"Sex er godt, sex er sundt!" Sådan husker mange af os nok, at Søren Brostrøm sagde på et af de utallige coronapressemøder.

Han havde ret. Sex er godt og sundt, og det er noget, vores elever har krav på, at vi beskæftiger os med i skolen. Derfor har mange skoler landet over arbejdet med Uge Sex op til vinterferien. Det er godt!

Men den hellige sex-gral er desværre ikke velforvaret, for hvis vi ser på undersøgelser af faget 'Sundhed- og seksualundervisning og familiekundskab', som er det, vi til dagligt kalder seksualundervisning, går det ikke godt.

Der er alt for stor forskel på, hvor meget og hvor god undervisning vores elever får, og vi lærere er slet ikke godt nok uddannet til faget. Men vigtigst af alt: Hvem har egentlig ansvaret for seksualundervisningen?

Jeg stiller spørgsmålet, fordi seksualundervisning er det, man populært kalder et timeløst fag. Det kan i sig selv lyde vildt bizart, at der er fag i skolen, der slet ikke har nogen timer. Ja, jeg vil gå så langt at kalde det decideret usexet! Men sådan er det rent faktisk, og vi har hele tre timeløse fag, der foruden seksualundervisning også tæller 'færdselslære' samt 'uddannelse og job'.

Officielt er seksualundervisningen skolelederens ansvar, men i dagligdagen bliver det i alt for høj grad overladt til enkelte ildsjæle på skolerne

Anders Thorsen
Skolelærer

Selvom de timeløse fag i Undervisningsministeriets New Public Managment-sprog hedder "obligatoriske emner", er det reelt egne fag med egne fagbeskrivelser og mål fra børnehaveklasse til, at eleverne går ud af skolen. Der er bare ingen timer til dem.

Når der ikke er nogen timer til et fag, bliver det tilfældigt, hvem der tager ansvaret for, at der bliver undervist i fagene. Det bliver i alt for høj grad op til det enkelte lærerteam at finde ud af det, og der er stor forskel på, hvor meget der gøres ud af det.

Der opstår altså noget af et ansvarslimbo, hvor det er uklart, hvem der har ansvaret. Er det skolelederen? Klasselæreren? Hvem er det? I alt for høj grad bliver det overladt til enkelte ildsjæle på skolerne, og ellers ender det med, at en eller anden "nok hellere må tage den".

Officielt er det skolelederens ansvar, men i dagligdagen bliver det tilfældigt, hvem der gør hvad med seksualundervisningen. Vi har altså timeløse fag, der gør, at eleverne mister tid til fordybelse i deres øvrige fag. 

I min egen hverdag som lærer kan jeg for eksempel se, at det i de fleste tilfælde er klasselæreren, der typisk også er dansklæreren, som bruger sine timer til emnet. På den måde forsvinder der i mange klasser en masse dansktimer, som eleverne aldrig får tilbage. Og det er da kun tilfældet, hvis denne lærer prioriterer.

Det er ikke rimeligt over for eleverne. Jeg arbejder selv som dansklærer i skolens ældste klasser, og der er altså nok at give sig til. Så hvis den ene uge skal gå med sex, den anden med trafik og den tredje med job, så mister vi ret meget tid, der kunne bruges på at øve kommaer eller læse Tove Ditlevsen.

Hvis man fra kommunerne og Undervisningsministeriet virkelig mener, at de tre timeløse fag er vigtige, må man da også prioritere dem og gøre dem til rigtige fag med rigtige timer. Ellers bør man helt afskaffe dem og sige til forældre og civilsamfund: "I må tage jer af seksualundervisningen, uddannelsen og færdselslæren, for vi har valgt, at skolen ikke prioriterer det."

Hvis man vælger at prioritere det, kan jeg se to måder at gøre det på. Enten kan man lægge en timeblok ind i skemaet, som kan gå til de timeløse fag. Her kunne man så også lægge alt muligt andet, som når der eksempelvis kommer en oplægsholder til skolen. Alternativt kan man lave en pulje erstatningstimer, som eleverne kan få på et andet tidspunkt.

Sikkert er det i hvert fald, at der er behov for en massiv (efter)uddannelsesindsats af lærerne og de lærerstuderende, hvis vi skal have en seksualundervisning med en kvalitet, vi kan være bekendt overfor vores elever.

Skolen bliver konstant bombarderet med emner, som den skal tage sig af, hvilket jeg tidligere har skrevet om i blandt andet Altinget. Mange ting er helt gakket og bør varetages af familierne og civilsamfundet. Fagene i skolen er altså under pres.