Heidi Bank
 svarer 
Kaare Dybvad Bek

Hvilken konsekvens har det for boliger til udsatte, at der ikke koordineres og opfølges i forhold til den sociale indsats?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 136, Spørgsmål 12

Vil ministeren redegøre for, hvilken konsekvens det har for særligt billige boliger til særligt udsatte og hjemløse, at der ikke sker koordinering og opfølgning ift. den sociale indsats, idet der henvises til BL’s høringssvar: »Vi bemærker, at aftalen om boliger til udsatte grupper og hjemløse planlægges at træde i kraft medio 2022, mens forhandlingerne om den sociale opfølgning først planlægges i 2023. Denne forskydning i forhandlingerne og ikrafttræden af bestemmelsen mellem boligdelen og socialdelen må absolut ikke føre til, at der ikke sikres den tilstrækkelige sociale opfølgning ved boligplacering af hjemløse og socialt udfordrede grupper«?

Svar fra onsdag den 20. april 2022
I vurderingen af borgeres egnethed vurderes det også, om de har brug for yderligere støtte

Følgende svar er udarbejdet i samarbejde mellem Indenrigs- og Boligministeriet og Social- og Ældreministeriet:

Etablering af nye særligt billige almene boliger forventes at løbe over en årrække og igangsættes før den aftalte omlægning af refusion på hjemløseområdet. Med aftalen gives refusion på 50 pct. for borgernes ophold på herberger (servicelovens § 110) i 90 dage pr. løbende år (120 dage i en indfasningsperiode fra 2023-2025). Samtidig indføres der en særlig refusionsordning for borgere, som udskrives fra herberger (§ 110 tilbud), hvormed kommunens udgifter til bostøtte efter en ny bostøtteparagraf i serviceloven refunderes med 50 pct. i op til 2 år efter udskrivningen, ligesom refusionen kan omfatte midlertidige ophold på § 107-tilbud i op til 6 måneder. Man flytter med andre ord refusionen for udgifter til ophold på herberger til ophold i egen bolig med den nødvendige bostøtte.

Etableringen af de særligt billige almene boliger er forudsætningen for at arbejde efter housing first-tilgangen og omlægningen af hjemløseindsatsen, hvorfor de to initiativer er tidsmæssigt lidt forskudte. Det vurderes således, at den tidsmæssige korte forskydning mellem hhv. nærværende lovforslag L 136 og et fremtidigt lovforslag til udmøntning af hoveddelen af initiativerne vedr. aftaledelen om en vej ud af hjemløshed i den politiske aftale af 26. november 2021 er med til at understøtte den samlede omlægning af indsatsen.

For så vidt angår det midlertidige huslejetilskud til eksisterende almene familieboliger forventes en kortere ibrugtagelsesperiode, som i konkrete tilfælde potentielt også kan ligge før udmøntningen af aftaledelen om en vej ud af hjemløshed.

Kommunal anvisning efter almenboligloven skal altid ske efter en konkret og individuel vurdering. Dertil er kommunerne allerede i dag forpligtede til at visitere borgere til den fornødne bostøtte i egen bolig. Med aftalen sikres der bedre incitamenter til, at kommunerne anvender de evidensbaserede støttemetoder, som har vist sig at virke i kombination med en egnet bolig. I vurderingen af om en given bolig er egnet til anvisning af en borger, forudsættes det, at kommunen samtidigt vurderer, om den pågældende borger er i stand til at fastholde boligen, herunder om - og i hvilket omfang - der er behov for at tilbyde social støtte eller lignende.

0:000:00