Mette Frederiksens trompet har kun én melodi. Nu gider vi ikke høre mere på den

Valgperioden er kun lige begyndt, men det virker allerede, som om den har varet i en uendelighed. Den fornemmelse afspejler SVM-regeringens fundamentale problem: Dens krisefortælling er trættende i længden. 

Tag ikke fejl. Det er ikke en god ting, at valgperioden allerede synes at udstrække sig i en uendelighed. Vi kender ganske vist alle sammen til fænomener og oplevelser, hvor vi griber os selv i at tænke "gid dette kunne vare evigt!". 

Regeringsperioder hører visselig ikke til i den kategori. Her er det mere, som når man er fanget i en eller anden ubehagelig social situation – en fest eksempelvis – hvor man ikke kan tænke andet end "gid dette dog snart var ovre" eller "Gud, er klokken ikke mere end otte?". 

Det hele skyldes som sagt regeringen. Det handler om, at valgets store nyskabelse, den stærke regering hen over midten, efterhånden har slået sig så meget på virkeligheden, at den har tabt sin karakter af politisk tøbrud.

Måske er det den egentlige grund til regeringens manglende fleksibilitet dens svigtende politiske musikalitet. Og måske er det også derfor, at den allerede virker så gammel og slidt.

Christian Egander Skov

Forsvarsminister Jakob Ellemann (V) er gået ned med stress. Troels Lund Poulsen (V) har måttet erkende, at han kun er et menneske, og har overladt Økonomiministeriet til regionsrådsformand Stephanie Lose (V). Nu spekuleres der i, hvornår, om og hvordan Ellemann vender tilbage. Det ligner et selvpåført høvdingemord. Og så er vi ikke engang ved idus martiæ endnu. 

Hos Moderaterne er man stødt på den første og ganske forudsigelige udfordring, nemlig at det er vanskeligt at håndtere en helt ny folketingsgruppe, der er et sammenrend af uprøvede idealister, et par veteraner og så et kontingent af lykkeriddere. 

Det store spørgsmål er, hvor længe man skal holde hånden over den skandaleramte Jon Stephensen (M). Sagen afslører Moderaternes indbyggede konstruktionsfejl.

Svaret på spørgsmålet er imidlertid enkelt. Lars Løkke (M) vil hånde hånden over ham så længe som muligt, ikke mindst fordi regeringens flertal er skrøbeligt. Men den slags slider på kræfterne.

Hvedebrødsdagene er kort sagt ovre. Selvom det ellers virker til, at de hygger sig vældigt i den nye konstellation. I Weekendavisen kunne man således læse om det rent ud sagt hjertelige forhold, der er opstået mellem Venstres Troels Lund Poulsen og Socialdemokratiets Morten Bødskov.  

Kærlighedsaksen mellem Venstre og Socialdemokratiet handler ikke mindst om benovelsen over de vældige reformer, de kan gennemføre nu, hvor de ikke behøver at lytte til andre end sig selv. Ak, hvilken politisk effektivitet. 

Indtil videre er det blevet til en afskaffelse af store bededag, hvis positive effekter afvises af de fleste økonomer, men hvis negative konsekvenser for regeringens opbakning er anderledes synlige. Dertil kommer en reform af landets kandidatuddannelser, som nok vil øge arbejdsudbuddet men skabe en ringere uddannet befolkning. Det har givetvis også betydning for vores velstand. 

Reformerne er vældige. Resultaterne mindre vældige. 

Det kan nu være nok til at begejstre regeringens ministre. Men det er også let at begejstres over sig selv. Det er ikke nok til at begejstre vælgerne. De er allerede blevet trætte af regeringen.

Meningsmålingerne viser konsekvent og entydigt, at regeringen har mistet taget i vælgerne. Spørgsmålet er kun, hvem det går værst udover? 

Nogle gange ligger regningen hos Venstre. Et enkelt nedslag: Ved valget blev man trods den uhørte tilbagegang landets største borgerlige parti. Nu ser det ud til, at den position er ved at glide over til Liberal Alliance. Måske står Venstre endda til at blive det tredjestørste.