Kommentar af 
Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Har de borgerlige helt opgivet Hovedstaden?

I København har de borgerlige tilsyneladende helt opgivet at stille med nogle ordentlige kandidater, der reelt kan udfordre det røde flertal. På Frederiksberg tabte man borgmesterposten efter mere end 100 år. 

Konservatives spidskandidat i København er ukendt for de fleste.<br>
Konservatives spidskandidat i København er ukendt for de fleste.
Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De borgerlige orker bare ikke at tage kampen op om hovedstaden. Det er i hvert fald den fornemmelse, man sidder tilbage med endnu engang. Og ét er, at København åbenbart ikke rigtigt interesserer den blå fløj, men denne gang sjoflede de endda også Frederiksberg.

Alle taler efter kommunalvalget om selvransagelse hos Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Det manglede bare, når man ser på deres sløje valgresultater. Men de blå partier bør også foretage en grundig evaluering og herefter lægge en plan for en erobring af hovedstaden.

Det lyder måske vildt. Men hvis man ikke engang selv tror på det, hvordan i alverden vil man så have at vælgerne gør?

Lad os begynde med København. Hvem har egentlig hørt om Jakob Næsager (K) eller Cecillie Lonning-Skovgaard (V)? De er sikkert udmærkede mennesker og måske endda også politikere. Men de er åbenlyst ikke fra den politiske superliga, endsige førstedivision. Og det mens socialdemokraterne stillede med en tidligere regionsrådsformand, der også har siddet i Folketinget, og Enhedslisten stillede med et tidligere folketingsmedlem.

Det kan godt være, at S ikke længere er det største parti på rådhuset, men det er dog nummer to. Enhedslisten nummer et. Man kan sige, hvad man vil, men de to partier signalerede i den grad, at de tager Hovedstaden seriøst, når det kommer til valg af spidskandidat.

Næsager, som for dem, der ikke måtte vide det, var spidskandidat for Konservative både denne og forrige gang, surfede på Pape-bølgen til en placering af sit parti som det tredjestørste i Borgerrepræsentationen. Og godt for det. Men det er svært ikke at overveje, hvad resultatet kunne have været, hvis de havde sat et større navn øverst på listen.

Det samme gør sig gældende, når vi taler om Venstre. Her væltede den ikke særligt succesrige beskæftigelsesborgmester den forrige V-spidskandidat, daværende kulturborgmester Pia Allerslev. Hun blev kritiseret for at vise sig for meget på den røde løber, især efter hun havde været med i Vild med dans. Men hun leverede under alle omstændigheder bedre valg end sin efterfølger, der nu har tabt stemmeandele ved to valg i streg.

Ret skal være ret. Liberal Alliance prøvede med en sværvægter personificeret af tidligere transport- og boligminister Ole Birk Olesen. Men på trods af det, der ser ud til at være den dyreste kommunalvalgskampagne i partiets historie, rakte det kun til et enkelt mandat. Det var nok mere partiet end manden, der var udfordringen.

Under alle omstændigheder må man håbe, at de blå mere end overvejer, hvordan man kan få nogle større kanoner på plakaten om fire år.

Det er ikke nok med et svagt S: Hvis de borgerlige vil generobre Frederiksberg og erobre København, må de indse, at det kræver ordentlige kandidater. 

Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Løsgænger, fhv. indenrigs- og økonomiminister for Liberal Alliance

Rygterne har ellers nok løbet de senere år. Ville V stille med Bertel Haarder, Tommy Ahlers eller endda den tidligere statsminister Lars Løkke (da han stadig var medlem af partiet)? Men intet af det er blevet til noget, og det er synd og skam.

Måske er det også derfor, de borgerlige partier har så svært ved at sluge idéen om at afskaffe magistratssystemet, hvor partierne får borgmesterposter for hver syv mandater. Officielt er de bange for at overlade det hele til de røde, men reelt virker det mere som om, at de er lullet ind i en drøm om, at de er en del af magten på rådhuset. Det burde være en borgerlig mærkesag at få tydeliggjort, hvem der har ansvaret for kommunens drift, og hvem der er i opposition. Kun sådan kan en blå overborgmester en dag sætte sig for bordenden på Københavns Rådhus.

Mens man har vænnet sig til ikke at kunne erobre magten i København, har de borgerlige – i dette tilfælde mere specifikt Konservative – følt, at de havde vundet hævd på Frederiksberg. Det varede i 112 år. Lige indtil kommunalvalget for et par uger siden. Og lad det være klart: Årsagen hedder først og fremmest Simon Aggesen.

Sagen om den afgående borgmesters ved flere lejligheder usædvanligt heldige hånd på det frederiksbergske boligmarked ramte lige ned i svingvælgernes beslutning. En konservativ borgmester må ikke virke lidt for smart i en fart. Tværtimod. Han skal være både nydelig og solid for nu at twiste konsulinde Holms ord i Matador.

Men Konservative gik da frem på Frederiksberg, lyder et prokuratorkneb fra de slagne. Ja. Det gjorde de. Men borgmesteren fik et meget ringe personligt valg. Og Konservative tog bare stemmerne fra de andre borgerlige partier. Og det er nu engang ikke partiegoismen, der giver borgmesterposten – det er koalitionen.

Som Løkke engang sagde til os i min fortid i toppen af Liberal Alliance, da vi begyndte at gå frem i målingerne, mens Venstre gik tilbage: "Jeg er sådan set ligeglad med, hvor mange stemmer Venstre får, bare der er 90 mandater, der vil pege på mig som statsminister."

Det mest overraskende er, at Aggesen ikke selv valgte at trække sig. Og endnu mere, at venlige partifæller ikke gav ham idéen, når nu han ikke selv fik den. Med en mere solid kandidat ville Konservative sandsynligvis have siddet på borgmesterposten endnu. Nu er spørgsmålet, om de nogensinde får den igen.

Måske er chancen der om fire år, hvis Socialdemokraterne ikke dropper den provinschauvinisme, om hvis lyksaligheder bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad har overbevist sin partifæller om.

Men Frederiksberg er ikke Vipperød, og København er ikke Holbæk. Det er ikke nok med et svagt S: Hvis de borgerlige vil generobre Frederiksberg og erobre København, må de indse, at det kræver ordentlige kandidater og en fortælling om, at det rent faktisk er vigtigt. Også for partierne selv.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00