LLO: Det er tid til, at vi tager magten tilbage over boligmarkedet

Boligpolitikken står ved en skillevej. I årtier har skiftende regeringer sat deres lid til de frie markedskræfter. Resultatet taler sit tydelige sprog: stigende huslejer, voksende ulighed og et boligmarked, hvor stadig flere bliver hægtet af.

I de billigste lejelejligheder er huslejen steget over 40 procent i København siden 2018. Samtidig oplever mange unge, at adgangsbilletten til en bolig i de store byer ikke afhænger af egen indsats, men af forældrenes økonomi.

Det er ikke rimeligt, og det er ikke bæredygtigt. Der er i vores optik ingen vej uden om politisk handling.

Derfor er det afgørende, at en ny regering tør tage styringen med boligpolitikken tilbage.

I den seneste folketingsvalgkamp advarede både udlejere og investorer imod et huslejeloft i nyere privat udlejningsbyggeri, som i de senere år har udgjort hovedparten af nybyggeriet. En vækst, der er sket på bekostning af ejerboliger og almene boliger, som der ellers er stor efterspørgsel efter (se grafikken).

I dansk kontekst er det absurd at forsøge at føre en skræmmekampagne imod et huslejeloft: Der vil ikke blive bygget mindre, og boligerne vil ikke forfalde.  

Og tror man ikke os, kan man blot se på tallene: Fra 1939 til 1991 havde Danmark en form for huslejeregulering (huslejeloft), og her blev bygget mange ejerboliger og almene boliger. At påstå, at byggeriet går i stå, når der indføres huslejeregulering, er forkert.

Der vil blive bygget, men det vil være andre boligtyper, som er mere efterspurgt. Det viser historien.

Markedet har fejlet siden Schlüter

Under den sidste Schlüter-regering i 1991 lod et snævert flertal i Folketinget udlejerne slippe for et huslejeloft i nybyggeri, som ellers gælder på resten af det private lejeboligmarked. Der “fri husleje” i alle nyere private lejeboliger fra 1992 og frem.

Ligesom mange andre tiltag fra 1990’erne var idéen enkel: højere afkast skulle give flere investeringer, der skulle give flere boliger, som skulle presse lejen ned. En klassisk udbudslogik.

Nu har vi levet med den “løsning” i mere end 33 år, og manglen på betalbare boliger er bare vokset og vokset. Markedet har ikke løst boligmanglen.

Befolkningen har brug for politikere, der ikke lader boligpolitikken styre af jubeloptimisme fra 1990’erne og skræmmekampagner imod huslejelofter, men tager ansvaret på sig.

Helene Toxværd og Anders Svendsen
Hhv. landsformand og chefjurist, Lejernes Landsorganisation

Høstede lejerne “gevinsterne” i form af lavere huslejer? Nej, huslejeniveauerne er steget hurtigere end priserne.

Blev der bygget så meget nyt, at det blev nemt at få en bolig? Nej, priserne er en reel og stigende forhindring for at bo i byerne og samtidig have en sund privatøkonomi.

Ud fra alle parametre er forsøget slået fejl. Huslejerne stiger kraftigt. Og boligbyggeriet er samlet set lavere end under perioder med huslejeloft (se grafikken). Boligbyggeriet er lavere end i “fattig-firserne”. Ja, faktisk skal vi tilbage til 1940’erne for at finde perioder, hvor der blev bygget så lidt.

Private lejeboliger fortrænger andre boliger

Selvom der bygges lidt, er de private udlejningsbyggerier nu så dominerende, at man fra politisk side forsigtigt forsøger at påvirke markedet blandt andet ved mindstekrav til andelen af ejerboliger og almene boliger, når en byggegrund skal sælges.

Andelsboligerne er et kapitel for sig. Lige nu kommer der næsten ingen nye andelsboliger. I stedet sælges udlejningsejendommene til private investorer. I København er der derfor færre andelsboliger nu end for ti år siden.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har erklæret, at EU er i en boligkrise. Grundlæggende er problemet, at boligerne bliver ved med at være meget dyre, uanset hvor meget der bygges.

Spørgsmålet er, om markedet nogensinde bliver mættet, især i områder hvor man på et tidspunkt løber tør for plads.

Huslejeregulering er i bund og grund et fordelingspolitisk spørgsmål, hvilket vismændene i Det Økonomiske Råd har erkendt.

Spanien, Tyskland og Irland har i storbyerne indført huslejeloft steder, hvor huslejen er stukket af. Danmark halter efter.

Befolkningen har brug for politikere, der ikke lader boligpolitikken styre af jubeloptimisme fra 1990’erne og skræmmekampagner imod huslejelofter, men tager ansvaret på sig.

Det er på tide at overlade styringen til politikerne i stedet for at lade markedet diktere boligpolitikken.