Af integrationsminister Rikke Hvilshøj (V)

For regeringen er det afgørende, at vi får standset de fortsatte tendenser til ghettoisering.

Det er ikke acceptabelt, at der udvikles områder, der fysisk, socialt, kulturelt og økonomisk er afsondrede fra det øvrige samfund, og hvor det enkelte menneskes hverdagsliv er præget af begrænsninger og mangel på muligheder.

Den negative udvikling i visse boligområder hænger i høj grad sammen med tidligere års fejlslagne planlægning og integrations- og arbejdsmarkedspolitik.

Det er nærmest skæbnens ironi, at der i mange af de udsatte boligområder, hvor de fysiske rammer og infrastruktur har været planlagt i den mindste detalje, er sket en udvikling i beboersammensætningen, som absolut ingen har ønsket.

For regeringen udgør ghettoiseringen en alvorlig barriere for integrationen – særligt i områder, hvor hovedparten af borgerne er arbejdsløse indvandrere og efterkommere, hvor der er mange sociale problemer, og hvor der stort set ikke er nogen kontakt til det omkringliggende samfund.

Ved at se rundt på nogle af de store europæiske byer kan man hurtigt finde mange skræmmebilleder på, hvad der kan ske, hvis man ikke griber ind over for en selvforstærkende udvikling i de boligområder, der har mange sociale problemer.

Det er ikke den udvikling, vi skal have i Danmark. Siden 1999 har vi i Danmark haft en klar politik om, at nyankomne flygtninge skal fordeles bedre blandt landets kommuner. De kommuner, der har mange udlændinge, har ikke skullet modtage nye flygtninge.

Denne politik virker. Der er i dag en bedre fordeling af flygtninge på landsplan, end der var før 1999. Og de seneste tal fra Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF) viser da også1, at integrationsloven har medført, at flere flygtninge bliver boende i den kommune, de i første omgang visiteres til. Samtidig er antallet af flygtninge og familiesammenførte faldet markant siden 2001.

Jeg vil på ingen måde sige, at dette løser problemerne i de mest udsatte boligområder. Men udviklingen har givet mulighed for, at vi overhovedet kan løse opgaven.

Storbyerne lokker fortsat
Der er stadigvæk en tilflytning af indvandrere til de store boligområder – og mange boligområder har i det seneste årti fået en betydelig overvægt af beboere, der står uden for arbejdsmarkedet.

Resultaterne i denne publikation fra Rockwool Fondens Forskningsenhed viser, at den fortsatte tilflytning af indvandrere og efterkommere til visse boligområder skyldes en kombination af flere forhold.

Der er selvsagt nogle økonomiske forhold, som spiller ind, men mange bliver i første omgang også tiltrukket ud fra et ønske om at bo i nærheden af ligesindede.

Det er ikke et problem i sig selv at bo sammen med mennesker, som man kan identificere sig med.

Det problematiske opstår i det øjeblik, at gruppen af ikke-vestlige indvandrere bliver mere isoleret over tid. Og det er det klare billede, som Rockwool Fondens undersøgelse tegner. En stor del af de ikke-vestlige indvandrere har bosat sig i bestemte boligområder og er blevet mere og mere isolerede fra det omgivende samfund i løbet af de sidste tyve år.

Det er især i storbyerne, at de ikke-vestlige indvandrere samler sig, men der er her stor forskel på, hvor tæt de bor. Fx viser Rockwool Fondens undersøgelse, at der i Århus og Odense er 40-41 % sandsynlighed for først at møde en anden ikke-vestlig indvandrer frem for en dansker i sit boligområde mod 26 % i København.

Et andet problem er, at der i flere af de samme boligområder er blevet en overvægt af beboere, der står uden for arbejdsmarkedet.

Det er bestemt ikke en udvikling, der bidrager til sammenhængskraften, og i flere af de udsatte boligområder kan man let risikere en selvforstærkende negativ spiral, hvor de erhvervsaktive – både danskere og indvandrere – flytter. Det fører til, at man i disse områder mangler beboere med ressourcer og overskud, og at børnene vokser op uden rollemodeller i forhold til uddannelse og arbejde.

Nøglen er beskæftigelse – men der skal også mere til
Regeringen ønsker at standse ghettoiseringen. Regeringen fremlagde en samlet strategi mod ghettoisering i maj 2004.

I regeringens udspil er der fokus på tre former for indsatser:

1. En akut indsats, der skal sættes ind her og nu i de mest belastede boligområder.

2. En indsats over de næste to-tre år, der skal bidrage til at skabe en mere afbalanceret beboersammensætning i områderne og skabe bedre integration.

3. En langsigtet indsats, der skal sættes ind over for potentielt udsatte områder og forhindre, at de udvikler sig i negativ retning.

Disse tre indsatser bliver gennemført ved hjælp af forskellige redskaber, der er blevet stillet til rådighed for både kommuner og de enkelte områder.

Det drejer sig i første omgang om redskaber til at ændre på beboersammensætningen, hvor der nu er indført mulighed for, at kommunerne kan benytte sig af kombineret udlejning. Det betyder, at man kan vælge at afvise boligsøgende kontanthjælpsmodtagere m.fl. i bestemte boligområder. I stedet skal de tilbydes en bolig andetsteds.

Samtidig kan kommunerne også gøre brug af, at der nu kan benyttes 100 % kommunal anvisning til bestemte udsatte boligområder i et antal kommuner. Der er også mulighed for at få flere ressourcestærke til at flytte ind i bestemte områder ved, at kommunen benytter sig af den fleksible udlejning. Det er en ordning, der giver fortrinsret til bestemte grupper på ventelisten til et område, fx personer i beskæftigelse.

Kommunerne har ikke kun fået instrumenter stillet til rådighed, der skal regulere, hvem der flytter ind i et område; de kan nu også vælge at tilbyde flyttehjælp til personer, der bor i området. Det har nemlig vist sig, at de økonomiske omkostninger ved en flytning er en af de barrierer, der betyder, at nogle har svært ved at træffe valget om at flytte.

Men det er blevet lettere nu.

Regeringen opfordrer også til, at boligselskaberne i højere grad gør brug af salg af almene boliger. På denne måde kan beboerne i områderne få mulighed for at købe deres egen lejlighed og derved opnå mere ansvarsfølelse for deres lokalområde.

Det er også et ønske fra regeringens side at få mere erhverv ind i de udsatte boligområder. På denne måde kan man bryde isolationen ved at få personer uden for områderne til at komme på besøg. Det ser man fx med Bazar Vest i Gellerup, hvor borgere fra hele Århus kommer for at gøre deres indkøb. Ved at oprette erhverv i de udsatte boligområder vil der være mulighed for at tilbyde lokal beskæftigelse og udnytte de lokale arbejdsressourcer. På samme tid kan erhvervet bidrage til at skabe mere liv i området, hvilket også har en positiv effekt.

Som en central del af regeringens indsats mod ghettoisering følger vi nøje udviklingen i de mest udsatte boligområder. Regeringen har i den forbindelse nedsat en Programbestyrelse, som følger udviklingen i 25-30 boligområder i hele landet.

De udsatte boligområder, som Programbestyrelsen arbejder med, er bl.a. udvalgt ved at se på andelen af personer, der i de enkelte boligområder står uden for arbejdsmarkedet. Det er en lidt anden definition af udsatte områder end den, der bruges i denne publikation. Men der er et stort sammenfald mellem de områder, som Programbestyrelsen arbejder med, og de områder som denne publikation fokuserer på.

I november 2005 indgik regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre en boligaftale om den fremtidige anvendelse af den almene sektors midler og indsatsen mod ghettoisering. Her er der blevet afsat 600 mio. kr. i 2006 til aktiviteter og initiativer som led i en social og forebyggende indsats i problemramte boligområder. Ud af de 600 mio. kr. kan op til 200 mio. kr. bruges til huslejenedsættelse i problemramte boligafdelinger.

Regeringen har samtidig afsat 33 mio. kr. om året i perioden 2004-2008 til mere akutte indsatser i de udsatte boligområder. Her er der særligt fokus på indsatser i forhold til kriminalitetsforebyggelse, integrationsfremmende aktiviteter for børn og unge, frivilligt arbejde og ikke mindst beskæftigelse.

For regeringen handler integration nemlig frem for noget andet om at få flere indvandrere i beskæftigelse. Og det går nu i den rigtige retning. Siden 2001 er antallet af 16-64-årige indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande i beskæftigelse steget med 20.377 personer. Fra 2004 til 2005 steg beskæftigelsesfrekvensen med 2 procentpoint.

De udsatte boligområder er som tidligere nævnt kendetegnet ved en høj procentdel af personer, der er udenfor arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt at igangsætte beskæftigelsesprojekter målrettet netop denne gruppe. Her har projektet Jobexpres i Høje-Taastrup kommune været en stor succes. Projektet har i løbet af 2,5 år formået at få 362 personer, der bl.a. kommer fra kommunens udsatte boligområde, Taastrupgaard, i arbejde, ind i uddannelse eller virksomhedspraktik, og projektet bruges nu som model i flere kommuner.

Rockwool Fondens publikation taler sit tydelige sprog, når den viser, at en høj andel af overførselsmodtagere øger sandsynligheden for, at både danskere og indvandrere flytter væk fra et område. Så hvis vi fortsat oplever et flyttemønster, hvor mange af dem, der kommer i arbejde, flytter væk fra området, vil det gå meget langsomt med at løse problemerne i de udsatte boligområder.

Derfor handler det nu om at sætte alle sejl til for at løfte områderne, og ikke mindst at få kommunerne til at bruge de redskaber i praksis, som de har fået stillet til rådighed.

En sammenhængende indsats
Men indsatsen skal også følges op på alle andre områder. Det er bl.a. vigtigt, at vi sætter ind over for de børn og unge, der bor i områderne.

Mange af forældrene i områderne har ikke de nødvendige ressourcer til at hjælpe og støtte deres børn bl.a. i forbindelse med skolen. Der er derfor blevet oprettet lektiecafeer i de fleste udsatte boligområder i landet. Her kan børnene få hjælp til det faglige og kan samtidig også tage en snak med en voksen, hvis de har behov for det. Der er også oprettet særlige fritidstilbud til de børn og unge, der ikke deltager i de mere organiserede aktiviteter.

Et tiltag, der har vist sig at have stor positiv effekt i de udsatte områder, er projekter, der involverer rollemodeller og mentorordninger. For mange af de unge i områderne mangler forbilleder. Deres forældre er udenfor arbejdsmarkedet, og de omgås med meget få ressourcestærke personer. Ved hjælp af rollemodel- og mentorordninger får de unge kontakt til andre, der ofte har været i samme situation som dem selv, og som er blevet ressourcestærke ved at få en uddannelse eller et arbejde. Rollemodellerne viser andre en ny vej frem og giver dem et håb for fremtiden.

Det er også vigtigt, at børn og unge i de udsatte boligområder deltager i idræts- og fritidsaktiviteter, så de kan få et forhold til foreningslivet og udvikle nogle sunde interesser. Jeg er derfor glad for, at Integrationsministeriet i samarbejde med Kulturministeriet og Socialministeriet støtter projektet GET2SPORT. Det har indtil videre betydet, at over 7000 børn af vanskeligt stillede forældre har fået støtte til at deltage i idræts- og andre fritidsaktiviteter, som de ellers ikke ville have haft mulighed for at blive en del af.

Selvom om Rockwool Fondens publikation fremhæver, at det kan være svært at udvikle videnskabelige metoder, der viser, at ressourcestærke naboer påvirker deres omgivelser positivt, så kan der vist ikke være tvivl om, at tilstedeværelsen af sådanne personer i et boligområde har en gavnlig effekt, ligesom det er vigtigt for de unge at vokse op i et hjem med forældre, der har et arbejde, og som er en del af det omgivende samfund.

Potentialet er til stede
Det er ikke kun et negativt billede, der tegnes i Rockwool Fondens publikation.

Der er også positive tal. Det fremhæves fx i publikationen, at de ikke-vestlige indvandreres bosætningsmønster er kommet til at ligne de etniske danskeres lidt mere – en udvikling, som vi må understøtte. Derudover viser tal fra Udlændingedatabasen, at antallet af husstande med ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, der bor i egen bolig, næsten er blevet fordoblet i løbet af de sidste ti år og pr. 1. januar 2005 udgjorde knap 26.000 husstande.

Når man ser på de udsatte områder, må man også konkludere, at der er et potentiale til stede på flere måder.

Jeg mener, at vi skal blive langt bedre til at tage udgangspunkt i de ressourcer, der allerede findes i de enkelte boligområder – fx blandt kvinderne.

En tendens, jeg har oplevet, når jeg som minister kommer rundt i landet, er, at der iværksættes et utal af projekter for personer, der bor i udsatte boligområder. Mange af projekterne er kendetegnet ved, at det er professionelle personer, der ikke bor i områderne, der er ansvarlige.

Her ser jeg gerne, at beboerne i områderne i højere grad inddrages og selv tager initiativ til at stable relevante projekter på benene. På denne måde bliver de gjort ansvarlige for deres eget område, og samtidig kan de opleve den tilfredshed, der er ved at være en aktiv borger.