Forsker: Blev fagbevægelsen holdt hen med snak i Disruptionrådet?

Af Peter Aagaard
Lektor, ph.d. Roskilde Universitet

Initiativet kom egentlig fra LO-formanden, men statsministeren og regeringen påtog sig gerne rollen som vært. Også i den grad.

Der blev i hvert fald serveret data og analyser i hobetal fra regeringens side, mens erhvervslivet og konsulentbranchen fik lov til at spille en form for andenviolin. Fagbevægelsens repræsentanter fik lov at sige noget, men tilsyneladende langtfra så meget som regeringens og erhvervslivets repræsentanter.

Regeringen satte dagsordenen
Det viser en optælling af mundtlige oplæg (ifølge dagsordener) og dokumenter fra Disruptionrådets egen hjemmeside. Den enkle optælling dækker selvfølgelig ikke diskussionerne og siger heller ikke noget om den faktiske taletid, eller hvem der i øvrigt gjorde sig særligt bemærket ved Rådets møder.

Alligevel siger optællingen noget om, hvem der har sat dagsordenen i Rådets arbejde. Her synes fagbevægelsens repræsentanter at have fået en tilbagetrukken rolle, selv om det egentlig var dem, der ønskede, at Rådet skulle oprettes.

Fagbevægelsens figenblad
For at forstå baggrunden for Disruptionrådet skal vi tilbage til konflikten mellem Uber og fagbevægelsen i 2014. Indtil da troede mange, at "digital disruption" gled forholdsvist gnidningsfrit i Danmark. Vi er jo trods alt allerede et af verdens mest digitaliserede lande.

Ingen kan beskylde parterne for ikke at interessere sig for danskernes eventuelle disruptionsbekymringer. Pointen er bare, at fagbevægelsen havde sat næsen op efter mere.

Peter Aagaard
Lektor, ph.d. Roskilde Universitet

Uber-sagen viste det modsatte. "Verdens første overenskomst" i gig-økonomien mellem 3F og Hilfr er umiddelbart Rådets mest konkrete resultat og et direkte svar på Uber-sagen.

Samtidig er det også fagbevægelsens figenblad mod beskyldninger om, at det hele er gået op i snak. Et andet lille figenblad er, at statsministeren har lovet, at Rådet fortsætter, nu blot med en frekvens på et møde om året.

Er gule veste bedre end Disruptionrådet?
For deltagerne blev det noget af et prestigeprojekt at være med i Disruptionrådet. Det skulle være et forum for den tunge del af det interessevaretagende Danmark. Og det blev det.

Deltagelse var som at være med på A-holdet, eliternes elite. Spørgsmålet er så, om deltagelse i sig selv var vigtigere end selve indholdet? Vejede magtens symbolik tungere end resultaterne?

FH's Lizette Risgaard forsøger ikke at påstå, at målet er nået. Tværtimod. Spørgsmålet er bare, om glasset er mindre end halvt fyldt.

I så fald er der for fagbevægelsen muligvis grund til at drøfte, om strategien er den rette, eller om en dosis mere aktivisme a la gule veste på gaderne kan gøre en forskel.

Havde sat næsen op efter mere
Rådets profil i medierne har været ganske høj. Det var også en målsætning i sig selv fra starten. Ingen kan beskylde parterne for ikke at interessere sig for danskernes eventuelle disruptionsbekymringer.

Pointen er bare, at fagbevægelsen havde sat næsen op efter mere. Ambitionen var flere penge til uddannelse, måske endda helt eller delvist at få stoppet regeringens grønthøster på uddannelsesområdet.

Målet var også flere midler til en egentlig teknologipagt, som det er set i andre EU-lande. Gerne en af dem, der kunne tælles i milliarder, som den, de fik i Holland. I Danmark fik de 65 millioner kroner i fire år til en omstillingsfond.

Fra en public affairs-synsvinkel synes der umiddelbart at være tale om godt politisk håndværk af regeringen og dens embedsværk: Tag initiativet, sæt scene og rammer, hold debatten i kog med en strøm af databaserede analyser i et par år – lige indtil ’disruption’ er blevet ’so last year’, at der ikke kan koges mere politisk suppe på det ben, hverken for dem, der er for eller imod.