CO2-skat: Vil Mette Frederiksen starte et klimaslagsmål med de blå?

”Jeg kan love jer én ting. Det politiske flertal, der lige nu er i Danmark. Vi svigter ikke. Vi gør det, der skal til. Det er vores løfte. Det er mit løfte.”

Sådan lød det, da statsminister Mette Frederiksen afgav sit klimaløfte i sin nytårstale.

”I år vil vi træffe beslutning om en ny og ambitiøs afgift på CO2. Den skal sikre, at de virksomheder, der belaster klimaet, selv betaler for deres udledning.”

Det er der, vi er nu. Spørgsmålet er, om den brede, tværpolitiske konsensus, der indtil videre har været på det grønne vil fortsætte, eller om vi er på vej til en hård politisering af klimapolitikken.

Ydermere vil det for Socialdemokratiet have den fordel, at Sofie Carsten Nielsens trusler om at skifte blok, hvis hun ikke bliver del af en regering, mister en stor del af sin slagkraft, hvis det er det grønne, der skiller blokkene fra hinanden.

Helt konkret er spørgsmålet: Holder Mette Frederiksen fast i køreplanen og aftalekredsen fra Grøn Skattereform, der blev indgået i december 2020 og som optegner en ret detaljeret rejseplan i to faser sammen med Venstre, Konservative, SF og Radikale.

Eller ønsker regeringen at markere sit klimaløfte ved at få Enhedslisten med, selvom partiet med Mai Villadsen i spidsen valgte at stå uden for aftalen og kaldte regeringens plan for CO2-skatten for uambitiøs og et klimasvigt?

Kører man efter køreplanen fra december 2020 er der i første omgang lagt op til små skridt mod en ensartet CO2-afgift, hvor man starter med at se på den store industri. Landbruget er udskudt til senere.

Skal Enhedslisten med, skal der gives et markant aftryk: Tempoet skal sættes i vejret, og det skal ifølge Enhedslisten ske ved, at der på en ene eller anden måde tages hul på landbruget allerede nu, selvom køreplanen pt. siger, det først skal ske i 2023 – altså måske først på den anden side af et folketingsvalg.

Dermed står regeringen med et afgørende strategisk valg, der kan sætte dybe spor:

For vil de borgerlige partier med Venstre i spidsen være med i en aftale, hvis landbruget allerede nu bliver inkluderet?

Det er ikke meget mere end et halvt år siden, et meget bredt flertal netop lavede en aftale om landbruget, der ellers lagde den sværeste sektor i klimakampen brak og udskød alle de besværlige spørgsmål.

Regeringens beslutning handler ikke alene om dansk klimapolitik. Det kan cementere helt afgørende skillelinjer i dansk politik frem mod næste valg og i årene, der kommer.

To scenarier

Lige nu blæser svarene i vinden.

Der tegner sig to scenarier. Det konventionelle – og ifølge kilder både på det politiske niveau og ude i de afgørende ministerier mest sandsynlige – hvor det ender med endnu en bred, tværpolitisk aftale, der følger rejseplanen i Grøn skattereform.

Og så et ukonventionelt, mere risikofyldt – men omvendt med potentielt store gevinster – scenarie, der anerkendes som en mulighed både i regeringen og dens parlamentariske grundlag.

Spørgsmålet er, om den fastfrysning og dybe mistillid i sig selv vil blokere for en bred aftale om CO2-skat, uanset rejseplanen i Grøn skattereform – og om dansk politik dermed allerede befinder sig i en tilstand af valgkamp.

Her laver regeringen en ’hård’ aftale inden for centrum-venstre blokken, hvor landbruget allerede nu på en eller anden måde inddrages. 

Afgørende for hvilket af de to scenarier, regeringen vælger at gå efter handler lige så meget om klimapolitik som om christiansborgpolitik og valgkamp.

Og om en politisk kontekst, der er forvandlet drastisk, siden landbrugsaftalen op til Folketingets åbning for et halvt år siden blev indgået af alle partier fra Enhedslisten til Nye Borgerlige.

Mistillid mellem rød og blå blok

Da den brede klimaaftale om landbruget blev indgået sidste år, stod regeringen til et sikkert genvalg. Et halvt år og en minkskandale, der har slidt meget på Mette Frederiksens troværdighed, senere, har regeringen tabt sin solide føring i meningsmålingerne. 

Samtidig viste de netop afsluttede forhandlinger om arbejdsudbud og dimittendsats, af regeringen kaldet ”Danmark kan mere 1”, at forholdet mellem den borgerlige alliance på den ene side og regeringen og resten af centrum-venstre på den anden, er blevet konfrontatorisk og uforsonligt.

De borgerlige – V, K, LA og NB – har søgt sammen i et blåt forhandlingsfællesskab, som netop blev sammentømret op til – og stod sin første prøve under – landbrugsforhandlingerne sidste år.

Netop regeringens vilje til at vride normerne i dansk politik, hvad angår aftaler og forlig – der for eksempel tilsiger, at aftalepartier skal acceptere det, hvis udefrakommende partier skal blive del af kredsen – er også påkrævet, hvis Enhedslisten skal blive del af en aftale om CO2-skat. 

Her føler man sig nu kørt over af regeringen, fordi vedtagelsen af ”Danmark kan mere 1” forudsætter, at V og K som forligspartnere for eksempel på aftaler om dagpenge, skal nikke ja, før de nye reformer kan træde i kraft på denne side af et valg. Det vil de borgerlige ikke uden at få indrømmelser til gengæld. Noget regeringen omvendt afviser.

Spørgsmålet er, om den fastfrysning og dybe mistillid i sig selv vil blokere for en bred aftale om CO2-skat, uanset rejseplanen i Grøn skattereform – og om dansk politik dermed allerede befinder sig i en tilstand af valgkamp.

Enhedslisten står uden for

Netop regeringens vilje til at vride normerne i dansk politik, hvad angår aftaler og forlig – der for eksempel tilsiger, at aftalepartier skal acceptere det, hvis udefrakommende partier skal blive del af kredsen – er også påkrævet, hvis Enhedslisten skal blive del af en aftale om CO2-skat. 

Som Altinget har beskrevet, er det ikke tilfældet nu, hvor Enhedslisten står uden for aftalen om en grøn skattereform. Den var ifølge Enhedslisten et ”klimasvigt” og alt for uambitiøs. Læser man aftaleteksten er det også kun "aftalepartierne", der skal drøfte ekspertgruppens anbefalinger, ligesom det er "aftalepartierne", der skal genbesøge aftalen i fremtiden og har udvalgt eksperter og formuleret kommissoriet til ekspertgruppen.

Især Venstre vil modsætte sig, at Enhedslistens soloridt nu skal kunne veksles til indflydelse. Venstre vil insistere på, at der allerede ligger en aftale om, at eksperter er bestilt til at se nærmere på CO2-modeller for landbruget, inden politikerne i 2023 kommer til den del.

Omvendt er opfattelsen i rød blok og – selvfølgelig – hos Enhedslisten, at partiet er med, når der skal forhandles. Men her er det en pointe, at hvis Enhedslisten er med, så vil det være med et krav om, at tidsplanen i Grøn skattereform justeres, så landbruget kommer med allerede nu. 

Og det er netop det punkt, der rent indholdsmæssigt kan gøre det vanskeligt for Venstre (og dermed K) at gå med i en aftale. Jakob Ellemann-Jensen er i færd med at flytte sit parti på det grønne område ud fra en overbevisning om, at den borgerlig blok ikke med realismen i behold kan række ud efter regeringsmagten uden at have en troværdig og ambitiøs klimapolitik.

Her er Ellemann-Jensen udfordret af, at Venstres lave meningsmålinger gør ham mere afhængig af baglandet, især den jyske, landsbrugsorienterede del. Her har man alt andet end travlt med at få en ny afgift ind ad brevsprækken, og omkostninger i form af jobtab som ifølge vismændene kan komme op på 15.000 tabte arbejdspladser.

Lagt sammen med det uforsonlige forhold mellem regeringen og den borgerlige alliance, er det et åbent spørgsmål, om regeringen overhovedet kan lave en bred aftale om CO2-skat, der rækker fra Venstre til Enhedslisten. 

Og det er et åben spørgsmål, om regeringen vil.

Grøn og rød - og gule veste

Fra kilder i regeringen lyder det, at statsministerens nytårstale signalerede udadtil, hvad der efter kommunalvalget for længst er blevet signaleret indadtil: man går et gear op på det grønne, og modstillingen mellem at være socialdemokrat først og klimapolitiker dernæst, skal opløses. De to ting skal – med grønne investeringer i nye arbejdspladser – gøres til to alen af samme stykke.

Og så er vi tilbage til statsministerens løfte om, at det ”politiske flertal, der lige nu er i Danmark. Vi svigter ikke.”  For betyder det, at der er et budskab til vælgerne om, at valg af et alternativt, borgerligt flertal vil være lig med at svigte på klimapolitikken?

Og betyder det, at regeringen ser strategiske fordele i at lave en aftale om CO2-skat uden de borgerlige, eller måske endda gå til valg på sammenbrudte forhandlinger med de borgerlige om en CO2-skat?

Risikoen er, som forfatter Lars Olsen, der har øvet betydelig indflydelse på regeringens samfundsanalyse frem til nu, har advaret imod: At en for forceret klimakamp kan vende arbejderklassevælgerne, som S erobrede ved folketingsvalget i 2019, imod partiet.

Men gevinsterne ville ikke alene være at cementere det ejerskab til det grønne, en socialdemokratisk ledet regering har helt suverænt i vælgernes øjne for indeværende. Men at bringe sig i en meget fordelagtig position ved at forvandle klimapolitikken til den afgørende skillelinje i dansk politik frem mod et valg.

Populært sagt: at gøre klimapolitik til den nye udlændingepolitik.

Ligesom i nullerne, hvor det, at de borgerlige i vælgernes øjne sad suverænt med ejerskabet til udlændingeemnet, som samtidig lå helt i top af vælgernes dagsorden, igen og igen gav borgerlige sejre ved folketingsvalgene, kan klimapolitikken blive en sejrsmaskine for centrum-venstre i 2020’erne.

Og ligesom udlændinge- og værdipolitikken i nullerne sammentømrede blå blok, kan klimapolitikken sammentømre centrum-venstrepartierne, hvor der på det økonomiske område er meget langt fra Enhedslisten til Radikale.

De Radikales trusler

Ydermere vil det for Socialdemokratiet have den fordel, at Sofie Carsten Nielsens trusler om at skifte blok, hvis hun ikke bliver del af en regering, mister en stor del af sin slagkraft, hvis det er det grønne, der skiller blokkene fra hinanden.

En trussel, der allerede er svækket efter ”Danmark kan mere 1,” hvor det, at de Radikale er en del af aftalen i de borgerliges øjne bliver udlagt som vendekåberi og maskefald; mens Sofie Carsten Nielsen omvendt har beskrevet de borgerlige partiers forslag om beløbsgrænse, hvor MENAP-landene var undtaget, som ”diskrimination”. 

Som sagt blæser svaret på, hvordan en aftale om dansk CO2-skat skrues sammen i vinden. Selv deltagerlisten er der tvivl om. For et halvt år siden havde svaret været mere ligetil, fordi styrkeforholdene var så entydige i regerings favør, og der var meget langt til næste valg.

Spørgsmålet er, om den politisk kontekst og stemning på Christiansborg her et halvt år senere har flyttet sig for langt væk til de brede aftaler.

I næste uge fremlægger ekspertgruppen anbefalinger til en grøn skattereform.