Debat: Vi må smide fløjlshandskerne og sætte grænser for det grænseløse arbejdsliv

Af Ninna Thomsen
Direktør for Mødrehjælpen 

I Mødrehjælpen har vi taget fat både med de vigtige politikker, som tager hånd om de udfordringer, man kan stå i som medarbejder, og med en trivsels handlingsplan for at sikre ledelsens vedvarende fokus på arbejdsmiljø. Vi indgår i Dansk Erhvervs branchenetværk, hvor vi på vores næste møde skal vende hele HR-området med henblik på erfaringsudveksling og udvikling af vores organisation. Det giver god mening, at vi sammen bliver klogere på vores styrker og svagheder. For der er alt mulig grund til at sætte barren højt i NGO-sektoren, når det især gælder trivsel og arbejdsmiljøet for de ansatte.

Vores medarbejdere er dybt engagerede og motiverede
I NGO-sektoren er sagen i fokus. Sådan er det i Mødrehjælpen, og er det i alle gode og gæve civilsamfundsorganisationer landet over. Vi er en sektor, hvor man gerne går en ekstra meter for sin arbejdsplads, fordi man er en del af noget større. Det store engagement er med til at skabe sammenhæng og trivsel i vores organisationer. Det gør, at vi har let ved at rekruttere arbejdskraft, endda højt kvalificeret arbejdskraft. Vi er ofte i stand til at tilbyde stærke faglige miljøer med god mulighed for at udvikle sine kompetencer og tage ny læring ind. Det er på mange fronter både meningsfuldt og givende at gå på arbejde i vores organisation. Dette grundvilkår er en gave for sektoren!

Risikoen for at arbejdet bliver grænseløst
Det er et privilegium, der forpligter til stor ledelsesmæssig ansvarlighed i sektoren. Vi skal sikre, at arbejdslivet i en organisation drevet af engagement ikke bliver grænseløst. Vi skal sætte rammerne for stærke arbejdsfællesskaber, hvor ambitioner afstemmes med ressourcer. Hvor trivsel og arbejdsglæde er væsentlige succeskriterier, der tages alvorligt i den daglige ledelse og i den større strategiske ramme. Jeg fornemmer, at vi i denne situation kunne øve os lidt!

Efterårets undersøgelse fra Dansk Magisterforening viste i hvert fald, at der på en del af vores arbejdspladser er plads til forbedring. Her er vi både hver for sig og i fællesskab som branche nødt til at tage fløjlshandskerne af! Således at vi sammen med de faglige organisationer formår at forebygge, at medarbejdere og ledere ikke på grund af manglende prioritering og dårligt arbejdsmiljø forveksler den ekstra meter med et regulært maraton.

I NGO-verdenen er udvikling et eksistensvilkår
I NGO-verdenen er udvikling et eksistensvilkår. På den måde adskiller vi os for eksempel fra landets kommuner og regioner. Jeg kommer selv fra Københavns kommune. Vi talte her om udvikling - især om udvikling af kerneopgaven. Da dagen var omme, så trillede skattekronerne alligevel ind!

Det gør de ikke i NGO-sektoren. Her kommer indtægterne fra fonde, private donorer, virksomheder og fra statslige og kommunale puljer. Det betyder, at vi konstant er nødt til at udvikle vores indsatser og vores produkter i dialog med vores brugere, vores frivillige og de mange eksterne partnere. Gør vi ikke det, så er pengekassen tom. Det er på den ene side vanvittigt sundt. Men! Det påvirker selvsagt også arbejdsmiljøet på den korte bane.

En kort økonomisk horisont, projektansættelser af kort længde og dermed også stor udskiftning af medarbejderne. Det påvirker mulighederne for at tilbyde tryghed i ansættelserne. Lige netop denne problemstilling er et vilkår, der er vanskelige at ændre på, når vi som sektor skal nytænke velfærden og fællesskabet. Men mon ikke vi er en NGO`er eller tre, der godt kunne ønske os bedre mulighededer for at planlægge langsigtet og i højere grad etablere faste samarbejdspartnere?

Det ville være til gavn for de mange borgere, der har brug for vores indsats, og til fordel for de mange dygtige, topmotiverede medarbejdere, hvis trivsel og arbejdsglæde vi som organisationer, sektor og samfund er afhængige af.