Debattør: Ngo'erne mangler et fælles talerør

Af Frederik C. Boll
Adm. direktør, Ingerfair

Debatten, om hvorvidt det at modtage statsstøtte sætter en frivillig organisation ude af stand til at være kritisk over for dem, der betaler gildet, har været meget forudsigelig.

På den ene side slår Andreas Kamm fra Dansk Flygtningehjælp meget fint fast, at uafhængighed og økonomisk ansvarlighed ikke er hinandens modsætninger. Det er nogenlunde samme budskab fra blandt andre Lars Pram fra Forbrugerrådet Tænk, Hanna Line Jakobsen fra Røde Kors og Helle Christiansen fra Kirkens Korshær.

Over for dette står Greenpeace og Amnesty International med nogle klare holdninger om at tage afstand fra statsstøtte. Meget forståeligt standpunkt, eftersom deres DNA netop knytter an til at tage afstand fra at modtage offentlige midler. De må og skal være totalt uafhængige.

Tænk på alle de små og mellemstore foreninger, der kæmper måned for måned med at finde på nye projekter, og som må fordreje deres ambitioner, så de flugter med de krav, der følger med pengene. Gad vide, hvad de vil sige, hvis de bliver spurgt?

Frederiks C. Boll
Direktør i Ingerfair

Der mangler et fælles talerør
Som jeg ser det, har denne debat egentlig bare kastet lys over det, vi allerede ved. At den måde, en organisation bedst mener, deres kerneopgave varetages på, afgør, om statsstøtte/offentlige midler er fornuftigt, for at organisationen både kan løse deres opgaver godt og samtidig fremstå troværdig.

De organisationer, som har deltaget i denne debat, er store, stærke og kendte organisationer. De har både erfaringen og kompetencerne til at samarbejde med det offentlige – eller modstå fristelsen. De kan, hvis de vil, stille krav og gå i en konstruktiv dialog. Men i antal udgør de en meget lille del af alle foreninger i Danmark.

Der er over 100.000 foreninger i Danmark. Det er selvfølgelig ikke alle sammen, som oplever et problem, men sagen er bare, at der mangler et fælles talerør – også for dem, som ikke er kendte eller ikke tør. Tænk på alle de små og mellemstore foreninger, der kæmper måned for måned med at finde på nye projekter, og som må fordreje deres ambitioner, så de flugter med de krav, der følger med pengene. Gad vide, hvad de vil sige, hvis de bliver spurgt?

Et magtfuldt civilsamfund
Jeg har tidligere argumenteret for, at der er behov for at gentænke civilsamfundets infrastruktur, så den endnu bedre kan understøtte de foreninger og organisationer, der ikke har muskelkraften til at stå fast mod en stadig mere utilregnelig og håbløs offentlig styring af området.

Det er simpelthen for nemt for staten og kommunerne at sætte dagsordenen og spille ’gode venner’ ud mod hinanden. Som jeg ser det, mangler der en slags meta-forening – en tænketank og lobbyorganisation, som er til for alle de frivillige foreninger og frivillige organisationer. Det vil være startskuddet til et magtfuldt civilsamfund, der kan agere som en ligeværdig samarbejdspartner, stille krav og sikre langt bedre forhold for foreninger og løsere borgergrupperinger end dem, de bliver tilbudt i dag.