Søren Hove: Skal centralbankerne tæmme boligpriserne?

Mens coronakrisen fortsat lægger en kraftig dæmper på de fleste dele af dansk økonomi, så fortsætter boligmarkedet uanfægtet sin himmelflugt.

Nationalbanken forventer, at boligpriserne i løbet af 2021 vil stige med næsten ti procent. Finanstilsynet ser bekymret til. Stigende boligpriser er dog ikke noget isoleret dansk fænomen.

Nu har regeringen i New Zealand besluttet at gøre noget ved det. Eller rettere – at få centralbanken til at gøre noget ved det. Boligejere er jo en vælgergruppe, som de færreste politikere ønsker at genere.

I New Zealand er boligpriserne også steget ganske kraftigt det seneste års tid. Det fik for nylig landets regering til at justere centralbankens politiske mandat, så den nu er tvunget til at tage hensyn til udviklingen på boligmarkedet, når den træffer sine pengepolitiske beslutninger.

Det kan lyde uskyldigt eller ligefrem snusfornuftigt, men behøver bestemt ikke være det i praksis. Den aktuelle situation illustrerer problematikken ganske tydeligt.

New Zealand kan som de fleste andre lande fremvise en forkølet fremgang i vækst og beskæftigelse som følge af covid-19, og inflationen er lavere end den officielle målsætning på to procent.

I den situation vil de færreste centralbankchefer ønske at sætte renten op. Men hvis centralbanken samtidig skal tæmme de stigende boligpriser, så bør den netop overveje en rentestigning.

Det egentlige problem i denne sammenhæng er, hvis centralbanker udstyres med flere politiske opgaver, end de har værktøjer til at løse

Søren Hove Ravn
Kommentarskribent

Hvilket hensyn skal så vægtes højest? Umiddelbart efter finanskrisen var Sverige i en lignende situation. I 2010 og 2011 valgte den svenske centralbank, Riksbanken, at sætte renten op gentagne gange.

Det skyldtes blandt andet et ønske om at lægge en dæmper på væksten i husholdningernes gæld, som ofte er nært knyttet til boligpriserne. Det medførte en heftig faglig debat blandt økonomer både i og uden for Riksbanken.

Kritikerne fremførte, at omkostningen ved en højere rente – i form af stigende arbejdsløshed og en inflationsrate under den officielle målsætning – ikke stod mål med gevinsten i form af større modstandsdygtighed over for en finansiel krise eller en boligboble.

Ingen kender det kontrafaktiske forløb, men faktum er, at Riksbanken endte med at fortryde og at sætte renten ned igen kort efter, fordi risikoen for vedvarende lav inflation og høj arbejdsløshed tårnede sig op.

Forløbet illustrerer de problemer, som New Zealand nu risikerer at gentage. Historien viser, at centralbanker og regeringer – ligesom alle andre – generelt har svært ved at identificere prisbobler på aktie- eller boligmarkedet, før de kan ses i bakspejlet.

Det tilsiger en vis forsigtighed. Men det egentlige problem i denne sammenhæng er, hvis centralbanker udstyres med flere politiske opgaver, end de har værktøjer til at løse.

New Zealands centralbank var blandt de første i verden til at indføre en formel inflationsmålsætning og bruger rentefastsættelsen til at opfylde denne.

I Danmark bruges renten til at sikre fastkurspolitikken. Men så kan renten ikke også anvendes til at styre boligpriserne, fordi dette før eller siden vil føre til modstridende hensyn.

Denne indsigt kaldes ofte Tinbergen-reglen efter den afdøde hollandske økonom og Nobelprismodtager Jan Tinbergen.

Et klogere alternativ er at anvende de såkaldte makroprudentielle redskaber, som er udviklet siden finanskrisen. Det drejer sig blandt andet om regulering af husholdningernes boliglån i forhold til boligens værdi eller husholdningens indkomst.

Disse redskaber er langt mere velegnede end renteændringer, blandt andet fordi deres bivirkninger på resten af økonomien er mindre, og fordi de netop er beregnet til dette formål.

I Danmark vil det desuden være smart, hvis aftalen om fremtidens boligskatter snart træder i kraft, så ejendomsværdiskatten kan fungere som en automatisk stabilisator, mens rentefradraget bør udfases.

Dermed peger pilen tilbage på politikerne.