SF: Ghettoaftalen er ikke skyld i øget brug af fleksibel udlejning

Af Kirsten Normann Andersen (SF)
Boligordfører

For nylig fik københavnske borgere et chok, da de i et brev fra Boligselskabet AAB, der bestyrer en række almene boligområder i hovedstaden, kunne læse, at man ikke længere ønskede beboere med lave indkomster eller manglende uddannelser. Årsagen var, påstod boligselskaberne, at politikernes boligaftale gjorde det nødvendigt.

Jeg var lige ved at kløjes i min kaffe – havde jeg virkelig været med til at tvinge samtlige af AAB's boligområder i København til at formene socialt udsatte adgang?

Svaret er selvfølgelig nej. Den såkaldte 'fleksible udlejning', der skal give boligforeningerne værktøjer til at sikre en mere blandet beboermasse, har eksisteret længe før boligaftalen. Idéen med den nye aftale er, at når nogle boligområder oplever at stå helt alene med sociale udfordringer, skal de kunne kontrollere tilflyttere, således at hele byen tager et kollektivt ansvar for, at vi bor blandet og mødes på tværs. Det er et ansvar, der med aftalen både påligger staten, kommunen og den enkelte boligforening.

Fleksibel udlejning for egen regning
Disse gode hensigter er tilsyneladende blevet et påskud for at nægte mennesker uden uddannelse eller med lav indkomst boliger, også i boligområder, der ikke har de samme sociale udfordringer som dem, værktøjerne rent faktisk er tænkt til. Det har selvfølgelig aldrig været meningen. Velfungerende, veldrevne boligområder, der rent faktisk har mulighed for at lette byrderne fra de områder, som har været ladt i stikken med de største sociale udfordringer, skal naturligvis tage del i arbejdet med, at vi i fremtiden ikke længere har socialt belastede boligområder.

Det er derfor helt reelt, når rigtig mange borgere i disse dage undrer sig over, at stort set alle AAB’s almene boliger i København og omegn, med over 1.000 beboere, pludselig er omfattet af den fleksible udlejning. Som altså indebærer, at nye beboere skal opfylde en række krav, hvis de skal leje en lejlighed i områderne. Undskyldningen, om at boligaftalen har skylden derfor, passer bare ikke. Tværtimod modarbejdes intentionerne i aftalen, når selv velfungerende områder fralægger sig ansvaret.

Bare for at få fakta på plads: Det er ganske få af AAB's boligselskaber i København, der tvinges til at bruge fleksibel udlejning som følge af den nye aftale. Resten gør det for egen regning. Alligevel har AAB skubbet ansvaret for beslutningen om at lade sine foreninger formene arbejdsløse og ufaglærte adgang over på Christiansborg.

Boligaftalen kan stadig forbedres
Indrømmet – der er tjørne i boligaftalen, og jo mere tid der går, jo mere glad bliver jeg for, at SF sidder i aftalekredsen og kan udøve indflydelse for at få luget de tjørne ud. Jeg anser det som mit partis hovedopgave i den aftalekreds at sørge for, at boligforeningerne og lejerne har en repræsentant ved det bord, hvor beslutningerne om deres fremtid tages, og jeg kan ikke skjule min tilfredshed med dispensationsordninger, sikring af økonomien til boligsocialt arbejde og mulighederne for at bygge nye almene boliger over hele landet.

Velfungerende, veldrevne boligområder, der rent faktisk har mulighed for at lette byrderne fra de områder, som har været ladt i stikken med de største sociale udfordringer, skal naturligvis tage del i arbejdet med, at vi i fremtiden ikke længere har socialt belastede boligområder.

Kirsten Normann Andersen
Boligordfører, SF

Men der er stadig plads til forbedringer af aftalen. Borgere med handicap skal ikke tælle med i grundlaget for, hvornår et boligområdet erklæres ”udsat”. Der er også grund til at se på, i hvilken grad borgere på førtidspension skal tælle med. Og vi skal sikre, at borgere i fleksjob ikke risikerer at falde for et for højt indkomstkrav.

Sidst, men ikke mindst, synes jeg helt generelt, at mulighederne for at bygge flere almene boliger skal udvides betragteligt, og gerne med forbedrede lånemuligheder, som gør det muligt at bygge almene boliger med en billigere husleje.

Socialt udsatte skal ikke nægtes en bolig
Men det grundlæggende mål om, at vi skal bo mere blandet, er godt. Det synspunkt har jeg også gjort gældende, når boligorganisationerne har ønsket at drøfte boligaftalen, som betyder, at de 15 mest socialt belastede boligområder skal omdannes. Jeg har lyttet til protesterne og kritikken, som primært har handlet om et forsvar for de mest belastede boligområder og områdernes beboere – skønt jeg også har noteret mig, at en del beboere har taget godt imod tilbuddet om endelig at løsne det stavnsbånd, der har bundet dem til deres bolig, nu aftalen giver dem mulighed for at flytte.

På trods af en til tider lettere ophidset stemning, så kunne man på den måde sagtens få en god fornemmelse af, at planerne nok skulle gå op i en højere enhed, hvor der også kunne tages hensyn til dem, der gerne ville blive boende.