Kronik

Gymnasielærer: Chatbotten gør min undervisning levende

Med kunstig intelligens kan vi tage læring til et helt nyt niveau. Teknologien skal indgå som en logisk del af undervisningen og således blive en medspiller, frem for en modspiller, skriver Brian Holm Sørensen.

Vi skal lære at bruge kunstig intelligens som en logisk del af undervisningen. Der er meget at vinde, skriver Brian Holm Sørensen. 
Vi skal lære at bruge kunstig intelligens som en logisk del af undervisningen. Der er meget at vinde, skriver Brian Holm Sørensen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Menneskehedens historie er fyldt med store opdagelsesrejser, som har sat nye dele af verden på landkortet eller kortlagt dele af det uendelige univers. Vores søgen efter grænser har været frygtløs og altid ud fra en fast overbevisning om, at tingene kan gøres bedre, og at man kan skabe noget nyt.

I bagklogskabens lys kan jeg se, at det var disse fodspor, jeg fulgte, og denne søgen efter grænser jeg blev betaget af, da jeg første gang stødte på AI i begyndelsen af 2023.

Lynhurtigt delte undervisere landet over sig i to grupper: dem, som mente, at AI var det værste, der kunne ske, og dem, som tænkte, at AI måtte kunne bruges til noget.

Brian Holm Sørensen
Gymnasielærer

Allerede tidligt på året kunne jeg godt mærke, at der var noget her, som jeg ikke helt vidste, hvad var, og som jeg ikke rigtig kunne forholde mig til. Noget, som jeg hurtigt fik på fornemmelsen, kunne være noget helt anderledes, men som jeg ikke på nogen nem måde kunne afkode konsekvenserne af.

Lynhurtigt delte undervisere landet over sig i to grupper: dem, som mente, at AI var det værste, der kunne ske, og dem, som tænkte, at AI måtte kunne bruges til noget. Den første gruppe valgte at arbejde ud fra en overbevisning om, at hvis vi bare benægter eksistensen af AI længe nok, og hvis vi bare forbyder vores elever at bruge det, så forsvinder det nok.

Den anden gruppe valgte en anden vej: En, hvor man kigger på, hvilke muligheder der ligger i AI, og hvordan den nye teknologi kan forbedre vores undervisning på den lange bane.

Som lommeregneren

For AI kan bruges til mange ting, som kan tage vores undervisning til et helt nyt niveau – men vi har brug for at gøre vores undervisning Non-AI-Sensitiv (det, som jeg lidt pop-smart har forkortet: nais). For nogle undervisere vil en nais-praksis være lig med en total transformation af undervisningen – for andre vil det kun kræve mindre ændringer.

Det handler dybest set om, at vi skal tage det spændende og det interessante ud af AI og gøre AI til en logisk del af vores undervisning, lidt på samme måde som Google, Google Translate, Wikipedia og, ja, for den sags skyld lommeregneren.

Det handler dybest set om, at vi skal tage det spændende og det interessante ud af AI og gøre AI til en logisk del af vores undervisning

Brian Holm Sørensen
Gymnasielærer

Lad mig give et lavpraktisk eksempel på, hvad jeg mener. Alle undervisere kan se sig skyldige i denne praksis: Man giver eleverne en tekst, som de skal arbejde med. Hertil følger nogle spørgsmål, som de skal svare på, og så runder man af i plenum. Denne type undervisning er enormt sårbar overfor AI-indblanding, og en opsamling i plenum bliver ufrugtbar og uden læring for en gruppe af eleverne, og uden nogen form for interesse, energi eller motivation.

Det er åbenlyst for enhver, at oplevelser som dette kan virke frustrerende og demotiverede, især hvis hele ens undervisning er bygget op på denne fremgangsmåde. Men i stedet for at se AI som udyret i den sammenhæng, skal vi måske gribe i egen barm og indse, at der måske er behov for at gribe opgaven anderledes an.

For interessant nok, er de undervisere, som brokker sig over AI, ofte de samme, som brokker sig over demotiverede elever. Så hvis vi nu kunne tage AI med ind i vores undervisning og bruge AI til at styrke vores egen praksis, gøre det hele mere nais, så kunne det ske, at eleverne synes, at vores undervisning er mere interessant og tidssvarende, og måske ville dette lede til mere motiverede elever.

Chatbot i et dukkehjem

Men hvordan kan man så gøre det? Hvordan man kan ændre den praksis, som jeg har skitseret ovenfor, så den bliver mere nais? Lad mig give et helt konkret eksempel fra dansk: Hvis jeg vil have eleverne til at lave en personkarakteristik af Nora fra Et Dukkehjem, kan jeg jo vælge at eleverne udelukkende skal finde eksempler i teksten og beskrive hende ud fra det.

Men jeg kunne også vælge at få en chatbot til at agere som Nora. Altså få en chatbot til at skrive til mig, som om den var Nora. Jeg kan endda give chatbot instrukser, for at gøre samtalen mere præcis.

For interessant nok, er de undervisere, som brokker sig over AI, ofte de samme, som brokker sig over demotiverede elever. 

Brian Holm Sørensen
Gymnasielærer

Hvad kan eleverne få ud af det, som de ikke kunne få ud af en almindelige måde at gøre det? Ingenting sikkert. Ikke ud over, at det er en anderledes måde at gøre det, og hvis du så efterfølgende beder eleverne reflektere over, hvorvidt den Nora, de har ”snakket med” stemmer overens med den Nora de har læst om, så har du jo taget dit arbejde med teksten op på det højeste Niveau i solo-taksonomien.

Hvis du derudover beder eleverne sætte faglige begreber på deres samtale med Nora og deres læsning af Et Dukkehjem, så er du jo ved at være i hus med en ret dyb analyse, som endda kan udføres på kortere tid og med mindre frustrationer og overvågning af eleverne fra din side.

Vi står ved en skillevej

Jeg er med på, at vores undervisning ikke skal være pop-smart, og at vi ikke skal agere pauseklovne i vores eget klasserum, og det er sådan set heller ikke det, der er min intention med at gøre min egen praksis nais. Mit formål med det arbejde, jeg udfører, er at gøre min undervisning mere levende og mere interessant for mig og for mine elever.

Læs også

Jeg ser rigtig mange af mine kollegaer, der stille og roligt brænder ud, fordi de forsøger at komme foran AI og eliminere alt, hvad der kan kobles til AI. Det er nobelt, men uholdbart, og hvis vi gerne vil passe på os selv, er vi nødt til at indse, at AI kan være en medspiller og ikke en modspiller.

AI er den nye grænse, vi skal udforske, men som med alle andre opdagelsesrejser, kommer også denne med en faldgrube. Hvis vi vælger at tage med på rejsen, kan vi blive holdt ansvarlige for, hvad der sker i fremtiden, men vælger vi ikke at hoppe med på rejsen, kan vi ikke tillade os at brokke os, hvis det ikke går vores vej. Og det er denne skillevej, vi befinder os ved nu.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00