Pia Kjærsgaard: Jeg får kuldegysninger, når jeg tænker på embedsværkets magt
KRONIK: En stor del af magten er reelt placeret hos embedsmænd. Folketingets partier og medlemmer må vågne op og overveje, hvordan de får magten tilbage til de folkevalgte, skriver Pia Kjærsgaard, der har læst den nye bog 'Når embedsmænd lovgiver'.
Af Pia Kjærsgaard (DF)
MF, fhv. formand for Folketinget
I 2018 tog præsidiet under min ledelse initiativ til en undersøgelse af, hvordan det står til med magtfordelingen mellem Folketingets medlemmer på den ene side og ministrene/regeringen og embedsmændene på den anden.
Der var gået noget tid siden udgivelsen af den store magtudredning i begyndelsen af nullerne, og det stod klart, at der var et behov for en analyse af hele den meget komplicerede lovgivningsproces i Danmark – en proces, som er tiltaget i kompleksitet, og hvor mange arbejdsgange er skjulte for ikke blot den almindelige dansker, men såmænd også de folkevalgte politikere.
Resultatet er bogen 'Når embedsmænd lovgiver' af de fire professorer Jørgen Grønnegård Christensen, Jørgen Albæk Jensen, Peter Bjerre Mortensen og Helene Helboe Pedersen. I bogen, der netop er udkommet, analyseres ikke blot selve lovgivningsprocessen, men også processen omkring de mange bemyndigelser, som vi lovgivere har tillid til er i gode hænder hos ministerier og styrelser.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected].
Og den tillid er der i høj grad brug for, hvis man ser på tallene: I 1990 indeholdt lovene omkring 900 bemyndigelser til ministre, et antal, der i 2018 voksede til 1.400. Det gælder i de tilfælde, hvor man i lovgivningen overlader reguleringen til en styrelse, og hvor antallet er steget fra 550 i 1990 til 1.800 i 2018.
Ubekymrede partier
Naturligvis varierer antallet af bemyndigelser i forhold til, hvilket lovgivningsområde der er tale om. På områder med stor offentlig årvågenhed – som for eksempel folkeskolen eller straffeloven – er der en klar tendens til, at politikerne følger området meget tæt, mens interessen på andre områder er yderst begrænset.
Faren bliver bestemt ikke mindre set i lyset af den seneste udvikling efter valget, hvor den socialdemokratiske regering har formaliseret og forstærket den politiske magt blandt embedsmænd.
Pia Kjærsgaard
Men problemet er, at der også er store samfundsinteresser på spil, når det handler om miljølovgivning eller arbejdsmarkedspolitik, hvor antallet af bemyndigelser er højere. Men hvorfor er det blevet sådan?
Årsagerne er mange: For eksempel en kraftig forøgelse af kompleksitet og hensynet til EU-direktiver, som omfatter snart alle aspekter af lovgivningen. I samme tidsrum er antallet af politikere i Folketinget ikke øget, men er fortsat 179, hvilket af forskerne opgøres til 179 årsværk, og det er ikke alene disse politikeres opgave at lovgive, men ligeledes at kontrollere, at lovene føres ud i livet som ønsket.
Forskerne peger på, at selv om vi i præsidiet har været bekymrede, så er det tilsyneladende ikke en bekymring, der gør sig gældende blandt Folketingets partier og medlemmer.
Men det burde den nu nok – for det handler om kontrollen med, at lovgivningen nu også bliver gennemført i overensstemmelse med de ønsker, som et flertal i Folketinget har. Det handler om gennemsigtighed i beslutningsprocessen.
Det handler kort sagt om demokratisk kontrol med arbejdet med de mange bemyndigelser, som gives til ministerier og styrelser.
Den socialdemokratiske fare
Det er på tide, at vi igen får en debat om den magt, vi som folkevalgte uddelegerer til ministrene og embedsmændene i ministerierne. Det er nemlig i sidste ende vores ansvar over for vælgerne i Danmark.
Selvom bogen ikke lader alarmklokkerne bimle og bamle, giver den anledning til bekymring. Ja, faktisk får jeg kuldegysninger ved tanken om, at en stor del af magten reelt er placeret hos ikke-folkevalgte embedsmænd.
Og faren bliver bestemt ikke mindre set i lyset af den seneste udvikling efter valget, hvor den socialdemokratiske regering har formaliseret og forstærket den politiske magt blandt embedsmænd. Den tidligere pressechef i Finansministeriet Sigga Nolsø satte ord på problemet, da hun i forbindelse med sin opsigelse udtalte, at det er en ”svær stilling, hvis man ikke er professionel socialdemokrat”.
Problemet falder måske ikke præcist inden for rammen af bogen, men det er udtryk for en uigennemskuelig sammenblanding af politik og forvaltning, der virker som en rambuk mod de embedsmænd, vi i overensstemmelse med dansk forvaltningstradition forventer er politisk neutrale.
Hvis regeringen ønsker politisk udpegede embedsmænd som eksempelvis i USA, er den velkommen til at foreslå dette. Altså enten-eller – men en magtfuld socialdemokratisk partisoldat som Martin Rossen skal ikke indrømmes beføjelser til at bestemme over embedsmænd i ministerierne.
Vi må insistere på, at tingene holdes adskilt. Det er muligt, at Socialdemokratiets strategi er udtryk for et ønske om et opgør med embedsmændenes magt. Men det er ikke den rette måde at gøre det på – og Folketingets partier har ingen interesse i, at der sker en magtforskydning fra embedsmændene til en regering fra et bestemt parti.
Partier og medlemmer skal vågne op
I stedet skal Folketingets partier og medlemmer vågne op og spørge sig selv, om de føler, at de har kontrol med lovgivningen, og om de er besiddelse af de fornødne muskler. Og herefter overveje, hvordan de får denne magt tilbage.
Her leverer de fire forskere bag 'Når embedsmænd lovgiver' heldigvis en række gode anbefalinger i bogens sidste del. Behandlingen af de fleste lidelser indebærer som et første skridt som regel, at patienten selv indser, at noget er galt. Her vil en målrettet debat forhåbentlig åbne øjnene på partierne og medlemmerne. Vi er ikke valgt til at kigge ud i den blå luft. Vi er valgt til at varetage danskernes interesser.
Næste skridt kunne være at følge forskernes anbefaling af en udvidet åbenhed om brugen af bemyndigelser og at ”kræve alle udkast til bekendtgørelser offentliggjort på høringsportalen sammen med høringssvar og et høringsnotat, hvor ministeriet/styrelsen udførligt forholder sig til høringssvarene”. Det vil sikre de folkevalgte et bedre indblik i maskinrummet og gøre det lettere at overskue processerne.
Forskerne peger ligeledes på, at Folketinget kan forpligte ministrene til for de enkelte stående udvalg at fremlægge en udførlig plan for implementeringen af nye love.
Jeg siger ikke, at det bliver et nemt arbejde. Det kræver som allerede nævnt først og fremmest, at alle partier og medlemmer anerkender, at der et problem med de mange bemyndigelser, og at der eksisterer et bredt ønske om, at Folketinget i langt højere grad tager magten tilbage – eller i det mindste får lettere ved at gennemskue lovgivningsprocessen. Desværre er det ikke min opfattelse, at dette ønske findes hos regeringen, der i stedet er gået i gang med at skabe en administration i deres eget socialdemokratiske billede. Hvis det virkelig er ønsket, så må regeringen melde det klart ud – for så får vi et amerikansk system.
Mit inderlige ønske er, at vi bevarer den danske tradition for neutrale embedsmænd, men at kontrollen med magten og lovgivningen i langt højere grad gives tilbage til de folkevalgte.