Pelle Dragsted gør boet op: Venstrefløjen skal droppe identitetspolitikken

"Vi var så tæt på at kollapse," siger Pelle Dragsted og kniber højre øje sammen, mens han markerer et hul på en centimeters penge mellem sin tommel- og pegefinger. 

Han er i gang med at ihukomme dagene omkring folketingsvalget i november 2007. Et valg, hvor Enhedslisten ifølge prognoser var 8.000 stemmer fra at ryge ud af Folketinget og mistede to ud af seks mandater i det, Pelle Dragsted betegner som "en nærdødsoplevelse".

Forud for 2007-valget var partiet både internt og i medierne endt i kæmpe krise ovenpå opstillingen af muslimske Asmaa Abdol-Hamid, der nægtede at give hånd til mænd, udtrykte tvetydige holdninger til homoseksualitet og dødsstraf og mente, at håndbold var en usømmelig sport for kvinder. Ikke ligefrem en ønskekandidat for et venstrefløjsparti, der vil prædike tolerance og frisind.

I samme periode meddelte stemmeslugeren Pernille Rosenkrantz-Theil, at hun ikke ville genopstille til Folketinget. Partiets eneste redningskrans blev den dengang 23-årige og ukendte Johanne Schmidt-Nielsen, der få dage inden valget brændte igennem under TV 2's direkte partilederdebat og fik næsten 9.000 personlige stemmer i København.

Når jeg ser tilbage på min tid i den venstreradikale bevægelse, måber jeg altid over, hvordan vi undgik at stille os selv de mest banale, åbenlyse spørgsmål. Hvorfor mener vi de her ting? Hvorfor er de andre onde? Manglen på selvkritik var enorm.

Pelle Dragsted
MF, Enhedslisten

Valget efterlod et magttomrum, der lagde grunden til et generationsskifte og en årelang modernisering af partiet.

En udvikling, som særligt Johanne Schmidt-Nielsen, der, når hun var bedst og i topform, fik respekt helt ovre hos folk som Dansk Folkepartis pressechef, Søren Søndergaard, kom til at personificere.

Men bag kulissen var det Pelle Dragsted, der trak i trådene – først i rollen som international sekretær, pressemand og politisk rådgiver, senere som finansordfører og folketingsmedlem. 

"Efter valget i 2007 bredte der sig en erkendelse af, at der skulle ske noget nyt, hvis ikke vi skulle visne hen og dø. Den gamle garde – Line Barfoed, Frank Aaen og Søren Søndergaard – havde en klar hensigt med Enhedslisten: at samle resterne af den gamle venstrefløj og bide sig fast i Folketinget. Det var det, der var målet for den første generation." 

Foruden Johanne Schmidt-Nielsen og Pelle Dragsted blev også Stine Brix og Nikolaj Villumsen en del af kernen i den nye generation Ø. De delte alle en ambition om at forvandle Enhedslisten fundamentalt. 

Og det er som medlem af den kvartet, at Pelle Dragsted, som et kommende folketingsvalg nærmer sig, snart – og måske for altid – vinker farvel til professionel politik. På grund af partiets berømte rotationsprincip står han nu der, hvor partiet og projektet Enhedslisten skal overlades til nye kræfter. Arven skal gøres op – også så den ikke bortødes.

Ikke mindst ser Dragsted en fare for venstrefløjen, hvis identitetspolitik trumfer klassekamp.

"Jeg er meget kritisk over for nogle af de identitetspolitiske strømninger, der kommer til Danmark via USA. Venstrefløjen skal stoppe minoritetsbingoet, der gør, at erfaringer, ikke argumenter, fylder," som han siger det. Det – og Enhedslistens leg med den identitetspolitiske ild – vender vi tilbage til.

Fra fængsel til Enhedslisten
2007 blev begyndelsen på Enhedslistens rejse mod de nuværende 14 mandater i Folketinget, men står samtidig som en symbolsk afslutning på Pelle Dragsteds egen personlige rejse i politik. På syv år går han fra at være en del af den voldelige venstrefløj til at støbe kuglerne i Enhedslistens genoprejsning på Christiansborg.

I 2000 sad han i en celle på Kærshovedgård Fængsel øst for Ikast for at afsone en måneds ubetinget dom for hærværk mod Sandholmlejren. Konfrontationer med ordensmagten og ture i retssalen var på ingen måde nyt for den dengang 25-årige Pelle Dragsted. 

I 1988, da Pelle Dragsted var 13 år, blev han medlem af ungdomsafdelingen i Danmarks Kommunistiske Parti. Berlinmuren faldt året efter, ungdomspartiet blev opløst, og som teenager rendte han rundt på Nørrebro med radikale politiske holdninger, men intet sted at placere dem. 

Han var antiautoritær og vred og blev hurtigt en del af Børnemagt, hvis hovedmål var at få et børneungdomshus i København. Kort efter meldte han sig ind i Unge Mod Apartheid og begyndte at komme i Ungdomshuset på Jagtvej 69.

Det blev en glidebane ind i et voldsforherligende venstrefløjsmiljø, og inden han var fyldt femten, var Pelle Dragsted ifølge ham selv blevet anholdt "i hvert fald fem gange".

Senere gik turen til Antifascistisk Aktion, der er kendt som de hårde drenge på den voldelige venstrefløj. Det var som AFA-medlem, at han udøvede hærværk på Sandholmlejren og blev påkørt af nazisten Jonni Hansen, da han under en AFA-aktion i 1999 prøvede at save hans plankeværk over med en motorsav. 

At vreden allerede i de tidlige teenageår plantede sig i Pelle Dragsted, undrer ham i dag. 

"Min mor var aktiv i DKP og meget venstreorienteret, og det samme var min stedfar, der hev mig med til demonstrationer mod regimet i Chile og mod opstillingen af atomraketter i Europa. Som barn faldt jeg i søvn til lyden af højlydte politiske diskussioner i stuen, men er aldrig blevet opdraget til at være voldelig. Mine forældre var antikapitalister ligesom mig, men har altid holdt sig inden for demokratiets rammer, og jeg har svært ved at forklare, hvordan jeg endte med at gøre de ting, jeg gjorde."

Han skammer sig over volden, men er mest skræmt af, at han i mere end et årti ikke formåede at udøve selvkritik og glemte at spørge sig selv, om hans holdninger var korrekte. 

"Når jeg ser tilbage på min tid i den venstreradikale bevægelse, måber jeg altid over, hvordan vi undgik at stille os selv de mest banale, åbenlyse spørgsmål. Hvorfor mener vi de her ting? Hvorfor er de andre onde? Manglen på selvkritik var enorm."

Omkring årtusindskiftet begyndte rejsen væk fra den autonome venstrefløj. Særligt mødet med hans nuværende kæreste, som han i dag har sine to børn med, var med til at gøre udslaget.

"Hun var en del af venstrefløjen, men som demokrat og som aktiv i elevbevægelsen og var en af dem, som udfordrede mig på mine antagelser og mit verdensbillede. Og på Københavns Universitet begyndte jeg også langsomt at blive en del af et miljø, hvor vold var totalt uhørt," siger Pelle Dragsted, der i fængslet fik lov at læse videre på den bachelor i historie, som han færdiggjorde i 2002. 

Ikke ligefrem kosher
Pelle Dragsted stemplede i starten af nullerne ud af Antifascistisk Aktion og ind i Enhedslisten og begyndte for første gang i sit liv at engagere sig i den parlamentariske sfære af politik. Han kom til partiets lokalmøder og skrev blogs på den nu nedlagte, venstreorienterede hjemmeside Modkraft, og afradikaliseringen tog fart. 

Med sig i bagagen var der en lektie fra årene som AFA-aktivist, der skulle blive afgørende for den modernisering, han i 2007, to år efter sin første ansættelse i partiets sekretariat på Christiansborg, påbegyndte i Enhedslisten. 

"Når jeg kunne tage så meget fejl som ung, kan jeg også nu. Derfor prøver jeg hele tiden at stille mig selv og Enhedslisten de svære spørgsmål. Det var noget, jeg tog med mig, da jeg begyndte at arbejde i partiet. Det er ikke, fordi jeg vil sætte lighedstegn mellem holdningerne i 'det gamle' Enhedslisten og den autonome venstrefløj, men rent mentalt oplevede jeg en lighed. Idéen om, at man sad inde med den ufejlbarlige sandhed, kunne man støde på begge steder."

"Da jeg begyndte at arbejde i Enhedslisten, satte vi ikke i høj nok grad spørgsmålstegn ved vores egen verdensopfattelse. Vi var bedrevidende, og hvis der er noget, jeg med årene er blevet allergisk over for, så er det venstreorienteret bedrevidenhed, hvor man automatisk ser sig selv som et bedre menneske end andre," siger han.

Da partiet balancerede på spærregrænsen i meningsmålingerne, og Villy Søvndal-effekten havde drevet EL-vælgerne mod SF, satte Pelle Dragsted gang i de første spørgeskemaundersøgelser for at finde ud af, hvor kæden hoppede af, når vælgerne tænkte på Enhedslisten. Var det politikken, imaget eller noget helt tredje? 

Ingen vidste det, for alt var baseret på mavefornemmelser. 

"Det var ikke ligefrem kosher at lave spørgeskemaundersøgelser i Enhedslisten," forklarer Pelle Dragsted og fortæller, at han internt ikke måtte kalde det en vælgerundersøgelse, men i stedet skulle omtale det som en kommunikationsundersøgelse. 

"Den første måling, jeg fik lavet, viste, at vi havde et vælgerpotentiale på omkring 12 procent af stemmerne. Og det på et tidspunkt, hvor vi aldrig havde fået mere end 3,4 procent af stemmerne. Mange bakkede op om vores politik, men ikke om os. Vi blev set som en flok sære socialister med mærkeligt tøj og piercinger, der var ligeglade med indflydelse."

"Vi var ikke et parti, som almindelige lønmodtagere kunne se sig selv i. Overhovedet ikke, og det kom til udtryk i valgresultatet," fortæller Pelle Dragsted. 

Undersøgelserne blev løftestang til en markant re-branding af partiet.

"Vi skulle være parate til at gentænkte alt. Som i alt," siger Pelle Dragsted, som blev en af hovedarkitekterne bag partiets nye kommunikationsstrategi. 
Enhedslistens logo blev ændret, der kom billeder på valgplakaterne, og medlemsbladet blev glittet op og gjort lækkert. Johanne Schmidt-Nielsen blev politisk ordfører og begyndte i højere og højere grad at tegne partiet udadtil.

Også tonen i pressemeddelelser blev gentænkt, og den krasse, gammelkommunistiske tone blev erstattet af et mere kompromissøgende sprog. Selv ikke tøjstilen i folketingsgruppen undslap Pelle Dragsteds opmærksomhed.  

"Vi har da en enkelt gang allieret os med Bibi, Frank Aaens kone, om at få købt nogle pæne skjorter til ham. Med Per Clausen gik det aldrig. Han nægtede," griner Pelle Dragsted, der til interviewet med Altinget selv er borgerligt klædt med mørkeblå blazer, sort T-shirt og moderigtige New Balance-sko. 

"Jeg er afvigende nok i mine holdninger. Der er ingen grund til, at jeg også er afvigende i min tøjstil," som han svarer, da Altinget spørger ind til blazeren.

Afviser højredrejning
Men det var ikke kun kommunikativt, at Pelle Dragsted foreslog at tage livtag med det gamle Enhedslisten. Også politisk var der et nybrud på vej i Enhedslisten, og langsomt begyndte partiet at bevæge sig i en mere pragmatisk retning. 

Nye principprogrammer tillod, at partiet kunne stemme for en rød finanslov, og dikterede, at man "ikke skal være et minoritetsparti, men et parti for alle lønmodtagere," som Dragsted udtrykker det. Også drømmen om en ikkedemokratisk revolution blev lagt endegyldigt på hylden på et landsmøde i 2014. 

Pelle Dragsted afviser, at han og Johanne Schmidt-Nielsen igangsatte en højredrejning af partiet.

"Der stod nogle ting i vores gamle principprogrammer, som satte spørgsmålstegn ved vores demokratiske sindelag, og for mig er der intet venstreorienteret i at være udemokratisk, tværtimod. Men substantielt synes jeg ærlig talt ikke, at vi har flyttet os ret meget. Vi er mere nuancerede, men er ikke drejet til højre af den årsag," siger han. 

Så I har altså rykket jer politisk? 

"Vi har rykket os i den forstand, at vores udspil er bedre gennemarbejdet i dag, end de var i nullerne, samtidig med at vores politik i højere grad har fokus på at have løsninger på de store spørgsmål, der berører et flertal af danskerne: vores velfærd, vores rettigheder som arbejdstagere og vores sociale ydelser."  

Opgør med identitetspolitik
Når Pelle Dragsted skal forklare, hvorfor 'hans' Enhedsliste ikke skal være et parti for minoriteterne, begynder han at snakke om identitetspolitik, som han holder op mod fordelingspolitik.

Det første hænger ham langt ud af halsen, fordi identitetspolitik bliver sekterisk og overser de spørgsmål, der samlet set kan give lønmodtagerne og arbejderklassen – men også minoriteterne – bedre vilkår. 

"Forandringer i et demokratisk samfund drives frem af flertallet. Og derfor skal flertallet se, at deres liv kan forbedres ved at stemme på Enhedslisten. Jeg er meget inspireret af Socialdemokratiets sejre i 1900-tallet. Det gennemførte enorme samfundsændringer og tøjlede kapitalismen ved at tale til flertallet, ikke minoriteterne."

"Det kan godt være, at du er transkønnet, men du er givetvis også lønmodtager eller folkepensionist. Ergo har du nogle klasseinteresser, der går på tværs af din kønsidentitet. Og dem skal vi fokusere på, hvis vi vil ændre samfundet. Jeg tror, at en af hovedårsagerne til Donald Trumps sejr i USA er, at venstrefløjen var optaget af at tale om transseksuelles adgang til toiletter i stedet for at tale om fordelingspolitik," siger Pelle Dragsted.

Lektien fra 2007-valget er for ham, at Enhedslisten en gang for alle bør have lært, at fordelingspolitik, ikke identitetspolitik, er partiets dna. 

"Opstillingen af Asmaa Abdol-Hamid var netop et udtryk for en form for identitetspolitik, som ikke var ordentlig gennemtænkt. Den type fløj findes stadigvæk i Enhedslisten. Men der har jeg allerede fra begyndelsen af mit engagement i partiet været klar i mælet: Det er ikke den vej, Enhedslisten bør gå," siger Pelle Dragsted.

Marxist, humanist og klimaaktivist
At fordelingspolitiske interesser aldrig må vige for identitetspolitik opsummerer tydeligt, hvad Pelle Dragsteds politiske projekt er: klassekamp. 

Ikke fordi kampen for grøn omstilling, ligestilling og minoriteters rettigheder ikke er vigtig, men fordi disse kampe bedst kan vindes ved at føre klassekamp. 

"Rigtig mange af vores politiske kampe hviler på økonomiske strukturer, og vi lever stadigvæk i et klassesamfund. Se bare på OK18, dagpengereformen og vores vilkår som lønmodtagere."

"Værdien af vores arbejde fylder enormt meget i politik, og derfor fylder økonomi meget i mit politiske kompas. I den forstand er jeg til en vis grad marxist, selvom jeg også er humanist, feminist og klimaaktivist," siger Pelle Dragsted, der flere gange i interviewet nævner Karl Marx, men også neo-marxististiske tænkere som Antonio Gramsci og Chantal Mouffe som inspirationskilder. 

Er du stadig revolutionær?

"Jeg ønsker en demokratisk overgang til en økonomi baseret på fælleseje og en afskaffelse af den kapitalistiske økonomi, som vi kender den i dag. Hvis det gør mig revolutionær, må du gerne kalde mig det." 

Røvhuller
Forkærligheden for den økonomiske sfære af politik gjorde også, at han under den socialdemokratisk ledede regering fra 2011 til 2015 spillede en central rolle i forhandlingerne af en række finanslove og reformer, hvor han rådgav Frank Aaen og Johanne Schmidt-Nielsen, når Enhedslisten sad med ved bordet som støtteparti.

Selvom partiet både i størrelse og selvopfattelse er vokset markant i de år, hvor Pelle Dragsted har været med til at trække i trådene, var det småt med indflydelse i årene under Helle Thorning-Schmidt. En dagpengereform og salget af Dong til Goldman Sachs blev gennemført, mens Enhedslisten var en del af regeringens parlamentariske grundlag.

Værst er dog ifølge Pelle Dragsted den skattereform med lettelser i toppen, som SRSF-regeringen indgik med støtte fra blå blok i 2012.

"Røvhuller," kvitterede Pelle Dragsted med at skrive i en sms til Helle Thornings særlige rådgiver, Noa Redington, efter skatteaftalen, som symboliserede Enhedslistens totale mangel på indflydelse i den økonomiske politik under forrige regering. 

"Set i bagklogskabens lys skulle vi muligvis have trukket tæppet væk under SRSF-regeringen efter skattereformen i 2012. En af forudsætninger for at være støtteparti til en S-ledet regering er, at uligheden ikke må stige. Det gjorde den under forrige regering, og det skulle vi have reageret på," siger Pelle Dragsted, der før har udtalt, at reformerne mellem 2011 og 2015 sendte ham ud i en "politisk depression".

Et parti i sin egen ret
Enhedslistens impotens under forrige regering var en af de vigtigste grunde til, at Pelle Dragsted trådte ud af kulissen og stillede op til Folketingsvalget i 2015. Det var ikke længere nok for ham at trække i trådene.

Han ville endnu længere frem i maskinrummet og fik efter valget en række magtfulde ordførerskaber, herunder posten som finansordfører.

For nok har moderniseringen sendt vælgere mod Enhedslisten, der ved valget i 2015 fik 7,2 procent af stemmerne og i disse måneder står til støtte fra hver tiende dansker, men uden reel indflydelse er partiet ingen succes, mener Pelle Dragsted.

Det var årene som støtteparti fra 2011 til 2015 et bevis på.

"Med reel indflydelse menes ikke røde linjer," siger Pelle Dragsted, der bliver irriteret, når journalister beder ham trække konkrete streger i sandet, som Socialdemokratiet ikke må krydse med Enhedslisten som parlamentarisk grundlag. Partiets eksistensberettigelse må ikke blive at være modpol til Socialdemokratiet, mener han.

"Enhedslisten skal være et parti i sin egen ret og ikke 'bare' være et protestparti. Af samme grund hader jeg, når folk ser os som et parti, der bare er til for at trække Socialdemokratiet lidt til venstre. For så bliver vi et parti med et negativt funderet politisk projekt. Vi bliver dem, der bare er sure og sætter foden ned, og det er i lidt for høj grad historien om Enhedslisten. Jeg vil gerne have, at vi har et positivt projekt, som vi kan gå i regering med, så vores politik ikke i mindre grad formuleres som røde linjer overfor en S-ledet regering." 

Og hvad er det projekt så? 

"Enhedslisten vil gerne bruge det sidste år op til et valg på at svare på, hvad man ville få, hvis vi fik regeringsmagten. Det er et usandsynligt scenarie, men det er et spørgsmål, som vi skylder vælgerne svar på. Derfor har vi også netop præsenteret planen '100 dage med Enhedslisten'. Et svar på, hvad vi ville gøre, hvis vi kunne sætte os i spidsen for en regering," siger Pelle Dragsted om det udspil, Enhedslisten lancerede på sit landsmøde i slutningen af april.

Afslutningen på en æra
Hvor Line Barfoed, Frank Aaen, Søren Søndergaard udgjorde første generation af Enhedslisten og overlod magten til nyere kræfter i 2007, ser stort set hele 'det nye' Enhedslisten ud til at være fortid efter kommende valg. 

Pelle Dragsted forlader som sagt sammen med Johanne Schmidt-Nielsen Folketinget grundet Enhedslistens rotationsprincip og må derudover heller ikke arbejde i partiets sekretariat de næste fire år. Nikolaj Villumsen kan meget vel ende i Bruxelles, da han er spidskandidat ved partiets første opstilling til europaparlamentsvalget i maj 2019. Og Stine Brix har valgt at stoppe i politik. 

"Det er afslutningen på en æra," indrømmer Pelle Dragsted, der ikke får lov til at følge sit politiske projekt til dørs i denne omgang.  

Han er nået langt med Enhedslisten. Fra at kinddanse med spærregrænsen til at være Danmarks fjerdestørste parti med over 10.000 medlemmer. 

Ærgrer det dig, at du skal sige farvel, nu hvor meningsmålingerne er gode, og hvor der er stor sandsynlighed for, at magten tilfalder rød blok efter næste valg?

"Lidt, ja. Man skal passe på med at overvurdere sin egen uundværlighed, men jeg kunne da godt tænke mig at have siddet i Folketinget en ekstra periode, hvis magten skifter ved næste valg." 

Transitionen er allerede i gang i partiet, hvor Pelle Dragsted i marts overlod sit finansordførerskab til Rune Lund, der skal oplæres i økonomisk politik, inden Dragsted er fortid. Pernille Skipper har længe været kørt i stilling som politisk ordfører og de facto-partileder og tog i marts over, da Johanne Schmidt-Nielsen gik på barsel. 

Efter valget til partiets hovedbestyrelse bliver Pelle Dragsteds rolle fremover at være amatørpolitiker. Han har endnu ikke besluttet sig for, om han efter endt karantæne vil stille op til Folketinget igen en dag. 

"Jeg har arbejdet professionelt med politik i mange år på Christiansborg, og hvis jeg kan finde mening i at lave noget andet, kan det sagtens være, at jeg ikke vender tilbage."

Tiden væk fra Christiansborg skal bruges på at være mere sammen med børnene på 13 og 16 år og på det kollektiv, som han og familien er en del af på Frederiksberg. Og så vil Pelle Dragsted skrive en bog om sin tilgang til politik, og om hvordan socialismen igen kan vinde indpas i Folketinget. 

Selv føler han ikke, at han er kommet i mål med sit politiske livsprojekt: at gøre en reel forskel.

"Vi er nået langt siden 2007, men vi er ikke i mål. Enhedslisten skal være et attraktivt alternativ til at tage magten i Danmark. Vi er ikke til for at snuse til magten, vi er til for at få magten. Og det vil jeg kæmpe for i partiets hovedbestyrelse og som debattør og forfatter," siger han. 

"Jeg er vildt ærgerlig over at have brugt en stor del af mit liv på en aktivisme, der var snæver, indadvendt og dum. Jeg accepterede vold som et politisk middel, og det førte absolut intet med sig. Jeg burde have brugt de år i Enhedslisten. Men uanset hvad jeg har lavet, om det har været noget lort i min AFA-fortid, eller om det har været hos Enhedslisten, har jeg gjort det, fordi jeg vil gøre en forskel. Og det stopper jeg aldrig med at stræbe efter."