Derfor er civilsamfundet i selvsving over Ukraine: Vi er handlesyge og selvmodsigende væsener

Ingen tiltror civile aktører ond vilje – hverken når det gælder private indsamlinger af unødvendige genstande eller forskellige grader af entusiasme over for forskellige grupper mennesker. Men hvorfor gør vi så, som vi gør? Altinget Civilsamfund er gået på opdagelse i den menneskelige natur – med forskellige sæt videnskabelige briller på.

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Gitte Skotby-Young Ballenstedt

Verden er gået i gult og blåt.

Hver morgen møder jeg på cykelturen på arbejde et syn, som på den ene side hurtigt er blevet almindeligt, og på den anden side er yderst udsædvanligt: Synet af det ukrainske flag fra vinduerne i lejlighed efter lejlighed på hele gadestrækninger, ved officielle bygninger, i forretninger, på reklamestandere og hvor det ellers er muligt at – undskyld - flage en sympati.

Jeg kan ikke huske, hvornår man i Danmark ellers har kunnet observere et andet lands flag så mange steder i det offentlige rum. Det skulle da lige være, hvis sympatien under en fodboldkamp har ligget tungt hos et land, der ikke var Danmark. 

At vise et flag er en afgrænset handling, som ikke i sig selv gør en forskel. Det er en symbolsk handling – og i tilfældet Ukraine står den symbolske handling ikke alene. 

Siden den russiske invasion af Ukraine har tv, aviser, sociale medier og mine egne fysiske omgivelser hver eneste dag budt på nye eksempler på civilsamfundets overvældende engagement i den ukrainsk-russiske krig. Så overvældende, at der en måned efter krigens udbrud har tegnet sig to tydelige mønstre:

1. Etablerede organisationer har måttet bede danskerne høfligt om en bestemt type engagement frem for andre: Der er brug for penge, ikke diverse indsamlede, brugte genstande.  

2. Den politiske debat om forskelsbehandling har forplantet sig til den civile sfære – er villigheden til at hjælpe ukrainere større end for andre flygtningegrupper?

Organisationerne har en opgave i at etablere nogle rammer for, at folk, som ønsker at gøre noget, har en mulighed, der ligger midt imellem torskerogn og Mobilepay. Det er synd, hvis viljen til at gøre en forskel bliver transformeret til ’send nogle penge

Andreas Roepstorff
Professor i hjerne- og kognitionsforskning og leder af Interacting Minds Centre

Så hvorfor har vi som mennesker tilsyneladende en stærk trang til at gøre noget, som umiddelbart virker irrationelt, når de professionelle - organisationerne tydeligt siger, det er bedre at sende penge? 

Og findes der videnskabelige forklaringer på det, som nogen kalder racisme og andre kalder forskelsbehandling?

Hvis du også har undret dig over de to spørgsmål, skal du blive ved med at læse.

Vi handler, altså er vi

Andreas Roepstorff er professor i hjerne- og kognitionsforskning og leder af Interacting Minds Centre på Aarhus Universitet. Hans faglige baggrund er både biologi og antropologi; han har en kandidatgrad i begge og PhD i det sidste.

Hans bud på en videnskabelig forklaring på, hvorfor så mange mennesker tilsyneladende vælger at overhøre organisationernes indtrængende bønner om at sende penge, ikke tøj, bamser, dyremad eller andet, vi i vores iver efter at hjælpe finder for godt at samle ind til de krigsramte ukrainere, kan opsummeres i tre ord:

”Liv er handlen.”

Den lidt længere forklaring tager blandt andet afsæt i den videnskabelige retning, der kaldes fænomenologi. Andreas Roepstorff henviser her til filosoffen Hanne de Jaegher, som er optaget af såkaldt Participatory sense-making. Oplevelsen af at kunne handle i verden fremfor passivt at lade verden ramme os, som han forklarer videre:

”Du kan sige, det afgørende er oplevelsen af at gøre en forskel – selvom det kan være, det får folk til at gøre noget, der reelt ikke hjælper så meget. Og at donere med Mobilepay giver bare ikke den samme oplevelse af at gøre noget, fordi du ikke omgående ser effekten af din handling” siger han.

Hjørnet af Abel Cathrinesgadegade og Victoriagade på Vesterbro i København.
Hjørnet af Abel Cathrinesgadegade og Victoriagade på Vesterbro i København. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Hvad ligger midt imellem MobilePay og torskerogn?

Andreas Roepstorff er ikke uforbeholdent enig i, at den ene type handling er bedre end den anden. Det tjener både et formål at sende torskerogn til krigsramte katte og at donere kontante beløb til etablerede organisationer. Men hver sit.

”Mobilepay opfylder et behov på den korte bane, men det, der umiddelbart virker uproduktivt, kan være med til at fastholde og anspore, at vi på den lange bane bliver ved med at gøre noget. Og her mener jeg, organisationerne har en opgave i at etablere nogle rammer for, at folk, som ønsker at gøre noget, har en mulighed, der ligger midt imellem torskerogn og Mobilepay. Det er synd, hvis viljen til at gøre en forskel bliver transformeret til ’send nogle penge,’ siger han.

Og hvis der er noget som helst godt at sige om den nuværende situation er det, at kriser bedre end noget andet tidspunkt er ideelle anledninger til at afsøge nye muligheder. Som den tværvidenskabelige professor bemærker, har corona-pandemien været en lang anledning til at afsøge muligheder for at tænke og gøre noget nyt.  

Det irrationelle kan give mening for den enkelte

Samtalen med Andreas Roepstorff får mig til at overveje, om jeg i virkeligheden er forkert på den, når jeg måske lidt vel hårdhændet afskriver visse handlinger som mindre rationelle end andre. Er det overhovedet meningsfuldt at tale om rationalitet i forbindelse med menneskers handlinger?

Claudia Welz er professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet. Hendes forskning tager blandt andet afsæt i muligheder, betingelser og grænser for menneskelig handling, eksempelvis i forbindelse med samvittighedsspørgsmål. Blandt hendes forskningsområder er eksistenstænkning, komplekse emotioner og selvbedrag.

Når vi kommer til at gøre noget, som nøgternt set ikke hjælper særlig meget, er det tit noget, vi gør imod følelsen af afmægtighed. Afmagt er noget, der er svært at holde ud.

Claudia Welz
Professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet

Claudia Welz, som også har en sundhedsfaglig uddannelse, er optaget af problemerne i forsøg på at give svar på eksistentielle spørgsmål såsom ’Hvorfor er der ondskab og lidelse i denne verden?’ Hun interesserer sig for forestillinger om frihed, ansvar og det gode liv, som leves ansigt til ansigt med alvorlig sygdom og død. 

Og Claudia Welz mener, at det ikke nødvendigvis er irrationelt at gøre noget, der for den enkelte føles meningsfuldt, men som udefra set ikke er den bedste løsning. Som for eksempel at køre en minibus til den polske grænse for at hente flygtninge fra Ukraine, selvom nødhjælpsorganisationerne har frabedt sig ukoordineret kørsel for at undgå kaotiske tilstande. 

”Vi mennesker kommer til at gøre både rationelle og irrationelle ting i løbet af vores liv. Men når vi kommer til at gøre noget, som nøgternt set ikke hjælper særlig meget, er det tit noget, vi gør imod følelsen af afmægtighed. Afmagt er noget, der er svært at holde ud,” siger hun og henviser til eksempler fra den traumeforskning, som er opstået i kølvandet på Holocaust og Vietnamkrigen.

Putins krig kan ikke forklares med rationalitet

Vi bruger, forklarer Claudia Welz, paradoksalt nok vores rationalitet til at begrunde vores (af og til) irrationelle handlinger. Og det kan, måske lidt overraskende, faktisk være ganske fornuftigt, i det mindste i nogle tilfælde.

”Et eksempel, som kan virke kontroversielt i mange sammenhænge, er når voldtægtsofre prøver at forklare overgrebet ved at spørge sig selv, om de selv kunne have gjort noget anderledes. Altså kunne de have taget noget andet tøj på eller i det hele taget ageret på en måde, så resultatet ville have været anderledes. Selvom den tankegang virker forkert på de fleste af os, handler det om selv at tage skylden og ansvaret på sig for at få kontrol over situationen. På den måde håndterer man også afmægtigheden. Det er en form for empowerment – at man tager sin handlekraft tilbage,” forklarer hun. 

Det, der er besynderligt, er, hvor hurtigt ukrainerne bliver set som ’os’ og russerne, som med enhver form for objektivitet ligner ukrainerne mere, end ukrainerne ligner os, pludselig bliver set som fjender.

Andreas Roepstorff
Professor i hjerne- og kognitionsforskning og leder af Interacting Minds Centre

Men kan man så slet ikke tale om, at handlinger er irrationelle, hvis de på den måde kan have en funktion for den enkelte?

”Jo, det kan man godt. Rationalitet skal også kobles til noget universelt, som giver mening for alle. Hvis ikke, kan det misbruges. For eksempel kunne man så retfærdiggøre Putins invasion af nabolandet med, at det giver mening for ham og dem, der har samme verdenssyn. Putin iscenesætter sig selv som offer for Nato. Mange gerningsmænd benytter sig af det psykologiske trick at fremstille sig selv som den, der bliver angrebet og derfor må forsvare sig selv. Men det er at vende tingene på hovedet,” siger Claudia Welz og uddyber:

”Man kan ikke sige, at der er tale om ’rationalitet’, så længe man lever i sin egen boble, uden at man interesserer sig for det almengyldige. Det kræver, at man kan kombinere forskellige globale perspektiver, så det ikke kun er den, der har magten, som bestemmer, hvad der gælder som ’sandt.’ Putin bruger vold for at udelukke alle holdninger, der modsiger hans eget verdenssyn. Men på den måde opfylder hans syn netop ikke de formelle krav til ’sandhed’ og ’rationalitet’.”

Det ukrainske flag vajer over Politikens hus på Rådhuspladsen i København.
Det ukrainske flag vajer over Politikens hus på Rådhuspladsen i København. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Flygtningebilleder appellerer til vores etik

Claudia Welz er enig med Andreas Roepstorff i, at det er grundmenneskeligt – og meget smukt – at ville gøre en forskel. Det er, siger hun, også en sund reaktion at ville fokusere på det, vi faktisk kan gøre, i stedet for fortvivlet at give op på forhånd. 

Som forklaring på den drift, henviser hun blandt andet til den danske filosof og teolog, K.E. Løgstrup og hans hovedværk Den etiske fordring fra 1956. 

"Alle mennesker deler erfaringen af at være konfronteret med en uafviselig appel, der kommer til os fra nødlidende medmennesker. Når vi så oplever, at vores medmennesker i Ukraine er i livsfare, er det kun naturligt, at vi gerne vil hjælpe så meget, vi overhovedet kan,” lyder hendes forklaring.

Der er ingen objektive grænser mellem ’os’ og ’dem.’ Nogle gange er ’os’ dem i Nordeuropa, som er protestantiske. Nogle gange er det svenskerne. Det, der er besynderligt, er, hvor hurtigt ukrainerne bliver set som ’os’ og russerne, som med enhver form for objektivitet ligner ukrainerne mere, end ukrainerne ligner os, pludselig bliver set som fjender

Andreas Roepstorff
Professor i hjerne- og kognitionsforskning og leder af Interacting Minds Centre

Og hvad er det så, der helt konkret appellerer til os lige her?

”Jamen, det er de billeder, vi hele tiden ser i medierne. Billeder af mennesker, der har mistet alt; mennesker, der er såret; mennesker, der græder. Men vi har set lignende billeder fra Syrien. De har også appelleret til os, og den etiske fordring har været tydelig nok – men vi har desværre ikke levet op til den i samme grad overfor de syriske flygtninge, som vi nu prøver overfor de ukrainske flygtninge.”

Så er mennesket grundlæggende et etisk væsen?

”Det afhænger af, hvordan man definerer ’det etiske’ – som også har at gøre med, hvor vi ser grænserne for vores mulighed for at påvirke verden. Her kan det være lidt provokerende at sige, at ansvar kommer før frihed – det betyder, at du altid allerede er ansvarlig, uanset om du vil tage ansvaret på dig eller ikke. Og at ansvaret også rummer noget større end vores egen handlen. Selvom det i Ukraine er Putin og hans militær, der slår mennesker ihjel, så er vi andre medansvarlige for det, hvis vi ikke stopper ham,” forklarer hun ved at henvise til den jødiske filosof Emmanuel Levinas. Han taler om et ’oprindeligt ansvar,' der overskrider vores handlingsradius.

Erindringen om Nazityskland 

Som et sidste led i forklaringen på, hvad der helt nøjagtigt trigger vores handletrang, har Claudia Welz en historisk pointe: Nemlig den kollektive erindring om Anden Verdenskrig, hvor det også var et land med stormagtsideologi, der startede en krig og sendte millioner mennesker på flugt, samtidig med trusler om at angribe flere lande og bruge et ’supervåben’ imod dem, hvis de blander sig. 

”Det er grotesk, at Putin vil ’afnazificere’ en regering, der ledes af en jøde, den ukrainske præsident Zelensky. Danmark er det land i verden, der i en enestående indsats procentuelt set kunne redde flest jødiske medborgere i 1940’erne, og den historie forpligter fortsat,” siger hun.

Den bemærkning er et godt afsæt til at hoppe videre til det andet spørgsmål – nemlig hvorfor det øjensynligt er flygtninge fra lige præcis Ukraine, som i den grad har formået at kalde på civilsamfundets samvittighed.  

Altså: Findes der videnskabelige forklaringer på det, som nogen kalder racisme og andre kalder forskelsbehandling? 

Dem, der ligner os mest, bliver let til fjender

På Interacting Minds Centre deler Andreas Roepstorff opfattelsen af, at de samme logikker, som gør sig gældende omkring de ukrainske flygtninge og vores ansporing til at hjælpe dem, ikke nødvendigvis har gjort sig (lige så gældende) for andre grupper af flygtninge. Men han har sværere ved at finde en biologisk eller antropologisk, entydig forklaring. 

”Er det beskæmmende? Ja, det er det, og i en grad, så man kan få en dårlig smag i munden. Men samtidig med, at man gør det, er det netop vigtigt at spørge, hvorfor det blev sådan. Og svaret er, desværre, at os-og-dem-skalaen er enormt tilfældig,” siger han og uddyber:

”Der er ingen objektive grænser mellem ’os’ og ’dem.’ Nogle gange er ’os’ dem i Nordeuropa, som er protestantiske. Nogle gange er svenskerne ’dem’, andre gange ’os’. Det, der er besynderligt, er, hvor hurtigt ukrainerne bliver set som ’os’ og russerne, som med enhver form for objektivitet ligner ukrainerne mere, end ukrainerne ligner os, pludselig bliver set som fjender.”

De, der forstår allerbedst, hvad det er, ukrainere bliver udsat for, er syrerne, der på egen krop har erfaret, hvordan det er at blive beskudt med ulovlige våben som klyngebomber

Claudia Welz
Professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet

Andreas Roepstorff tilføjer, at der ironisk nok kan være en tendens til, at man ’slår hårdere ned’ på dem, der ligner en selv mere, men som pludselig bliver ’anderledes’. Derfor har grænsedragninger ofte stærk symbolsk betydning.

”Der er mange lag af påvirkninger: Historisk kan vi måske genkende frygten for, at lille land med stærke naboer bliver angrebet. Samtidig er vi påvirkede af den politiske retorik om, hvem der er venner og fjender, så det ender med at blive en mærkelig cocktail af tilhørsforhold, globale overvejelser og aktuel konflikt, der sætter rammerne for, hvem der er os og hvem, der er dem,” siger han.

Debatten bør skabe selvransagelse 

I den verserende debat er aktørerne delt i flere lejre med hensyn til de oplevede forskelle i engagement. Der findes dem, der minder om, at der også fandtes og stadig findes et oprigtigt stort engagement for at hjælpe alle flygtninge (og som mener, at disse indsatser ikke bør underkendes) og der findes dem, der diplomatisk ytrer sig med vendinger som ’alle flygtninge har ret til det samme’. Og endelig findes der dem, som italesætter de oplevede forskelle som reel racisme og diskrimination.

Andreas Roepstorff forholder sig primært til, hvad der bør være konsekvensen af, at den debat overhovedet findes:

”Hver gang man på nogen måde trækker den grænse for, hvem der er dem, og hvem der er os, må man holde et spejl op foran sig selv. Man må spørge sig selv, hvorfor vi ikke reagerede på samme måde med syrerne. Om de i højere grad blev opfattet som noget, der var fjernt og langt fra os, selvom vi nu ved, at Syrien er ikke så langt fra Ukraine, som vi tror, og at det er de samme piloter, som bombede i Syrien, som nu bomber i Ukraine.  Vi kan ikke gøre noget ved det retrospektivt, men vi må kigge på det og stille spørgsmål. Og her bliver det måske lidt rørstrømsk, men den verden, hvor folk tager den følsomhed på sig, er den verden, jeg gerne vil være i.”

Selve krigen gennemhuller argument for forskelsbehandling

For Claudia Welz’ vedkommende har også hun holdninger til, hvordan virkeligheden burde være.

Hun drøfter forskellige argumenter, der ofte bruges for at retfærdiggøre det, man kunne kalde den politiske og juridiske forskelsbehandling af flygtninge. 

Og hun giver den måske mest udbredte forklaring, nemlig at de fleste ukrainske flygtninge er som os selv, hvide og kristne, et vægtigt modargument:

”Putins krig viser tydeligt, at argumentet ikke holder: Det, at nogen ligner os selv, betyder nemlig ikke nødvendigvis, at vi altid er tættere forbundne med vedkommende. Tværtimod. Selvom Putin betragter Ukraine som en del af det store ’hellige’ russiske rige, han vil (gen)opbygge, og selvom størstedelen af de russisktalende ukrainere er kristne, der ligesom Putin tilhører den russisk-ortodokse kirke, bringer han død og ødelæggelse over dem. De nærmeste naboer er dermed blevet til hans værste fjender,” pointerer Claudia Welz. 

Vi overser ligheder med syrerne

Hun mener sågar, at ”Putin har perverteret kristendommen og dermed provokeret en splittelse af den ortodokse kirke” og henviser til en bemærkelsesværdig erklæring fra 13. marts 2022, hvor førende ortodokse teologer i hele verden fordømmer Putins krig og megalomane ideologi, der betegnes som ”profoundly un-Orthodox, un-Christian and against humanity” 

Men tilbage til spørgsmålet – findes der en forklaring på forskelsbehandlingen på menneskeligt individniveau? Er det så simpelt, som en kilde sagde i tidligere artikel om det nyligt afviklede indsamlingsshow ”Det er en meget naturlig ting, at hvis nogen er i akut fare, så vil du altid redde dem, der står dig nærmest, først. Dine børn, din søster, din mor. Det er en naturlig psykologisk mekanisme, at man føler sig mere knyttet til noget end til andet?

Igen er Claudia Welz’ svar et 'både og':

”I udgangspunkt har vi mere sympati og empati for nogen, der ligner os i vores værdisæt. Og der er ingen tvivl om, at ukrainernes kamp handler om vores vestlige værdier. Men vi overser, at vi deler lige så meget med de syrere, der har kæmpet for demokrati, religions- og ytringsfrihed i Syrien, som med ukrainerne. Og hvorfor blev vi så ikke lige så bevæget af deres kamp om de samme værdier?” spørger hun retorisk, inden hun selv svarer:

”Ingen af os kan sige, at vi ikke vidste, hvad der foregik Syrien – det har været dækket af medierne i årevis. Men der også er noget, man ikke ønsker at vide. Og hvorfor ikke? Fordi det er svært at klare en så massiv overdosis af frygtelige billeder og nyheder,” siger hun og tilføjer:  

”Man leder sådan efter et lys i mørket. Og netop det findes i ukrainernes civilcourage og omverdenens gæstfrihed. Det er en selvforstærkende dynamik, nu hvor de europæiske lande, ja flertallet af alle lande i hele verden, endelig står sammen og gør det, man også burde have gjort overfor diktatoren i Syrien, med samme beslutsomhed.”

Forskelsbehandling er ukristent

Claudia Welz viderefører Andreas Roepstorffs sammenligning mellem syrere og ukrainere:

”De, der forstår allerbedst, hvad det er, ukrainere bliver udsat for, er syrerne, der på egen krop har erfaret, hvordan det er at blive beskudt med ulovlige våben som klyngebomber. Og det er syriske flygtninge, der fortæller os nu, hvad de har lært i krigen mod Assad og Putin” lyder det. 

Nogen endegyldig forklaring er det jo ikke. Konklusionen er, kunne man fristes til at sige, at der ikke findes en videnskabeligt funderet og i ordets reneste betydning god forklaring på forskelsbehandlingen. 

Claudia Welz er for sin del hoppet videre til konsekvensen af, at den forklaring ikke findes. For hende betyder det, at forskelsbehandlingen derfor ikke bør finde sted:

”Hvordan kan vi hjælpe ukrainerne med at forsvare vores alles frihed og en demokratisk og solidarisk verdensorden? Bestemt ikke ved at begrænse det almenmenneskelige til en lille kreds af særligt udvalgte, hvor vi byder en bestemt gruppe flygtninge velkommen ved at sende en anden gruppe tilbage til deres krigshærgede land. Den slags forskelsbehandling bliver direkte selvmodsigende. Hvis vi endelig vil påberåbe os den kristne tradition, så minder selvsamme tradition os om, at vi i denne verden allesammen er pilgrimme, som ikke har et sted, der består, men at vi alle må søge frem til det fredsrige, der skal komme (Hebræerbrevet 13,14),” siger hun.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Andreas Roepstorff

Institutleder og professor, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet, vicepræsident, Videnskabernes Selskab
cand.scient. i biologi (Aarhus Uni. 1995), cand.phil. i antropologi (Aarhus Uni. 1996), ph.d. i antropologi (Aarhus Uni. 2002)

Claudia Welz

Professor i Etik og Religionsfilosofi, Aarhus Universitet
cand.theol. (Tübingen Uni. 2003), ph.d. (Zürich 2007), Dr. Habil. (Zürich 2010)

0:000:00