Socialdemokratiets krise er selvforskyldt – og den stikker dybere end minksagen

Med Socialdemokratiets uhyre ringe meningsmålinger ligger de, som de har redt. Det er selvforskyldt, men ikke på grund af minksagen. Nej, det er selvforskyldt, fordi de forlod den mest optimale position, man kunne have som et dansk parti.

Socialdemokratiets succes afhang nemlig af, at de som venstreorienteret parti tidligt havde lykkedes med at indoptage den højrepopulistiske strømning, som i flere lande, herunder USA og Storbritannien, var blevet et konservativt fænomen.

Forsvaret for den traditionelle middelklasses værdier, krydret med en foragt for eliten, har været den sejrrige vej at gå for de højreorienterede partier, efter den moderne venstrefløj de senere år har været mere optaget af individualisme, selvrealisering og frigørelse end fællesskab, dyder og traditionelle levemåder.

I Danmark gik Socialdemokratiet den anden vej end den øvrige venstrefløj. Som venstreorienteret parti valgte Socialdemokratiet at snuppe den politiske positionering som et traditionelt middelklasseparti med en populistisk skepsis for eliten - for øjnene af de borgerlige partier.

Socialdemokratiets beslutning om at afhænde sin politiske position var en af de mest katastrofale manøvre et parti har begået i nyere tid

Rasmus Ulstrup

Som konsekvens blev Jakob Ellemann-Jensen nødt til at gå kontra. Som modtræk gjorde han Venstre progressivt og storbyorienteret. Ja, sågar venstreorienteret i værdipolitikken. Inger Støjberg blev samtidig sat på plads og siden kylet ud.

I modsætning til andre lande blev det således i Danmark hos Socialdemokratiet, man kunne finde folkelighed og anerkendelse af den brede middelklasse udenfor storbyerne, og hos det store borgerlige parti Venstre, at man kunne finde en værdipolitik, der lå til venstre for midten.

Så længe den position blev fastholdt, var de borgerlige partier sat skakmat. Der var i meningsmålingerne de første tre år af Socialdemokratiets regeringsførelse ingen tegn på, at der var tilstrækkelig opbakning blandt borgerlige vælgere til Venstres nye linje.

Derimod var der masser af opbakning til Socialdemokratiets linje blandt borgerlige centrumvælgere – dem der tidligere havde stemt DF eller på Inger Støjberg-fløjen hos Venstre.

Men med det dårlige kommunalvalg i København for Socialdemokratiet valgte Mette Frederiksen alligevel at skifte politisk linje. Hun ville have fat i storbyvælgerne og håbede på, at en fusion af to modsatrettede trends, nemlig elitekritik af populismen og populistisk kritik af eliten, kunne være muligt.

Det kunne det sjovt nok ikke, eftersom populismen drives frem af en identitetskrise blandt den store andel af traditionelle mennesker, der opfatter eliten som nogle, der har tilranet sig sin position og midler på deres bekostning.

Men hvad Socialdemokratiet især overså ved sin omlægning af sin politiske position, var at deres iver efter at blive så stort og bredt et parti, at det skulle kunne rumme alle, pludselig gjorde den populistiske position tilgængelig for et højreorienteret parti. Den position de så succesfuldt havde afholdt de borgerlige fra at indtage, blev pludselig afhændet.

Mens analysen nok har været, at Venstre ikke ville omlægge sin kurs og blive et bredt folkeligt parti igen, så stod der en politiker klar, som havde alle ingredienserne til at indtage den succesfuldt: Inger Støjberg.