Kronik: Vi skal stræbe efter blandede bymidter, hvor butikkerne ikke dominerer

Hen over vinteren 2020/2021 var det således de små og mellemstore individuelt ejede butikker, der var mest udfordrede. Turisme betyder desuden meget i forhold til butikkers trivsel og omsætning. Således var det kendetegnende, at de byer, der normalt har flest turister, klarede sig rigtig godt hen over sommeren 2020, og faktisk havde flere byer et rekordår. Dette betød, at mange butikker klarede sig bedre end forventet hen over den svære vinter 2020/2021.

Herudover har undersøgelsen bekræftet en mistanke, som mange kommuner allerede har haft længe. For i og med at alle butikker i de otte byer blev geotagget, blev det på kortbilagene tydeligt, at der drives meget detailhandel uden for de i kommuneplanerne udpegede centerområder. Det er for eksempel langs indfalds- og omfartsveje og i erhvervsområder. I forlængelse heraf har pandemien vist – og nok også forstærket – at det i mange tilfælde er lettere at drive butik uden for bymidten end inde i den.

Det har efter al sandsynlighed at gøre med faktorer som for eksempel varetyper, tilgængelighed og parkering, synlighed og udvidelsesmuligheder. Flere af ovenstående pointer er ikke nye eller ukendte, men snarere fænomener der er blevet talt om længe rundtomkring i handelsstandsforeningerne og kommunerne. Men coronarestriktionerne lader til at have forstærket de eksisterende udviklingstendenser, og vi kan derfor efter al sandsynlighed regne med, at vi hurtigere end forventet vil se byernes fysiske rum og byggede miljø reagere på disse tendenser.

Konkurrencen mellem butikscentre og handelsbyer
Så er handelsbyerne under pres? Det enkle svar er ja. Når Cushman & Wakefield RED bruger ordene ”… på det i forvejen udfordrede retailmarked”, er det ikke tilfældigt. Så ud over at spørge, hvad coronarestriktionerne har betydet for detailhandlen, er det derfor også relevant at spørge: Hvordan stod det egentlig til med detailhandlen i de danske handelsbyer, inden pandemien ramte? Der er ingen tvivl om, at detailhandlen gennem de seneste årtier har tilpasset sig store forandringer i forbrugeradfærd og vareudbud, og disse forandringer ser ud til at fortsætte i fremtiden.

Ikke alene handler vi mere på internettet, vi bevæger os også længere og længere for at få en god indkøbsoplevelse, for eksempel i et butikscenter. Det er således ikke unormalt, at en handelsby kan tabe omsætning til et butikscenter, der ligger mere end 50 kilometer væk. En nyere tendens er, at der opstår egentlige handelsmiljøer i turistområder. Tydelige eksempler herpå er for eksempel Blåvand i Vestjylland, Marielyst på Falster og lokalområder langs den nordsjællandske kyst, hvor der centralt i de store sommerhusområder har udviklet sig egentlige bycentre med talrige tøj- og boligbutikker.

Er handelsbyerne under pres? Det enkle svar er ja

Christian Achermann og Ditte Marquard Jessen
Hhv. projektchef i Urland og projektchef i RealDania

Handelsmiljøerne udvikler sig også kraftigt i mange mindre og mellemstore ferieområder. Og egentlig giver det jo god mening, at man i sin ferie – i modsætning til i den travle hverdag – har god tid til at shoppe. Udfordringen er selvfølgelig, at det kan udløse en konkurrencesituation med den lokale købstad. Kigger vi på den traditionelle bymidte, er der også blandt specialbutikkerne på handelsbyernes centrale butiksstrøg sket en forandring. Vareudbuddet i butikkerne er blevet mere ens, der er flere kædebutikker, og alene på butiksudbuddet kan det være svært at se, om man er i den ene eller den anden provinsby.

Denne oplevelse forstærkes af, at der i de små og mellemstore byer er relativt få egnsteatre, biblioteker, biografer, museer og uddannelsesinstitutioner, som ellers er medvirkende til at give byernes historiske midte egenart og karakter. Samtidig er mange små specialbutikker blevet ”opslugt” af de store varehuse, som huser kiosk og bager, tilbyder pakkeafhentning og har afdelinger for elektronik, skønhedspleje, beklædning, legetøj og boligudstyr. Endelig har planlovens mulighed for at udlægge aflastningscentre (større butiksområder uden for bymidten) været en katastrofe for de historiske handelsmiljøer i byernes midte, hvilket vi efterhånden ser konsekvensen af.

Meget tyder på, at bymidten ikke kan klare sig i konkurrencen med aflastningscentrene, som ligger optimalt i forhold til tilgængelighed, synlighed og convenience. Herudover har mange kommuner efter kommunalreformen i 2007 samlet deres administrative arbejdspladser i nye, decentralt beliggende rådhuse, og uddannelsesinstitutioner er mange steder flyttet til campusområder i byernes periferi. Diagnosen er, at butikslivet i de danske handelsbyer mange steder er under pres.

Hér er det værd at nævne, at handelsstandsforeninger i de fleste byer gør et formidabelt stykke arbejde for at modarbejde butiksdøden i bymidten, ofte gennem meget omfattende frivilligt arbejde. Mange handelsstandsforeninger er dygtige til at organisere de butiksdrivende omkring events og arrangementer, fælles kampagner og markedsføring. Mange steder er der blevet råd til en citychef eller en citymanager, og der afprøves såkaldte BID-modeller (BID står for Business Improvement Districts) efter udenlandsk forbillede.

Der er ingen tvivl om, at en dygtig handelsstandsforening gør en forskel. Men i og med at coronarestriktionerne lader til at have accelereret en udvikling, der gør det sværere at drive butik i de historiske handelsmiljøer, er der brug for tiltag i både lovgivning og planlægning – og ikke mindst er der brug for, at forbrugerne tager ansvar for deres lokale handelsby.

Ingen mirakelkur
Heldigvis er der flere værktøjer, der kan tages i brug for at stabilisere og i sidste ende styrke butikslivet i de danske handelsbyer. Der findes ikke en mirakelkur, men vi ved fra få men overbevisende eksempler, at en flerstrenget, langsigtet indsats kan gøre en forskel og gøre handelslivet mere robust over for en eventuel ny periode med restriktioner. På Christiansborg er der netop blevet kigget på planlovens detailhandelsbestemmelser, og i regeringens udspil ’Tættere på – flere uddannelser og stærkere lokalsamfund’ bliver det foreslået, at det i foreløbigt fem år ikke skal være muligt at udlægge nye aflastningscentre i handelsbyerne.

Der er ingen tvivl om, at det er en god idé at begrænse udlægningen af aflastningscentre, men det er nok mere tvivlsomt, om det vil have en egentlig effekt. Man bør gå videre og i lovgivningen også helt fjerne muligheden for at udvide eksisterende aflastningscentre. En anden vej til at nå samme mål er, at de lokale byråd ophører med en praksis, der desværre fortsat er alt for udbredt: at der gives tilladelser til dagligvarebutikker ved indfaldsveje, og at aflastningscentre udvides med stadig flere butikker, der egentlig bør ligge centralt i byerne.

Det er ude i kommunerne, at udflytningen sker i det daglige. De lokale byråd og forvaltninger skal både være mere bevidste om konsekvenserne af en ”løs hånd” i forhold til tilladelser til nye butiksplaceringer uden for bymidten, og de skal ruste sig med faglig indsigt, der kan give modspil, når store professionelle detailhandelsudviklere presser på. Et andet udspil fra Christiansborg handler om at støtte etableringen af såkaldte velfærdscentre i byernes midte.

Velfærdscentre kan for eksempel bestå af bibliotek, sundhedshus, skolefunktioner, kulturtilbud og detailhandel blandet i samme bygningskompleks eller projektområde, centralt beliggende i byerne. Hér har vi fat i, om ikke et opgør med så i hvert fald en reaktion på den funktionelle forenkling af bymidten, som modernismen medførte, og en anerkendelse af at det er for sårbart at lægge ansvaret for et attraktivt og sundt byliv over på de butiksdrivende alene. Vi skal igen forsøge at blande forskellige funktioner i bymidten, så der både er kulturtilbud, arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner, boliger, detailhandel samt formelle og uformelle mødesteder.

Det er ikke uden betydning, om vi køber vores løbebukser i varehuset eller i den lokale sportsbutik

Christian Achermann og Ditte Marquard Jessen
Hhv. projektchef i Urland og projektchef i RealDania

Hér er der meget, kommunerne selv kan gøre. Kommunen er både myndighed i forhold til byens planlægning og typisk også den største ejendomsejer i byen og en af de vigtigste lejere for andre bygningsejere. Endelig er det kommunen, der har mulighed for at flytte de store, bylivsskabende funktioner ind centralt i byen. For eksempel skoler, uddannelsesinstitutioner, medborgerhuse, kultur- og foreningshuse, rådhuse, biblioteker, museer, teatre, busholdepladser, stationer og sportsfaciliteter. Det er hverken nemt eller billigt at flytte rundt på disse store funktioner, men der er ingen tvivl om, at vil man sikre et sundt handelsliv og en livlig bymidte, er det hér, langt den største effekt kan hentes.

En anden opgave, kommunerne har foran sig, er igen at gøre bymidten attraktiv for børnefamilierne og de unge borgere. Mange byers centrale by- og gaderum bærer præg af, at den demografiske udvikling har medført, at de lokale politikere orienterer sig meget mod den ældre del af befolkningen. Det kan indimellem være svært at se, når man ikke selv er ung, men man kan lave en lille øvelse: Prøv at tænke på, hvor mange steder og funktioner i din lokale by der er indrettet med børn og unge som den primære målgruppe. Prøv så at vende billedet om, og forestil dig, at seniorer og ældre borgere alene var henvist til disse steder, og at resten af byens offentlige rum var målrettet børn og unge.

Unge mennesker er typisk ikke dem, der skaber den største omsætning i butikkerne, men unge mennesker giver til gengæld liv og variation i byens rum, særligt i dagtimerne når der ellers er stille i byen. Samtidig er det vigtigt at investere i de lokale børn og unge, da det medvirker til, at de potentielt flytter tilbage og stifter familie efter endt uddannelse. Under coronarestriktionerne var det tydeligt, at særligt de små og mellemstore butikker klarede sig bedre end forventet. Handelsstandsforeningerne gav udtryk for, at det i høj grad skyldtes, at de lokale handlende bevidst bakkede op om de lokale butikker. Det fortæller os, at vi som borgere og forbrugere også har et ansvar for at understøtte et sundt, lokalt butiksudbud.

Værtindegaven på tankstationen eller i butikken
Det er ikke uden betydning, om vi køber vores løbebukser i varehuset eller i den lokale sportsbutik eller køber værtindegaven i blomsterbutikken i stedet for på tankstationen. Som byplanlæggere hører vi ofte, at lokale borgere er kede af, at deres by har fået færre og færre specialbutikker, men spørger man ind til borgernes indkøbsadfærd, er det tydeligt, at vi som forbrugere ikke er gode nok til at tage vejen ind til bymidten. Også her har kommunerne et ansvar.

Hvis de historiske handelsbyer skal kunne konkurrere med aflastnings- og butikscentre, skal der sikres god tilgængelighed og synlighed. Der skal være styr på, hvordan man som besøgende ankommer til byen på en måde, så man ikke hver gang fristes til at stoppe ved dagligvarebutikken i aflastningscentret i stedet for at tage turen ind i handelsgaden. Og når man ankommer til byen, skal det være nemt at finde en parkeringsplads og bevæge sig ud i gaderne som fodgænger.

Det kræver, at der udarbejdes egentlige strategier for trafik, ankomst og parkering, som ikke alene har fokus på fremkommelighed og sikkerhed, men sætter barren så højt som muligt, når det handler om at gøre bymidten tilgængelig for potentielle kunder, der understøtter butiks- og byliv. Det betyder ikke, at bymidten skal indrettes alene for at tilgodese bilismen, idet erfaringen er, at dette hurtigt giver uattraktive og utrygge by- og gaderum. Det handler snarere om at udvikle egentlige trafik- og parkeringsstrategier, der sikrer både tilgængelighed og rum for byliv.

Tag ansvar for den blandede by

Som danskere har vi gennem efterhånden mange år vænnet os til, at varer og tjenesteydelser er tilgængelige, når og hvor vi har brug for dem. Hvad enten det drejer sig om indkøb af dagligvarer, at få klippet håret eller at spise en god middag på en restaurant. Heldigvis ser det indtil videre ud til, at det mønster ikke er brudt, og at mange butikker og serveringssteder har klaret sig gennem nedlukningerne.

Mange nye butikker og serveringssteder er endda åbnet under eller i kølvandet på restriktionerne. Men coronarestriktionerne gjorde det samtidig tydeligere for os, hvor meget handel og butiksliv faktisk definerer byernes midte og dermed også vores mest centrale, offentlige mødesteder og byrum. I en perfect storm af urbanisering, globalisering, centralisering og velmenende funktionsopdeling er der i byerne blevet skabt en bymidte, hvor forbrug og shopping danner rammen om stort set alle aktiviteter og sociale møder.

Det er hverken socialt, miljømæssigt eller økonomisk bæredygtigt på den lange bane. De butiksdrivende selv har udvist stor fleksibilitet og tilpasningsdygtighed i en meget svær tid. Det kan de nok gøre igen, men nu er det vores tur. Forbrugere og beslutningstagere bør tage ansvar for at understøtte en bevægelse tilbage mod den blandede by, hvor offentlige velfærdsinstitutioner, kulturtilbud, arbejdspladser, boliger og butiksliv understøtter hinanden, og hvor bylivet er funderet i brede, inkluderende, sociale konstruktioner – både formelle og uformelle. God arbejdslyst til os alle.

Indlægget er en del af Realdanias essaysamling ’Refleksioner fra en pandemi’, der udkom 30. marts og sætter fokus på, hvordan COVID-19 har påvirket danskernes adfærd og fysiske rammer.