Kommentar af 
Pelle Dragsted

Pelle Dragsted: Ellemann må placere et ansvar eller selv gå af

Selv hvis Jakob Ellemann-Jensen ikke bevidst har vildledt Folketinget og Finansudvalget, har han som minimum gjort sig skyldig i ikke at have styr på sit eget ministerium og de underliggende styrelser, skriver Pelle Dragsted.

Der er ikke brug for et stærkere og mere selvstændigt FMI, men derimod mere politisk kontrol og en grundig oprydning, der nødvendigvis må indebære, at de ansvarlige i ministeriet, Forsvarskommandoen og FMI skiftes ud, skriver Pelle Dragsted.
Der er ikke brug for et stærkere og mere selvstændigt FMI, men derimod mere politisk kontrol og en grundig oprydning, der nødvendigvis må indebære, at de ansvarlige i ministeriet, Forsvarskommandoen og FMI skiftes ud, skriver Pelle Dragsted.Foto: Arthur J. Cammelbeeck
Pelle Dragsted
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Tirsdagens pressemøde i Forsvarsministeriet og de tilsammen flere hundrede sider lange redegørelser i Elbit-sagen bragte os et skridt videre frem mod en kortlægning af det meget kritisable forløb, som især Altinget har afdækket hen over de seneste måneder.

Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) har nu åbent erkendt, at Folketingets Finansudvalg er blevet villedt i Elbit-sagen, men han undlader selv at tage ansvaret for vildledningen eller at placere dette ansvar et bestemt sted i Forsvarsministeriets departement, Forsvarskommandoen eller Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI).

Det havde ellers været på sin plads.

Med en flertalsregering befinder vi os i en speciel og efter danske forhold helt usædvanlig situation, eftersom der ikke er et eller flere støttepartier uden for selve regeringen, som har mulighed til at trække støtten til en minister, når der kommer belastende oplysninger frem.

Læs også

Måske kan Jakob Ellemann-Jensen blive siddende, fordi han har regeringspartiernes støtte, men mine folketingskolleger fra Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne bør, hvis de vil have en vis troværdighed i behold, i denne sag stille sig på det folketings og det finansudvalgs side, der er blevet forsynet med løgnagtige oplysninger, og på linje med os andre kræve sagen fuldt oplyst og de nødvendige konsekvenser truffet.

Når det er sagt, sidder man tilbage med et billede af et ledelseslag i det danske militær, som de sidste ti år har haft et brændende ønske om at få de israelske kanoner fra det stærkt kontroversielle Elbit Systems.

Ledende officerer har følt sig forurettede over, at politisk modstand i Folketinget har forhindret dem i at handle med et firma, der tjener penge på sine ”battle-proven” våben på baggrund af grove menneskerettighedskrænkelser og folkeretsbrud i de besatte palæstinensiske områder.

Jakob Ellemann-Jensen har naivt forladt sig på embedsmænd og officerer, der alene har været fokuseret på at få de kanoner, de har forelsket sig i

Pelle Dragsted (EL)

Et firma, der med god grund er sortlistet af en lang række pensionskasser og andre institutionelle investorer.

Jeg hæftede mig ved, at Jakob Ellemann på tirsdagens pressemøde talte om et ”bemærkelsesværdigt sammenfald”, når der få dage før Elbit-beslutningen blev indgået forlig med Elbit i en gammel retssag, der netop handlede om Folketingets beslutning om at købe de franske Nexter-kanoner frem for de israelske Elbit-systemer.

Berlingske kunne 21. juni i år fortælle, at der søndag 11. december 2022 på FMI’s initiativ foregik et møde mellem FMI-vicechef Christian Ishøj og Elbit-direktør Udi Vered om et forlig i retssagen, der var berammet til at foregå ved Retten i Glostrup i februar 2023. 11. december var der stadig fire dage til, at Jakob Ellemann blev forsvarsminister i den nye SVM-regering.

Det er svært at forestille sig, at andet end udsigten til en solid milliardhandel kan have stemt Elbit så mildt, at firmaet var parat til at opgive den retssag, det har arbejdet hen imod i årevis.

Der er mildest talt tale om et ”bemærkelsesværdigt sammenfald”: Ukraines ønske om våbendonationer og den med rette helhjertede danske støtte til Ukraines forsvarskamp åbnede pludselig en mulighed for – i et politisk tomrum under valgkampen og regeringsforhandlingerne – med et snuptag at slippe af med samtlige 19 Nexter-kanoner, som officererne i det danske militær var så utilfredse med på grund af problemer, der tidligere har været omtalt i blandt andet Altinget.

Og derefter kunne man – uden udbud, fordi der var tale om et ”erstatningskøb” – endelig købe de israelske Elbit-kanoner, som FMI hele tiden havde været forhippede på.

Der blev skabt et hektisk forløb med en såkaldt ”hastig markedsafdækning” (som det hedder i FMI’s redegørelse fra 31. juli), der åbenbart var så hastig og mangelfuld, at den blandt andet førte til, at Folketingets Finansudvalg fik forkerte oplysninger om Elbits konkurrenter.

Hvis Ellemann ikke bevidst har vildledt Folketinget og Finansudvalget, hvilket er meget muligt, så har han som minimum gjort sig skyldig i ikke at have styr på sit eget ministerium og de underliggende styrelser.

En nytiltrådt minister har naivt forladt sig på embedsmænd og officerer, der alene har været fokuseret på at få de kanoner, de har forelsket sig i, og har ignoreret både økonomiske, etiske, menneskeretlige og folkeretlige overvejelser, fordi der lige nu er skabt en stemning af frit slag i krigslegetøjsbutikken.

På tirsdagens pressemøde sagde Ellemann, at der muligvis er ”brug for mere ledelseskraft” i FMI. Hvis jeg var forsvarsminister, ville jeg snarere tænke, at der var brug for mindre magt til FMI og en øget politisk kontrol med både forsvarsledelsen og FMI – forstået både som ministerens og Folketingets kontrol med, hvad der er foregået.

I betragtning af de mange milliarder, der nu afsættes til dansk oprustning, er der ikke brug for et stærkere og mere selvstændigt agerende FMI, men mere politisk kontrol og en grundig oprydning, der nødvendigvis må indebære, at de ansvarlige i ministeriet, Forsvarskommandoen og FMI skiftes ud med chefer, vi som folkevalgte og skatteydere kan have tillid til.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pelle Dragsted

Politisk ordfører, MF (EL)
BA i historie (Københavns Uni. 2001), master i retorik og formidling (Aarhus Uni. 2016)

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

0:000:00