Klumme: Er arbejdsmiljøet i frivilligsektoren rosenrødt?

KLUMME: At være frivillig kan være givende både personligt og for samfundet. Men ser vi for rosenrødt på frivilligsektoren? Ja, det gør vi, mener Marie Baad Holdt.

Min gode ven Jan har for nylig fået job i frivilligsektoren. Han kommer fra en helt anden branche, og derfor har vi haft mange gode snakke om det, at arbejde i en frivilliginvolverende organisation. Som altid, når jeg møder folk, der ikke har kendskab til branchen, oplevede jeg en umiddelbar forventning til, at arbejdslivet er lidt mere rosenrødt hos os.

Vi arbejder jo for en god sag, vi er med til at gøre en forskel, og jeg husker endda engang at få betegnelsen ’saint’, da jeg i England fortalte om mit arbejde med ensomme ældre.

Jeg tror, de fleste vil nikke genkendende til, at det er fantastisk at arbejde med noget, der virkelig gør en forskel. Snakken med Jan fik mig alligevel til at reflektere over, om det overhovedet er rosenrødt i vores branche. Og Altingets afsløringer af manglende APV’er og organisationer, der mener at de ikke er underlagt lovgivningen, bekræftede desværre min erfaring fra branchen.

En dans på roser?
Jan kommer fra en branche, der er præget af travlhed og overarbejde.  Og han var positivt overrasket over en lovning på en 37-timers arbejdsuge. ’Kan det passe?’, spurgte han mig. Og mens jeg forsikrede ham om, at min erfaring er, at man i denne branche faktisk er god til at holde timetallet og/eller afspadsere, så ved jeg, at arbejdet i frivilligsektoren ikke altid er en dans på roser.

Arbejdsmiljøet i mange organisationer kunne i dén grad have godt brug for en nærmere undersøgelse!

Jeg har mødt rigtigt mange, der oplever et enormt pres i deres arbejde med frivilliginvolverende aktiviteter. De ved, at hvis de ikke løfter opgaven, så går det ud over sårbare mennesker, eller måske en vigtig indtjening til sagen. Ansatte, der ikke føler, at de kan holde fri, når de har det, fordi der er så meget arbejde, der endnu ikke er nået. Ansatte, der ikke føler, at der er forståelse for det pres, der kan være. Samtidig har mange et ansvar for (alt for) mange frivillige, hvor de skal være konfliktmægler, problemløser, idemager og administrator på en og samme tid.

Presser vi os selv for meget?
Jeg har selv været med til at søge penge fra puljer og fonde, og ved godt, at der er nogle gyldne grænser, man helst skal holde sig under, hvis man skal stå en chance for at få tilskuddet.

Derfor bliver der altid kigget på, hvor der kan skæres lidt. Skal der bruges så mange penge på kommunikation? Behøver vi en ny computer, eller kan den gamle bruges? Der skæres, hvor der kan. Og det er også fint. Men der skæres også i bemanding. Og en projektleder eller frivilligkoordinator skal kunne utroligt mange ting og ofte opnå succes på alt for kort tid. Og det skaber et arbejdspres, der ikke altid er sundt.

Det er ikke altid et pres, der kommer oppefra. Ofte er det os selv, der ønsker at gøre mere. Få det meste ud af pengene. Hjælpe flest mennesker. Gøre mere godt. Og det kan give søvnløshed og ondt i maven, hvis man ikke når de mål, der er sat. Men her skal en god leder jo hjælpe den ansatte til at prioritere. Tage opgaver fra en, som ikke er nødvendige lige nu. Den gode leder skal jo ikke blot informere om, at de ansatte skal gøre tingene 80 procent, som ellers er et yndet første skridt i denne proces.

I andre brancher vil man typisk ansætte flere, hvis presset bliver for stort. Den mulighed er der sjældent i vores branche. Her skal der søges nye fonde, og ventes på ansøgningsfrist og svar, før man ved, om der kommer hjælp i form af en ny kollega. Derfor bliver livremmen strammet lidt mere, og arbejdskasketten trukket lidt længere ned i panden. Og det er også fint. I et stykke tid i hvert fald.

Men hvad gør man egentlig i organisationer rundt i landet, når presset mærkes? Mine oplevelser er, at der ikke rigtigt bliver snakket om det. Der er jo ikke noget at gøre, så hvorfor snakke om det? Mange fortæller om manglende forståelse fra deres ledelse for, hvad samarbejdet med frivillige egentlig kræver ud over et ’normalt’ arbejde. Og måske er vi generelt ikke så gode til at tale om netop dette pres. Eller gøre noget ved det.  

Bid tænderne sammen eller find et nyt arbejde
Nogen sidder sikkert og tænker, at hvis presset er for stort, og der ikke er lydhørhed, så find et andet job. Det har jeg vist selv sagt til andre – i andre brancher vel at mærke. For med 250 ansøgere til en helt almindelig frivilligkoordinator-stilling, så er der rift om job, og det er slet ikke lige til at finde et nyt. Så tænderne bides sammen, og snart skal vi passe på, at kæberne ikke gror fast.

Jeg kunne godt ønske mig her i denne juletid, at der blev kigget realistisk på, hvad det egentlig kræver at have et job, hvor man har ansvaret for at samarbejde med frivillige.

Jeg ønsker mig dygtigere ledere, der har forståelse for, at dem, der vælger at arbejde i denne branche, typisk gør det, fordi de har et brændende ønske om at gøre en forskel for en sag eller målgruppe. 

Vi brænder for sagen, og det er den, der arbejdes for. Til gengæld kunne en del af løsningen være mere effektive møder, der kun tog 80 procent af den normalt afsatte tid og 20 procent færre mails. Og jeg er sikker på, at der er andre ting i dagligdagen, der kan gøres mere effektivt, som ikke går ud over kerneopgaven.

Og så kunne jeg godt tænke mig, at det var nemmere at få penge til lønninger, så man har mulighed for at lønne i forhold til de behov, der er. Det er især vigtigt for de ikke-indtægtsgenererende organisationer, der ikke har frie midler til at dække de huller, der kan være.

Sidst men ikke mindst på ønskesedlen kunne jeg ønske mig, at ansatte bliver bedre til at lede opad og udad, og forklare hvad det er, der gør, at vi ikke kan nå alt arbejdet. Hvorfor nogen ting tager længere tid, når frivillige er involveret, og hvorfor det er nærmest umuligt at være ekspert i alle facetter af arbejdet med frivillige (når det skal gøres i praksis, vel at mærke!).

Følg op - især på de bløde områder
Arbejdsmiljøet i frivilliginvolverende organisationer er langt fra en dans på roser. Og mange organisationer kunne med fordel kigge sig selv efter i sømmene og foretage en arbejdspladsvurdering. Og så skal de sørge for at følge godt op på den, så der ikke blot kommer nye ergonomiske stole på kontoret, men at der også bliver taget en god snak om det psykiske arbejdsmiljø. For selvom sagen er god, så hører jeg om mange, der balancerer på kanten af en stress-sygemelding.

Så på trods af, at det er fantastisk at have et job, hvor man dagligt får lov til at gøre en forskel,  så er arbejdet ofte ikke så rosenrødt, som det lyder.

Marie Baad Holdt har siden 2013 været chefkonsulent i Ingerfair. Forinden har hun været bosiddende i England i 13 år, hvor hun har arbejdet for engelske NGO’er bl.a. som frivilligkonsulent, projektleder og senest kommunikationschef for Contact the Elderly.

Forrige artikel Pas på, at dine ildsjæle ikke brænder ud Pas på, at dine ildsjæle ikke brænder ud
  • Anmeld

    Anne-Belle Rindel Olsen · Frivillig i Mentalt Sundhedscenter, Gødvad Lokalråd og Idrætsforening Gødvad GIF.

    Sikke en skøn ønskeseddel Maria...

    En ønskeseddel, som jeg er sikker på, deles af mange inden for den frivillige sektor. Uanset om APVén er lovpligtig eller ej for organisationen, er det altid godt stil at se arbejdsmiljøet og kulturen efter i sømmene. I min optik hænger arbejdsmiljøet tæt sammen med en tydelig rolle- og ansvarsfordeling. Er der ikke klarhed over funktion og råderum, er der risiko for at det rosenrøde går hen og bliver gråt og trist i længden. Som du også er inde på, taler vi sjældent om travlheden, for hvad er der at gøre ved det. Her er det vigtigt at sige det højt, og prikke andre relevante på skuldrene for hjælp. Vi skal generelt turde være mere modige og bedre til at bede om hjælp, så flammen holdes intakt.

  • Anmeld

    Marie Holdt · Chefkonsulent

    I denne travle tid...

    Du har så ret, Anne-Belle — der er ofte så travlt, at der ikke ikke engang er tid til at få prikket hinanden på skuldrene. Så hvad gør vi? For det er jo svært, når der som du selv siger, ikke er noget at gøre.
    Jeg syntes, det er et kæmpe dilemma...