Debat

Eva Fog Noer: Der er problemer med sexisme i gaming

DEBAT: Holdningen, at piger og kvinder kan slukke for lydsporet, hvis de ikke kan tåle mosten, er en kultur, der skal ændre sig, skriver Eva Fog fra DigiPippi.

Der er en gængs holdning om, at gaming ikke er for kvinder og piger, skriver Eva Fog.
Der er en gængs holdning om, at gaming ikke er for kvinder og piger, skriver Eva Fog.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Eva Fog Noer
Stifter og forkvinde, DigiPippi*

Som jeg sidder her med fingrene på tasterne, ved jeg næsten ikke, hvor jeg skal starte.

At skrive om sexisme og mangel på ligestilling i gaming er som at stikke hånden ned i et sort hul. Hvad som helst kan ske.

Måske er det derfor bedst at starte med at stadfæste noget essentielt:

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Ja - der er et problem.

Nej - det er ikke sexistisk at have fokus på det ene køn.

For mange kvinder føles det lidt som den der hund i løbetid, der bare bliver ved og ved med at humpe ens ben.

Eva Fog
Stifter og forkvinde, DigiPippi

Gaming er ikke for kvinder
Med det sagt kan jeg fortsætte, selvom jeg allerede nu ved, at der er mange, som er uenige med mig.

De mest gængse argumenter, mod at sexismen findes, eller at der er behov for fokus, er ‘det har jeg ikke selv oplevet’, ‘de kan bare gøre, som mænd gør’, og ‘mænd oplever det samme’.

Alle argumenter baseret på private erfaringer eller synsninger, hvilket desværre ofte er der, hvor problemerne starter. 

Man kan måske fristes til at tro, at det er ‘hankøn mod hunkøn’, men det er ikke så sort og hvidt.

Et godt eksempel er en bemærkning anno 2020 fra en 12-årig pige, da hun hørte, at jeg spiller Fortnite: “Det er mærkeligt, at du spiller Fortnite, når du er så gammel, og du er en pige”.

Spol tiden tilbage til 2012, hvor to drenge afviste en pige, der ville spille Nintendo med dem, ‘fordi det var for drenge’.

Selvom det er enkeltstående tilfælde, er det desværre repræsentativt for en holdning og kultur, der lever i bedste velgående: Gaming er ikke for piger og kvinder.

Den hårde tone
Paradoksalt nok udgør piger og kvinder ifølge Danmarks Statistik og Medierådet for Børn og unge halvdelen af gamingsegmentet, men spillevanerne skjuler ofte deres tilstedeværelse.

For eksempel er mobilspil samt singleplayerspil mere udbredte blandt hunkøn, mens multiplayerspil og grupper er stærkt domineret af hankøn. Og netop denne dominans er en del af problemet, når en pige eller kvinde forsøger at deltage på lige fod.

Hvis vi ser bort fra, at der generelt er en hård tone i gaming - et problem i sig selv - efterlades man med de mange beretninger fra kvinder, hvor deres køn var i direkte angreb.

Læs også

Blandt andet har DR en artikelserie om problemet, hvor det tydeliggøres, at seksuel chikane i ord og handlinger ofte ender med at fylde mere end spillet.

Alt fra ‘lav mig en sandwich’ til simuleret seksuelt overgreb med karakterer i spillet og stønnelyde. Blot for at tage nogle få eksempler.

Oplevelserne burde ikke ske
Når kvinder fortæller om disse oplevelser, får de ofte at vide, at ‘de bare kan slukke for lyden/blokere spilleren’, samt at det generelt er op til dem at få det stoppet.

Sagen er den, at det ikke burde ske til at starte med, og at der ikke er tale om enestående eksempler i en kvindelig gamers liv.

For mange kvinder føles det lidt som den der hund i løbetid, der bare bliver ved og ved med at humpe ens ben. Den dukker op, uanset hvad man gør, og samtidig får man at vide, at man selv er ude om det.

Man kan da godt gå et andet sted hen, men hvorfor skal kvinden fjerne sig? Hun skal også have lov at nyde de spil, som i dag er en af de største underholdningsindustrier i verden.

Det er kulturen, der skal ændres, og det vil gavne alle. Desværre er metoden til at stoppe ting delt op i kortsigtede og langsigtede løsninger.

Vi er ikke længere end de kortsigtede, og her er oplysning, bevidsthedsskabelse og kønsspecifikke initiativer vejen frem. 

___

*Rettelse 11:30, 18. december 2020. I en tidligere udgave fremgik DigiPippi som afsender i rubrikken.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eva Fog Noer

Ekspert i børn, unge og tech samt digital ligestilling, bestyrelsesmedlem, Esport Danmark
Rudolf Steiner pædagog (2009)

0:000:00