Da Putin gik ind i Ukraine, så Ellemann massegravene for sig igen

Forsvarsbudgettet skal op, og forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig skal i gang nu, siger Venstreformand Jakob Ellemann-Jensen. I kølvandet på Ruslands krig i Ukraine tager han et opgør med naiviteten, der fulgte efter Murens fald. Inklusive sin egen.

"Nu havde de mennesker lige gjort sig umage, nu havde man vundet Den Kolde Krig på fredelig vis, nu havde man fået nedbrudt Jerntæppet. Og nu har vi i næste generation sat det over styr," konstaterer Jakob Ellemann-Jensen
"Nu havde de mennesker lige gjort sig umage, nu havde man vundet Den Kolde Krig på fredelig vis, nu havde man fået nedbrudt Jerntæppet. Og nu har vi i næste generation sat det over styr," konstaterer Jakob Ellemann-JensenFoto: Jacob Ehrbahn/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

Jakob Ellemann-Jensen har set krigens ansigt.

Som en af meget få medlemmer af Folketinget. Hans støvler var på jorden sidste gang, der var krig i Europa; som professionel soldat i den fredsbevarende styrke i Bosnien efter den jugoslaviske borgerkrig.

Med billederne af russiske tanks og soldater på ukrainsk jord står den nu på flashbacks fra dengang for Ellemann.

Men den står også på en større refleksion. Om krig og fred. Og om, hvad der egentlig står tilbage af den liberale verdensanskuelse, der hævdede, at vi efter Den Kolde Krig tog de første skridt ind i et tusindårsrige med flere og flere liberale demokratier og evig fred. Hvor krig var et kapitel i historiebøgerne eller på film.

Lige der bliver det politiske igen personligt for Jakob Ellemann. For hans far, Uffe Ellemann-Jensen, spillede en helt særlig rolle i afslutningen på Den Kolde Krig, da Danmark på hans foranledning som udenrigsminister var det første land i verden, der genoptog de diplomatiske forbindelser med de baltiske lande. Endnu inden Sovjetunionen var helt opløst.

Nu sidder de i Riga, Vilnius og Tallinn og ser deres værste bange anelser realiseret. 769,5 kilometers kørsel fra Vilnius omringer deres nabo i Rusland Ukraines hovedstad, Kiev. Det er mindre end fra København til Amsterdam.

Det er det, som ukrainerne nu skal igennem. De risikerer at blive dem, der ligger i massegraven. Og nogle af de lig, der lå i de massegrave, jeg så, de var meget små, for det var børn.

Den verden, vi og Jakob Ellemann-Jensen selv arvede fra hans far, det er den, der nu er på spil. Han nikker, da jeg siger det.

”Når jeg smiler lidt, er det fordi, jeg har siddet ordret med den samme følelse. Nu havde de mennesker lige gjort sig umage, nu havde man vundet Den Kolde Krig på fredelig vis, nu havde man fået nedbrudt Jerntæppet. Og nu har vi i næste generation sat det over styr.”

Det er derfor, jeg dukket op på hans kontor.

Hvad tænker han nu, Jakob Ellemann-Jensen? Som oppositionens leder, som liberal, som soldat og som sin fars søn – og sine børns far.

Jeg var stolt over min far

Ingen, der var til stede ved Venstres landsmøde sidste år i september, kan være i tvivl om, at Jakob Ellemann blottede sig, da han i sin tale kom ind på sin fars virke i forbindelse med de baltiske lande i de tidlige 1990ere.

”Jeg var stolt over, at det var min far, der repræsenterede vores land i den kamp. At det var ham, der var i Baltikum og hjalp dem fri af det sovjetiske overherredømme,” sagde han med grødet stemme og et blik, der var ved at svømme over.

Faktisk prøvede han netop derfor at få den del af sin landsmødetale helt ud.

”Jeg begynder at tude,” forklarede han forgæves sine rådgivere.

Han vandt også et helt bagland for sig, der først sad med tilbagehold åndedræt og bagefter brød ud i stående klapsalver.

”Det kom ret tæt på,” konstaterer han tørt i dag.

Hans modstand mod den del af talen fortæller ikke bare om en mand, der ikke ynder at lade sine egne følelser stå i vejen for sit budskab. Ellemann tilhører en generation – 89erne eller generation X – der er vokset op på Francis Fukuyamas teorier om historiens afslutning og Jerry Seinfelds jokes.

Der er utrolig mange kvaliteter ved det her land, men den største og første er, at dette land er frit. Det er den, frihed, vi skal kæmpe for, og det er den frihed, de kan se forsvinde i Ukraine.

Det liberale demokrati havde vundet den store konkurrence om, hvilket politisk styresystem, der var bedst, og det heroiske forduftede fra hverdagskulturen. I stedet for Sylvester Stallone som Rambo fik vi Charlie Sheen i Hotshots, der gjorde grin med actionfilm og amerikanske helte. Ironi blev en måde at være på.

Og det er et af Ellemanns tydeligste karakteristika – han afvæbner med ironiske regibemærkninger, ikke mindst om sig selv. Det er hans måde at skabe plads til andre på.

Men hvis historien ikke er slut, men banker på i Ukraine, er det også alvorens stund. Det stikker Ellemann på ingen måde under stolen. Da nyheden om Ruslands invasion tikkede ind på telefonen om morgenen i sidste uge, trængte tårerne sig på igen. Selvom han godt vidste fra briefingerne i statsministeriet, at det var på vej.

”For mit indre blik kørte den der film, fra jeg var udsendt i Bosnien, hvor folk havde gjort forfærdelige ting ved hinanden. Ødelagte huse, massegrave, lugten af lig,” fortæller han.

Vi har været håbløst naive

Ellemann trak egentlig frinummer, da han skulle til session, men forlangte at blive del af Livgarden. Hans far havde også været soldat, men ved Artilleriet.

”Jeg var den første, der var i Livgarden. Jeg ved ikke om jeg var den første, der var høj nok,” siger han. Det sidste med en timing som en standup-komiker.

Han blev soldat af alle de grunde, en ung mand bliver soldat. Man ikke helt ved, hvilken karriere man skal vælge, man har mod på eventyr og kammerater. Og der er et dybere kald.

”Min mor var journalist, og min far var politiker. Altså, grundlæggende var de jo begge journalister, men min far sank så endnu dybere og blev politiker,” lægger han for.

Timingen og selvironien er der igen. Pointen?

”Samtalerne ved middagsbordet handlede om, hvad der skete i verden. Det betød, at mange de her ting – Murens fald, Sovjets sammenbrud, de baltiske lande – var tæt på. Og uden at det skal lyde for højstemt: at tage et ansvar for den verden, man var del af, det var bare noget naturligt. Jeg havde en stærk bevidsthed om at være meget privilegeret alene ved det at være født her i verdens lykkeligste land. Det kommer ikke af sig selv eller vedbliver af sig selv, og hvis mine børn skal have samme muligheder, så er der nogle, der må træde ud på planken og gøre noget for det.”

Det er det ansvar, der banker på nu i Ellemanns analyse. Ukraine handler ikke bare om Ukraine, men om Europa og europæisk sikkerhed.

”Fra Vestens side har vi været håbløst naive, når det kommer til Putins Rusland. Vi så, hvad han gjorde i Georgien og på Krim. Nu skal vi ikke være utilgiveligt naive. Nu er han gået ind i Ukraine og kommer til at tage det, og hvem er de næste? Moldova, Finland? Estland? Så er vi inde i noget Nato. Og så ved jeg godt, at mange siger, at det er helt urealistisk, men det sagde vi også med Krim. Vi ved, Putin har evnen og viljen. Vi har ikke evnen i Europa. Den skal vi have.”

”For mit indre blik kørte den der film, fra jeg var udsendt i Bosnien,
”For mit indre blik kørte den der film, fra jeg var udsendt i Bosnien," fortæller Jakob Ellemann-Jensen om den dag, russerne invaderede Ukrainer, "ødelagte huse, massegrave, lugten af lig."Her er det fra en hospital i Kiev, hvor børneafdelingen er blevet henlagt til kælderen for at værne dem mod russiske bombeangreb. Foto: Aris Messinis/AFP/Ritzau Scanpix

Det er her, Ellemann vil have vores forsvarsbudget sat op til to procent af BNP, så vi lever op til Natos målsætninger. Og det er her, han vil have gang i forhandlingerne om en ny forsvarsforlig. Nu, som han slår fast:

”Det er jo ikke sådan, at vi hæver det til to procent i morgen – 17-20 milliarder kroner – og så er det gjort. Det vil du jo ikke kunne bruge på begavet vis med ét slag. Der skal være noget materielindkøb, vi skal ansætte nogle mennesker, vi har nogle prioriteter – Arktis, vi er nogle der glade for kampvogne etc. Det tager tid. Det er også derfor, jeg siger, lad os nu komme i gang med forhandlinger om det forsvarsforlig.”

Det var evnen til forsvar. Det materielle, det økonomiske og det teknologiske. Men det andet led af Ellemanns sætning – det om viljen til forsvar – er mindst lige så interessant.

Har vi den? Stadig? Og hvad vil det egentlig sige at have viljen til forsvar i dag?

Undskyld, jeg blev revet med

Når det overhovedet er et spørgsmål, er det, fordi vi her i Europa er holdt op med at tænke på krig som en mulighed. Og ikke har gjort det i årtier. Krig foregår i vores bevidsthed enten i fortiden, på TV eller langt fra Europas grænser.

Også selvom det ikke er helt rigtigt. Krigen i ex-Jugoslavien, hvor Ellemann var fredsbevarende soldat, var i den grad en europæisk krig, men den blev aldrig rigtig forstået som sådan. Den blev set som et spøgelse fra fortiden, og fordi det var i Østeuropa og ikke indenfor EU-området, har vi ikke rigtig gjort borgerkrigen på Balkan til en del af vores fortælling om os selv efter Murens fald.

Men det handler også om, at vi har tænkt på tiden efter 1989 som en fremadskridende bevægelse mod stadigt flere demokratier og stedse mere udbredt fred. Vi behøvede ikke tænke på krigen, fordi freden alligevel var fremtiden.

Ellemann bringer selv den amerikanske filosof Francis Fukuyama og hans teori om historiens afslutning på banen.

”Vi troede på, Fukuyama havde ret. At vi var trådt et trin op ad civilisationsstigen, så vi nu ikke behøvede at gå i krig. Vi – og det er jeg også en del af – regnede med, at alle på vores breddegrader tænkte, som vi gjorde. Det gør man bare ikke i Rusland, slet ikke hvis man er Putin.”

Men hvis vi med det udgangspunkt – Ruslands invasion af Ukraine – ser tilbage på tiden siden 1989. Har den forestilling ikke været forkert fra starten af: borgerkrigen i Jugoslavien, 9/11, Irakkrigen der gik skævt, Georgien, Krim og Afghanistan. Hvor mange gange skulle vækkeuret ringe, før vi vågnede?

”Ja, det er et godt spørgsmål. Jugoslavien, altså, grusomhederne der, var jo helt afsindige, og var noget, som vi troede, vi havde efterladt med anden verdenskrig. Der var den der selvfedme, der ligger i: vores civilisation, den er så tiltrækkende, at det vil alle gerne have. Men det vil alle bare ikke.”

Der er stadig partier her i huset (Folketinget, red.), der mener, at vi skal melde os ud af enten Nato eller EU eller begge dele. Det har jeg godt nok svært ved at se rationalet i.

Men den tankegang var jo også en del af det at være liberal. Hvordan reagerer din liberale verdensanskuelse på det her?

”Som liberal tænker jeg: hold nu fast, hvor skal vi passe på det her, fordi vi har det stadig, og det er så skrøbeligt. Og de har det ikke mere. Det er ikke kommet af sig selv, og det bliver her ikke af sig selv, og hvis vi ikke passer på det, kommer der en eller anden Putintype og smadrer det. Det giver mig en indædthed i forhold til de liberale værdier. De skal beskyttes med næb og klør - og med vold og magt.”

”Og der har du så paradokset. For hvis du er nødt til med vold og magt at beskytte liberale ideer, så er der et eller andet galt. Ja, men sådan er det, og det er naivt at forestille sig andet. Og det og skal vi sætte os i stand til.”

Men er det ikke også et problem for det liberale demokrati, at det er sværere at mobilisere den her forsvarsvilje, når det kommer til rettigheder, end hvis det er knyttet til vores nationale tilhørsforhold?

”Nej, der er jeg uenig. Det er overhovedet ikke svært at få den samme glød for frihed og muligheder som for Gud, konge og fædreland. Og det er ikke, fordi jeg ikke sætter pris på Gud, konge og fædreland; det sætter jeg utrolig stor pris på. Men det er de liberale frihedsrettigheder, der er det drivende. Det handler om fred i frihed.”

Men hvis vi skal mobilisere viljen til forsvar. Er det så for nationen eller for friheden?

”Det er for friheden. Altså, det er jo to alen af et stykke, fordi hvad er Danmark? Er det et geografisk afgrænset område, er det sprogområdet, er det det territorium, der regeres af hendes majestæt Dronningen? Hvad er vores fælles identitet? Ja, meget af den fælles identitet, vi har, den er bundet op af frihed. Vi er ikke et folk, fordi vi er tvunget til at være det. Vi er et folk, fordi vi gerne vil være det. Vi finder sammen i frivillige fællesskaber, og vi er verdens største foreningsland, og der er utrolig mange kvaliteter ved det her land, men den største og første er, at dette land er frit. Det er den frihed, vi skal kæmpe for, og det er den frihed, de kan se forsvinde i Ukraine,” siger Ellemann.

Fakta

Jakob Ellemann-Jensen

(f. 1973)

MF, og Venstres formand 

Koncernjurist, GN Store Nord A/S, 2007-2011.
Afdelingschef, IBM Danmark A/S, 2005-2007.
Jurist, IBM Danmark A/S, 2002-2005.
Juridisk rådgiver, PwC Consulting A/S, 2000-2002.
Officer af Reserven fra 2000.
Kaptajn, Den danske Bataljon i Bosnien-Hercegovina, 1999-2000.
Premierløjtnant af reserven, Den internationale Brigade, 1996-1999.
Løjtnant, Sjællandske Livregiment, 1994-1996.
Værnepligtig menig og sergent, Den Kongelige Livgarde, 1992-1994.

Gift og far til tre

(Kilde:Folketinget)

 

Han afbryder selv tavsheden.

”Undskyld, jeg blev revet med, men det er simpelthen så essentielt for alt, hvad mit liv drejer sig om og har drejet sig om.”

Ikke alle lande er klar til demokrati 

Sidste år overlod vi efter 20 års krig i al hast Afghanistan til Taleban, og vi har trukket os fra Irak. Viser resultatet af de krige ikke, at vi havde hovedet det helt forkerte sted henne i nullerne?

”Ja og nej. Vi blev i hvert fald hængende for længe i både Irak og Afghanistan. Men der var ikke nogen af de krige, der var en fejl. Og begge dele var på mandat på FN.”

Men målet om at forvandle de lande til liberale demokratier, er jo noget andet end at gå i krig. Vi ville lave demokrati et sted, der ikke var demokratisk, hvor der ikke havde været det...

”Ja, og hvor der ikke var nogen demokratisk dannelse. Og det er rigtigt, vi synes jo, de her værdier er grundlæggende. Det er fundamentalt for os. Ja, her. Det er godt og fint, at vi synes, at folk fortjener frihed alle steder, men jeg tror, at man skal være klar til det. Og det er en lidt træls konklusion.”

Hvis du arvede historiens afslutning fra din far, hvad er det så for en verden, dine børn arver fra dig?

”Det er et godt spørgsmål. Fordi hvis du havde spurgt mig for et år siden, havde svaret været et andet end i dag. Og i dag er det vanskeligt. Billedet er blevet meget tåget. Hvordan ser Europa ud? Vi er vokset op med Den Kolde Krig, og luftalarmen hver onsdag klokken 12, med truslen om gensidig ødelæggelse. Helt det, håber jeg ikke, man vender tilbage til. Men der er taget et stort skridt tilbage. Og en af udfordringerne er, at indtil vi får opbygget den nødvendige kapacitet til at besvare et konventionelt angreb, så er det kun USA, der kan komme med et kontant svar.”

”Fordi vi har høstet en for stor og for tidlig fredsdividende – og det gjorde vi i den bedste mening – men også fordi vi er for dårlige til at arbejde sammen med vores forsvars- og sikkerhedspolitik. Der er stadig partier her i huset (Folketinget, red.), der mener, at vi skal melde os ud af enten Nato eller EU eller begge dele. Det har jeg godt nok svært ved at se rationalet i.”

Tror du, at nogle af de børn, der lever i Europa i dag, kommer i en situation, hvor de bliver nødt til at ofre livet for Europa, for vores levevis?

”Det håber jeg ikke. Men forudsætningen for det er, at vi har opbygget en afskrækkelse, der er troværdig nok til, at det ikke kommer dertil.”

Hvordan ser krigens ansigt egentlig ud?

Det er gammel visdom, Ellemann henviser til. Si vis pacem, para bellum, hedder det på latin fra det fjerde århundrede. Den, der ønsker freden, skal forberede sig på krigen.

Og krigens ansigt har Ellemann som sagt set dengang i 1990erne. Men hvad vil det egentlig sige? Hvordan ser krigens ansigt ud?

”Selve krigen var forbi, da jeg var i Bosnien, og vi var en del af den fredsbevarende styrke. Det, jeg hæftede mig ved, er det, som krigen efterlader.”

Hvad er det?

”Det, du efterlader, når du rykker frem på den måde, det er der ikke nogen, der skal kunne bruge igen. Sådan håber jeg ikke russerne tænker her; det skal jeg hilse og sige, at det gjorde man i Bosnien, hvor man havde kastet miner ud til alle sider, så der ikke kunne komme nogle i gang med at sætte de huse i stand. De der billeder af, hvordan det ser ud, når mennesker har gjort alt, hvad de kunne, for at ødelægge det for hinanden. Så er der et lydbillede fuld af larm og støj, og så er der lugten...”

Af?

”Af død. Lugten af døde mennesker, der har ligget lang tid i jorden.”

Altså, åbne massegrave?

”Nej, jeg var ude sammen med nogle internationale politifolk, som havde fundet en massegrav. Dem fandtes der ulykkeligvis en del af, fordi de systematisk havde slået hinanden ihjel. Og sådan en massegrav, der har ligget i nogle år, og man åbner den – det lugter ikke så godt. Det er jo de billeder, lugte og lyde, som jeg genkalder mig, når jeg hører, at der er krig i Europa.”

”Det er det, som ukrainerne nu skal igennem. De risikerer at blive dem, der ligger i massegraven. Og nogle af de lig, der lå i massegraven, de var meget små, for det var børn,” siger Ellemann.

"Det er det, krig gør."

Denne gang går der lidt tid, før han afbryder tavsheden.

”Jeg er med på, at Bosnien var en borgerkrig, og det kan man ikke sammenligne én-til-én med det, der sker i Ukraine nu. Men et land som Rusland med en despot som Putin, som ikke går af vejen for at likvidere politiske modstandere i fredstid og i udlandet... man skal ikke gøre sig nogen illusioner om, hvordan han kan reagere overfor fjender i krigstid. Det er en af de ting, som jeg er dybt bekymret over.”
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

0:000:00