I begge partier har man været klar over, at rivalen aldrig måtte blive for afkræftet. For så ville Venstre-Konservative-aksen samlet set blive så svag, at man ikke ville kunne udfordre hovedmodstanderne i Socialdemokratiet.

Ved valget i januar 1984 stod den konservative statsminister Poul Schlüter stærkt i vælgernes bevidsthed, men i valgkampen blev han bekymret for, om hans succes ville ramme Venstre for hårdt.

Da Pape sidste weekend dukkede op til Danmarksdemokraternes landsmøde sammen med Alex Vanopslag, var han så veloplagt, at han igen og igen høstede store klapsalver fra publikum.

Thomas Larsen
Politisk kommentator

På møder opfordrede han derfor sine partifæller til at tænke sig godt om, når de stod i stemmeboksen. Han tog hånden op til munden og sagde med dæmpet stemme:

”Sagt i denne kreds kan jeg godt forstå, hvis nogen af jer – når I står bag tæppet – sætter kryds ved Venstre. For de har brug for det”. Og så brølede folk af grin.

Nøjagtig samme form for omsorg kunne venstrefolk udvise, når De Konservative var i problemer.

Da De Konservative i slutningen af 1990’erne røg ud i en krise, huskede partiets generalsekretær Peter Sterup, hvordan fremtrædende Venstre-politikere blev bange.

”De puslede om os, som om Det Konservative Folkeparti var en syg, gammel arvetante,” sagde Peter Sterup.

Den tidligere konservative leder Hans Engell havde samme oplevelse.

”Venstre blev næsten kattevenlige. Der er ingen tvivl om, at Venstre så sådan på det, at hvis De Konservative gik i spåner, risikerede det at koste regeringsmagten.”

Her i november 2023 viser målingerne imidlertid, at Venstre og Konservative – på samme tid – ligger uhyggeligt lavt.

Søren Pape Poulsen har ikke kunnet rejse sig selv og sit parti efter nedturen ved valget for et år siden. I dag ligger Konservative på 5-6 procent, hvilket er langt fra de højder, som Pape oplevede på toppen af sin popularitet.

Venstre får kun støtte fra 8-10 procent af vælgerne og befinder sig lysår fra det niveau, som partiet har haft i nyere tid i rollen som det største blå parti og som fast leverandør af borgerlige statsministre.

Venstre og Konservative omgives samtidig af stærke konkurrenter, der for tiden formår at appellere mere kraftfuldt til borgerlige og liberale vælgere.

Det gælder for Liberal Alliance anført af Alex Vanopslagh, det gælder for Moderaterne med Lars Løkke Rasmussen i front, og det gælder for Danmarksdemokraterne med Inger Støjberg i spidsen.

Alligevel er det interessante spørgsmål, om Venstre og Konservative har ramt bunden?

Efter afskeden med Jakob Ellemann-Jensen er der ikke desto mindre en udbredt lettelse over, at partiet nu får en markant dygtigere politiker i front.

Thomas Larsen
Politisk kommentator

Enhver har kunnet se, at Søren Pape Poulsen længe har været hårdt ramt af katastrofen sidste år. Kort før det konservative landsråd i september spidsede krisen så meget til, at flere fremtrædende partifæller gik til angreb på ham i fuld offentlighed og krævede en ny leder.

Men Pape klarede sig langt bedre på landsrådet, end nogen havde ventet, og han fik nok så væsentligt fremlagt en ny politisk fortælling.

Senest har han været på en intensiv rundtur i baglandet, hvor forbindelsen mellem ham og partifællerne er blevet styrket, og det har tydeligvis skabt mere ro.

Da Pape sidste weekend dukkede op til Danmarksdemokraternes landsmøde sammen med Alex Vanopslagh, var han så veloplagt, at han igen og igen høstede store klapsalver fra publikum.

Og pludselig erindrede flere, hvorfor han tidligere var landets mest populære og troværdige partileder.

Vejen frem bliver svær, og målingerne er fortsat skuffende, men Pape ligner en mand, der har viljen til at tage kampen op.

I Venstre er man også nede i en dyb bølgedal, og man ved kun alt for godt, at man er udfordret af løftebruddene fra valgkampen, at Mette Frederiksen og Lars Løkke fremstår som den dynamiske duo i regeringsarbejdet, og at indførelsen af en kommende CO2-afgift på landbruget bliver en enorm udfordring.

Men efter afskeden med Jakob Ellemann-Jensen er der ikke desto mindre en udbredt lettelse over, at partiet nu får en markant dygtigere politiker i front.

Selvfølgelig ved ingen, om Troels Lund Poulsen bliver en billetsælger. Men stort set alle forventer, at han vil bestride formandsjobbet langt mere sikkert, velovervejet og overbevisende end forgængeren.

I modsætning til Ellemann vil Troels Lund Poulsen også kunne vende hjem til blå blok, hvis det viser sig, at Venstre bare ikke kan holde til at sidde i regering med Mette Frederiksen og Socialdemokratiet. 

Pape og Poulsen står på bunden. Men det er også her, man kan få fodfæste og finde afsæt til at komme op.