Lars Trier Mogensen: Sprængningen af Dansk Folkeparti kan blive fordel for Messerschmidt

Ideologisk er der mest smæld i arbejderisten Bent Bøgsteds begrundelse for at forlade Dansk Folkeparti. Hvis han havde været lidt yngre, lyder han som en mand, der sagtens kunne være søgt over til Socialdemokratiet. Bøgsted ser valget af Messerschmidt som et klart ryk til højre:

"Han er mere ultrakonservativ, end jeg nogensinde bliver. Jeg er arbejdertypen, og den linje har jeg prøvet at holde de sidste 20 år, men den linje tror jeg ikke, Morten Messerschmidt vil føre videre," siger Bøgsted til DR.

Kombinationen af mistillid til Morten Messerschmidt som person og de værdipolitiske spændinger kunne sagtens udløse en større og skæbnesvanger konflikt, som straks ville sprede sig fra de frustrerede eks-DF'ere på Christiansborg og videre ud i vælgerhavet. Men der en stribe årsager til, at udmeldingerne rent faktisk vil kunne vise sig at blive en fordel for den nye formand og hans tætteste allierede.

Først og fremmest kommer splittelsen ikke ligefrem uventet. De seneste måneders intrigante skærmydsler har gjort det kropumuligt at kunne holde sammen på Dansk Folkepartis samspilsramte folketingsgruppe.

Det var en sprængfarlig og uholdbar situation, at så mange folketingsmedlemmer ikke kunne og ville bakke op bag den nye partiformand.

Spørgsmålet har i virkeligheden kun været, om mytteristerne selv valgte at gå, eller Morten Messerschmidt ville være nødt til at fremprovokere deres eksklusion.

Alt andet ville have været en parodi, og alene derfor er udmeldingerne ikke livstruende for Dansk Folkeparti. Skilsmissen var ganske simpelt uundgåelig, og nu kan Messerschmidt i det mindste forvente fuld loyalitet fra dem, der bliver tilbage.

Udrensningen blandt flere af de ansatte partifunktionærer i Dansk Folkeparti har også været en selvstændig kilde til voldsom vrede hos udbryderne.

Som det ofte sker i forbindelse med valget af en ny partiformand, har Morten Messerschmidt ønsket at bringe sine egne og håndgangne folk ind i administrationen, og dét har skabt harme blandt de ældste folketingsmedlemmer, som i årevis har arbejdet tæt sammen med folk som nu aftrådte partisekretær Steen Thomsen og sekretariatschef Jeanie Nørhave.

Men magtmanøvren, hvor blandt andre formanden for Dansk Folkeparti i København, Jens Vornøe, er blevet indsat som ny partisekretær, er ikke i sig selv opsigtsvækkende.

Men at omrokeringen så samtidig skaber plads til den kamplystne Messerschmidt-støtte Anders Vistisen i hovedbestyrelsen, kan selvfølgelig virke provokerende for den gamle garde.

For det andet vandt Morten Messerschmidt afstemningen om at blive ny formand komfortabelt for en måned siden i Herning.

Med 499 stemmer, eller godt 60 procent, fik han den fornødne opbakning til at feje både Martin Henriksen og Merete Dea Larsen effektivt af banen, og dermed står han med et frisk og stærkt mandat fra baglandet.

Ingen i partiet kan i dag for alvor tro på, at andre end Morten Messerschmidt nyder tilstrækkelig støtte til at kunne stå i spidsen for Dansk Folkeparti.

I den stoleleg, som Dansk Folkeparti står over for, og hvor folketingsgruppen endnu engang tegner til at blive reduceret, har Morten Messerschmidt og Peter Kofod ikke lagt skjul på, at de satser på at yngre kræfter skal bringes frem i frontlinjen

Lars Trier Mogensen

Symptomatisk har 42-årige Martin Henriksen da også meldt sig ud af partiet, efter at han allerede var fratrådt sin post i hovedbestyrelsen.

Rent magtpolitisk er der således ikke længere nogen udfordrere til Morten Messerschmidt, og han har nu også et sikkert flertal i partiets organer, såvel på Christiansborg som i selve organisationen. Messerschmidt kan nu bestemme uden at skulle være på vagt over for murren i krogene. 

Den tredje og mest afgørende faktor, som kan vise sig at blive en fordel for Morten Messerschmidt, er dog, at sprængningen i bund og grund er udtryk for et generationsopgør i Dansk Folkeparti.

Den nye formand har strategisk allieret sig med 31-årige Peter Kofod, der i dag sidder i Europa-Parlamentet og som officielt er blevet udråbt som kronprins. Sammen har de total opbakning fra Dansk Folkepartis Ungdom og dermed hele den næste generation.

De fire udbrydere er alle aldersstegne og har næppe udsigt til at kunne blive genvalgt ved næste folketingsvalg. Både Bent Bøgsted og Marie Krarup har allerede annonceret, at de slet ikke havde tænkt sig at genopstille, og hverken Liselott Blixt, Lise Bech, Karina Adsbøl eller Hans Kristian Skibby stod med sikre odds. Kynisk betragtet tager de alle blot konsekvensen af, at deres tid som folketingspolitikere lakker mod enden.

I den stoleleg, som Dansk Folkeparti står over for, og hvor folketingsgruppen endnu engang tegner til at blive reduceret, har Morten Messerschmidt og Peter Kofod ikke lagt skjul på, at de satser på at yngre kræfter skal bringes frem i frontlinjen.

I det indre opgør om opstillingskredse, som venter i de kommende måneder, og hvor blandt andre også Anders Vistisen må forventes at skulle have en fremskudt placering, var Blixt, Bech, Adsbøl og Skibby dømt som tabere på forhånd. 

Sidst, men ikke mindst, er det aldeles afgørende, hvis Dansk Folkeparti overhovedet skal gøre sig forhåbninger om at kunne vinde blot nogle af de mange tabte vælgere tilbage, at den fulde opmærksomhed igen begynder at rette sig mod politiske markeringer.

Den store udskiftning, le grand remplacement, er netop begyndt i Dansk Folkeparti

Lars Trier Mogensen

For så længe de interne rænkespil fylder alt, vil ingen interessere sig for, hvad Morten Messerschmidt og company egentlig mener om de påtrængende spørgsmål i dansk politik.

Selv om missionen kan se tæt på håbløs ud, vil Morten Messerschmidt kun kunne få held med sin plan om at skabe et Dansk Folkeparti version 2.0, når og hvis hele folketingsgruppen støtter ham.

For den nye formand er det derfor bedre at have ti loyale folketingsmedlemmer end en splittet gruppe på 16. Og antallet af DF'ere vil under alle omstændigheder svinde ind.

Dansk Folkeparti vil nemlig ikke kunne undgå at skulle fjerne op til flere stole i gruppelokalet på Christiansborg efter næste valg - i den ubarmhjertige og ofte djævelske selskabsleg kan det blive en stor gevinst for Morten Messerschmidt, at de mest genstridige veteraner nu selv har rejst sig og forladt partiet.

Skilsmisser er aldrig lykkelige, men når stemningen i partiet nu engang havde udviklet sig så ondartet, som tilfældet åbenlyst har vist sig, er og bliver det bedst for Morten Messerschmidt, at de ældste, vrisne og mest desillusionerede folketingsmedlemmer nu kan skiftes ud med yngre kræfter.

Den store udskiftning, le grand remplacement, er netop begyndt i Dansk Folkeparti.