Pia Olsen Dyhr vil veksle stærke målinger til mandater

Forvandlingen beskriver SF’erne selv med disse ord i indbydelsen til receptionen: "SF er i dag et parti i fremgang og præget af håb for fremtiden. Det er helt anderledes end i 2014, da Pia Olsen Dyhr påtog sig formandshvervet".

Af samme grund er det en bedrift, at det i løbet af et årti er lykkedes for Pia Olsen Dyhr at rette partiet op

Thomas Larsen
Politisk kommentator

Ja, det tør svagt antydes. Dengang var SF banket så hårdt i gulvet efter det mislykkede regeringsprojekt med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, at det nærmede sig et regulært politisk knockout.

I de værste målinger lå SF tæt på spærregrænsen, medlemmerne flygtede, og i folketingsgruppen var stemningen giftig.

Af samme grund er det en bedrift, at det i løbet af et årti er lykkedes for Pia Olsen Dyhr at rette partiet op i en grad, så det nu i målinger får støtte fra 13-14-15 procent af danskerne. Det er også et parti, der har fået genskabt en stærk partiorganisation, og som råder over en harmonisk folketingsgruppe med både talent og erfaring.

Nok så bemærkelsesværdigt har Pia Olsen Dyhr hele vejen igennem insisteret på, at SF skal have vilje og evne til at bære ansvar, ultimativt i regering, og hun har på vigtige områder drejet partiet ind på positioner, som tidligere ville have anfægtet mange SF’ere.

Ved siden af partiets klassiske mærkesager og krav om at ville bruge flere penge på velfærd, styrke børn og unges vilkår, kæmpe for den grønne omstilling og passe på miljøet, har SF skærpet kursen i udlændingepolitikken og forsvarspolitikken.

Det begyndte allerede med forgængeren Villy Søvndals besked til Hitz-ut-Tahrir, som i klar tekst fik at vide, at de kunne skride ad helvede til.

Men under Dyhrs lederskab er SF’s kamp mod udemokratiske kræfter i visse indvandrermiljøer blevet mere omfattende, ligesom partiet går hårdt i rette med social kontrol af kvinder i patriarkalske indvandrermiljøer.

I de sidste ti år har hun konsekvent fastholdt, at SF skal søge indflydelsen og ikke hængekøjen

Thomas Larsen
Politisk kommentator

I begge tilfælde er det lykkedes at bygge en bro, som betyder, at SF’s kendte og indarbejdede modstand mod religiøs dogmatisme og manglende ligestilling også kan bruges til en målrettet kamp mod islamisk fundamentalisme og undertrykkelse af kvinder i indvandrermiljøer.

På det seneste har SF også kæmpet imod vedtagelsen af koranloven, ligesom partiet skarpt har fordømt den islamistiske terrororganisation, Hamas.  

I sikkerheds- og forsvarspolitikken har Dyhr været med til at skabe grundlaget for den massive oprustning af dansk forsvar, som skal gennemføres. Hun gik med i Det Nationale Kompromis om Danmarks sikkerhedspolitik efter Ruslands angreb mod Ukraine, og hun var med til at sikre, at et flertal af danskerne kort efter sagde ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet.

I de sidste ti år har hun konsekvent fastholdt, at SF skal søge indflydelsen og ikke hængekøjen, og hun har fra første færd gjort det klart, at hun gerne vil have SF i regering igen.

Selv om deltagelsen i Thorning-regeringen blev en fiasko, oplevede Pia Olsen Dyhr som handels- og investeringsminister og senere som transportminister, hvor stor indflydelse, der ligger i at have regeringsmagten, og den erkendelse har hun ikke glemt.

Men hun ved også, at regeringsgrundlaget skal være i orden. Det lærte SF på den hårde måde i det sorte tårn på Amager efter valget i 2011, da den radikale leder Margrethe Vestager udraderede SF’s mærkesager og gav partiet den værst tænkelige start på regeringstiden.

På den korte bane er blikket rettet mod valget til Europa Parlamentet i forsommeren

Thomas Larsen
Politisk kommentator

Den lektie har Dyhr ikke glemt, og det blev en afgørende grund til, at hun afholdt sig fra at træde ind i den nuværende flertalsregering efter valget i 2022. Og set i lyset af, hvor svært SVM-regeringen har haft det, har Dyhr aldrig fortrudt sin beslutning.

Det gør stadig ondt på SF’erne, at Mette Frederiksen valgte at gå over midten til Moderaterne og Venstre. Men uden at være bundet af at sidde i regering udnytter SF til gengæld sin nuværende position til at vokse som parti og forsøge at få de mange skuffede S-vælgere til at føle sig så godt hjemme i SF, at de beslutter sig for at blive permanent.

På den korte bane er blikket rettet mod valget til Europa-Parlamentet i forsommeren, hvor det unge EP-medlem Kira Marie Peter-Hansen er spidskandidat, men hvor et bemærkelsesværdigt comeback kan blive en realitet for den tidligere SF-formand, Villy Søvndal.

De to vil i høj grad komme i centrum, men man vil også se Pia Olsen Dyhr stemple ind. Dels har hun et sikkert greb om de temaer, som vil fylde i valgkampen – det vil blandt andet sige klimapolitikken og den grønne omstilling samt den stigende migration og de sikkerhedspolitiske udfordringer for Europa. Dels har hun på ti år oparbejdet en så stor popularitet og gennemslagskraft, at hun kan flytte stemmer til SF.

Målet er at vælgermaksimere, som det hedder på Borgen. Eller sagt mere mundret: SF skal være så stort og stærkt som muligt, inden næste folketingsvalg - måske - kan åbne porten til regeringsmagten.