen tipper i forhold til fordelingen mellem ejerformerne, og markedskræfterne får frit spil, som vi har set det i andre europæiske storbyer, så ender vi netop i en situation, hvor der bliver begrænset plads til folk med middelindkomster.
Den udvikling ser vi aktuelt rundt om i Europa, ligesom vi har gjort det tidligere i historien.
Tag magten tilbage
Vi mener, at den bedste måde at sikre et mangfoldigt hovedstadsområde handler om blandede boligformer i balance. Det kræver, at politikerne tager styring, så balancen opretholdes.
Lige nu er der eksempelvis behov for, at der også bygges flere almene boliger og andelsboliger, end det er tilfældet i dag.
Uden politisk styring vil vi stå tilbage med et boligmarked i København og resten af hovedstadsområdet i en ond spiral. En spiral, hvor almindelige lønmodtagere gradvist presses ud, og flere og flere boliger ejes af færre og færre mennesker.
Vi har ikke behov for at tænke nyt og lave om på det eksisterende, for vi har allerede det, der skal til.
Mikkel Andersen, Jon Olufson, m.fl.
Se alle afsendere i starten af indlægget.
Den udvikling har ikke alene betydning for, hvor helt almindelige mennesker kan bo. Den betyder også, at velfærden vakler.
Vi ønsker os alle sammen, at der er pædagoger til at tage sig af vores børn, imens vi selv går på arbejde og bidrager til fællesskabet. Og vi ønsker os alle, at der er kompetent og nærværende personale til at tage sig af vores gamle forældre eller bedsteforældre, når de har brug for hjælp.
Og selvfølgelig er det også en høj prioritet for lønmodtagerne at bo tæt på sit arbejde, så man undgår at bruge tid på transport, som man kunne have brugt på sin familie. Der er altså brug for betalbare boliger i hovedstaden nu.
Det er på den baggrund, at vi er gået sammen på tværs af bolig- og lønmodtagerorganisationer. For én ting har vi tilfælles. Vi ser med stor bekymring på København og resten af hovedstadens boligmarked og mangel på medarbejdere i velfærden og andre lønmodtagererhverv.
Vores budskab til politikerne er derfor: kom ind i kampen, tag magten tilbage over hovedstadsområdets boligmarked og tag ansvar.
Sørg for at alle boligformer bringes i spil. Vi har ikke behov for at tænke nyt og lave om på det eksisterende, for vi har allerede det, der skal til, og som andre lande med langt større problemer ser misundeligt på.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Erfarne embedsfolk kræver stop for "stedmoderlig" behandling af boligpolitik
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Kampen for Palads har fået et nådestød. Tilbage er kun en dødsrallen
- Problemerne er så store, at selv højrefløjens vælgere kan se behovet for et huslejeloft
- Energikæmpe med appel til ny regering: Udfas alle gasfyr senest i 2035
Nyhedsoverblik

Eksperter opfordrer til et boligpolitisk "paradigmeskifte": Her er deres anbefalinger til Dan Jørgensen

København har fået sin egen succes galt i halsen

Boligminister til debattør: Du jamrer over en byudvikling, du selv har høstet frugterne af

Glem parkering og børnehaver: Boligpriserne er det, der optager københavnerne mest

3F: Boligmarkedets himmelflugt har negative konsekvenser for vores arbejdsmarked

Jeg ser det, når jeg som DJ spiller dyre vinyler i Kødbyen og drikker naturvin. Og jeg er en del af problemet

LLO Hovedstaden: Hurra, hele rådhuset har indset, at vi er i en boligkrise

Regeringen vil gøre det lettere at bygge almene boliger

I flere år har regeringen lagt arm bag lukkede døre. Stort boligudspil er nu lige på trapperne

















