International Media Support: Kampen om sandheden er blodig alvor

Mens vi med skræk følger med i Ruslands invasion af Ukraine, foregår der både på og uden for slagmarken en kamp, der handler om sandheden. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at noget af det, der i allerhøjeste grad truer demokratier og vores værdisæt baseret på grundlæggende menneskerettigheder, er, at løgn, propaganda og ondsindet manipulation i så høj grad florerer. 

Vi må konstatere, at de sidste mange års kampagner fra hovedsageligt Rusland har båret frugt, når vi som medieforbrugere nærmest per automatik er begyndt at modtage alle former for information – særligt online – med en vis portion skepsis.

For kan det nu også være rigtigt, det vi ser? Med deres intense brug af propaganda er det i høj grad lykkedes for Putin og hans støtter at få sået en lille nagende tvivl i os alle. I kampen om sandheden – både på slagmarken og inde i vores hoveder – er journalister og uafhængige medier både mere udsatte og vigtigere, end de nogensinde har været. 

Mediearbejdere i forreste linje 
At journalister og mediearbejdere står i forreste linje, har vi desværre set talrige eksempler på de sidste uger. I Ukraine har foreløbigt fire reportere og mediearbejdere mistet livet, mens de dækkede den russiske invasion, og mindst fem er blevet såret. 

I Putins Rusland har konsekvenserne for uafhængige journalister og medier været strenge straffe for at gå imod Kremls narrativ om krigen. Ligesom utallige autokrater har gjort før ham, fik Putin 4. marts vedtaget en lov, hvor journalister, der efter Kremls opfattelse spreder falsk information, kan blive i dømt op til 15 års fængsel.

Den snert af pressefrihed, der stadig var tilbage i Rusland i begyndelsen af marts, er nu tæt på udraderet

Jesper Højberg
Direktør, International Media Support

Det har ført til en decideret udvandring, og mindst 150 russiske journalister har siden da forladt landet, ligesom utallige vestlige medier også har trukket deres folk hjem eller fjernet deres bylines af frygt for deres sikkerhed. Den snert af pressefrihed, der stadig var tilbage i Rusland i begyndelsen af marts, er nu tæt på udraderet, og Putins kontrol med informationsstrømmene i Rusland er nu så godt som total. Det er et stort tilbageskridt for pressefriheden og et stort tilbageskridt for Rusland.

Propaganda kræver handling
At propagandaen og den strenge informationskontrol kræver handling fra vores side i EU, er åbenlyst. Fra International Media Support's (IMS) partnere i tidligere Sovjetstater som Moldova, Georgien, Belarus og Ukraine, hvor de i mere end en forstand kæmper for demokratiet, lyder det nærmest bønfaldende, at man fra EU's side skal bruge alle tænkelige midler for at understøtte et sundt informationsmiljø, hvor propagandaen bliver effektivt bekæmpet.

Med Ruslands invasion af Ukraine er det tydeligt hvorfor: Invasionen kunne ganske enkelt ikke have fundet sted og fundet opbakning i Rusland, havde det ikke været for årelange propagandakampagner og frontalangreb på sandheden. Derfor er det også glædeligt, at Danmark eksempelvis gennem 'Tech for Democracy'-initiativet, hvor IMS er en tæt bidragsyder, søger konkrete løsninger gennem samtaler med techvirksomhederne og lokale eksperter og medier. 

I EU's iver for at udvise handling og i et forsøg på at bremse malstrømmen af Kremls ondsindede propaganda i Europa blev det 1. marts besluttet at lukke for transmissionen af de to russiske statsmedier RT og Sputnik. Det er af flere medier, journalistforbund i Danmark og resten af Europa blevet udlagt som værende EU-sanktioneret censur og derfor stærkt kritiseret for at være en indskrænkning af ytringsfriheden.

På den positive side kan det anføres, at det er godt, at EU tager den ekstremt skadelige russiske forurening af det europæiske informationsmiljø alvorligt, men samtidig kan værktøjet og omfanget diskuteres. RT og Sputnik er blevet fjernet fra TV, radio, sociale medier, deres hjemmesider er blevet afindekseret på eksempelvis Google, så de ikke bliver vist i søgninger, og endelig har Kulturministeriet delt en liste med en række domæner affilieret med RT og Sputnik, som skal blokeres.

Det er uomtvisteligt omfattende indgreb, men hvis man bilder sig ind, at man tager luften af den russiske propagandamaskine på den måde, tager man fejl. Det er et skridt på vejen, men Kremls påvirkningsoperation af Vesten er jo ikke begrænset til to statsmedier med en absolut begrænset indflydelse på den europæiske offentlighed.

Europæisk modsvars uforudsete bivirkninger
Udover måske mest af alt at have symbolsk værdi, kan det europæiske modsvar på Kremls propaganda (og sanktionerne efter invasionen i af Ukraine i det hele taget) også have en række uforudsete bivirkninger for pressefriheden.

Blandt andet kan man frygte, at despoter og autokrater andre steder i verden med samme argumentation om fremmede magter med ondsindede hensigter lukker for adgangen til statsmedier som for eksempel BBC og uafhængige medier, der modtager udviklingsstøtte fra EU.

At Mali netop har bandlyst de franske statsstøttede medier RFI og France 24, er i hvert fald ildevarslende. Flere af den type tiltag vil selvsagt have enorm betydning i en tid, hvor verdens demokratiske tilstand bliver tiltagende dårligere, og hvor uafhængige medier er de første, der bliver ramt, når tilbageskridtene sker.

En anden sanktionsbivirkning er, at fordi Nordisk Råd over en bred kam har afbrudt alle aktiviteter i Rusland og Belarus, så er al støtte til civilsamfund, journalister og uafhængige medier også blevet suspenderet. Det betyder, at den nordiske støtte til nogle af de absolut største fortalere for demokrati og uafhængig og kritisk journalistik i Belarus skrumper i en tid, hvor netop informationskampen i Belarus og Rusland er allermest intensiv.

Handling er påkrævet, særligt i en tid hvor journalister vitterligt dør i kampen for sandheden

Jesper Højberg
Direktør, International Media Support

Et tredje eksempel på bivirkninger er, at udelukkelsen fra internationale betalingssystemer som Visa og Mastercard i Rusland betyder, at den almindelige russer har fået enormt meget vanskeligere ved at betale for adgang til uafhængige medier og VPN-opkoblinger, så de kan omgå de russiske onlinebegrænsninger og dermed tilgå troværdig information, som kan sprænge den propagandaboble, landet befinder sig i.

Informationskampen er dødelig alvor
Man kan drage mange konklusioner på baggrund at de sidste ugers begivenheder. Blandt de vigtigste for mig er, at vores modsvar til den intensive russiske informationskampagne er nødt til at være mere gennemtænkte, så vi i videst muligt omfang undgår utilsigtede bivirkninger, som styrker det autoritære narrativ og samtidig svækker de kræfter, vi ønsker at støtte. Det er et absolut minimum.

En farbar vej til konkrete løsninger er for eksempel den dialog, det danske 'Tech for Democracy'-initiativ og IMS har faciliteret aktuelt mellem techvirksomheder og ukrainske medier. Her er ønsket om at stoppe skadelig desinformation stor, men ligeså kan der gøres mere for at fremme den gode journalistik. På techfronten er kampen mod propaganda i lige så høj grad proaktiv, som den er reaktiv.

En anden konklusion er, at det nu er blevet åbenlyst for enhver, at kampen om sandheden og nødvendigheden af journalister og uafhængig journalistik ikke er abstrakte fænomener. Det er blodig alvor, som kræver et stort og fortløbende fokus. Danmark, andre EU-lande og EU i sig selv yder allerede den dag i dag støtte til medieudvikling verden over, men sammenlignet med andre udviklingsposter – for slet ikke at tale om de voksende forsvarsbudgetter – er støtten til frie medier lille.

For at modvirke Ruslands informationskampagner i særligt Østeuropa og Kaukasus er det oplagt fra europæisk side, at opprioritere støtten til og udviklingen af medie- og informationsmiljøer, der står på værdier som gennemsigtighed, troværdighed og upartiskhed, ligesom de russiske journalister, der i øjeblikket flygter fra Rusland, bør modtage støtte til at kunne fortsætte deres arbejde fra eksil. Der er mange håndtag at dreje på, og vi er kun lige kommet i gang.

Som en slags vaccine eller modstandsdygtighed over for ondsindede informationskampagner ligger en opprioritering af såkaldt mediedannelse (vores evne til at navigere i, hvad der er sandt og falsk og ikke bidrage med misinformation) ligefor. Ligesom også gennemsigtighed omkring medieejerforhold og diverse reguleringer af sociale medievirksomheder også gør.

Handling er påkrævet, særligt i en tid hvor journalister vitterligt dør i kampen for sandheden på europæisk territorium.