Bliv abonnent
Annonce
Kronik af 
Sophie Hæstorp Andersen

Boligminister til debattør: Du jamrer over en byudvikling, du selv har høstet frugterne af

En by skal altid udvikle sig. Lige nu mangler der boliger i København. Nu leverer regeringen redskaberne. For Socialdemokratiet vender ikke på en tallerken, så snart det er opportunt. Vi tager ansvar – også for de svære beslutninger, skriver&nbsp;<span>Sophie Hæstorp Andersen, Social- og boligminister og tidligere overborgmester (S).<br></span><i><br></i>
En by skal altid udvikle sig. Lige nu mangler der boliger i København. Nu leverer regeringen redskaberne. For Socialdemokratiet vender ikke på en tallerken, så snart det er opportunt. Vi tager ansvar – også for de svære beslutninger, skriver Sophie Hæstorp Andersen, Social- og boligminister og tidligere overborgmester (S).

Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix
10. november 2025 kl. 14.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

København er verdens bedste by at leve og bo i. Igen. Det er ikke noget, jeg siger. Det er noget, de internationale forstandige på området skriver i deres årsopgørelser og hitlister. Men jeg er enig. I de 30 år jeg har boet her, er byen bare blevet bedre og bedre.

Sandheden er, at Københavns Kommune var en dårlig ejendomsadministrator.

Sophie Hæstorp Andersen

Lad mig nævne byfornyelsen, metroen, det rene badevand i havnen. Kulturtilbuddene og restauranterne. Brokvartererne, Christianshavn og Nordvest er ikke til at kende igen. Lige nu pågår der en stor forvandling i Tingbjerg. Der er store udviklingsområder i Nordhavn og Jernbanebyen.

På et lille hjørne af Amager Fælled skyder verdens første nye kvarter bygget af træ og bæredygtige materialer op ovenpå en losseplads. Der sker kystsikring af byen, mere metro og snart også en ny kystpark på Lynetteholm i 2029.

Refshaleøen er åbnet for offentligheden. Store virksomheder og små kreative iværksættere flytter hertil og skaber tusinder af nye arbejdspladser og et skattegrundlag, som Frederiksberg misunder os. I min tid som overborgmester fik vi efter 50 års forgæves forsøg endelig lukket Pusher Street.

Læs også

Københavns Kommune var en dårlig ejendomsadministrator

Er det et problem, at København udvikler sig? Ja, hvis man skal tro journalist og forfatter Jakob Elkjær, som netop har fyret denne svada af i Altinget.

For nogle er sabotage af andres prioriteringer og visioner vigtigere end borgerne i byen.

Sophie Hæstorp Andersen

Elkjær har personligt og økonomisk høstet alle frugterne af Københavns utrolige forvandling fra midten af halvfemserne til i dag. Men nu har han fået moralske tømmermænd.

Og som det store og samlende overborgmesterparti må man forstå, at Socialdemokratiet har ansvaret for, at der mangler betalbare boliger i København til dem, som har mindst og dem, som får velfærds-København til at køre rundt. Altså de hjemløse, social- og sundhedsassistenterne, pædagogerne og så videre.

Elkjær argumenterer med, at det daværende bystyre i starten af halvfemserne solgte kommunale lejeejendomme fra som led i at redde byen fra at gå konkurs. De boliger, der svarede til cirka 7 procent af boligerne i byen dengang, mangler nu.

Sandheden er, at Københavns Kommune var en dårlig ejendomsadministrator, som ikke havde råd til at renovere boligerne, fordi ingen med en fornuftig indkomst ville bo her. Det var ikke godt for byen som helhed eller for lejerne, der manglede basale ting som bad og egne toiletter. Jeg var selv en af dem.

Frasalget betød til gengæld at tusindvis af lejere overtog ejendommene for en billig penge og dannede andelsforeninger. Frasalget er den dag i dag fundamentet for byens populære andelsboliger. Det har jeg aldrig nogensinde hørt bare en enkelt københavner klage over. 

Elkjær jamrer også over, at nogle af de små andelslejligheder er blevet sammenlagt til større. Korrekt. Med den konsekvens, at familier er blevet boende i byen fremfor at flytte. De har engageret sig i institutioner, skoler, foreningsliv og skabt de små, nærværende lokalmiljøer, som skaber en unik kultur og stemning i byen

Frasalg var et nødvendigt onde

Frasalget var altså både nødvendigt og klogt. Det var en del af de få men velvalgte, visionære greb, som var afgørende for byens transformation fra en nedslidt, skummel hovedstad til verdens bedste.

Politik handler om visioner. Men politik handler også om flertal. At Ritt Bjerregaard (S) ikke lykkedes med at realisere sin vision om at bygge 5.000 boliger til 5.000 kroner for 20 år siden, handlede i sidste ende om mandater. Opbakningen manglede fra de andre partier. Sådan er demokratiet.

Regeringen ønsker at give Borgerrepræsentationen langt flere værktøjer.

Sophie Hæstorp Andersen

Jeg kan tilsvarende fortælle om mine første budgetforhandlinger som overborgmester, hvor Socialdemokratiet og SF ikke var med i den endelige aftale, at det 'officielt' skyldtes vores forslag om at prioritere to voksne i folkeskolens små klasser.

De øvrige partier mente, at det var alt for dyrt. Reelt handlede det om at få Socialdemokratiet ned med nakken – beviset ser vi nu, hvor både røde og blå partier i København går til valg på at få to voksne ind i klasseværelserne.

Det er ikke klynk, det er bare sådan, politik er. For nogle er sabotage af andres prioriteringer og visioner vigtigere end borgerne i byen. Sådan kan politik også være – desværre.

Som overborgmester pressede jeg som flere af mine forgængere på for at få gang i byggeriet i København. Ikke mindst for at få bygget flere betalbare boliger til de mest udsatte og almene boliger til folk med helt almindelige indkomster.

Flere boliger skal besluttes på Christiansborg

Det kan man ikke beslutte på rådhuset. Uanset hvor mange billige boliger partierne rundt om Socialdemokratiet lover her i valgkampen, ikke mindst Enhedslisten og SF, så kræver det et flertal på Christiansborg. Kan Enhedslistens ni mandater skaffe det? Kan SF's 15? Svaret er nej.

Jeg har ikke hørt et eneste positivt ord om København fra Line Barfod.

Sophie Hæstorp Andersen

Men jeg forventer, at de to partier vil bakke op om hele eller dele af det boligpolitiske udspil, som vi i regeringen folder ud i disse dage. Som ikke mindst er svaret på betalbare boliger i København, på boliger til de mest udsatte og til flere københavnere ønsker at eje egen bolig.

Regeringen ønsker også at fremme nye boformer; seniorbofællesskaber og midlertidige boliger til både studerende og udsatte.

Regeringen ønsker at give Borgerrepræsentationen langt flere værktøjer til at planlægge den blandede by. Hvor høj og lav, hipster og håndværker, souschef og sosu bor dør om dør.

Præcis det, Jakob Elkjær kritiserer og erklærer umuligt – fordi, postulerer han, Socialdemokraterne har skubbet alle andre end overklassen ud af København.

Uendelige tirader om det forfærdelige København

Kommunalvalgkampens uendelige tirader om, at alt er forfærdeligt i København, og alt er Socialdemokratiets skyld, er både usande og ulidelige.

Jeg har ikke hørt et eneste positivt ord om København fra Line Barfod (EL). Byen er bunden og alt er vores skyld, selv om Barfod og Enhedslisten har siddet på den vigtige post som Teknik- og miljøborgmester i 12 år i træk.

Må jeg minde om, at Barfod op til de seneste valg for fire år siden lovede tusinder af billige boliger efter den såkaldte Wien-model. Hvor mange er det blevet til efter fire år i spidsen for byen største parti? Nul, bare til dit perspektiv, Jakob.

Og hvis du reelt er bange for, at der ikke kommer almene boliger i Nordhavn, Jakob, så kan jeg berolige med, at muligheden for at gøre 40 procent af bydelen almen er der.

Ja, også det er Socialdemokratiets skyld – fordi jeg som overborgmester sammen med Kaare Dybvad og Christian Rabjerg som skiftende boligministre lavede en helt unik aftale om det.

Er der kvarterer, som må og skal udvikles for borgernes skyld? Svaret er ja. Var Bispebjerg og Sydhavnen selvstændige kommuner, ville de være blandt de fattigste i hele landet.

En by skal altid udvikle sig. Lige nu mangler der boliger i København. Nu leverer regeringen redskaberne. Det er godt for København. Var det sket uden Socialdemokratiet? Det tror jeg godt, du kender svaret på, Jakob. Det var det ikke.

Socialdemokratiet vender ikke på en tallerken, så snart det er opportunt. Vi tager ansvar  – også for de svære beslutninger. Historisk har vi haft en sikker hånd på rattet, når det gælder udviklingen af København i brede samarbejder på rådhuset.

Det er ikke gået for hurtigt, det er ikke gået for langsomt. Det er gået godt. Derfor er København i dag så fantastisk.

Annonce
Annonce
Annonce

Nyhedsoverblik

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026