Amerikansk forfatter: Grådige giganter har erobret verden – og det er dit ansvar at tage kampen op

INTERVIEW: Google, Facebook og Amazon har sat sig på internettet på en måde, som var utænkelig for bare få år siden. Jonathan Taplin tager i ny bog kampen op. Han drømmer om en digital modbevægelse og mener, at ansvaret ligger hos den enkelte. Og så EU’s mod til at gå forrest.

Alene tanken om et monopoliseret internet synes bizar. Paradoksal. Nærmest selvmodsigende.

Monopoler forbindes typisk med arkaiske mastodonter som John D. Rockefellers Standard Oil, der i begyndelsen af 1900-tallet opslugte samtlige amerikanske olieselskaber. Eller statsejede selskaber som DSB, SAS og TDC, der gennem tunge investeringer i fysisk infrastruktur får eneret på et område.

En tredje slags monopoler kaldes også naturlige monopoler og findes på vand- og spildevandsområdet. Her er investeringsbehovet så massivt og avancen så lille, at det ikke kan betale sig for virksomhederne at gå ind i markedet. Forsyningsselskabernes økonomi er derfor designet som et lukket kredsløb, der giver dem tilladelse til at opkræve det nødvendige beløb hos kunderne.

Nogle gange vokser monopolerne sig for store, som da Rockefeller i 1911 blev tvunget til at dele sit imperium op i 34 bidder. Andre gange trækker staten sig ud af selskaberne, som da TDC i 1997 blev solgt til private kræfter.

Monopoler har ædt internettet
Men at internettet 50 år efter sin undfangelse i det universitære hippiemiljø skulle domineres af tre giganter, havde få set komme.

Google, Facebook og Amazon dominerer i dag deres respektive forretningsområder så voldsomt, at der reelt ikke er plads til nye aktører. Det hævder den amerikanske forfatter Jonathan Taplin i bogen “Move Fast and Break Things”, der netop er udkommet på dansk.

Altinget mødte den 70-årige professor emeritus i journalistik og digital kommunikation, da han tidligere på ugen var i København for at promovere sine nedfældede tanker. Og bad ham anskueliggøre, at det skulle give mening at betegne bemeldte virksomheder som monopoler.

“Google er den virksomhed, der kommer tættest på at være et naturligt monopol. Det er en kæmpe investering at bygge verdens bedste søgemaskine. Google har profitmargin på 35 procent. Det er voldsomt. Alligevel er der de sidste 12 år ikke nogen, der har prøvet at komme ind på markedet,” forklarer han.

Normal økonomisk logik ville kræve, at der skulle være kø for at få del af udbyttet.

“Men det er ikke sket. Google har en markedsandel på 90 procent. Det betyder, at vi er endt med et naturligt monopol, som de fleste mennesker ikke ville kunne klare sig uden. Ligesom de ikke kan klare sig uden strøm og internettet.”

En trommeslagers død
Jonathan Taplin fremhæves på bagsiden af bogen for sin fortid som road manager for The Band. Et musikalsk kollektiv fra Woodstock, som en periode blandt andet spillede sammen med Bob Dylan.

Taplin har bevaret venskabet med bandets trommeslager Levon Helm. Og det var Helms død efter langvarig kræftsygdom i 2012, der fik forfatterens øjne op for problematikken.

“I 1999 kom Napster på banen og slog bunden ud af musikbranchen. Året senere fik Levon Helms konstateret strubekræft. Og fordi musiksalget på det tidspunkt var gået i stå, var han konstant på røven og havde ikke råd til at betale sine hospitalsregninger. Han blev nødt til at turnere, selv om han var syg og afkræftet. Og samtidig scorer Youtube 50 procent af alle indtægter fra musikstreaming.”

“Musikerne får ingen penge. Men efterhånden som jeg begyndte at grave i emnet, gik det op for mig, at problemet er langt større end musikere og journalister, der ikke bliver betalt for deres arbejde. Facebook og Google har større kontrol over nyhedsformidlingen, end nogen tidligere i verdenshistorien. Ingen har haft 2,5 milliarder læsere hver dag på deres hjemmeside. Det er en magt, som selv en pressekonge som Rupert Murdoch aldrig turde drømme om.”



Vi troede, de var vores venner

Hvad er forklaringen på, at vi først nu er ved at forstå farerne ved den nye digitale magtstruktur?

“Fortællingen var i lang tid, at milliardærer som Marc Zuckerberg, Larry Page og Elon Musk ikke alene ved, hvilken retning verden bevæger sig, men også, at det er i vores fælles interesse at bevæge os derhen. Googles motto hed “Don’t be evil”, og der var en tillid til, at de agerede til vores fælles bedste. De gav os gratis søgemaskiner og tjenester til at finde vores gamle venner.”

“Men så en dag vågnede annoncesælgerne og så, at annoncerne var forsvundet fra aviserne til det digitale rum. Og så indså de, at de ikke fordeler sig bredt ud over digitale rum, men at Google og Facebook sidder på 80 procent af markedet.”

“Den anden åbenbaring var præsidentvalget i 2016 i USA. Her så man for alvor konsekvenserne af, at Facebook er blevet den primære nyhedskanal for 60 procent af amerikanerne. Medierne så, at der var et problem, som de var nødt til at tage hånd om. Og politikerne så, at de var under pres fra helt nye sider. Et tredje element er, at de færreste mennesker er klar over størrelsen på de her virksomheder. At de har overhalet gamle giganter som General Electric og Royal Dutch Shell.”

Google som tyveknægt
Alligevel mener du, at Google stadig opfører sig som en gemen tyveknægt?

“Lige nu ligger der cirka 50.000 jihad-videoer på Youtube. En stor del af dem har annoncer. Når Google modtager klager over at finansiere Isis med annoncekroner, svarer de, at så fjerner de annoncerne. Men de vil ikke fjerne videoerne fra Youtube. Det er udelukkende et spørgsmål om økonomi. Mere indhold giver flere seere og dermed flere annoncekroner.”

“Det var den samme skæbne, der ramte musikerne. Og som også er årsagen til udbredelsen af fake news. Google og Facebook foregiver, at det er uden for deres rækkevidde at begrænse udbredelsen af indhold, men det er ikke sandt. Vi ved, at Google bruger millioner på at filtrere porno væk fra Youtube med kunstig intelligens. Og Facebook overvåges konstant, så brugerne ikke kan have pornografisk indhold på profilerne.”

“Men hvis nogen uploader Taylor Swifts seneste album til Youtube, kan Google gemme sig bag loven om safe harbours og sige, at de ikke har ansvar for, hvad folk lægger op. Jurister kan kræve, at de fjerner den konkrete video, hvis de modtager klager. Men det forhindrer ikke 10 nye brugere i at uploade den samme video. Og på den måde er det en umulig kamp at vinde.”

Eventyret om internettet
Taplins argument er altså, at Google kunne bekæmpe piratkopiering, hvis de ville. Ressourcerne og de tekniske redskaber er til rådighed. Men motivationen mangler, fordi de tjener penge på status quo.

“It's problematic, you know,” fastslår han med sin drevne accent, som gør det meget svært for ham at skjule, at han har boet i Los Angeles siden 1973.

En diktion, som er tæt beslægtet med Jeff Bridges antihelt The Dude fra Coen-brødrenes komedieklassiker “The Big Lebowski” fra 1998.

Og nu vi er på fiktionens overdrev, er det nærliggende at læse Taplins bog som et moderne eventyr: En sælsom blanding af atomfrygtende militærfolk og frihedselskende teknologer opfinder internettet, som skulle komme os alle til gavn. Grådige kapitalister anført af Paypal-stifteren Peter Thiel finder ud af, at der er enorme summer at hente ved at monopolisere internettet. Taberne er forarmede kunstnere og en befolkning fanget i en permanent overvågningsstat.

Men hvem skal redde dem?

“Det er et spørgsmål om, at vi som kollektiv kommer til bevidsthed. Mandag aften diskuterede jeg emnet med 350 tilhørere. Og da jeg efterfølgende signerede bøger, spurgte alle mig, hvad gør vi, hvordan stopper vi det. Og jeg sagde, at du har lige gjort noget. Vi har haft en diskussion. Og det er det første skridt. Tal med dine venner om det.”

Hvor er helten?
En skurk er dog ikke en ægte skurk uden en helt.

I bogen bruger Taplin flere sider på at forklare Thiels rolle som gudfar for Paypal-mafiaen. En flok nyrige libertarianere, som var hurtige til at smide penge i Facebook og andre globale successer. Og som siden har lagt sig i selen for at bekæmpe kunstnerne og smøre magthaverne i Washington.

Og skal han udpege en helt, må valget naturligvis falde på Margrethe Vestager. Dronningen af EU. Og den eneste politiker, der for alvor tør tale Silicon Valley stik imod.

“Der er en række nybrud på vej. Google vil lade folk selv bestemme, hvilke data applikationerne skal have adgang til. Facebook etablerer et globalt privacy centre. Alle disse skridt stammer fra Europa og det arbejde, som Vestager står i spidsen for.”

Han udpeger to årsager til, at europæisk politik lige nu smitter af på USA.

“Den vigtigste faktor er, at det politiske system ikke holdes gidsel af det finansielle system på samme måde som i USA. Det gør, at Vestager kan fare hårdt frem uden at frygte at miste sit arbejde. Og så har Europa generelt en bedre fornemmelse for privacy end amerikanerne. Angela Merkel voksede op i Østeuropa med Stasi, som spionerede på hende. Det giver hende automatisk et andet forhold til privacy end en amerikansk teenager, som uploader hele sit liv til Facebook.”

Digital modkultur
I bogen efterlyser du en modkultur. En digital renæssance. Er din bog et kampskrift for en sådan renæssance?

“Efter aftenens debatmøde mødte jeg en spansk kvinde, som driver en succesfuld kollektivt finansieret avis. Jeg mødte to danske fyre, som forsøger sig med et andelsbaseret musikselskab. Min oplevelse er, at udviklingen allerede finder sted. Og at ny teknologi som blockchain kan være med til yderligere at decentralisere internettet og dermed gøre os fri af afhængigheden af de store platforme.”

“Min bog har affødt meget opbakning fra ingeniører længere nede i fødekæden hos techfirmaerne. Nogle har endda forladt virksomhederne og er begyndt at protestere mod dem. Vi forbander ny generation til at være afhængige af de maskiner, som vi giver dem i hånden. Det er ikke sundt for hverken hjernen eller samfundet.”

“Men direktørerne i de store virksomheder nægter at stille op. Fox, NBC og andre har forsøgt at få mig i debat med dem, men de siger fra. Ligesom de heller ikke ønsker at møde op foran Kongressen og tale om valget i 2016, men i stedet sender deres advokater.”

Tving Facebook til at dele sig
Hvad er de vigtigste parametre for, at modbevægelsen kan lykkes?

“Mit budskab er ikke, at man skal boykotte Google for at kunne leve i en ny verden. Google skal være en mindre magtfuld organisation. En vej derhen kan være, at ny lovgivning gør det sværere for dem at monopolisere musikbranchen. Hvis musikere kan sige, at de ikke vil have deres musik på Youtube, og det så efterfølgende er Googles ansvar at sørge for at undgå det, ville det være en start.”

“En mere radikal tilgang ville være at gøre som med Rockefeller og tvinge Facebook til at sælge Instagram og WhatsApp, så de bliver konkurrenter. Det kunne åbne op for, at nogle af tjenesterne fremover kunne basere deres løsninger på at være mindre privacy-invaderende. Det tror jeg, at mange forbrugere efterspørger.”

De tiltag afhænger alle af juridiske indsatser. Er det i virkeligheden ude af borgernes hænder?

“Og så er der tiltag, som kræver lokal handling. Hvis musikere kan lave andelskonstruktioner og tjene flere penge, gør det stor forskel for dem. En del af problemet er, at vi alle tror, at løsningen skal komme fra en central enhed. Det er ikke sikkert, at det bliver tilfældet.”

Google forsvinder ikke af sig selv
Og hvis vi bare lukker øjnene og håber, at Google og Facebook forsvinder af sig selv på samme måde, som det skete med Yahoo og Myspace?

“Det er usandsynligt, at Google og Facebook bare forsvinder. I 12 år er der ikke nogen, der har forsøgt at entrere markedet for søgemaskiner. Microsoft smed tre milliarder dollars efter Bing og kom ingen steder.”

“Hvad Facebook angår, indså de, at Snapchat var en reel konkurrent. Et tilbud som Snapchat Stories var populært, og Snapchat voksede hurtigt til 100 millioner brugere. Efter halvandet år tilbød Facebook at købe dem for tre milliarder kroner, men ejerne takkede nej. En uge før, Snapchat skulle aktienoteres, præsenterer Facebook så en eksakt kopi af Snapchat Stories. Aktierne dykkede i pris, annoncørerne flygtede, og nu er Snapchat tvunget til at gentænke hele virksomheden.”

Det farlige samarbejde
Alligevel ser man hele tiden medier, der forsøger at samarbejde med giganterne. Er det i dine øjne den rette vej at forsøge at udvikle nye journalistiske værktøjer i samarbejde med Google, eller vil medierne altid ende som de små i samarbejderne?

“Det er problematisk. Google vil i sidste ende sidde tilbage med magten. Når man giver Google kontrol over ens annoncer, så mister man kontrollen. Da Facebook tilbød instant articles, opfordrede de til, at man skulle embedde sine artikler på Facebook, så det ville give en bedre mobiloplevelse, fordi mobilen ikke skulle bruge tid på at loade et eksternt link. Det er en af de største og dummeste fejl, aviserne har lavet. Og nu ændrer Facebook algoritmen, så det bliver endnu sværere for medierne at nå ud til læserne.”

Og hvis vi kigger fem år frem. Har virksomhederne så kun vokset sig endnu større?

“Det afhænger fuldstændig af lovgiverne. Hvis der ikke er kommet ny regulering, er de meget større. Og hvis der kommer en smule regulering, vil de have nogenlunde samme størrelse.”

Forrige artikel Microsofts aftale med søsterselskab kan ende med at koste dyrt Microsofts aftale med søsterselskab kan ende med at koste dyrt Næste artikel Riisager sætter strøm til teknologi i undervisningen Riisager sætter strøm til teknologi i undervisningen