Kommentar af 
Benny Damsgaard

Ellemann er ved at finde formen

Efter en mareridtsagtig start er der tegn på, at Jakob Ellemann-Jensen er ved at finde formen. Målingerne er opadgående, og hen over sommeren har Venstre nærmest sprøjtet politik ud. Forude venter dog svære klimaforhandlinger og ikke mindst et afgørende kommunalvalg.

Venstre har tidligere ligget på det nuværende niveau og alligevel formået at kæmpe sig tilbage, skriver Benny Damsgaard.
Venstre har tidligere ligget på det nuværende niveau og alligevel formået at kæmpe sig tilbage, skriver Benny Damsgaard. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Benny Damsgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Siden 2019-valget har Venstre været i krise, og problemerne har nærmest stået i en endeløs kø: Opgøret med Løkke i Brejning og hans efterfølgende farvel til Venstre. Den massive ballade i formandskabet og Støjbergs efterfølgende exit. De historisk dårlige meningsmålinger, som bare blev ved med at falde. Afskallingen af Knuth og Bager til Det Konservative Folkeparti og senest stemmeslugeren Ahlers exit.

Plagerne har næsten haft bibelske dimensioner, og har givet meget lidt plads til at Ellemann har kunnet tale politik. I hvert fald indtil nu. Hen over sommeren har Venstre med Ellemann tydeligt i spidsen nærmest sprøjtet politik ud.

Sommeroffensiven startede i begyndelsen af juli i Information med en klimamelding om, at Ellemann og Venstre ønskede at stå i spidsen for et "borgerligt klimaprojekt". En melding, som siden blev fulgt op i Berlingske en måneds tid senere med budskabet om, at der skulle skæres i dagpengesatsen for nyuddannede. Midler som i stedet skulle bruges på klimaet.

Dagen før havde Ellemann, som optakt til Venstres sommergruppemøde, forsøgt at signalere borgerlig samling ved at lancere ti – relativet overordnede - principper i Politiken, som skulle kunne fungere som en fælles "platform for partierne i blå blok". 

I samme avis havde han et par uger tidligere for alvor slået den internationale tone an og kritiseret regeringen for ikke at ville EU. En melding, der blev fulgt op i Berlingske torsdag med en opfordring til regeringen om at tage en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, øge bevilingerne til forsvaret og lade være med at anerkende Taliban-styret lige foreløbigt.

Om skribenten

Benny Damsgaard er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og fhv. direktør, Public Affairs, Geelmuyden Kiese, fhv. kommunikationschef, Konservative, fhv. KU-formand.

 

Især de udenrigspolitiske meldinger har skabt røre i blå blok. DF og NB har kritiseret især EU-meldingerne og sagt, at det vil "spille en rolle i vores samlede vurdering af, hvem vi peger på". Alt sammen forventeligt.

Hvad der imidlertid er langt vigtigere for Venstre, så blev især meldingen om en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet taget godt imod hos De Radikale. Man kunne stort set ikke finde en mere begejstreret modtagelse end hos De Radikales næstformand og formand for Folketingets udenrigspolitiske nævn, Martin Lidegaard, da han skulle kommentere: "Jeg er 100 procent enig i Ellemanns tanker om at afskaffe forsvarsforbeholdet. Hellere i dag end i morgen".

Vælgermæssigt er EU og udenrigspolitik ikke noget, der trækker vælgere. Det er ganske enkelt ikke afgørende for vælgernes stemmeadfærd. Derfor bliver det ikke EU-sokkerne og forsvarsforbeholdet, der kommer til at redde Venstres fortsat miserable målinger – uanset at de har rettet sig en anelse siden lavpunktet omkring de 10 procentpoint ved årsskiftet.

I dag har Venstres målinger stabiliseret sig på godt 14 procent. Det er stadig langt under valgresultatet på 23,4 procent, men de 14 procent er dog nok til, at Venstre igen, til mange Venstrefolks store lettelse, er det største borgerlige parti. Det gjorde endda meget ondt på selvforståelsen, da Det Konservative Folkeparti i vinter kortvarigt var større.

Når man taler med folk ude omkring i Venstre er der, på trods af den opadgående kurve i målingerne, udbredt nervøsitet over det forestående kommunalvalg. Mange frygter for deres pladser – især fordi det nu reelt er for sent at skifte parti. Nervøsiteten har dog endnu ikke udmøntet sig i direkte panik som hos for eksempel Liberal Alliance, hvor knap halvdelen af de 28 byrådsmedlemmer, partiet fik valgt i 2017, har sagt farvel.

Hvis det kort falder væk, kan 2023 meget nemt blive foreløbigt sidste gang, at en Ellemann står i spidsen for Venstre ved et valg.

Benny Damsgaard, kommentarskribent

Alt tyder på, at Venstre kommer til at gå tilbage ved kommunalvalget. Det er dog tvivlsomt, om det bliver det blodbad, mange tror.

For det første viser al erfaring, at landspolitiske udsving kun i begrænset omfang slår igennem lokalt. En tommelfingerregel har i mange år været en tredjedel gennemslag, men som man så med DF i 2017, hvor man efter successen ved 2015-valget havde forventet det kommunale gennembrud, er den regel højest usikker.

Og for de store partier skal man desuden altid huske på borgmestereffekten. Et kommunalvalg er og bliver kommunalt med fokus på kommunale temaer og ikke mindst, hvem der sidder på borgmesterposten.  

Ved kommunalvalget i 2017 fik Venstre samlet set 23,1 procent af stemmerne. Mit bud her tre måneder inden er, at Venstre ender på cirka 20 procent til november. Borgmestermæssigt bliver tilbagegangen marginal. Venstres bagland, mange borgmestre og ressourcer kommer til at dæmpe effekten af den landspolitiske nedgang betydeligt.

Venstre har tidligere ligget på det nuværende niveau og alligevel formået at kæmpe sig tilbage. Efter 3Gi sagen i 2014 lå Venstre på samme niveau som nu. Alligevel lykkedes det for Venstre, med en imagemæssigt presset Løkke i spidsen, at få hentet godt fem procentpoint og lande på 19,5 procent ved valget i 2015. Et valg, der samtidigt sikrede Venstre regeringsmagten.

Som målingerne ser ud i dag, er et regeringsskifte ved næste valg, alt andet lige, urealistisk. Regeringen er stadig solidt foran i målingerne, og selvom De Radikale slår sig tøjret og flirter åbenlyst med Ellemann, er det urealistisk at forestille sig, at de allerede skifter næste gang. Det vil ganske enkelt koste partiet for mange vælgere.

De, der stemte radikalt i 2019, gjorde det først og fremmest i protest mod den daværende VLAK-regerings udlændingepolitik. Den borgerlige udlændingepolitik er ikke blevet mere spiselig for en radikal siden da – tværtimod.

Alt tyder på, at Venstre kommer til at gå tilbage ved kommunalvalget. Det er dog tvivlsomt, om det bliver det blodbad, mange tror.

Benny Damsgaard, kommentarskribent

Hvis man spørger internt i Venstre, er det heller ikke afgørende for Ellemanns fremtid som formand, at han allerede erobrer regeringsmagten næste gang. Regeringen og statsministeren er skræmmende stærk, og det var på ingen måde et harmonisk og samlet parti, han overtog. Ellemann skal dog demonstrere, at han kan rette målingerne, og skabe fundamentet til potentielt at kunne vinde i 2027, hvis ikke taburetten skal begynde at blive usikker.

Grundlæggede så afhænger det af, om Ellemann kan bevare den interne ro, holde det flotte politiske tempo fra sommerferien og ikke mindst holde en linje, som fortsat rækker over midten og styrker båndene til De Radikale. I den sammenhæng bliver en af de helt store tests dette efterår de kommende klimaforhandlinger på landbrugsområdet.

De markeringer, som Ellemann er kommet med på klimaområdet, giver god mening vælgermæssigt og parlamentarisk. Ved 2019-valget var klima det tema, der optog vælgerne mest. Det er dog også et område, hvor Venstre, med sit stadig stærke landbrugsbagland, historisk har haft meget svært ved at levere ambitiøse forhandlingsmæssige resultater.

Når klimaforhandlingerne på landsbrugsområdet går i gang, er Venstres forhandler Troels Lund Poulsen. Han er valgt og opstillet i Jylland og ikke kendt for på nogen måde at være grøn – tværtimod. Her bliver spørgsmålet, om Ellemann har så meget styr over Troels Lund Poulsen og ikke mindst presset fra Landbrug & Fødevarer, at han formår at omsætte den offensive klimaprofil til konkret politik.

Ender det med, at Venstre står uden for klimaaftalen på landbruget, bliver det endda meget svært for Venstre og Ellemann at fortsætte den klimamæssige offensiv. Og hvis det kort falder væk, kan 2023 meget nemt blive foreløbigt sidste gang, at en Ellemann står i spidsen for Venstre ved et valg.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Ellemann-Jensen

Vicestatsminister og forsvarsminister, partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Benny Damsgaard

Partner og director, conXus Public Affairs, politisk kommentator, ekstern lektor, Københavns Uni., fhv. kommunikationschef, Konservative
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2005)