KL om indkvartering af flygtninge: Kommunerne skal have fuld fleksibilitet

Et tag over hovedet. Det er måske nok det allervigtigste, vi kan give de ukrainere, der i disse måneder flygter fra deres hjemland. Husly er lig med tryghed i en ekstraordinær og for mange traumatiserende situation.

Før man kan genoptage eller påbegynde en ny hverdag, skal en seng at sove i og nogle trygge rammer være på plads. Derfor er kommunerne også i fuld gang med at skaffe alle de indkvarteringsmuligheder, de kan. Det kræver ofte, at man finder på nye løsninger i en fart.

Mulighederne for indkvartering er meget forskellige i de enkelte kommuner. Nogle steder kan man stille sommerhuse, værelser på vandrehjem eller privat indkvartering til rådighed. Andre steder kan man tage nedlagte institutioner, ældreboliger eller sygehuse i brug, mens der endnu andre steder måske slet ikke er en ledig boligmasse.

Nogle står klar med ledig kapacitet til indkvartering, som er ressourcekrævende at oppebære, hvis den ikke bliver brugt. Nogle har arealer, hvor der kan sættes containerboliger eller pavilloner op. Fælles for alle kommuner er, at det kræver ressourcer at skrue op og ned for kapaciteten. Der skal tænkes kreativt, og det bliver der så sandelig også.

Manglen på boliger er kun blevet mere kritisk i lyset af flygtningesituationen. Længe har vi været udfordret med at finde boliger, der er billige nok til mange af de udsatte borgere i vores samfund.

Ukrainerne tæller negativt i statistikkerne
I denne aktuelle situation er vi stødt på en ny udfordring, nemlig at ukrainske kvinder med børn, der kommer til landet og har efterladt deres mand kæmpende ved fronten i Ukraine, ikke betragtes som enlige og dermed får en lavere ydelse, der kan gøre det svært at skaffe 7.000 til 8.000 kroner til huslejen.

Hvis kommunerne skal finde boliger til mange tusinde ukrainske flygtninge, er det derfor afgørende, at vi får mulighed for at dispensere fra noget af den lovgivning og de regler, som vi ellers er forpligtet til at opfylde. Og at kommunerne sikres maksimal fleksibilitet, så der ikke er unødige benspænd for indsatsen.

Heldigvis rykker regeringen og Folketinget også hurtigt på denne dagsorden. Et godt eksempel er reglerne i forhold til udsatte boligområder. Her er det rigtig godt, at regeringen og partierne bag aftalen om forebyggelse af parallelsamfund nu – på opfordring fra os – har ændret på loven, så fordrevne ukrainere også kan bo i udsatte boligområder.

Manglen på boliger er kun blevet mere kritisk i lyset af flygtningesituationen

Martin Damm (V)
KL-formand

Men der er ikke blevet ændret på, at de stadig tæller negativt i statistikkerne, fordi de har en ikke-vestlig baggrund, og for manges vedkommende ikke har et job. Det er ærgerligt, for det vil udfordre en del kommuner, som nok vil vælge at se sig om efter andre indkvarteringsmuligheder, så mange års hårdt arbejde med at komme af ghettolisten ikke bliver spildt.

Et andet eksempel på noget, vi skal holde godt øje med, er fordelingen af ukrainere i landet. Her er det selvfølgelig vigtigt, at Udlændingestyrelsen sikrer, at man ikke bliver visiteret til en kommune i den ene ende af landet og får et job i den anden.

Vi skal passe på velfærdssamfundet
Trods kreativiteten overstiger indkvarteringsopgaven mange steder den kendte kapacitet. Derfor er det vigtigt med en løbende dialog mellem kommunerne og regeringen om, hvordan vi bedst kan planlægge kapaciteten, og om der er steder, hvor der er brug for yderligere fleksibilitet.

Det kan for eksempel være i forhold til regler, som begrænser anvisningsmuligheder i forskellige typer af boliger eller den leje ukrainerne skal betale. Det kan også være muligheder for midlertidig udlejning af almene boliger og længere udlejning af sommerhuse.