Debat

MF'er og direktør: Skræmmende, at 25 procent mangler grundlæggende digitale færdigheder

Danmark har netop nuppet endnu en førsteplads inden for digitalisering. Samtidig mangler 25 procent af den danske arbejdsstyrke grundlæggende digitale færdigheder, og 58 procent af danske virksomheder har svært ved at besætte ledige IT-stillinger. Det er ikke godt nok, skriver Christoffer Melson og Rikke Hvilshøj. 

Vi skal selvfølgelig være stolte af et relativt højt ambitionsniveau i det offentlige og en relativ digitaliseringsparathed i det private, men det bliver ikke til reelle fordele for hverken Danmark eller danskerne, hvis vi ikke er klar til at gå skridtet videre, skriver Christoffer Melson og Rikke Hvilshøj. 
Vi skal selvfølgelig være stolte af et relativt højt ambitionsniveau i det offentlige og en relativ digitaliseringsparathed i det private, men det bliver ikke til reelle fordele for hverken Danmark eller danskerne, hvis vi ikke er klar til at gå skridtet videre, skriver Christoffer Melson og Rikke Hvilshøj. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Christoffer Aagaard Melson
Rikke Hvilshøj
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

EU-Kommissionen har for nylig offentliggjort den årlige Desi-rapport, der konkluderer, at Danmark ligger helt i toppen på "indeks over den digitale økonomi og det digitale samfund".

Dermed går Danmark fra en tredjeplads i 2020 til en førsteplads i 2021.

Det er der måske nogen, der ser som en anledning til at give et kollektivt skulderklap til it-branchen, politikere og borgerne. Og ja, vi bør også være stolte af vores position på Desi-indekset. Samtidig er det så vigtigt at huske, at det ikke i sig selv er et mål at være nummer et. Det er værd at dykke lidt ned i, hvad der ligger bag placeringen.

Det lyder jo sådan set fint at være nummer fire i Europa indenfor menneskelig kapital, men det er i den grad skræmmende at læse, at 25 procent af den danske arbejdsstyrke mangler grundlæggende digitale færdigheder.

Christoffer Melson og Rikke Hvilshøj
MF (V) og it-ordfører samt adm. direktør, Dansk IT

Vi skal være klar til næste skridt

Desi-rapporten måler ud fra fire forskellige parametre: Danmark ligger nummer et i Europa inden for internetadgang, nummer to inden for digitale offentlige tjenester, nummer to inden for integration af digital teknologi og nummer fire inden for menneskelig kapital.

Det giver os samlet set den bedste score på kontinentet. Naturligvis skal vi være glade for, at stort set 100 procent af Danmarks befolkede områder modtager en god 4G-dækning, og at vi i høj grad er 5G-parate.

Vi skal selvfølgelig være stolte af et relativt højt ambitionsniveau i det offentlige og en relativ digitaliseringsparathed i det private, men det bliver ikke til reelle fordele for hverken Danmark eller danskerne, hvis vi ikke er klar til at gå skridtet videre.

Hvornår kommer den varslede digitaliseringsstrategi?

Hvis vi skal hæfte os ved noget i rapporten, bør det ikke være de relative scorer, men de absolutte termer. Det lyder jo sådan set fint at være nummer fire i Europa indenfor menneskelig kapital, men det er i den grad skræmmende at læse, at 25 procent af den danske arbejdsstyrke mangler grundlæggende digitale færdigheder, og at 58 procent af danske virksomheder har svært ved at besætte ledige IT-stillinger.

Derudover roser Desi-rapporten blandt andet regeringen for at have nedsat et digitaliseringspartnerskab, og partnerskabet i sig selv har også været en succes, der er mundet ud i 46 konkrete anbefalinger.

I den netop afsluttede finanslovsaftale er der få initiativer at finde og ros til dem - men der er fortsat et kæmpe behov for at få fremtidssikret den offentlige IT-infrastruktur. Dertil er fraværet af løft af danskernes digitale kompetencer slående. Regeringen vil ikke fortælle, hvornår den varslede digitaliseringsstrategi for Danmark kommer.

Vi håber, at den kommer snart, og at den favner det, som mangler i finanslovsaftalen.

Regeringen vil ikke fortælle, hvornår den varslede digitaliseringsstrategi for Danmark kommer.

Christoffer Melson og Rikke Hvilshøj
MF (V) og it-ordfører samt adm. direktør, Dansk IT

Der er masser at tage fat på

Det er afgørende, at vi sætter ind her og nu for at opkvalificere borgerne, så de føler sig trygge og velinformerede i det digitale Danmark.

Vi skal hjælpe virksomhederne med at finde og/eller skabe de talenter, de mangler. Vi skal arbejde for en sikker digital infrastruktur, som er modstandsdygtig over for den stigende risiko for cyberangreb. Og så skal vi hurtigst muligt i gang med at bruge digitale løsninger til at hjælpe os med nå det ambitiøse 2030-klimamål.

Der er altså masser at arbejde for – og god grund til at prioritere IT – også på den korte bane.

Vi håber i sidste ende, at dette juleønske vokser sig til et nytårsforsæt for regeringen. Hvis vi tager aktiv stilling her og nu, er der i hvert fald rig mulighed for, at vi i 2022 kan udnytte digitaliseringen i endnu højere grad til gavn for både borgere, virksomheder og samfundet.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00