Hjemløse-organisation: Frivilligrådet skal være de frivilliges stemme

Af Ask Svejstrup
Sekretariatsleder, SAND – De hjemløses landsorganisation

Det er det samme, der sker hvert år. I december måned tager næstekærligheden ved selv den mest forhærdede egoist, som hurtigt sniger en pengeseddel af de store ned i lommen på en hjemløs og haster videre.

Skolebørn samler ind eller donerer deres surt sammenskrabede spareskillinger til hjemløse. Virksomheder donerer penge til hjemløseorganisationer i stedet for at give medarbejderne julegaver, og ganske almindelige mennesker kimer os ned for at høre, hvor de kan yde en frivillig indsats til gavn for hjemløse juleaften.

Jeg bliver helt dårlig af den overstrømmende kærlighed til hjemløse i december. Men kun fordi det står i skarp kontrast til den politik, der bliver ført overfor hjemløse, og som jo er et udslag af, hvor alle disse kærlige og engagerede mennesker har sat deres kryds ved det ene eller det andet valg.

Det er lidt den samme følelse, man har, når man har hørt på valgkampagner i lidt for lang tid. Man er holdt op med at tro på dem, for man ved godt, at de ikke både kan love erhvervsliv, menigmand og især rigmand skattelettelser, samtidig med at de vil styrke ”kernevelfærden”, hvad de end mener, det er for en størrelse.

Tilsyneladende har det i hvert fald ikke noget at gøre med at bekæmpe hjemløshed.

Frivilligrådet bør løfte dette ’vink med en vognstang’ og gøre klart for det politiske niveau, hvilket samfund vælgerne tydeligt signalerer, de ønsker.

Ask Svejstrup
Sekretariatsleder, SAND - De hjemløses landsorganisation

Stigende hjemløshed
Tag ikke fejl. Jeg er rigtig glad for alle de mange positive tilkendegivelser overfor hjemløse, og den meget opmærksomhed hjemløseskandalen får i december. Men det, jeg rigtigt ønsker mig, er en befolkning, der udtrykker deres næstekærlighed hver dag hele året rundt, og som også stemmer på politikere, der vil det samme som dem.

De evindelige punktnedslag, hvor man ind imellem gør en eller anden god gerning for en marginal gruppe, ser måske meget godt ud i øjeblikket, men det har reelt ingen effekt. Hjemløseheden stiger og stiger, til trods for at hjemløshed som fænomen får mere og mere opmærksomhed for hver december, der går.

Og hvad kan et frivilligråd så gøre ved det?
For det første tror jeg, at et frivilligråd kan trække en grænse for, hvad det frivillige arbejde skal fokusere på. Hvorfor skal flere og flere frivillige involveres i at donere, indsamle og distribuere julehjælp til flere og flere økonomisk trængte, når det eneste rigtige er at give de forarmede en højere økonomisk levestandard.

Jeg tænker ikke bare på at give dem en højere kontanthjælp, jeg tænker også på, at der skal føres en boligpolitik, som fremmer opførelsen af billige boliger.

For det andet skal man sikre, at den frivillige indsats ydes der, hvor ”systemet” har sværest ved at gøre noget, og det er i forhold til skabelsen af sociale netværk.

Vi lukker os i stadig større grad om os selv, familien og om barndomsvennerne. Når hjemløse skal væk fra gaden – hvor deres ”familie” bor – har de uendeligt svært ved at finde nye venner udenfor misbrugsmiljøet.

Her er civilsamfundsindsatser altafgørende. Det kan være besøgsvenner, væresteder med frivillig arbejdskraft, sportsklubber, foreninger andre fællesskaber. Samtidig kræves det, at de er en nem adgang til dem. De skal omfavne nye folk og få dem til at føle sig velkomne.

Det er ikke let for hverken civilsamfundets institutioner eller for borgeren, der er på jagt efter nye fællesskaber, men det kan jo være, at Frivilligrådet kan hjælpe parterne på vej?

Frivillighed som politisk redskab
For det tredje skal Frivilligrådet bruge de mange frivillige kræfter politisk. Jo flere, der arbejder frivilligt for at hjælpe udsatte, ensomme og generelt bare udviser altruistiske takter, jo mere er det, for mig at se, et udtryk for, at vores samfund er kørt af sporet.

Gennem deres aktive handlen viser civilsamfundet den vej, de ønsker, samfundet skal bevæge sig hen, hvor fokus skal lægges. Frivilligrådet bør løfte dette 'vink med en vognstang' og gøre klart for det politiske niveau, hvilket samfund vælgerne tydeligt signalerer, de ønsker.