Forening for bygnings- og landskabskultur: Lokalpolitikere er med til at ødelægge kulturmiljøer og landskaber

Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur får mange henvendelser fra borgere, der føler, at de har svært ved at følge med i kommunens planlægningsprocesser.

Det gælder beslutninger om højhusbyggeri, brutale ændringer i by- og landsbymiljøer, megasommerhuse, nedrivning af historiske bygninger, solcelleparker, der placeres i bevaringsværdige landskaber, og store byggeprojekter, der hastes igennem. Listen er desværre meget lang.

Kommune- og lokalplaner bestemmer byggelinjer, byggefelter, højde og tagudformning, og bestemmelser om bebyggelsens udformning, materialer og farvevalg kan fastsætte rammerne for bygningsstørrelse samt deres arkitektoniske udformning.

Kommune- og lokalplaner er således blandt de væsentligste redskaber for kommunalbestyrelsen til at sikre de fysiske kvaliteter i byer og på landet. Og helt central for bevaring af kulturmiljøer og historiske bygninger, idet kommunerne også har pligt til at udpege kulturmiljøer og bevaringsværdige bygninger.

Formålet med at udarbejde kommuneplaner er, at offentligheden i videst muligt omfang skal inddrages i arbejdet med vores omgivelser. Den færdige kommuneplan er derfor også en slags aftale mellem borgerne og kommunen om, hvordan vores fysiske omgivelser skal se ud, og afgørende for vores valg af bolig og kvaliteten af bylivet.

Der bør indføres et armslængdeprincip i forhold til kommunernes beslutninger, som vedrører ændringer i historiske bykerner, i kulturmiljøer eller nedrivninger og ændringer af bevaringsværdige bygninger i disse områder. Sådanne beslutninger bør underkastes en uafhængig, faglig vurdering af regionale, bygningskulturelle råd.

Karen Margrethe Olsen
Formand, Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur

Problemerne opstår, når de vedtagne planer ikke overholdes. Borgerne må kunne stole på, at de aftaler, der er indgået mellem dem og kommunalbestyrelsen i kommuneplanstrategien og i kommuneplanen, overholdes. Det kan de ikke, som situationen er i dag.

Det går ikke, at kommunerne ikke føler sig forpligtet over for deres egen planlægning og gang på gang vedtager kommuneplantillæg og lokalplaner, som ligger milevidt fra den vedtagne kommuneplan.

Modspil til politiske beslutninger

Jeg konstaterer, at det ofte er investorer og byggeinvesteringsselskaber, der langt hen ad vejen er bestemmende for byudviklingen i både store og mindre byer, i sommerhusområder og i landskabet.

Lokalpolitikerne undlader desværre alt for ofte at stille krav og accepterer dermed, at det er investorenes bundlinje, der er bestemmende for kvaliteten i byggeprojekter og energiprojekter, der ødelægger vigtige kulturmiljøer og landskaber.

Nybyggeri signalerer handlekraft og initiativ hos det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem, der forståeligt nok har det næste valg i kikkerten. Dermed bliver det, der skulle være langsigtede beslutninger, ofte sat ind i en ramme på kun fire år.

Det kan have store, ødelæggende konsekvenser. Lokalplanlægningen binder borgerne, men kommuneplanen og de lokalplaner, der er vedtaget på baggrund heraf, binder ikke kommunalbestyrelsen.

Men der er jo en ankemyndighed – Planklagenævnet – vil nogen måske indvende. Borgerne kan påklage en beslutning eller dispensation, hvis planlægningen ikke opfylder kommune- eller lokalplanernes rammer.

Det er korrekt, men ankemyndigheden ser udelukkende på, om procedurer og retslige spørgsmål er overholdt. Men politiske beslutninger kan ikke ankes. Skåret ind til benet betyder det, at den demokratiske proces i kommunen har talt, og derfor må det være, som det er.

Men kan det virkelig være rigtigt, at mange af disse vidtrækkende beslutninger træffes inden for en relativ kort tidsramme på otte uger, og at høringsprocesserne kan foregå i ferieperioder?

Jeg opfordrer ikke til, at den demokratiske proces sættes ud af kraft. Naturligvis ikke. Men det er klart, at der mangler tid til at sikre et kvalificeret modspil til de politiske beslutninger, der træffes.

Brug for faglige og uafhængige råd

I Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur foreslår vi derfor en model, som vil kvalitetssikre beslutningsprocessen, øge borgernes engagement og forbedre deres retssikkerhed.

Der bør indføres et armslængdeprincip i forhold til kommunernes beslutninger, som vedrører ændringer i historiske bykerner, i kulturmiljøer eller nedrivninger og ændringer af bevaringsværdige bygninger i disse områder. Sådanne beslutninger bør underkastes en uafhængig, faglig vurdering af regionale, bygningskulturelle råd.

Vi foreslår endvidere, at der indlægges en forlængende tidsfaktor i beslutningsprocessen. Denne betænkningsperiode skal sikre, at beslutningsgrundlaget kvalificeres.

Større og omfattende ændringer af en vedtagen kommuneplan bør kun gennemføres efter nyvalg. Det vil give borgerne tid til at engagere sig og give deres mening til kende.