Konsulentfirma: Sådan bliver kommunerne klar til ny teknologi

Af Maja Gro Lilsig
Direktør og partner i konsulentvirksomheden Public Intelligence

Det kan give inspiration og sikkerhed i forhold til kommende investeringer, at man har personale, der rent faktisk peger på, at en given teknologi – efter deres faglige vurdering – vil være velegnet i det rehabiliterende arbejde med borgere i forskellige målgrupper.

Maja Gro Lilsig
Direktør og partner, Public Intelligence

Implementering af velfærdsteknologi er et forandringsprojekt, skriver Jesper Grode i sit indlæg her i debatten. Det er jeg meget enig med ham i.

Og jeg tror på, at noget af det, man kan gøre, for at gøre organisationen klar til forandring og ny teknologi er at involvere det faglige frontpersonale og give dem lejlighed til at arbejde med teknologi i en faglig kontekst i et miljø, der minder om deres daglige praksismiljø. Men hvor det er OK at prøve noget nyt, lave fejl og lære af dem – uden at der sker noget ved det.

På en måde ligesom i en flysimulator, hvor luftkaptajnen kan træne og opøve rutine i forhold til virkelighedstro hændelser og situationer. Men hvor der ikke sker noget ved, at flyet styrter ned et par gange undervejs.

Velfærdsteknologisk simulator
Det er lige præcist det, vi gør, sammen med det sundhedsfaglige personale fra kommunerne, i vores simulerede miljø Krydsfeltet.

Krydsfeltet er en 70 m2 model af et hjem – fyldt med velfærdsteknologiske løsninger målrettet forskellige borgermålgrupper. Lige nu arbejder vi med velfærdsteknologi i relation til det faglige, rehabiliterende arbejde med borgere med demens. Vi kalder det Krydsfeltet, fordi vi arbejder i krydsfeltet mellem:

- Borgeren i borgerens bolig (privatbolig eller en bolig i en institution)

- Medarbejderne, der har hjemmet som arbejdsplads

- Rehabilitering som tværfaglig metode

- Velfærdsteknologi som et nyt værktøj i værktøjskassen til at understøtte den faglige indsats.

Anderledes læring
Vi ved, at de mange mennesker, social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, sygelejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter osv., der hver dag går på arbejde for at støtte borgere med funktionsnedsætter i at fastholde funktionsevne og forblive herre i eget liv i videst muligt omfang, er utroligt dygtige til det, de gør. Til deres fag. Når vi arbejder med, hvad velfærdsteknologi kan understøtte i den sammenhæng, så bliver teknologien til et relevant arbejdsværktøj – ikke bare et generelt begreb.

Med udgangspunkt i en række borgercases arbejder fagpersonalet inde i det simulerede hjem med at afdække og beskrive hverdagsaktiviteter, som borgerne – ud fra medarbejdernes erfaring og faglige vurdering – har brug for hjælp til at kunne gennemføre. Og når de relevante teknologier er til rådighed, bliver det konkret og interessant at afprøve dem og få erfaringer med, hvad de kan understøtte i forhold til den samlede rehabiliterende indsats.

I løbet af træningsdagen i Krydsfeltet er der oplæg og debat om rehabilitering, om arbejdsmetoderne, person- og aktivitetsanalyse og om velfærdsteknologi: Hvordan defineres rehabilitering? Hvilke erfaringer har vi i vores kommune med rehabilitering – og har vi samme forståelse af begrebet på tværs af fagligheder? Hvad er velfærdsteknologi? Hvilke teknologier findes, og hvordan fungerer de? Og så videre.

Vi tror på, at blandingen af teori, dialog, videndeling og praktisk afprøvning i det simulerede hjem giver en helt anderledes form for læring i form af konkrete og personlige erfaringer med, hvad der sker, når man sætter teknologien i spil i sit faglige arbejde.

Kan simulering betale sig?
Kan kommunerne ikke bare selv lave simulerede miljøer og gøre samme øvelse lokalt? Jo, det kan de. Men nok kun med de teknologier, som den enkelte kommune allerede har købt ind.

I Krydsfeltet kan vi, takket være vores gode samarbejde med en lang række førende producenter og leverandører af velfærdsteknologi, samle alle de relevante teknologier i forhold til målgruppen og lade medarbejderne arbejde med et bredt udsnit af teknologier til understøttelse af en række relevante aktiviteter. Sandsynligvis også teknologier, som den enkelte kommune endnu ikke selv har investeret i.

Det kan give inspiration og sikkerhed i forhold til kommende investeringer, at man har personale, der rent faktisk peger på, at en given teknologi – efter deres faglige vurdering – vil være velegnet i det rehabiliterende arbejde med borgere i forskellige målgrupper.

Så det kan godt betale sig at simulere – når vi ønsker hurtigere spredning af velfærdsteknologi, der virker i de danske kommuner.