Sidste gang, Socialdemokratiet prøvede at opdrage danskerne, var dengang, Dan Jørgensen prøvede at få dem til at droppe spaghetti med kødsovs

FEATURE: Socialdemokratiets skilsmisse fra Radikale Venstre handler om mere end udlændinge. Det er et idépolitisk opgør med årtiers værdifællesskab med det kulturelle borgerskab. Et opgør, der skal bane vejen tilbage til lønmodtagerne.

Anders Redder

Sent på valgaftenen for snart 21 år siden, i marts 1998, gik Poul Nyrup Rasmussen (S) sin berømte sejrsgang op ad trapperne og ind i Landstingssalen på Christiansborg, hvor resten af partiet ventede på ham. Han havde netop vundet en uhyre smal – overraskende og næsten mirakuløs – sejr. Stemningen var elektrisk.

Midt i takketalen kiggede han pludselig op, så sig omkring og holdt en kort pause. En indskydelse havde meldt sig midt i euforien. "Tak til vores kulturliv, vores kunstnere," sagde Nyrup og rakte efterfølgende højre hånd i vejret med de senere så berømte fire udstrakte fingre og tommelfingeren krøllet ind mod håndfladen.

Salen brød ud i jubel. Four more years.

Det var ikke tomme taksigelser, Poul Nyrup Rasmussen kom med. Det var en oprigtig anerkendelse af den indsats, som en række prominente navne i kulturlivet havde ydet for at få ham genvalgt. Ugen inden indrykkede flere af datidens (og nogle af nutidens) største danske kunstnere en stor støtteannonce i dagbladene.

Den kreative klasse bestemmer selv, om de vil gå i dialog med Socialdemokratiet, hvis vi skulle vinde valget. Regeret bliver der alligevel.

Kaare Dybvad (S), boligordfører

Den var underskrevet af over 50 kunstnere, herunder filmmanden og digteren Jørgen Leth, forfatteren Vita Andersen og instruktøren Søren Kragh-Jacobsen, der opfordrede vælgerne til at stemme på Socialdemokratiet eller Radikale Venstre.

Når man tænker på, hvor tæt valget i 1998 var, kan man ikke udelukke, at annoncen kan have spillet en afgørende rolle.

Til gengæld kan man nok udelukke, at Mette Frederiksen kommer til at stoppe op i en mulig sejrstale ved det kommende valg for at takke kulturlivet, hvis hun, som det ser ud nu, bliver landets næste statsminister. Det indrømmer folketingsmedlemmer fra Socialdemokratiet åbent.

"En tak til kunstnerne er meget, meget svær at forestille sig, hvis Socialdemokratiet vinder valget til foråret," som Kaare Dybvad, socialdemokratisk boligordfører, siger til Altinget.

På den måde er Nyrups tak til kunstnerne også en gravskrift. Over samarbejdet med De Radikale og med den samfundsstrømning, der går under navnet kulturradikalismen, og som Socialdemokratiet iblandede den mørtel, man i efterkrigstiden brugte til at rejse velfærdsbygningen Danmark. Og på den måde kan det også blive anledningen til at forstå, hvorfor det brud med netop De Radikale, som Mette Frederiksen foretog sidste sommer, er dybere end udlændingepolitiske spørgsmål.

Spørgsmålet er så, hvor det opgør efterlader Socialdemokratiet, og i samme åndedrag, hvad partiets kulturpolitik så går ud på nu?

Har ikke kunnet genkende S
Når Kaare Dybvad genhører Nyrups tak til kunstnerne, er den et stillbillede på en tid, hvor Socialdemokratiet og det, han og med mange andre den amerikanske sociolog Richard Florida benævner "den kreative klasse", sammen talte globaliseringen, indvandringen og videnssamfundet op. Den tid bør være forbi, mener han.

"Tilslutningen til det, vi kan kalde den kreative klasses værdier, har gjort, at man ikke altid har kunnet genkende Socialdemokratiet. Vi er et parti for den brede arbejder- og lønmodtagerklasse. Vores politik skal være god for samfundet som helhed, men vi må aldrig glemme vores rødder," siger Kaare Dybvad.

Han er en af flere socialdemokrater og kendere af partiet, der ser bruddet med Radikale i forsommeren 2018 som andet og mere end et opgør centreret omkring udlændingepolitik og bitterhed fra sidst, hvor de to partier sad i regering. For ham handler det også om to forskellige verdenssyn, der ikke alene er blevet længere imellem, men som på afgørende punkter står i modsætning til hinanden.

Samme udlægning kommer fra Rune Lykkeberg, chefredaktør på Information og forfatter til bogen Kampen om sandhederne fra 2008, som netop afdækkede kulturradikalismens storhed og fald.

"Socialdemokratiet har i årtier været splittet i et selvopgør. Skal man holde med arbejderen mod den kulturelle overklasse eller holde med den kulturelle overklasse mod de fremmedfjendske og Dansk Folkeparti? Det er efterhånden tydeligt at se, hvor de har placeret sig," siger han.

Omdrejningspunktet for Socialdemokratiets valg af side finder man i høj grad små fire år efter Nyrups taksigelse til kunstnerne. I november 2001 tordnede Anders Fogh Rasmussens VK-alliance ind på Slotsholmen på ryggen af et vælgerskred af historiske dimensioner; arbejderne havde forladt deres gamle parti uden så meget som en enkelt rød rose som farvel.

Fogh fandt arbejderne
Socialdemokratiets bånd til fagbevægelsen var stadig tætte i 1998, og arbejderne stemte stadig socialdemokratisk – 42 procent af vælgerne med faglært og ufaglært baggrund satte kryds ved Nyrups liste A. Det var ikke en manifestation sammenlignet med tidligere, men nok til, at partiet ved valget blev det klart største blandt arbejdere.

Herefter gik det galt.

Ved valget fik Anders Fogh Rasmussens Venstre 32 procent af deres stemmer og blev landets største arbejderparti. Samtidig tog Dansk Folkeparti et vælgermæssigt kvantespring og fordoblede sit antal af arbejderstemmer. For første gang i danmarkshistorien stemte flere håndværkere, smede, industriarbejdere og butiksansatte – helt almindelige lønmodtagere – på de borgerlige partier frem for rød blok.

Socialdemokratiet tabte ikke bare et valg i 2001. De tabte en klasse, de havde opfattet som deres.

Ifølge Rune Lykkeberg vandt Venstre blandt andet arbejdernes gunst ved hjælp af en genistreg af Anders Fogh Rasmussen, der afmonterede den fordelingspolitiske klassekamp for i stedet af tale dunder mod kulturel ulighed. Venstreformanden skældte ud på meningsdannerne og storbyakademikerne, på den humanistiske udlændingepolitik og velfærdsstatens elite, der praktiserede skatteyderbetalt smagsdommeri. Kort sagt alle dem, som Kaare Dybvad placerer i den kreative klasse.

"Valget i 2001 var en disruptiv og meget voldsom begivenhed. Det skabte en reorientering i hele det politiske landskab, hvor Fogh vandt ved at overtage venstrefløjens sprog og love at frigøre de undertrykte – arbejder- og middelklassen – fra undertrykkerne i den kulturelle elite. At han vinder på den fortælling er et chok for Socialdemokratiet," forklarer Lykkeberg.

Billedtekst: Sammen var Anders Fogh Rasmussen (V) og Pia Kjærsgaard (DF) en næsten uovervindelig duo for Socialdemokratiet op gennem nullerne.

Udlændinge, men ikke kun udlændinge
Udlændingepolitikken er det oplagte og mest botaniserede eksempel på, at Socialdemokratiet de senere år har rykket sig tættere på de bekymringer, der optager partiets kernevælgere, i forsøget på at erobre blå Bjarne, den arketypiske arbejdervælger fra provinsen, tilbage.

Men ifølge Lars Olsen – forfatter til en række meget roste bøger om økonomisk og uddannelsesmæssig ulighed i Danmark og en engageret iagttager af Socialdemokratiet gennem årtier – handler partiets krise ikke kun om udlændinge.

"Udlændingepolitikken spiller en stor rolle, men kan ikke forklare det alene. Der har i årtier været en bredere følelse af, at man ikke kan genkende Socialdemokratiet, som det var engang. Af at Socialdemokratiet er blevet et parti for de bedrestillede grupper. Den fortælling er blevet næret af reformerne og den økonomiske politik under Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon. Men jeg mener også, at den har rod i partiets uddannelsespolitik," siger Lars Olsen.

"I 1990'erne og 00'erne prioriterede Socialdemokratiet det akademiske og videnssamfundet højere end erhvervsuddannelserne. Selv i folkeskolen har man talt om ansvar for egen læring og om at skabe selvrealiserende, kritiske individer som det bærende for undervisningen. Nok er det velmenende, men det er altså noget, der vender den tunge ende nedad og rammer socialt skævt," uddyber han.

Frederik Vad Nielsen, formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, er enig.

"I alt for mange år har vi ført en uddannelsespolitik, som passer storbyboere og den kreative klasse godt. Vi har sagt, at produktionssamfundet er dødt, og at vi alle sammen skal leve af viden og af at tænke tanker, være kreative eller servicere hinanden. Der er blevet skåret på erhvervsuddannelserne og brugt penge på universiteterne med det resultat, at vi kommer til at mangle mellem 70.000-100.000 faglærte i de næste 10-15 år. Vi har været med til at føre en politik, hvor vi fortalte folk, at mennesker med en lang videregående uddannelse var mere værd end faglærte. Men vi glemmer, at langt de fleste mennesker i det her land går på arbejde for at få råd til at holde fri – ikke som et selvrealiseringsprojekt," siger Frederik Vad Nielsen.

Han langer også ud efter Socialdemokratiets kulturpolitik, der ifølge DSU-formanden er blevet en "de facto-omfordeling fra almindelige til rige mennesker, så den kreative klasse og de kulturradikale kan hygge sig i nogle statsbetalte museer og institutioner. Det er en skævhed, som er meget problematisk."

Hvad burde I gøre i stedet?

"Bygge videre på de folkelige, kulturpolitiske sejre, vi fik op gennem det 20. århundrede. Man opførte sportshaller, sørgede for, at arbejderbørn kunne lære at spille på et musikinstrument, at lokale foreninger blev understøttet i selv de mindste flækker rundt i landet, og at børnene gennem folkeskolen kunne lære om kultur og kunst. I dag drukner hele debatten i Det Kongelige Teater og Statens Kunstfond, og det er ærgerligt," siger Frederik Vad Nielsen.

Han understreger dog, at moderpartiet under Mette Frederiksens ledelse er kommet på bedre tanker – i hvert fald på uddannelsespolitikken.

Et andet menneskesyn
Hvordan kunne Socialdemokratiet på områder som udlændinge og uddannelse ramme så skævt i forhold til de værdier og ønsker, som partiets fag- og ufaglærte kernevælgere har?

Ifølge Rune Lykkeberg skyldes det den symbiose, som Radikale Venstre og Socialdemokratiet indgik i under opbygningen af efterkrigstidens velfærdsstat.

Socialdemokraterne sad ved den økonomiske styrepind, mens Danmark gik fra at være et landbrugs- og industrisamfund til et velfærdssamfund. Og De Radikale stod klar med en livsfilosofi og en uddannelsespædagogik, som kunne integrere borgere i en helt anden virkelighed end den, de var vokset op i.

"Formlen er kulturradikalisme. Og det geniale ved den er, at det er en praksis. Det er en måde at opdrage børn på, være i parforhold på, dyrke sex på, lave moderne kunst på. Socialdemokratiet og Radikale Venstre skaber sammen en velfærdsstat, hvor eleven lærer at kritisere læreren, hvor borgeren lærer at kritisere myndighederne, og hvor kulturen er meget antiautoritær og antinationalistisk, fordi der i kulturradikalismen er en frygt for, at det småborgerlige og konforme vil degenerere til nazisme. Det er særligt Radikale, der praktiserer det livssyn, men det sætter selvfølgelig også sit præg på Socialdemokratiet," forklarer Rune Lykkeberg.

Frederik Vad Nielsen nikker og kritiserer.

"Kulturradikalismen har medvirket til, at vi i over tredive år har stirret os blinde på den kreative klasse, videnssamfundet og på den fatale idé om et velfungerende multikulturelt samfund. På de tre punkter har Socialdemokratiets samarbejde med Radikale været ødelæggende for vores forhold til almindelige lønmodtagere og unge faglærte."

Rune Lykkeberg sætter endda tidspunkt på, når han skal udpege tidehvervet fra kulturradikalisme til arbejderisme.

"Socialdemokratiets sidste forsøg på at opdrage og danne danskerne normativt og kulturradikalt var Dan Jørgensens opgør med spaghetti med kødsovs som danskernes foretrukne aftensmad. Det geniale var, at danskerne selv fik lov at vælge nationalretten og stemte på stegt flæsk med persillesovs. Dan Jørgensen fik altså noget, der var endnu værre," siger han med henvisning til den tidligere fødevareministers forsøg på at sætte danskernes spisevaner til debat i 2014.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Billedtekst: Hjemme hos kultur- og undervisningsminister Julius Bomholt (S), der omplantede det borgerlige dannelsesideal til socialdemokratisk muld.

Glem ikke sejrene
Tendensen mod, at lavindkomstgrupper søger mod højrefløjen, mens højtlønnede og særligt de højest uddannede søger mod venstrefløjen – altså en spejlvending af den socialdemokratiske kernefortælling – er påvist i en række vestlige demokratier. Senest i en omfattende forskningsartikel fra 2018 af den franske stjerneøkonom Thomas Piketty.

I Frankrig og Holland er de store, traditionelle socialist- og socialdemokratier så godt som udslettet, og i Tyskland ligger SPD på katastrofale 15-18 procent i meningsmålingerne.

Thomas Pikettys analyse spekulerer i centrum-venstres liberale udlændingepolitik og globalistiske verdenssyn som årsag til vælgerflugten.

Samme temaer nævnes hos Kaare Dybvad.

Men han advarer også om, at de danske socialdemokraters fejlplacering på udlændinge- og uddannelsesområdet ikke må få partiet til at glemme, at alliancen med de progressive og veluddannede også har medført sejre.

"Socialdemokratiet har haft fælles værdipolitiske mål med de kulturradikale og Radikale Venstre meget langt frem i danmarkshistorien. Vi har skabt ligestilling mellem kønnene, sikret den seksuelle frigørelse, afskaffet revselsesretten og ændret den måde, man opfatter børn på. Det kan vi være meget stolte af," påpeger han.

Også Rune Lykkeberg kalder det en fejlfortælling, hvis Socialdemokratiet udelukkende forfalder til at se alliancen med kulturradikalismen og Radikale Venstre som naiv humanisme, der må kastes bort i forsøget på at genvinde tabt terræn blandt arbejderne.

"Alliancen med Radikale er ikke en fiasko. Tværtimod. Den er fundamentet for moderne dansk kultur og en ufattelig succesfuld samfundsmodel. Tænk på, hvor paradoksalt det egentlig er, at opgøret kommer på udlændingeområdet. For hvad er det, at Socialdemokraterne – ja, i virkeligheden alle partier – kræver af de muslimer, der kommer hertil? De kræver, at muslimerne bliver kulturradikale og respekterer homoseksuelle, åndsfriheden, mangfoldigheden, det antiautoritære og ligestillingen. Socialdemokratiet skal forsvare det bedste i det bestående, men samtidig drive samfundet fremad. Det skal være et konservativt og progressivt parti på en og samme tid, og den balance har de svært ved at finde," siger Rune Lykkeberg.

Forsinket opbrud
I et stort interview fra december 2018 udtalte Mette Frederiksen til Altinget, at den socialdemokratiske tillidskrise begyndte for 20 år siden. Altså længe inden Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon med egne ord gik reformamok og omfavnede konkurrencestaten under sidste S-ledede regering.

Selve den socialdemokratiske identitet har været udfordret, lød det fra Mette Frederiksen i interviewet, og i den forstand kan det undre, at selvransagelsen først kommer nu.

"Det er sigende for Socialdemokratiets krise, at der ikke kom et stort selvopgør efter systemskiftet i 2001. Mogens Lykketoft og Helle Thorning-Schmidt stod for en vis strategisk reorientering, hvor der blev lavet lidt om på udlændinge- og uddannelsespolitikken. Det er først i de senere år, at jagten efter en ny politisk identitet for alvor er sat ind," siger Lars Olsen.

De mange nyudsprungne forfattere i den socialdemokratiske folketingsgruppe er det klareste eksempel på den idépolitiske grøde, som præger det gamle arbejderparti. Peter Hummelgaard, Mattias Tesfaye, Kaare Dybvad, Pernille Rosenkrantz-Theil, Ane Halsboe-Jørgensen, Henrik Sass Larsen og Dan Jørgensen har alle udgivet bøger inden for ganske få år.

Tankerne centrerer sig ofte om igen at gøre Socialdemokratiet til et bredt forankret lønmodtagerparti i økonomisk og kulturel forstand, og nogle af dem er et indirekte, men smertefuldt opgør med den politik, som partiet stod for i forrige regeringsperiode.

Et opgør, som ifølge Kaare Dybvad har været bydende nødvendigt i erkendelsen af, at 'den tredje vej' – en mere markedsorienteret og strategisk tilgang til socialdemokratisme med fokus på medianvælgernes interesser frem for arbejdernes – har spillet fallit og skadet den almindelige lønmodtagers tro på partiet.

"Den tredje vej-tankegangen var enormt populær i Socialdemokratiet omkring årtusindskiftet og kulminerede med valget af Helle Thorning-Schmidt som formand (i 2005, red.). Med den behøvede man ikke tage hensyn til arbejderklassen, fordi logikken var, at de alligevel ikke har andre steder at gå hen. Klassekampen var ophævet, og det gjaldt om ikke at tænke for meget over det ideologiske, men være en god og strategisk kommunikatør, der kunne få middelklassen i storbyerne over til os. Det har ikke ført noget godt med sig," siger Kaare Dybvad.

Er Socialdemokratiet i højere grad et arbejderparti i dag end under Helle Thorning-Schmidt?

"Ja, ingen tvivl om det. I objektiv forstand. Den nemme konstatering på det spørgsmål er, at meningsmålinger viser, at en større del af vores vælgere har faglært og ufaglært baggrund," siger Kaare Dybvad.

Dan Jørgensen, næstformand for Socialdemokratiets folketingsgruppe og medforfatter til partiets nyeste principprogram, 'Fælles om Danmark', fra 2017, afviser, at Helle Thorning-udgaven af Socialdemokratiet var på ideologiske afveje.

"Jeg vil ikke kalde nogle socialdemokrater mere ægte end andre," som han siger.

Men alligevel deler han diagnosen.

"Jeg er enig i, at de forskelle, der har været på os og Radikale Venstre, i den sidste regeringsperiode har været usynlige for dele af befolkningen, og at nogle af de knæfald, der blev skrevet ind i det forrige regeringsgrundlag, var uacceptable. Vi strakte os for langt for at få De Radikale med. Derfor er vi også i gang med at gøre status og reflektere selvkritisk over fortiden og udfolde vores visioner for fremtiden. Og jeg har svært ved at pege på et tidspunkt i Socialdemokratiets historie, hvor vi idepolitisk har stået så velkonsolideret, som vi gør nu. Både på grund af bøgerne fra folketingsgruppen, men også på grund af vores nye principprogram og de mange udspil, vi har præsenteret i opposition," siger Dan Jørgensen.

Han tilføjer, at det er en socialdemokratisk målsætning at blive det største arbejderparti ved næste valg, men advarer imod at lave skillelinjer:

"Vi er hverken arbejderister eller kulturradikale. Socialdemokratisme er og har i min optik altid en blanding af de to positioner. Vi tager helt almindelige mennesker, der står op hver dag og bruger deres hænder, alvorligt. Men derfor kan man stadig godt være interesseret i kunst og kultur."

Regeret bliver der alligevel
Og så er vi tilbage ved kunsterne og kulturlivet. Dem, som Poul Nyrup Rasmussen takkede få timer efter sidst afgivne stemme 11. marts 1998.

Ifølge Lars Olsen er navlestrengen til de intellektuelle forfattere, filmmagere og billedkunstnere godt på vej til at blive kappet som led i den selvbearbejdelse, partiet har været i gang med de senere år.

"Det har været en hård fødsel, for internt i partiet er der også grupper, som noget modvilligt går med på det her. Men hvis Socialdemokratiet igen skal være det store lønmodtagerparti, tror jeg, analysen i partiet er, at det kræver et opgør med den økonomiske politik, der blev ført under sidste regering, men også en anderledes tilgang til den kulturelle overklasse," siger han.

Retorisk er der milevidt mellem Nyrup og nu. Tag Henrik Sass Larsen, partiets magtfulde gruppeformand og chefstrateg, i en samtale med forhenværende Venstre-minister Søren Pind på TV 2 News i efteråret 2018.

"Jeg forstår ikke, hvorfor man har lagt kulturen så meget for had," siger Søren Pind.

"Jeg lægger ikke kultur for had. Vi er bare nogle, der ikke er opdraget med det i samme omfang som jer andre," svarer Sass Larsen.

Underforstået: Henrik Sass Larsen, arbejderdrengen fra Københavns Vestegn, har ikke brug for kulturlivet, fordi kulturlivet ikke har brug for ham. De er fra to forskellige verdener.

Kaare Dybvad opridser partiets forhold til kulturlivet således:

"Vi vil gerne inddrage kunstnere og kulturradikale, hvis de formår at sætte sig ind i den ramme, der for langt de fleste danskere kaldes hverdag," siger han.

Hvad betyder det?

"Olof Palme gav i 1960 de svenske kunstnere en mulighed for at bygge et nyt samfund op. Men, sagde Palme, det kræver, at I tager ud til forstæderne og ser det nye liv, der bliver levet i Sverige. På samme måde har de danske kunsterne i dag en mulighed for at blive en del af det socialdemokratiske projekt. Tag ud til de forstæder, der skyder op i hele Østjylland, hvor alle bor i parcelhus og har en trampolin i baghaven. Eller tag til Kalundborg, hvor 5.000 mennesker arbejder med at producere insulin på en fabrik. Problemet er, at mange ikke kan forestille sig, at der sker interessante ting andre steder end på Vesterbro."

På Socialdemokratiets hjemmeside kan man finde alenlange politikbeskrivelser og udspil om blandt andet udlændinge, sundhed og miljø. Trykker man på 'kultur', popper en lille tekst på blot 183 ord frem, hvoraf næsten halvdelen omhandler Danmarks Radio.

Det tyder ikke på at være et område, der prioriteres højt af Socialdemokratiet. Har man opgivet kulturpolitikken?

"Nej. Et vigtigt socialdemokratisk mål er fortsat at bryde den kulturelle klassearv, så alle børn – og alle borgere – får adgang til den rigdom, der er i kunsten og forskellige kulturudtryk," siger Mogens Jensen, partiets næstformand og kulturordfører.

Han afviser, at man har ladet sig bjergtage af den kulturradikale tilgang til kulturpolitik.

"Socialdemokratiet og socialdemokratiske kulturministre har ført kulturpolitik på eget værdigrundlag og med egen historisk baggrund og ikke bare tilsluttet sig kulturradikalismen, selvom der har været sammenfald og samarbejde. Men jeg kan generelt godt efterlyse, også i mit eget parti, en større generel forståelse for kulturpolitikkens betydning," siger Mogens Jensen.

Hvad angår kunsterne, kommer en forbrødring mellem dem og Socialdemokratiet næppe inden valget. Men den kommer måske efter, siger Kaare Dybvad og henviser til de legendariske Louisiana-dage i oktober 1960, hvor statsminister Viggo Kampmann (S) inviterede tidens fremmeste kunstnere og intellektuelle til lukket møde om åndsliv og politik på det nordsjællandske kunstmuseum.

Det var her hans berømte bemærkning – lidt truende, som den var – faldt om, at kunsterne skulle ud af elfenbenstårnet.

"Blot de kulturelt interesserede ville forlade deres kritiske stade og begynde at rådgive os på kærlig og forstående måde, ville meget være vundet. De kan naturligvis trække sig tilbage, men må være klar over, at regeret bliver der alligevel," lød det fra Viggo Kampmann.

"Jeg har det lidt på samme måde nu," siger Kaare Dybvad.

"Den kreative klasse bestemmer selv, om de vil gå i dialog med Socialdemokratiet, hvis vi skulle vinde valget. Regeret bliver der alligevel."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00