Forsker: Vi skal bygge mere – også for klimaets og sammenhængskraftens skyld

Det er korrekt, at byggeri er forbundet med betydelige CO2-udledninger. Cementproduktion alene står globalt for en ikke ubetydelig del af udledningerne, og der er gode grunde til at tage materialevalg og byggeprocesser alvorligt.

Men problemet opstår, når man isolerer denne del af regnestykket og ignorerer de langsigtede konsekvenser af, hvordan vi indretter vores byer og bosætning.

For der er en omfattende forskel på klimabelastningen ved at bo tæt i en storby og ved at bo spredt. Tætte byer gør det muligt at reducere transportbehovet markant, både fordi afstandene er kortere, og fordi alternativer til bilen bliver realistiske.

Når vi forsøger at reducere CO2-udledning ved at begrænse byggeri, rammer vi indirekte og upræcist – og med store bivirkninger.

Martin Vinæs Larsen
Lektor, Aarhus Universitet

De muliggør mindre boliger per person, lavere energiforbrug til opvarmning og en langt mere effektiv udnyttelse af eksisterende infrastruktur. Når man ser på CO2-aftryk per indbygger, er det netop de tætte byområder, der klarer sig bedst.

Det betyder, at nybyggeri i byer, selv med en høj CO2-udledning, ofte er en investering i en lavere samlet udledning over tid.

Hvis vi i stedet undlader at bygge, forsvinder efterspørgslen ikke. Den flytter sig. Den bliver til længere pendling, større boliger længere væk fra arbejdspladserne og en mere transportintensiv hverdag. Det er svært at se det som en klimagevinst.

Stigende geografisk og økonomisk ulighed

Samtidig har restriktioner på boligudbuddet en række konsekvenser, der rækker langt ud over klimaet. Når vi politisk accepterer, at der ikke bygges nok i de mest attraktive og produktive byer, skaber vi i praksis en adgangsbarriere.

Det er ikke sådan, at færre boliger betyder færre mennesker i byen. Det betyder, at det i stigende grad kun er dem med de rette ressourcer, der kan komme ind.

Dermed bliver boligmarkedet en mekanisme, der sorterer mennesker efter økonomisk baggrund. Unge uden formuende forældre, familier uden opsparing og nye tilflyttere får sværere ved at få fodfæste. Omvendt sikres der adgang for dem, der allerede er inde eller har hjælp til at komme ind.

Konsekvensen er en stigende økonomisk og geografisk ulighed. De mest produktive byer bliver forbeholdt en mere snæver del af befolkningen, mens andre i højere grad må bosætte sig dér, hvor mulighederne er færre.

Det er ikke bare et fordelingsproblem. Det er også et effektivitetstab, fordi mennesker ikke kan flytte derhen, hvor deres kompetencer skaber mest værdi.

Ofte bliver denne udvikling forsøgt retfærdiggjort med et ønske om at “bevare liv i yderområderne”. Men hvis mennesker bliver boende af nødvendighed snarere end valg, er det ikke et tegn på balance. Det er et tegn på, at mobiliteten er blevet begrænset.

Et mere velfungerende samfund er et, hvor folk i højere grad kan vælge, hvor de vil bo – også selvom det betyder fortsat urbanisering.

Hvis vi samtidig gør det lettere at flytte til byerne for dem, der faktisk ønsker det, kan det på sigt mindske den regionale ulighed. For så er det ikke kun dem med ressourcer, der får adgang til de økonomiske og sociale muligheder, byerne tilbyder.

Klimaproblemet løses ikke på boligmarkedet

Det betyder ikke, at klimaproblemer skal ignoreres. Men det betyder, at vi skal være præcise i vores valg af instrumenter. Boligmarkedet er et dårligt sted at føre klimapolitik. Når vi forsøger at reducere CO2-udledning ved at begrænse byggeri, rammer vi indirekte og upræcist – og med store bivirkninger.

Langt mere effektive løsninger findes allerede. En ensartet CO2-afgift er det mest oplagte eksempel. Den sikrer, at udledninger reduceres dér, hvor det er billigst og mest effektivt, og den skaber incitament til innovation i alle sektorer – også i byggeriet.

Hvis klimabelastningen fra materialer og processer prissættes korrekt, vil branchen tilpasse sig. Det er en langt mere målrettet tilgang end at forsøge at styre mængden af byggeri politisk.

Boligkrisen er i sin kerne ikke et klimaproblem. Den er et resultat af, at vi i årtier ikke har bygget nok i de områder, hvor efterspørgslen er steget mest. Den ubalance forsvinder ikke af sig selv. Den kræver, at vi tør øge udbuddet.

Derfor er konklusionen enkel, men politisk vanskelig: Vi skal bygge mere i de store byer. Ikke uden hensyn til klimaet, men heller ikke med klimaet som begrundelse for at lade være.

Hvis vi insisterer på at løse ét problem ved at forværre et andet, ender vi med hverken at få en mere bæredygtig eller en mere retfærdig udvikling. Hvis vi derimod tænker klima og boligmarked sammen på en måde, hvor hvert problem adresseres med de rigtige værktøjer, er der en reel mulighed for at opnå begge dele.