Martin Ruby: Det er ikke op til techvirksomheder at definere grænserne for ytringsfriheden

Rammerne om vores digitale liv er blevet et af de mest centrale emner i samfundsdebatten. Og det står klart, at der er komplekse problemstillinger forbundet med det åbne internet, som hverken enkelte lande eller virksomheder som Meta kan løse på egen hånd.

Der er derfor brug for nye regler, der passer til den digitale tidsalder, vi lever i. Men hvordan reglerne bliver udformet er helt afgørende for, hvordan vores digitale liv kommer til at tage form de næste mange år og endda årtier.

De demokratiske værdier, som det åbne internet bygger på – retten til at ytre sig, gennemsigtighed, ansvarlighed og et grundlæggende incitament til at tænke nyt og drive innovation og iværksætteri – må ikke tages for givet.

Det åbne internet er ikke en selvfølge. Det bliver tydeligt, efterhånden som regelsæt bliver diskuteret og udformet rundt om i verden.

Digitale mure om ytringsfriheden
Mens politikere i nogle dele af verden kæmper for at bevare de demokratiske værdier – som eksempelvis i EU, hvor der er foreslået omfattende regler for, hvordan vi sikrer en større grad af gennemsigtighed og ansvarlighed i den måde, vores digitale markeder og tjenester fungerer på – er man andre steder i gang med at bygge digitale mure op om egne landegrænser og begrænse borgernes ytringsfrihed. Målet er at opnå større kontrol over internettet og skabe regler og infrastruktur til at overvåge og censurere brugere. Denne form for autoritært internet kender vi allerede fra Kina, men også Rusland, Tyrkiet og mange andre bevæger sig i samme retning.

Selv i åbne, demokratiske samfund arbejdes der med "datasuverænitet" og "datalokalisering", hvilket kræver, at borgernes data skal opbevares indenlandsk. Det medfører betydelige begrænsninger for datastrømme på tværs af grænserne og risikerer at bringe data tættere på de regimer, der gerne vil have fingre i dem.

I nogle tilfælde har legitime bekymringer om spredning af skadeligt indhold online ført til lovforslag, der kriminaliserer en stor mængde af indhold, som kan være både ubehageligt og uønsket, men som ikke karambolerer med lovlig ytringsfrihed.

Fristende med kort tidsfrist
Netop nedtagning af indhold er et af de helt store dilemmaer i reguleringsdebatten, fordi det drejer sig om balancer. Balancer mellem sikkerhed og ytringsfrihed. Mellem lovligt og ulovligt. Mellem passende og upassende. Og hvem er det, der skal afgøre det?

Det kan være fristende at indføre lovgivning, der pålægger digitale platforme at fjerne ulovligt indhold inden for en bestemt og meget kort tidsfrist, men det risikerer at starte en kædereaktion, der kan have vidtrækkende konsekvenser på en lang række områder.

En tidsfrist på eksempelvis 24 timer til at fjerne ulovligt indhold kan lyde besnærende. Men i praksis vil det betyde, at platformene hver dag i tusinder af tilfælde selv lynhurtigt skal vurdere, om et givent udsagn går over grænsen. En proces, der ifølge tænketanken Justitia i gennemsnit tager danske domstole 601 dage at gennemføre. Man må spørge om en sådan tidsfrist vil være fremmende for ytringsfriheden.

Ikke op til private virksomheder
Det er blot et eksempel ud af mange, der understreger, at der er vigtige afvejninger på spil i udformningen af nye regler, så vi sikrer et internet, der værner om både sikkerhed og ytringsfrihed, som gør det muligt for os at bevare kontakten med venner og familie, og som holder hjulene i gang på den vækstmotor, som den digitale økonomi er blevet.

I nogle tilfælde har legitime bekymringer om spredning af skadeligt indhold online ført til lovforslag, der kriminaliserer en stor mængde af indhold, som kan være både ubehageligt og uønsket, men som ikke karambolerer med lovlig ytringsfrihed.

Martin Ruby

Meta har i flere år efterlyst tidssvarende og ensartet regulering af internettet. Hver eneste dag træffer vi svære beslutninger om, hvor grænserne skal gå på vores platforme, hvad enten det handler om valg og politisk annoncering, unges problemer med selvværd og selvskade, nøgenhed eller noget helt fjerde.

Vi investerer massivt i teknologi, der kan hjælpe os til hurtigere og mere effektivt at fjerne skadeligt indhold, og vi arbejder løbende på at give brugerne stadig flere muligheder for selv at styre, hvilket indhold de vil se i deres nyhedsfeed, og på at indføre flere tiltag for at beskytte brugerne mod ubehageligt indhold.

Men det skal ikke være op til private virksomheder at definere, hvor grænserne for ytringsfriheden skal gå, men man skal træde utroligt varsomt i processen, når man går til arbejdet i ministerier og parlamenter.

Sikkert er det, at det ville være mere legitimt, hvis der af demokratiske regeringer blev indført ensrettede og tidssvarende regler. Internettet er i sin natur globalt, og derfor kalder det også på globale regler - eller i det mindste internationale.