Pernille Skipper åbner nyt kapitel i kønskampen: "Mænd skal ikke skamme sig, de skal bare ændre sig"

Vi har talt om det, der er åbenlyst i debatten om sexisme. Vi har renset ud i de kulturelle levn fra "en anden tid", som alle – eller i hvert fald de fleste – i dag kan se var forkerte og upassende. Vi har forstået det, der er indlysende. I hvert fald de fleste. 

Nu er tiden kommet til det, der for alvor er svært at tage et opgør med: den subtile, diskrete sexisme.

I hvert fald hvis det står til tidligere folketingsmedlem Pernille Skipper, der 18. september er aktuel med en ny bog om de usynlige barrierer, som kvinder ifølge hende støder på overalt i samfundet, når de griber ud efter magten.

Et 224 sider langt kampskrift, der har den knap så diskrete titel 'Jeg har haft lyst til at sige det til mange før dig ... REND MIG'.

"I løbet af de seneste par år har vi fået cementeret, at man for eksempel ikke må rage på folk i professionelle relationer. Det overrasker tilsyneladende stadig nogle få, men generelt har vi slået budskabet fast og taget et stort skridt," siger Pernille Skipper og fortsætter:

"Nu skal vi videre fra dem, der ikke kan kende forskel på røven og ryggen. Jeg vil gerne snakke om alt det, vi ikke kan se. Alle de bittesmå ting, der isoleret er for emsige at tage op, men som udgør et meget tydeligt problem, når de bliver puljet sammen."

En del af det politiske håndværk er nogle gange det ubehagelige kanøfleri. Den slags kan jeg ikke lide, og det tror jeg aldrig, jeg har gjort. Det har i hvert fald aldrig været med vilje

Pernille Skipper

Mænd, der hersker

Med andre ord handler ligestillingskampens næste fase ifølge Pernille Skipper om at trække nogle særlige adfærdsmønstre frem i lyset. Små hverdagsaktioner, der på overfladen kan virke uskyldige, men som i praksis er med til at holde liv i en brutal og kynisk kultur, hvor magten er for de få, der forstår at afkode de usynlige spilleregler.

Det er en kultur, der findes over alt, uddyber den nyslåede politiske kommentator, og den bliver kun mere fremtrædende og dominerende, "jo længere ned ad den sociale rangstige, vi kravler". Alligevel beretter bogen om kulturen set fra toppen af samfundets magtpolitiske kransekage, hvor Pernille Skipper har haft sin gang i mere end et årti, hvor hun blandt andet betrådte Christiansborgs bonede gulve som Enhedslistens frontfigur.

"Det er det kapitel i bogen, der har været sværest at skrive. Jeg har også kapitler, der handler om seksualisering af kvindelige politikere og hadbeskeder, hvor de åbenlyse eksempler stod i kø. De kapitler skrev lidt sig selv, men sådan var det ikke her."

Til at beskrive den subtile magtudøvelse, der foregår både i forhandlingslokalet, folketingssalen, ved frokostbordet og på de travle partigange trækker Pernille Skipper på en forskning, der blev præsenteret for mere end 40 år siden. 

I 1979 beskrev den norske kvindeforsker Berit Ås de fem såkaldte herskerteknikker. Det er en teori, der beskriver en række psykologiske greb, der kan bruges til at styre og manipulere magtforholdet i en relation.

Herskerteknikkerne kan i princippet anvendes over for alle, men ifølge Pernille Skipper (og oprindeligt Berit Ås) er det særligt en adfærd, der rammer kvinder negativt. Og selv om der er sket meget, siden hun selv blev valgt til Folketinget i 2011, er hun ikke i tvivl om, at de unge kvinder, der blev valgt for første gang ved folketingsvalget i november, også møder dem i dag. 

"Det er noget, der sker ved forhandlingsbordet, men også i de interne magtkampe i de enkelte partier. Det er at håne og latterliggøre den, der stiller et dumt spørgsmål. Det er at ignorere folk, når de kommer med et input. Det er at give noget bestemt information til nogle særligt udvalgte, hvor de, der ikke er indviet, har mindre viden og dermed mindre magt end dem, der er lukket ind i varmen," forklarer Pernille Skipper og fortsætter:

"Det er nogle koder, der er ekstremt svære at gennemskue, men som man er nødt til at lære at forstå, hvis man skal have indflydelse."

Det er bestemt ikke alle mænd, der har det rart i den hårde kultur. Tværtimod vil det være en befrielse for alle, hvis spillereglerne blev ændret én gang for alle, forklarer hun. Alligevel er der ifølge hende en forskel i, hvordan mænd og kvinder opdrages til at tage del i kulturen. 

"Det er bare sådan, at vi oftere opdrager mændene til at have rundsave på albuerne og føre sig frem. Kvinderne bliver derimod opdraget til at være en mere passiv del af magtfællesskabet. Derfor er det også sådan, at når en kvinde påtager sig lederrollen – og det er der forskning, der underbygger – så møder hun en større skepsis, fordi hun bryder nogle stereotype forestillinger om, hvordan kvinder bør være."

Det var ikke pænt sagt af mig, det vil jeg gerne medgive. Men jeg vil ikke sige, at det var en herskerteknik

Pernille Skipper

Boomer-bemærkningen, der gav bagslag

I bogen skriver du selv, at der garanteret er nogen derude, der vil sige, at du ikke selv skal komme for godt i gang med at pege fingre. Du har selv været i den her kultur i mere end ti år. Har du aldrig selv bevidst gjort brug af de her sociale koder til at styrke dig selv i for eksempel en forhandling?

"Jeg ved ærligt ikke, om jeg har... Altså, jeg har jo aldrig siddet i en situation og tænkt, at nu slår jeg lige op i Berit Ås' gamle værk og finder mig en herskerteknik, jeg kan bruge. Jeg synes også, der er en stor forskel på dét og så den del af det politiske spil, hvor jeg for eksempel har foregivet at være lidt mere sur i en forhandling for at få det andet parti til at rykke sig. Den slags snyd og krejleri er tit det, vi betragter som godt politisk håndværk."

"Men en del af det håndværk er også nogle gange det her ubehagelige kanøfleri, hvor man for eksempel griner hånligt, vender øjne, overhører pointer eller bevidst undlader at sende en mødeindkaldelse videre. Den slags kan jeg ikke lide, og det tror jeg aldrig, jeg har gjort. Det har i hvert fald aldrig været med vilje."

Under den første coronanedlukning i 2020 fik Pernille Skipper en mindre men heftig tur i mediemøllen. I en udsendelse af Debatten på DR2 stod hun som politisk ordfører for Enhedslisten over for formanden i Novo Nordisk Fonden, Lars Rebien Sørensen, i en diskussion om de økonomiske hjælpepakkers konsekvenser for dansk økonomi og den grønne omstilling. 

Her kom Lars Rebien Sørensen med et argument, der fik Pernille Skipper til at udbryde: "Det er så boomer."

Da programvært Clement Kjærsgaard bad hende om at forklare, hvad det begreb dækker over, svarede Lars Rebien Sørensen, at "det er en nedladende tiltale til en ældre mand som mig". 

Var det ikke netop et eksempel på en herskerteknik, hvor du forsøgte at latterliggøre din modstander i debatten?

"Nu var det jo ikke ham personligt, jeg kaldte en boomer. Jeg sagde, at det var boomer-agtigt sagt af ham. Men det er selvfølgelig en dårlig undskyldning og mig, der prøver at krybe udenom," griner Pernille Skipper og fortsætter:

"Jeg vil stadig holde fast i, at det var nogle meget privilegieblinde argumenter, han kom med i den debat. Det var ikke pænt sagt af mig, det vil jeg gerne medgive. Men jeg vil ikke sige, at det var en herskerteknik."

Bare fordi det ikke virkede, kan det vel stadig godt – bevidst eller ubevidst – have været en herskerteknik? Du forsøgte vel at udstille ham ved at latterliggøre hans argument?

"Ja, det kan du måske godt sige. Der er et element af latterliggørelse i det, det er rigtigt. Men som herskerteknik virkede den i hvert fald ikke, for den ramte jo mig selv lige i røven."

Jeg er ikke perfekt. Det er der ingen, der er. Så nej, jeg synes ikke, at mænd skal skamme sig. De skal bare ændre sig

Pernille Skipper

Skal mænd skamme sig?

Pernille Skipper gør det flere gange klart, at det ikke udelukkende er mændene i dansk toppolitik, der bruger de fem herskerteknikker til at hævde sig selv på bekostning af andre.

"Hvis det her skal ændres, må alle kigge indad. Det er ikke bare på Christiansborg, det er i hele samfundet. Og det er også kvinder, der er med til at reproducere de her magtstrukturer," siger hun. 

Til trods for den vrede titel er det vigtigt for Pernille Skipper at fremhæve sin nye bog som et indspark i debatten fra en "optimistisk feminist". Der er nemlig sket store fremskridt, siden hun selv trådte ind i dansk politik, og særligt de seneste års #metoo-kamp har ifølge hende skabt store forandringer på kort tid.

Alligevel gør det hende særligt vred, når nogle mænd bilder sig selv ind, at ligestillingskampen kan kæmpes (og vindes), uden at det kommer til at koste dem noget personligt. For lotteriet er nu engang endt sådan, at samfundets strukturer belønner og tilgodeser "de rige, priviligerede, hvide cismænd", forklarer Pernille Skipper.

"Det er ikke noget, de mænd har valgt. Men som privilegeret mand har man også et ansvar for at prøve at lave det om. Prøv at se, om du kan lade være med at være så brovtende. Se, om ikke du kan holde et møde uden selv at tale 90 procent af tiden. Det er sådan nogle ting, hvor man kan starte med at kigge indad," uddyber hun og tilføjer:

"Men det er en kamp i den forstand, at nogen skal træde til side for at give plads til andre. Der er nogle, der skal give noget taletid fra sig. Nogle mænd, der ikke skal være direktører, hvis der er flere kvinder, der skal blive det."

Interviewet er ved at nå sin ende, men der er stadig et sidste spørgsmål, der presser sig på. Jeg er nemlig selv en del af nogle vennegrupper, hvor den grænsesøgende – og overskridende – humor altid har været en stor del af fællesskabet. Og selv om jeg de seneste år har forsøgt at være meget opmærksom og skrue ned for det, kan jeg stadig falde i. Enten som den, der starter den hårde joke, eller som den, som griner af den. 

Jeg kan ikke lade være med at skamme mig en smule. Skal jeg det? Skal vi mænd skamme os?

"Nej, det synes jeg ikke, at du skal. Det er meget, meget vigtigt, at det her ikke kommer til at handle om at være fejlfri. Det skal ikke være sådan, at man aldrig nogensinde igen må komme til at fyre en upassende joke af, for det har jeg da ved Gud også selv gjort, særligt da jeg var yngre," siger Pernille Skipper og fortsætter:

"Jeg er ikke perfekt. Det er der ingen, der er. Vi lærer alle sammen hele tiden. Så nej, jeg synes bestemt ikke, at mænd skal sidde og skamme sig. De skal bare ændre sig. Det er det vigtigste, de kan gøre, og det er også det vigtigste, jeg selv har gjort."

'Jeg har haft lyst til at sige det til mange før dig... REND MIG' udgives af Politikens forlag og udkommer mandag 18. september.