Mette Frederiksens trompet har kun én melodi. Nu gider vi ikke høre mere på den
Valget store nyskabelse, den stærke regering hen over midten, har efterhånden har slået sig så meget på virkeligheden, at den har tabt sin karakter af politisk tøbrud. Meningsmålingerne afspejler, at vi er blevet trætte af at lytte til Mette Frederiksens krisefortælling, skriver Christian Egander Skov.
Christian Egander Skov
Historiker, konsulent ved Tænketanken Prospekt, redaktør for Årsskriftet CritiqueValgperioden er kun lige begyndt, men det virker allerede, som om den har varet i en uendelighed. Den fornemmelse afspejler SVM-regeringens fundamentale problem: Dens krisefortælling er trættende i længden.
Tag ikke fejl. Det er ikke en god ting, at valgperioden allerede synes at udstrække sig i en uendelighed. Vi kender ganske vist alle sammen til fænomener og oplevelser, hvor vi griber os selv i at tænke "gid dette kunne vare evigt!".
Regeringsperioder hører visselig ikke til i den kategori. Her er det mere, som når man er fanget i en eller anden ubehagelig social situation – en fest eksempelvis – hvor man ikke kan tænke andet end "gid dette dog snart var ovre" eller "Gud, er klokken ikke mere end otte?".
Det hele skyldes som sagt regeringen. Det handler om, at valgets store nyskabelse, den stærke regering hen over midten, efterhånden har slået sig så meget på virkeligheden, at den har tabt sin karakter af politisk tøbrud.
Måske er det den egentlige grund til regeringens manglende fleksibilitet dens svigtende politiske musikalitet. Og måske er det også derfor, at den allerede virker så gammel og slidt.
Forsvarsminister Jakob Ellemann (V) er gået ned med stress. Troels Lund Poulsen (V) har måttet erkende, at han kun er et menneske, og har overladt Økonomiministeriet til regionsrådsformand Stephanie Lose (V). Nu spekuleres der i, hvornår, om og hvordan Ellemann vender tilbage. Det ligner et selvpåført høvdingemord. Og så er vi ikke engang ved idus martiæ endnu.
Hos Moderaterne er man stødt på den første og ganske forudsigelige udfordring, nemlig at det er vanskeligt at håndtere en helt ny folketingsgruppe, der er et sammenrend af uprøvede idealister, et par veteraner og så et kontingent af lykkeriddere.
Det store spørgsmål er, hvor længe man skal holde hånden over den skandaleramte Jon Stephensen (M). Sagen afslører Moderaternes indbyggede konstruktionsfejl.
Svaret på spørgsmålet er imidlertid enkelt. Lars Løkke (M) vil hånde hånden over ham så længe som muligt, ikke mindst fordi regeringens flertal er skrøbeligt. Men den slags slider på kræfterne.
Hvedebrødsdagene er kort sagt ovre. Selvom det ellers virker til, at de hygger sig vældigt i den nye konstellation. I Weekendavisen kunne man således læse om det rent ud sagt hjertelige forhold, der er opstået mellem Venstres Troels Lund Poulsen og Socialdemokratiets Morten Bødskov.
Kærlighedsaksen mellem Venstre og Socialdemokratiet handler ikke mindst om benovelsen over de vældige reformer, de kan gennemføre nu, hvor de ikke behøver at lytte til andre end sig selv. Ak, hvilken politisk effektivitet.
Indtil videre er det blevet til en afskaffelse af store bededag, hvis positive effekter afvises af de fleste økonomer, men hvis negative konsekvenser for regeringens opbakning er anderledes synlige. Dertil kommer en reform af landets kandidatuddannelser, som nok vil øge arbejdsudbuddet men skabe en ringere uddannet befolkning. Det har givetvis også betydning for vores velstand.
Reformerne er vældige. Resultaterne mindre vældige.
Det kan nu være nok til at begejstre regeringens ministre. Men det er også let at begejstres over sig selv. Det er ikke nok til at begejstre vælgerne. De er allerede blevet trætte af regeringen.
Meningsmålingerne viser konsekvent og entydigt, at regeringen har mistet taget i vælgerne. Spørgsmålet er kun, hvem det går værst udover?
Nogle gange ligger regningen hos Venstre. Et enkelt nedslag: Ved valget blev man trods den uhørte tilbagegang landets største borgerlige parti. Nu ser det ud til, at den position er ved at glide over til Liberal Alliance. Måske står Venstre endda til at blive det tredjestørste.
Andre gange ligger regningen hos Socialdemokratiet. Her spår målingerne markant nedgang. En enkelt måling fra Voxmeter har endda givet partiet sølle 18,6 procent. Det er måske nok en enlig svale, men lad os alligevel tygge lidt på den. (Ikke at det generelt er en god idé at tygge i svaler.)
18,6 procent. Det ville være det dårligste valg siden parlamentarismens indførelse i 1901.
Nu er det ingenlunde givet, at det ender så skidt. Der er sikkert længe til valget. Lad os alligevel bremse op og betragte det store billede. Her er Socialdemokratiets problemer faktisk ikke mindre end Venstres.
Det var jo Mette Frederiksens (S) mageløse opdagelse, at det var muligt at gøre en traditionel socialdemokratisk position relevant i en moderne politisk kontekst.
Det vil sige en position, hvor man på en gang har dyrket en konfliktfortælling, hvor der er reelle modsætninger i samfundet, og hvor Socialdemokratiet vælger side, samtidig med at man har dyrket fortællingen om Socialdemokratiet som det parti, der kunne regere på vegne af helheden.
Den første position peger i retning af det omvæltende. Den anden i retning af det bevarende.
Det er de to ben, Socialdemokratiet traditionelt har stået på. Nogle gange lå vægten på den ene, andre gange på det andet. Syntesen har været reformismen, hvor man "forandrer for at bevare". Et bonmot, der egentlig tilhører konservatismen. Med SVM-regeringen er vægten lagt på helheden og på at forandre for at bevare.
Krisefortællingen rummer ganske vist sit egen begejstringspotentiale. Den er en reveille, der kalder til mønstring. Men også den har sin udløbsdato.
Derfor var den også mere end villig til at trodse fagbevægelsen og folkestemningen i konflikten om store bededag.
Det klareste udtryk for den bevægelse er Mette Frederiksens åbenlyse hang til kriseretorik. Regeringen er en kriseregering og dens politik er krisepolitik. Det betyder, at regeringens politik ikke blot er "nødvendighedens politik" men "den i allerhøjeste grad nødvendige politik".
Måske er det den egentlige grund til regeringens manglende fleksibilitet dens svigtende politiske musikalitet. Og måske er det også derfor, at den allerede virker så gammel og slidt.
Krisefortællingen rummer ganske vist sit egen begejstringspotentiale. Den er en reveille, der kalder til mønstring. Men også den har sin udløbsdato.
Inden længe spørger folk, om den trompet vitterligt kun har en melodi. For regeringens vedkommende er svaret: ja.