Rådgivere til regeringen: Her er seks progressive forslag til jeres boligudspil

Da den socialdemokratiske velfærdsmodel blev udviklet i årene efter 2. Verdenskrig, var boligpolitikken et helt centralt element.

Det handlede dengang mest om at sikre flest mulige borgere lys, luft samt en bedre og sundere boligstandard end den, som var fremherskende før krigen, specielt i de større byers små lejligheder og baggårde.

Boligministeren var en højt rangerende minister i de daværende regeringer, og der blev sat ambitiøse mål for etablering af en almen boligsektor, som skulle levere de nye boliger til priser, som var betalelige for folk flest.

Set i bagklogskabens klare lys blev der også begået en del mindre heldige dispositioner i denne periode.

De nye almene boligområder blev for store og for monotone, bestemt af de lige kranspor og det præfabrikerede boligbyggeris ensformighed.

Men det rykker ikke ved, at datidens visionære politikere havde et skarpt blik for boligbyggeriets store samfundsmæssige betydning.

Et underprioriteret område

Siden da er boligpolitikken desværre blevet et mere marginalt politikområde, og i lange perioder har vi knap nok haft en boligminister i Danmark.

Den forrige socialdemokratiske regering genfremsatte en række boligpolitiske visioner med Kaare Dybvad som indenrigs- og boligminister, og i den nuværende regering er bolig- og socialområdet samlet under Pernille Rosenkrantz Theils ledelse.

Det var derfor interessant, men også noget nedslående, at læse interviewet med social- og boligministeren i Politiken 28. juni 2023.

Ministeren informerede om, at regeringen planlægger et nyt boligpolitisk udspil til efteråret, men da hun blev spurgt om det indholdsmæssige, blev det mest til en ide om at gøre noget mere for, at skilsmisseforældre i det almene byggeri kan få boliger tæt på hinanden – af hensyn til børnenes pendling frem og tilbage mellem forældrene.

Denne idé er ikke ny – og kan i øvrigt allerede realiseres via de anvisningsregler, som findes i mange almene boligselskaber.

Men først og fremmest må det konstateres, at der her er tale om et lille – om end vigtigt - hjørne af den samlede boligpolitik.

Den blandede by

Mange kommuner har i de senere år udarbejdet en boligpolitik – med det formål at opnå en mere blandet beboersammensætning i kommunen som helhed eller i bestemte byområder.

Visionen er som oftest at fremme ”den blandede by” og at modvirke den ghettoisering og segregering, der i dag præger mange byer og bydele, fordi beboersammensætningen altid er meget afhængig af netop boligforsyningen, det vil sige boligstørrelser, ejerformer og boligpriser.

Hvis regeringen vil fremme de blandede byer, reducere de nuværende uligheder og samtidig skabe de bedst mulige forudsætninger for bæredygtighed, er der behov for flere redskaber

Mette Lis Andersen og Jes Møller
Rådgivere i strategisk byudvikling og forfattere til bogen ”Bedre Byskik"

Men kommunerne har desværre relativt få redskaber til at realisere deres mange boligpolitiske visioner.

I praksis bestemmes bosætningen i høj grad af markedspriserne for ejerboliger og private udlejningsboliger i det givne område.

Kommunerne kan i øjeblikket planlægge for almene boliger med op til 25 procent i alle nye lokalplaner, men de kan ikke tilsvarende planlægge for ejerboliger, private udlejningsboliger, bo- og byggefællesskaber eller andelsboliger.

Og kommunerne må som bekendt heller ikke selv agere bygherre for nye boliger, som de kan i flere af vores nabolande som blandt andet Norge og England.

Eller understøtte byggefællesskaber, som det er almindelig praksis i andre EU lande, hvor Tyskland og Holland er i front.

Hvis regeringen vil fremme de blandede byer, reducere de nuværende uligheder på boligmarkedet og samtidig skabe de bedst mulige forudsætninger for større bæredygtighed i boligområderne, er der behov for flere redskaber.

Det rækker ikke alene at fokusere på den almene boligsektor.

Seks konkrete forslag til regeringen

For det første bør kommunerne i planloven gives mulighed for at regulere samtlige nye boligers ejerforhold.

Skal det overvejende være ejerboliger, som der er hårdt brug for på Københavns vestegn, eller skal det være flere almene boliger og andelsboliger, som der er behov for andre steder?

For det tredje bør andelsboligen genindføres som et væsentligt element på det danske boligmarked

Mette Lis Andersen og Jes Møller
Rådgivere i strategisk byudvikling og forfattere til bogen ”Bedre Byskik"

For det andet bør kommunerne hjælpes i gang med at etablere flere bo- og byggefællesskaber, der kan gribe den bevægelse mod mere fællesskab i hverdagslivet, som mange borgere ønsker sig.

Som en udløber af den tidligere boligpolitiske aftale fra 2021 er der i Bolig- og Socialstyrelsen etableret en vejledningsenhed for de såkaldt fællesskabsorienterede boligformer.

Men realisering af flere fællesskabsorienterede boligformer kræver samtidig ny lovgivning og gerne også en statslig støtteordning som i Sverige, hvor der pt. indhøstes mange værdifulde erfaringer med de såkaldte ”byg-gemenskaper”.

For det tredje bør andelsboligen genindføres som et væsentligt element på det danske boligmarked. Andelsboliger er i dag belastet af høje priser på grund af valuarvurderinger og samtidig hermed dårlige lånevilkår.

Denne mellemform mellem ejer- og lejeboliger, som har en lang historisk tradition i Danmark - som en slags udløber af andelsbevægelsen – har den charme, at den kan skabe større ejerskab til boligen end lejeboligen og større fællesskab i nærområdet end den klassiske ejerbolig.

For det fjerde ligger der en åbenbar mulighed i at åbne de almene boligområders samspil med de omgivende bysamfund og udvikle de store almene boligområder til blandede boligområder, hvor andre boligformer end den almene kan sikre social balance og udvikle nye fællesskaber.

Specielt virker det stærkt ulighedsskabende, at gevinster ved boligsalg i øjeblikket ikke beskattes

Mette Lis Andersen og Jes Møller
Rådgivere i strategisk byudvikling og forfattere til bogen ”Bedre Byskik"

Landsbyggefonden har de seneste år sat sig i spidsen for et spændende og tiltrængt initiativ (”Bystrategisk udsyn”) med dette fokus.

Det potentiale, der ligger i at gentænke de meget store arealer, som den almene sektor besidder, kan i sig selv blive en stærk boligpolitisk motor.

Sidst, men ikke mindst, bør hele boligbeskatningen tages op til revision med det formål at reducere uligheden på boligmarkedet.

Specielt virker det stærkt ulighedsskabende, at gevinster ved boligsalg i øjeblikket ikke beskattes.

En ulighed der især er til fordel for ældre boligejere i de større byer og til stor ulempe for lejerne, for den yngre generation og for befolkningen i udkantsområderne.

Inspiration til visioner

Lad disse forslag være inspiration til regeringens overvejelser om en ny boligpolitik, som indeholder flere statslige incitamenter og et større råderum for kommunerne, der står i venteposition for at bidrage til nye blandede boligområder med større bæredygtighed og mindre ulighed.

Boligpolitikken fortjener igen at blive et centralt element i vores byers planlægning og udvikling.

Det er sandsynligt, at mange danske kommuner i et sådant scenarie vil lægge sig i slipstrømmen af EU's seneste udmeldinger om grøn omstilling i byudviklingen gennem kampagnen ”New European Bauhaus”, hvor der sættes fokus på at byggeri og byudvikling på én gang skal bidrage aktivt til grøn omstilling, til mindre ulighed og til en smukkere verden.

Man må også forvente, at flere kommuner vil lægge vægt på andre kriterier end størst mulig indtjening fra grundsalget i byudviklingen, hvis de får flere visionære boligpolitiske redskaber i hænde.