De israelske NGO’er sender nødråb til Israels venner om at træde i karakter og redde landet væk fra afgrunden

Derfor hænger spørgsmålet om lige rettigheder i luften under hele vores tur og alle vores møder.

Hvad gør man med de millioner af palæstinensere, der ikke bare kan – eller vil - forlade deres hjem og tage flugten over Middelhavet? Hvad er planen på længere sigt?

Jeg stiller faktisk spørgsmålet under et møde i det israelske udenrigsministerium. Jeg formulerer mig så neutralt som muligt og spørger til best case scenario.

Men svaret udebliver. Til gengæld kan den ene talsmand godt formulere, hvad der sker, hvis man går efter én-statsløsningen med lige rettigheder for alle. Det vil betyde enden på Israel som en jødisk stat. Alene på grund af demografien.

Demokrati eller ny en nakba?

Men hvad er planen så? Svaret kommer til at hænge, for der er ikke noget svar.

Premierminister Benjamin Netanyahu er blevet kaldt to-statsløsningens bedemand af israelske kommentatorer, og i det israelske udenrigsministerium får vi bekræftet, at den nuværende regering kun ser én suveræn stat for sig.

Det efterlader reelt kun to muligheder, som prisvindende journalist og redaktør Gideon Levy skrev for nylig i Haaretz: "Enten én demokratisk stat” - underforstået med lige rettigheder for alle - “eller en ny 'nakba'” – det vil sige en fordrivelse af alle palæstinensere.

Den plan ligger ikke officielt, og derfor er det svært for embedsfolkene at svare på mit ellers ret enkle spørgsmål.

Der er til gengæld en plan for, hvordan Vestbredden skal bosættes, og den er i fuld gang og har været det i årtier.

Tænketanken Ofek monitorerer bosættelserne og kalder projektet for en "de-facto annektering". Officielt bruges ordet ikke helt endnu, fordi ingen lande som sagt må annektere stykker af andres lande ifølge international ret.

Det er præcis den orden, som den vestlige verden vil retsforfølge Vladimir Putin under på grund af Ukraine-invasionen.

Vesten "taler med to tunger"

I forhold til Israel gælder i praksis en anden politik end over for Rusland. Vesten er her nødt til at "tale med to tunger," for nu at citere en europæisk diplomat, vi møder på turen.

Europa og USA taler med to tunger i forhold til Israel, fortæller han, fordi man derved håber at kunne holde lidt fred. Eller fordi europæiske politikere er optaget af egne, kortsigtede dagsordner, som en anden seniordiplomat fra EU forklarer.

Med den massive militære tilstedeværelse, kontrol og undertrykkelse af palæstinensernes bevægelsesfrihed, der har varet i årevis, er det et mysterium, hvordan sikkerhedssituationen alligevel kunne være blevet så alarmerende, at det israelske militær så sig nødsaget til at gå åbent til angreb på en flygtningelejr i Jenin

Paula Larrain

Men det er "stupidt og idiotisk" mener diplomaten, der giver os analysen råt for usødet: Israels nuværende kurs leder kun et sted hen, nemlig i afgrunden.

Kanten til den afgrund ligger på Vestbredden og dér befinder vi os lige nu med Yehuda Shaul, der i sine terrængående sandaler viser os rundt i den infrastruktur, som holder palæstinenserne fysisk adskilt fra hinanden og uden rettigheder, mens bosætterne lever lige ved siden af med alle demokratiske rettigheder intakt.

Han er enig med de europæiske diplomater.

"Den kurs, Israel har lige nu, vil kun ende i flere blodusdgydelser."

Og de er allerede begyndt, som de israelske angreb i starten af juli viser.

Med den massive militære tilstedeværelse, kontrol og undertrykkelse af palæstinensernes bevægelsesfrihed, der har varet i årevis, er det et mysterium, hvordan sikkerhedssituationen alligevel kunne være blevet så alarmerende, at det israelske militær så sig nødsaget til at gå åbent til angreb på en flygtningelejr i Jenin.

Det var også et forebyggelsesangreb, en taktisk manøvre, lyder analysen i The Guardian.

Måske er det netop tegn på, at undertrykkelse gennem flere år ikke virker.

Som en af de europæisk diplomater slår fast: Israel skal i hvert fald ikke regne med, at Europa eller andre lande tager imod seks millioner palæstinensiske flygtninge på én gang.

Troen på fred mindskes

Så ja, hvad vil man gøre af palæstinenserne i sidste ende?

Det var også spørgsmålet før Oslo-aftalen fra 1995, hvor man nåede til enighed mellem Israel og dengang PLO om, at palæstinenserne havde ret til selvbestemmelse, og at man sammen ville indlede en proces, der skulle ende i en to-statsløsning: Ét Israel og ét Palæstina.

Det føles næsten omsonst at spørge ind til, om to-statsløsningen stadig lever, for de palæstinensiske områder er så ramponerede både fysisk og mentalt

Paula Larrain

Det ikoniske billede fra Washington med Yitzhak Rabin og Yassir Arafat, der giver hinanden hånden, mens Bill Clinton favner dem begge alfaderligt, gav verden nyt håb om fred i Mellemøsten.

Men så langt kom parterne aldrig.

Yitzhak Rabin blev myrdet to år efter af en israelsk ekstremist, og Det Palæstinensiske Selvstyre (PA) har endnu ikke kunnet flyve over korruption eller manglende samling af palæstinensiske fraktioner og fremstår i dag både udemokratisk og svækket.

Det føles næsten omsonst at spørge ind til, om to-statsløsningen stadig lever, for de palæstinensiske områder er så ramponerede både fysisk og mentalt, at man dårligt kan forestille sig et selvstændigt land rejse sig fra murbrokkerne.

Råb til udlandet om hjælp

Yehuda Shaul tror dog stadig på det, men lige her og nu handler hans arbejde mere om at råbe udlandet op i håb om, at Europa eller USA sætter en stopper for hans eget lands selvmordsmission.

"En god ven, lader ikke sin ven køre fuld hjem," som han formulerer det.

Han står langtfra alene med synspunktet i civilsamfundet, men langt de fleste israelere gider ikke længere at høre om de besatte områder og bader lystigt videre i Tel Avivs rene strande.

Altså hvis de er sekulære.

De ortodokse og ultraortodokse har en helt anden livsstil end de europæisksindede israelere, som man møder i Tel Aviv.

De velstående sekulære israelere vil enten bare have palæstinenserne under kontrol eller presset helt væk.

Efter mange årtier med terrortruslen hængende, forstår jeg personligt godt, at man forsøger at koncentrere sig om eget liv i stedet for at være optaget af den umulige situation kun en times kørsel fra deres hjem.

Begrænset rettigheder for palæstinenserne

Den israelske fredsfløj, som i 1990'erne var stor og magtfuld, er ved at dø ud. Måske døde den allerede, da Yitzhak Rabin blev myrdet, og ingen længere kunne holde styr på, hvad venstrefløjen egentlig ville.

Hvis du er palæstinenser og vil bygge et hus eller bare et skur, skal du søge om tilladelse, men svaret er for det meste nej, og det hus, du så bygger i ventetiden, bliver revet ned med bulldozer, når det bliver din tur

Paula Larrain

NGO’erne og dele af venstrefløjen, der mest består af palæstinensere med israelsk statsborgerskab, har derfor mest fokus på lige rettigheder.

Som palæstinenser på Vestbredden og i Østjerusalem har du ikke bevægelsesfrihed. Helt fysisk må du ikke bruge alle de veje, som israelerne bruger, men skal køre eller nogle gange kun gå af alternative veje, som kan være bygget under en israelsk motorvej eller bag ved store mure og hegn.

De store byer på Vestbredden er således afskåret fra hinanden. Det tager timer, hvis man skal på arbejde i en anden by eller i et israelskkontrolleret område, eller hvis man skal besøge familie.

Hvis du er palæstinenser og vil bygge et hus eller bare et skur, skal du søge om tilladelse, men svaret er for det meste nej, og det hus, du så bygger i ventetiden, bliver revet ned med bulldozer, når det bliver din tur.

Så bygger du måske et hus igen, som rives ned, og så igen. Og igen.

Sådan en familie besøger vi ved hjælp af en tidligere israelsk soldat, Ori Givati, som er talsmand for 'Breaking The Silence', og som viser rundt i byen Hebron og landområderne omkring.

Den palæstinensiske familie lever mellem murbrokker og skrøbelige vægge.

De byder os på den bedste frokost, man kan forestille sig - i alt hvad de har af beholdere inklusive en vaskebalje med tabuleh, mens faren, flankeret af bedstefaren, fortæller hvordan han og andre forsinker nedrivningen af deres huse ved at appellere til den israelske højesteret.

Fordi der stadig er et spinkelt håb om, at højesteret kan give dem lov til at beholde deres hus.

Og så er der vandet. Man kan kende forskel på bosætterhuse og palæstinensiske huse ved at kigge på tagene.

Bosætterne har fine røde tagsten, palæstinensernes tage har vandbeholdere på sig. Sorte og hvide tanke, der skal opbevare det vand, som palæstinensere har adgang til kun to gange om ugen.

Nogle gange bygger de sig en brønd, for de skal også leve af landbrug, men den kan blive dømt forbudt, og så bliver den nedlagt. En gang for nogle år siden, kørte militæret en hel bil ind i en brønd for at standse en landsbys vandforsyning.

"Israel dør, hvis vi fortsætter sådan her"

På Vestbredden har vores guide følelserne siddende helt ude på tøjet. Ori Givati taler som et vandfald i timevis.

Som Yehuda Shaul er han optaget af den uretfærdighed og forskelsbehandling, han møder dagligt på sine rundture, og han er heller ikke i tvivl om, at kursen ender blindt og galt.

Jeg vil en bedre fremtid for Israel. Det er derfor, jeg viser rundt her. Ingen kan fortælle mig, hvordan der ser ud på Vestbredden, og hvad Israel gør her, for jeg har været her. Både som soldat og som observatør

Ori Givati
talsmand, Breaking The Silence

Han tager os med til den del af Hebron, som for år tilbage var et handelsstrøg med butikker og en masse liv. I dag er her mennesketomt. En spøgelsesby med svært bevæbnede israelske soldater, der skal se vores papirer igen og igen.

Vi har skam lov at være der, men er ikke velkomne. Det sker ind i mellem, at en bosætter angriber sådan et hold nysgerrige udlændinge, får vi at vide, men det er som regel guiden, de går efter.

"Det er er voldeligt sted. Vold er resultatet af det militærdiktatur folk lever i, og soldaterne griber ikke ind, hvis det er bosættere, der udøver den," fortæller Ori Givati.

Hvor ofte det sker, og hvordan det sker, har han været med til at dokumentere i rapporten 'On Duty', der gennemgår vidneudsagn fra soldater i det israelske forsvar (IDF), som fortæller om bosætternes vold fra 2012-2020. Denne artikel om bosættervold har han netop skrevet til The Daily Beast

Jeg spørger, om det er sikkert at dele alle de ting, han siger til os, for jeg er ærlig talt rystet over, hvad jeg oplever, og han svarer:

"Ja, jeg har jo ytringsfrihed, jeg er israeler, og jo mere åbent, I fortæller om det her, jo sikrere kan jeg føle mig."

Hvad kan vi i Danmark gøre for at hjælpe?

"En god ven bør fortælle dig, når du gør noget helt forkert. Lige nu er hverken USA eller EU gode venner for os. Israel dør, hvis vi fortsætter sådan her," siger han og fortsætter:

"Jeg vil en bedre fremtid for Israel. Det er derfor, jeg viser rundt her. Ingen kan fortælle mig, hvordan der ser ud på Vestbredden, og hvad Israel gør her, for jeg har været her. Både som soldat og som observatør."

Han er modsat landsmændene, vi møder i udenrigsministeriet, optimistisk nok til at pege på en løsning.

"Lige rettigheder, uden tvivl. Det ER løsningen. Om det er i én, to eller en million stater, er underordnet, så længe vi har lige rettigheder."

Anholdelser uden rettegang

At der findes to sæt regler på Vestbredden afhængig af identitet, kan der ikke herske tvivl om, når man er der fysisk: hegne, mure, kontrolposter med bevæbnede vagter, forbudte veje, tilladte veje er det direkte, synlige bevis.

Det usynlige og langt mere indgribende for de civile overleveres gennem vidneforklaringer.

Yehuda Shaul beder vores chauffør om at gøre et ophold midt på eftermiddagen, et gudsforladt sted midt mellem skraldevogne og 35 graders intens eftermiddagsvarme.

Han vil vise os det militære fængsel, hvor hundreder af palæstinensere sidder fængslet lige nu. Uden rettergang.

Under den militære administration og ret, kan du som palæstinenser blive hentet i dit hjem eller på dit arbejde og buret inde på ubestemt tid uden at se en civil dommer.

Israel kalder det en administrativ tilbageholdelse. Den kan vare i årevis og går også ud over mindreårige.

Dokumentationen for disse anholdelser er omfattende. Lige nu er omkring 1.000 administrativt tilbageholdt. Af dem er 141 børn, skriver den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem.

Gaby Lasky er forsvarsadvokat, israeler, bosat i Tel Aviv og tidligere medlem af Knesset.

Hun fortæller os under en middag, hvordan 13-årige palæstinensiske drenge bliver hentet i deres hjem midt om natten, får bind for øjnene, sidder bagbundet gennem hele natten, mistænkt for at have kastet med sten. På Vestbredden er det forbudt at kaste med sten. Altså helt og aldeles, oplyser hun.

Man behøver ikke at kaste mod noget, men bare kaste en sten, så er det ulovligt, og du kan blive hentet for det. Og det bliver unge drenge jævnligt.

Hun forsvarer nogle af dem, men lige nu forsvarer hun mest de landsmænd, der bliver fængslet under de massive demonstrationer i Tel Aviv.

Kontrasten med Tel Avivs strande og rigdom er så slående, at den næsten gør en følelsesløs

Paula Larrain

Hun er begyndt at ryge igen, siger hun, da vi mødes udenfor efter hendes beretning om den juridiske situation i hendes land. Hun er godt klar over, at vi som danskere ikke kan gøre så meget, men vi kan jo gøre noget. Håber hun. Det er derfor hun bruger sin aften i vores selskab.

Oplevelserne sætter sig i kroppen

Det samme siger Sarit Michaeli, som vi møder i Tel Aviv. Vi er lige kommer ud af Gaza, gennem den vildeste grænseovergang til en stribe land, som ikke mange har adgang til udefra og endnu færre kan forlade.

Kontrasten med Tel Avivs strande og rigdom er så slående, at den næsten gør en følelsesløs.

Men Sarit Michaeli giver en opsang, der vækker sanserne. Vi fortæller, at vi er bekymrede for at tale højt om alt det, vi ser. Selv i Danmark, for der skal ikke meget til for, at vi bliver kaldt anti-semitter og terrorstøttere.

Hun er international talsmand for israelske B’Tselem, der dokumenterer overgrebene på Vestbredden.

"Det ved vi godt, og det er helt forkert. Jeg mener, at vi alle i øjeblikket bør være mere modige i, hvad vi siger og gør. Vi skal tale mere højt om det her. Vi gør det som israelere lige nu, og vi har brug for, at I også gør det,” siger Sarit Michaeli.

Som journalist er jeg heller ikke i tvivl om, hvad jeg skal, men som menneske har jeg mest lyst til at stikke af. Stikke hovedet i busken, gå på stranden og meditere på egen lykke.

Undertrykkelse af militære magter sidder i min krop. Jeg er ikke synligt bange på turen. Jeg føler mig tryg i Folkekirkens Nødhjælps delegation og med mit danske pas. I hvert fald i min bevidsthed.

Men min krop havde en anden besked til mig nogenlunde halvvejs.

I Ramallah brød den et kort øjeblik sammen og hyperventilerede. Som en påmindelse af, at frygten for fysisk overmagt bliver siddende i kroppen, når man får den ind som magtesløst barn i et diktatur.

Den 13-åriges frygt for overmagten, er noget jeg kender og forstår.

Vi havde lige været til møde med en palæstinensisk menneskerettighedsorganisation, der trodser frygten dagligt. Medarbejderne fortsætter deres arbejde på trods af den overhængende risiko for "administrativ tilbageholdelse".

Jeg hørte deres ord med mine ører, men min krop spejlede deres indestængte frygt og jeg begyndte at ryste allerede under mødet. Mine hænder frøs til is og jeg havde svært ved at få vejret.

Tårene triller over det israelske luftrum

Palæstinensernes nødråb er kendt af de fleste. Men det er som regel stenkasterne og terroristerne, udlandet hæfter sig ved.

Vi møder menneskerettighedsforekæmpere og kommunikationsfolk, som blot er kontorfolk og ligner det, de er: velklædte kontorfolk. De argumenterer og forklarer og krammer deres israelske venner ved gensyn.

Mit instinkt siger mig, at folk ikke lytter til de samme beskeder, hvis de kommer fra palæstinensiske NGO’er og derfor er det deres israelske kollegaer, jeg citerer.

Det føles absurd og skamfuldt, og jeg har udeladt mange ting – også hvad der blev sagt i udenrigsministeriet. Fordi selvom jeg har alle rettigheder i mit eget hjemland, så starter min selvcensur dér, hvor mine fortællinger kan skade andre.

Jeg føler en arbejdsmæssig forpligtelse over for demokrati og menneskerettigheder, som er hele grundlaget for mit fags eksistens og tilmed mit faglige speciale. Nu har jeg også en kropslig erfaring med Israel/Palæstina. Og jeg skal aldrig besøge landet igen

Paula Larrain

Derfor har denne artikel været den ubetinget sværeste for mig at skrive.

Hvis du stadig er med så langt, skal jeg fortælle dig, hvorfor jeg har brugt et par uger på at beskrive en flig af det, jeg oplevede i stedet for at holde sommerferie:

Jeg har en intellektuel viden om konflikten, som jeg professionelt har fulgt i tre årtier. Jeg har et følelsesmæssigt forhold til min kristne tro på menneskers ligeværd. Jeg føler en arbejdsmæssig forpligtelse over for demokrati og menneskerettigheder, som er hele grundlaget for mit fags eksistens og tilmed mit faglige speciale.

Nu har jeg også en kropslig erfaring med Israel/Palæstina. Og jeg skal aldrig besøge landet igen.

Jeg vender det fysiske territorium ryggen efter en ubehagelig afhøring i lufthavnen på vej tilbage til Danmark. I flyet med ansigtet klistret mod vinduet, på vej mod runway’en, slipper jeg kroppen fri og lader tårerne trille. De vælter faktisk ud.

Jeg tænker på Ben Gurion, Golda Meïr, Menachem Begin og Yitzhak Rabin fra dengang israelske ledere talte om fred og mente fred.

Jeg tænker på den rædselsfulde baggrund i Europa, der gjorde oprettelsen af Israel nødvendig.

Jeg tænker på mine israelske venner, der deltager i demonstrationerne i Tel Aviv, jeg tænker på Ori, Yehuda, Sarit og min ven, overrabbineren i København, som er vokset op her i Israel. Jeg tænker på Judith, Fini, Peter, Eva, Benjamin og alle mine mange andre jødiske venner, jeg tænker på venner, der i ungdommen var i Kibbutz.

Jeg græder ikke på grund af mit eget ubehag eller frygten for verbale overgreb, fordi jeg agter at skrive kritisk om Israel, når jeg kommer hjem.

Jeg græder for drømmen om et fredeligt Israel og for det mareridt, der stadig ligger forude.

Alting har en tid, som der står i Prædikerens Bog. Lige nu i flyet er det tid til at græde. Men en dag er det også en tid til at le og en tid til at glædes. Og en tid til fred.