Debat

Dansk IT: Folketinget har brug for et digitaliseringsudvalg

Det er afgørende, at vi behandler de digitale teknologier som en af landets vigtigste infrastrukturer. Og det skal ske via en demokratisk debat om den digitale udvikling, skriver formanden for Dansk IT. 

Formanden for Dansk IT mener, det er vigtigt, at danskerne har tillid til nye teknologier og den måde, de bliver brugt på i den offentlige sektor. 
Formanden for Dansk IT mener, det er vigtigt, at danskerne har tillid til nye teknologier og den måde, de bliver brugt på i den offentlige sektor. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Ejvind Jørgensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden. I dag er digitale teknologier med til at understøtte og løfte store dele af den offentlige sektor og har dermed enorm indflydelse på, hvordan borgere og staten interagerer.

Dette har været en succeshistorie, som Danmark høster anerkendelse af over hele kloden, og som der skal skrives videre på i løbet af de kommende år.

Tillid til digitaliseringen er afgørende

Samtidig er det afgørende, at vi ikke digitaliserer uden at tænke på borgerne og uden at tænke på de konsekvenser, som digitaliseringen kan have i de forskellige dele af vores samfund. Det er vigtigt, at borgerne har tillid til de nye teknologier og de måde, de bliver brugt på i den offentlige sektor.

Tillid er et emne, som vi ikke må ignorere. Det vil kunne have fatale konsekvenser. For eroderer tilliden til den måde, vi digitaliserer på, så vil befolkningen vende ryggen til.

Et folketingsudvalg for digitalisering kan være med til at aflive myten om, at digitaliseringen er for nørder og handler om usexet teknik

Ejvind Jørgensen
Formand for Dansk IT

I et debatindlæg i Altinget peger SF’s IT-ordfører Lisbeth Bech-Nielsen på, at digitaliseringen har medført en omfattende reform af vores velfærdssamfund, samtidig med at den offentlige debat herom næsten er ikke eksisterende.

Dette er problematisk, da forholdet mellem borgere og staten ændres grundlæggende, og nye teknologier kan udfordre borgernes retssikkerhed.

At vi i Danmark ikke har en større og mere oplyst debat om digitaliseringen og dens konsekvenser for vores samfund, er et demokratisk problem, mener SF’s IT-ordfører.

Det kan vi fra Dansk IT’s side kun være enige i. Vi mener, at denne debat er fuldstændig afgørende for at skabe tillid til nye teknologier og dermed – siden de er blevet en så integreret del af vores dagligdag - også demokratiet.

Et digitaliseringsudvalg kan skabe den nødvendige debat
Vi skal sikre, at borgerne kan være med. Af denne årsag har vi i Dansk IT’s rapport om, hvordan vi kan øge værdien af statens digitale investeringer fra 2020 anbefalet, at Folketinget nedsætter et permanent digitaliseringsudvalg, "med henblik på at fremme politikernes fokus på viden om og involvering i den digitale dagsorden".

Samtidig foreslår vi, at digitaliseringsudvalget skal inddrages i høringer, når statslige digitaliseringsprojekter planlægges og gennemføres. En gang om året bør digitaliseringsudvalget derudover tage stilling til en redegørelse fra regeringen vedrørende status på større it-systemer og den statslige digitaliseringsstrategi.

Vi mener, at et digitaliseringsudvalg på denne måde kan være med til at skabe en offentlig debat om digitaliseringsinitiativer, it-projekter og den digitale udvikling af vores samfund.

Ved at blive et aktivt høringsorgan under Folketinget skabes der også mere transparens omkring statslige digitaliseringsinitiativer og it-projekter samt de konsekvenser, som digitaliseringen kan have for vores samfund.

Sammen med ordførerens gode forslag om, at det Dataetiske Råd bør inddrages i høringer om alle lovforslag, der vedrører datasamkøring eller kunstig intelligens, kunne et digitaliseringsudvalg etablere en stærk og kompetent politisk overvågning af den statslige indsats på digitaliseringsområdet.

Digitalisering er for alle
Et folketingsudvalg for digitalisering kan dermed også være med til at aflive myten om, at digitaliseringen er for nørder og handler om usexet teknik. Som Lisbeth Bech-Nielsen helt rigtigt erkender, så påvirker digitaliseringen hele vores samfund og forholdet mellem borgere og staten.

Derfor har vi også brug for en politisk kultur, der afspejler vigtigheden af digitaliseringen.

Især i et land som Danmark, som er så lang fremme på området som ingen andre. Som sidegevinst vil et sådant udvalg også kunne have en gunstig påvirkning på topledelsens fokus på digitalisering i staten.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ejvind Jørgensen

Formand, DANSK ITs udvalg for it i den offentlige sektor, CFO og Head of investor relations, cBrain A/S
HD (Handelshøjskolen i Aarhus)

Lisbeth Bech-Nielsen

MF (SF), finansordfører
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2009)

0:000:00