Af Jesper Grode
Lektor ved VIA University College

At fortælle folk, hvad de får ud af at bruge en given teknologi, kan være det vigtigste parameter i at imødekomme modstanden mod forandring.

Jesper Grode
Lektor ved VIA University College

Teknologien findes.

Vi har udviklet telemedicinske løsninger som intelligente boliger, automatiske pilledoseringsæsker, logistikrobotter på plejecentre og falddetekteringsmåtter.

De gode business cases findes i overflod, kommunerne pilottester overalt, og oftest viser det sig, at brugen af sundheds- og velfærdsteknologier kan betale sig. Det drejer sig blandt andet om øget patienttilfredshed, længere tid i eget hjem og frigørelse af sundhedsprofessionelle ressourcer til andre ydelser.

Men når incitamenterne er der, hvorfor kommer vi så ikke ud over rampen?

Den brændende platform er til stede
Den brændende platform– afsættet for en forandring – er etableret for længst. Det handler om en ændret demografi med flere ældre kombineret med færre varme hænder. Den udfordring kan sundheds- og velfærdsteknologi hjælpe med at løse.

I Danmarks største professionshøjskole, VIA University College, hvor vi uddanner en stor del af sundheds- og velfærdssamfundets medarbejdere, har vi gennem det seneste år gennemført en undersøgelse inden for velfærdsteknologi. Vi ønskede at afdække de uddannelsesmæssige behov i krydsfeltet mellem teknologi, samfund og sundhed.

Igennem workshops og interviews med repræsentanter fra sundhedssektoren, velfærdsteknologiske organisationer, leverandører og GTS’er fandt vi frem til, at der er et stort behov for kompetencer i forhold til forandringsledelse. De studerende, vi uddanner, skal kunne arbejde med forandringsledelse i det komplekse krydsfelt mellem teknologiske løsninger, borgere/brugere, leverandører, organisatoriske konstruktioner og de sundhedsprofessionelle selv.

Implementering af teknologi er en forandring
Implementering af velfærdsteknologi er et forandringsprojekt.

Udfordringerne med at indføre og udnytte teknologier adskiller sig ikke væsentligt fra så mange andre organisatoriske forandringsprojekter. Det er oftest ikke teknologien, som er udfordringen, men den modstand, der er til den forandring, teknologien medfører.

Modstanden opleves i alle led af en organisation og skyldes oftest en angst for det ukendte. Det er ikke kun de ansatte, som kan blive udfordret på indførelse af ny teknologi. Det samme gælder borgeren/patienten, pårørende, leverandører og offentlige myndigheder og institutioner. Over for alle disse grupper er det væsentligt at kunne svare på: ”What’s in it for me?”. At fortælle folk, hvad de får ud af at bruge en given teknologi, kan være det vigtigste parameter i at imødekomme modstanden mod forandring.

Midler er øremærket pilotprojekter
Udfordringen for de kommuner, som gerne vil eller er nødsaget til at indføre velfærdsteknologi i deres ydelser, kan være, at man samtidigt med at skulle bruge ekstra ressourcer i implementeringsfasen skal opretholde den normerede drift. Man kan skabe luft til øget kapacitet i velfærdsteknologiske forandringsprocesser ved at hjemtage midler fra fonde, regionale puljer mv. Udfordringen er dog, at disse puljer ofte er øremærket pilotprojekter og derfor ikke kan bruges til at implementere løsninger.

Derfor peger pilen ofte tilbage på organisationen og et ekstra ressourcetræk eller reduktion af ydelser. Det er ofte ikke umiddelbart muligt. Men det kan lade sig gøre. Vi skal bare huske at gribe forandringsprocessen rigtigt an fra start.