Mette Frederiksen: Den socialdemokratiske tillidskrise startede for 20 år siden

INTERVIEW: Socialdemokraterne har kun sig selv at takke for, at partier som DF og Enhedslisten har fået succes, erkender Mette Frederiksen. Hun ser krisen for de europæiske socialdemokrater som resultat af en for liberal politik, både når det gælder udlændinge og økonomi. Der skulle være sagt nej til Vestagers krav i 2011, selvom Radikale så havde holdt sig uden for regeringen.

Hun sidder i samme kontor og kan spejde ud over kanalen og Christiansborg Slotsplads, ganske som Helle Thorning-Schmidt (S) kunne. Og de er begge kvinder, der nåede den absolutte top i det traditionelt mandsdominerede parti. Men dermed holder ligheden op.

Det vil være synd at sige, at den socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen, står på skuldrene af sin forgænger. Tværtimod lægger hun stor energi i at forsikre vælgerne, at en ny S-regering ikke byder på en gentagelse af Thornings regering 2011-15.

Først en forsigtig og tøvende afstandtagen, man skulle være politisk nørd eller kremlolog for at tyde. Siden stadig tydeligere artikuleret i en utvetydig erkendelse af, at Socialdemokratiet har mistet tillid hos vælgerne.

Men den socialdemokratiske tillidskrise kan ikke bare føres tilbage til fejl i sidste regeringsperiode, siger Mette Frederiksen, der ser problemerne som både dybere og mere langvarige.

"Da jeg selv blev politisk aktiv i midten af 90'erne, var der socialdemokratiske regeringer i 13 af 15 af de daværende EU-lande. I dag er socialdemokratierne i Europa kun sjældent regeringsbærende, og nogle steder er de reduceret til meget små partier," siger Mette Frederiksen og fortsætter:

"I mine øjne startede den manglende tillid til socialdemokraterne tilbage i 90'erne. Det skyldtes især to ting, nemlig at man førte en for liberal økonomisk politik og en alt for liberal udlændingepolitik."

Politisk apati
Skruer man tiden 25 år tilbage, var der optimisme efter Murens fald. Helt ind i SF blev mange EU-positive, og der taltes højstemt om det grænseløse Europa. Mens centrum-venstre hidtil havde stået for en stadig udvidelse af velfærdssamfundet, lavede socialdemokratiske regeringer nu også reformer, der begrænsede etablerede velfærdsrettigheder:

"Det førte hos mange til en grundlæggende mistillid til socialdemokraterne, for der opstod øget ulighed. Kombineret med den liberale udlændingepolitik satte det den socialdemokratiske identitet på spil," siger S-formanden.

"Man kan se samme mønster i Danmark, Tyskland, England, Frankrig og Italien, hvor socialdemokraterne blev for globaliseringsbegejstrede, og man fik en for apatisk tilgang til de problemer, der opstod som følge af globaliseringen".

"Tag bare noget som tech-giganterne, der har fået lov til at buldre derudad, de udfordrer vores demokrati, de udfordrer ophavsretten – og de betaler ikke skat. Ingen gjorde noget ved det. Men jeg vil ikke acceptere argumentationen om, at det kan vi nok gøre noget ved, fordi det er en ny type økonomi. Hvis man ikke har de rigtige redskaber, må man udvikle dem."

Afpolitiserede politikken
Ifølge Mette Frederiksen blev både økonomisk politik, øget EU-integration og migrant- og flygtningestrømme set som en uafvendelig udvikling. En slags naturlov, man ikke rigtig kunne gøre noget ved.

"Og et socialdemokrati, der ikke kan gøre noget ved noget, kan du ikke bruge til noget."

"Man skal være ærlig om, at noget kan være svært at forandre. Men du må aldrig stoppe engagementet i at forandre de ting, du er uenig i. Hvorfor i alverden skal man stemme socialdemokratisk, hvis vi afpolitiserer det politiske arbejde?"

Så er det vel en naturlig reaktion hos vælgerne, at de søger hen til partier som Dansk Folkeparti og Enhedslisten, der siger, at man godt kan ændre tingene?

"Ja, de andres fremgang og succes er betinget af vores … det modsatte. Derfor hører du heller ikke mig sige, at andre partier ikke har fortjent fremgangen, for deres opbakning er et resultat af, at Socialdemokratiet ikke har kunnet finde ud af at appellere. Jeg vil hellere have, at en frafalden socialdemokrat stemmer på et andet parti, end han bare går hjem på sofaen."

"Vi må gøre os fortjent til den tillid igen. Vi er på vej, men ikke i mål. Hele forløbet omkring overenskomsten i foråret viste jo med al tydelighed, at vi ikke er over tillidskrisen endnu."

Mette Frederiksen hentyder til det vælgertab, partiet led oven på dramaet om OK18. Meget tyder på, at vælgerne igen opfattede den socialdemokratiske position som for teknokratisk – og tidligere finansminister Bjarne Corydons (S) skygge ramte endnu gang partiet.

Stil eller politik
Selvom du ser nedturen som et langt forløb, mistede I jo tillid på rekordtid i sidste regeringsperiode. Så hvad gik der galt der?

"Vi skulle i hvert fald have kommunikeret mere ærligt. Vi tabte valget i 2011, men udråbte os selv som vindere. Det skal man lade være med at gøre."

"Vi skal ikke gøre pragmatisme og kompromiser til et problem, for det er betingelsen i et folkestyre, hvor der ikke er flertalsregeringer. Men vi skal være mere ærlige om baggrunden for de kompromiser, vi laver – og de dilemmaer, der ligger i politik. Vi skal væk fra den der politiker-new-speech, der har sneget sig ind."

Men det er mere en stilmæssig og pædagogisk ting. Hvordan vil det politiske snit være anderledes i forhold til sidst?

"Fordelingspolitisk er vi nu tilbage på en mere klassisk socialdemokratisk profil. Vi har sammen med DF hindret en endnu senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Vi har udfordret regeringens skattelettelser, krævet loft over lønbonusser og styrket indsatsen mod problemerne i finanssektoren. Det er alt sammen udtryk for en mere klassisk S-profil."

"Og så er det vist almindelig kendt, at vi står fast på en stram udlændingepolitik. Hvis vi skal sikre en ordentlig integration og bevare et tillidsfuldt samfund med en ordentlig sammenhængskraft, er der grænser for, hvor mange udefra vi kan tage. Det har vi ikke kunnet leve ordentligt op til tidligere, men det skal vi kunne fremadrettet."

Mettes medansvar
Når det gælder opgøret med fortiden, er Mette Frederiksen ude i en delikat balancegang: Går hun ikke langt nok, får hun ikke de mange desillusionerede vælgere tilbage, og tager hun opgøret helt igennem, kan hun beskyldes for opportunisme. Som da Lars Løkke Rasmussen (V) på Venstres landsmøde beskyldte socialdemokraterne for at "feje gulv med forgængerne".

Det gør ikke det ikke mere enkelt, at Mette Frederiksen selv var en central minister i hele Thorning-regeringens tid.

Burde du ikke selv i højere grad have sagt fra undervejs?

"Jeg vil ikke løbe fra mit ansvar i den periode, det står jeg ved. Men det er jo almindelig kendt, at der dengang var interne uenigheder om selskabsskattelettelser, dagpenge og andre sager."

Hun tilføjer:
"Forretningsgangen i en regering er nu engang sådan, at der er nogle, der bestemmer mere end andre. Der er ikke kollektiv ledelse i en regering. Hvis jeg danner regering efter valget, er den grundlæggende politik mit ansvar – det er ikke den enkelte fagministers ansvar."

Gyser-tårnet
I 2001 gik det galt for socialdemokraterne (og SF) allerede i regeringsforhandlingerne i det efterhånden herostratisk berømte sorte tårn. Her fik den daværende radikale leder, Margrethe Vestager, presset en formulering igennem om, at den nye regering skulle "fortsætte den borgerlige regerings økonomiske politik i bred forstand". Den formulering blev symbolet på den radikale dominans af Thorning-regeringens økonomiske politik.

Skulle man dengang have sagt til de radikale: "Det her får I ikke igennem, så er det bedre, I står uden for regeringen"?

"Ja, det skulle man."
Mette Frederiksens svar falder hurtigt.

"Man kommer til at indgå masser af kompromiser på Christiansborg, men selvfølgelig kan en socialdemokratisk ledet regering ikke videreføre en borgerlig regerings økonomiske politik."

Det fik konsekvenser for vælgernes dom fire år efter, mener S-formanden:
"I rigtig mange år har vores styrke været, at vi kombinerede social retfærdighed med økonomisk ansvarlighed. Da vi i 2015 skulle gøre boet op efter fire år i regering, stod den økonomiske ansvarlighed knivskarpt. Men den sociale retfærdighed stod ikke stærkt nok."

"Det er dagpenge-sagen den primære forklaring på. Det var det største problem i den regeringsfortælling, og det er den afgørende forklaring på, at regeringen ikke blev genvalgt."

Den gordiske knude
I de sidste 40 års politiske danmarkshistorie er Thorning-regeringen den eneste, der blev fældet efter blot en enkelt valgperiode, og i den socialdemokratiske ledelse var der efter valget kun meget begrænset lyst til at gentage et regeringssamarbejde med Radikale.

Men S-ledelsen var længe i tvivl om, hvordan den skulle håndtere problemet. Mette Frederiksen valgte til sidst den direkte vej, da hun grundlovsdag meddelte, at hun går efter at danne en socialdemokratisk mindretalsregering.

Det skabte en helt forudsigelig turbulens i rød blok, så hvorfor kom du med den melding?

"Vi ville give danskerne en klar melding i god tid inden valget – og politisk handler det først og fremmest om manøvredygtighed."

"Vi socialdemokrater har tre hovedprioriteter: velfærd først, styr på udlændinge og Danmark tilbage som en grøn stormagt. Og der er ikke et enkelt parti, vi kan gøre det hele sammen med."

"Men jeg tror, man kan opnå vigtige resultater på alle tre parametre, hvis vi kan samarbejde bredt. Der er et kæmpe flertal for en stram udlændingepolitik, vi kan etablere et nyt grønt flertal, hvis der kommer et rødt flertal, og på velfærd vil vi kunne enes med både med Dansk Folkeparti og nogle af de røde partier om velfærd før skattelettelser og stop for den besparelses-tankegang, der er i dag."

Der er stadig felter, hvor man kan finde sammen med den gamle partner, understreger S-formanden:
"Det handler jo ikke om, at jeg ikke vil samarbejde med Radikale. Det håber jeg da, vi kommer til på områder som uddannelse og den grønne dagsorden. Men på udlændingepolitikken er uenighederne så store, at vi ikke kan indgå i en regering sammen."

Det socialdemokratiske magt-DNA
Mette Frederiksen gjorde det for nylig klart, at hun "ikke vil være statsminister for enhver pris". En formulering, der har fået et lidt komisk skær, efter Lars Løkke Rasmussens tilsvarende forsikring tilbage i 2014. Og bortset fra en enkelt undtagelse tilbage i 1982 er socialdemokraterne altid gået benhårdt efter regeringsmagten.

Det ligger jo nærmest i jeres DNA at tage regeringsmagten for enhver pris?

"Ja, men prisen for at blive statsminister kan blive for høj. Hvis man er helt inde og presse den socialdemokratiske identitet, som dagpengereformen var udtryk for … det med at kyle folk ud af dagpengesystemet midt under en lavkonjunktur, det vil jeg ikke være med til igen."

"Og lige så vigtigt: Den udlændingepolitik, der blev ført i årtier – i høj grad også på socialdemokratiske stemmer – den var forkert. Jeg er ret sikker på, at hvis man havde spurgt danskerne, om man skulle gå fra at have 1 procent med ikke-vestlig baggrund til nu at have omkring 10 procent, så ville danskerne have sagt nej. Men ingen spurgte dem."

"Jeg vil ikke stå i spidsen for en regering, der fører en udlændingepolitik, som er dårlig for det danske samfund. Jeg har sagt, at hvis vi ændrer udlændingepolitik igen, så er vi færdige. Den forsikring har jeg bundet mit partis troværdighed op på."

Forskellen til Løkke
De sidste par år har været kendetegnet af et meget nært samarbejde mellem S og DF. Alliancen er primært brugt til at forhindre væsentlige elementer i VLAK-regeringens politik, og både topskattelettelser og endnu en hævelse af pensions- og efterlønsalderen har regeringen måttet opgive.

Men VLAK-regeringens nederlag gør det på anden side sværere for socialdemokraterne at hævde, at den nuværende regering fører en uhæmmet liberalistisk politik.

Så hvor stor vil forskellen reelt være på en borgerlig regering støttet af DF – og en socialdemokratisk regering, der også har et nært samarbejde med DF?

"Der er flere ting: Velfærdssamfundet vil blive prioriteret højere. Et godt eksempel er de to procents besparelser på uddannelserne, der er lavet år efter år med Løkke som statsminister. Det er besparelser, vi vil stoppe."

"Så er der hele det grønne område. Med et rødt flertal er jeg ikke i tvivl om, at vi igen vil kunne gøre Danmark til en grøn stormagt. Både hvad angår klima, vedvarende energi, biodiversitet, naturpleje og bekæmpelse af plastikforurening vil vi kunne bruge et rødt flertal til for alvor at få rykket på tingene."

Akademikerne tager over
Socialdemokraterne har samtidig varslet en "fingrene væk-reform" i den offentlige sektor. Reformen skal føre til mindre detaillovgivning, færre krav til dokumentation og proces – og en styrket offentlig ledelse. Der lægges også op til flerårige budgetter for den enkelte institution.

Men en sådan reform løser ikke i sig selv, at mange offentlige arbejdspladser er blevet akademiserede og mødetunge, og at kommunerne har ansat flere og flere projektmedarbejdere og proceskonsulenter på bekostning af fagmedarbejderne.

Den udvikling svækker jo den direkte velfærdsservice. Hvad vil du gøre ved det?

"Der skal flere greb til. Noget starter allerede i vores uddannelsessystem. Jeg snakkede for nylig med nogle lærerstuderende, der fortalte, at de er nede på at have tre gange seks ugers praktik. Det viser, at den akademiske tænkning også fylder alt for meget på vores velfærdsuddannelser."

"Forudsætningen for at blive en god lærer er, at du står rigtig meget ved siden af en erfaren lærer. For du kan ikke kun læse dig til at være en dygtig lærer."

Pseudoarbejde
Den uheldige udvikling fremmes yderligere af den måde, landspolitikerne uddeler midler til kommunerne på, mener S-formanden:

"Christiansborg får typisk en idé om en pulje, som vi så får nogle akademikere til at udvikle mere på. I kommunerne ansætter man så andre akademikere til at søge den pulje."

"Derefter er der nogle medarbejdere, der får halvandet år til at lave et eller andet, som der så er nogle akademikere, der skal skrive en rapport om, som der så er nogle andre akademikere, der skal evaluere. Og inden vi får set os om, er der utroligt få ressourcer til kerneopgaven – mens der går utroligt meget til alt muligt andet."

Netop det problem blev belyst i bogen "Pseudoarbejde", som Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen for nylig udgav:

"Den bog har virkelig givet mig stof til eftertanke," siger Mette Frederiksen:

"Vi ansætter for mange medarbejdere, der beskæftiger sig med rammen omkring velfærdssamfundet snarere end selve indholdet. Så vi skal sætte gang i en revolution af hele den måde, vi tænker velfærdssamfundet på."

Forrige artikel Altinget: magasin går sammen med The New York Times Altinget: magasin går sammen med The New York Times Næste artikel Radikale: ”Det er uklart, hvad Mette Frederiksen vil ud over at være statsminister” Radikale: ”Det er uklart, hvad Mette Frederiksen vil ud over at være statsminister”
Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

ANALYSE: Det ser ud til at blive ugen, hvor Mette Frederiksen afgør, om det kan briste eller bære. Radikale er indblandet i de hårdeste kampe, men hverken Morten Østergaard eller Mette Frederiksen har tillokkende alternativer til en aftale.