Vi kan ikke måle det vigtigste

Imran Rashid er på ferie med familien. Da de står og beundrer et spektakulært springvand, griber han efter telefonen, så han lige kan poste et perfekt feriebillede online. Men han tager sig i det og lægger telefonen væk for i stedet at koncentrere sig om at have oplevelsen sammen med familien.
 
Scenen stammer fra Imran Rashids nye bog ’Mærkbarhed’ og illustrerer et valg mellem to meget forskellige typer værdier.
 
Den ene er målbar. Fotoet, der deles på Facebook og Instagram, får en masse likes, og er med til støtte historien om en person med overskud, familie og lækre ferier.
 
Den anden er mærkbar. Glæden og sammenholdet ved at opleve noget sammen med dem, der betyder noget for en. Det kan ikke rigtig kvantificeres, men det stikker dybt.
 
Valget mellem det målbare og det mærkbare går igen i alle dele af samfundet: fra arbejdspladsen til uddannelsessystemet til vores brug af digital teknologi.
 
Imran Rashid er læge, og forfatter til en håndfuld bøger, der alle tager et kritisk blik på, hvordan teknologien forstyrrer, fremmedgør og får os til at miste følingen med den ”mærkbare” del af verden.
 
Problemet, Rashid tager fat på, er et sammenfald og en krydsbefrugtning af en række stærke tendenser i samfundet.
 
”På den ene side accelererer alting, og livets hastighed er skruet i vejret. På den anden side har vi fået en markedsgørelse af mennesker. Vores værdi og identitet defineres efter vores evne til at tjene penge. Og samtidig står vi så midt i digitaliseringen, der forstærker begge tendenserne. Resultatet er det, jeg kalder ’målbarhedssygen’, og den gennemsyrer alle dele af tilværelsen.
Den afkobler os fra vores følelsesapparat, og den gør os ydre-styrede og fartblinde,” mener Imran Rashid.
 
”Når den kombination kommer ud af kontrol, fører det til mental mistrivsel. Når vi forfølger det, som kan måles, hvad enten det er arbejdspladsens KPI’er, penge på kontoen, materiel rigdom eller likes og followers på de sociale medier, så glemmer vi det, som kun kan mærkes af os selv,” siger Imran Rashid.

 
Vi er mest drevet af følelser
”Målbarhedssygen” fører både til overload og understimulation, mener Rashid:
 
”Mange af de stresspatienter, jeg har haft, har skærmaktivitet fra de vågner, til de går i seng – men de mærker ikke rigtig noget. Deres følelser er afkoblede.”
 
”På den ene side springer sikringen i følelsesapparatet; mentalt er det som et hus, hvor alting er i gang hele tiden, tørretumbleren, vaskemaskinen og støvsugeren kører på én gang. Men samtidig er det bare blip på en skærm. Det skaber følelsesmæssige reaktioner, men vi udvikler ikke sociale færdigheder, og vi oplever ikke den rige sansning, der gør, at livet føles rart og værd at leve.”
 
Siden oplysningstiden har vi i samfundet fokuseret på det målbare; det, der kan analyseres og bearbejdes rationelt og effektivt. Men undervejs har vi hældt følelsesapparatet ud med badevandet, mener Imran Rashid. Vi registrerer ikke det, der står mellem linjerne og i pauserne. Vi kan ikke regne med det, der ikke kan forstås, men skal opleves. Vi er blinde for det, som sker mellem mennesker, uden at der nødvendigvis bliver sagt noget.
 
I Rashids optik lider vi under en fundamental misforståelse af, hvad mennesket er for et væsen:
 
”Man kan beskrive os på to måder. Man kan se os som rationelle, fornuftige og intelligente individer, der af og til fejler og bliver lidt for impulsive eller vanestyrede. Eller omvendt kan man se os som primitive, impulsive, vane- og følelsestyrede væsener, der indimellem tænker intellektuelt og rationelt.”
 
”Når man ser på evolutionen, og hvordan vi er som art, så er det sidste mere rigtigt. Den analyserende og reflekterende del af hjernen, neo cortex, er den yngste del af menneskehjernen, men vores følelsesapparat er en million år gammelt. Det er stadig det følelsesmæssige, der afgør, om vi er glade og trygge, og om vi trives,” siger Rashid.
 
Den frugtesløse jagt i hamsterhjulet
Når tilværelsen handler om at forfølge målbare værdier, som man reelt ikke selv har defineret, så ender man i hamsterhjulet – og det er ikke engang godt for produktiviteten, siger Imran Rashid:
 
”På arbejdsmarkedet hyrer man folk, der tænker, men vi har også følelser, og de er også en del af det menneske, man ansætter. Hvis du i stedet indrettede arbejdspladser efter det, så ville du se større trivsel – og endnu bedre, du ville også se større produktivitet. Det er lidt ironisk, men det er faktisk Google, der har påpeget, at dem der producerer bedst, er dem, der har det bedst – ikke dem, der skal presses til at præstere.”
 
”Vi skal hjælpes til at præstere. Kreativitet, agilitet, engagement – forudsætningerne skal være på plads, før de værdier opstår. Det er ligesom, man heller ikke kan tvinge sine gæster til at hygge sig, men man gør sig umage med at lave god mad og skabe en god atmosfære.”
 
Hvis det er så slemt, at vi fokuserer på det målbare, hvorfor gør vi det så? Kunne vi ikke bare lade være?
 
”Hvornår har man et frit valg i forhold til værdier? Er det i vuggestuen, i folkeskolen, på studiet, på arbejdsmarkedet? Samfundets logik lægger op til at gøre mennesker til borgere, hvis værdi alene er defineret ud fra vores evne til at levere det, der fungerer rationelt.”
 
Hvor er det, at det går galt, så vi glemmer at bruge alle de muligheder, vi har for at få et bedre og rigere liv?
 
”Målbarhedssygen og digitaliseringen betyder, at vi placeres i hver vores digitale univers, side om side men hver for sig. Hvis vi stirrer ind i skærmene, tror vi, at verden er en blanding af Robinson og X-faktor. Det er dér, kæden hopper af.”
 
”Vi ved, at det, der gør mennesker glade, er andre mennesker. Så hvorfor indretter vi os med et samfund, der er baseret på individualisering, og hvor den enkelte skal opnå succes imod andre? Jeg har aldrig mødt nogen, som er succesfulde, og som også trives, hvis de ikke har nære og stærke relationer omkring sig. Omvendt har jeg mødt masser af mennesker, der er ikke superrige, men som glade og lykkelige, fordi de har gode relationer omkring sig.

Det er ikke et problem at bruge teknologi, det er et problem, hvis du ikke kan lade være med det.

Imran Rashid
Læge, forfatter

 
Slavebundet af teknologien
I betragtning af, at emnet for interviewet er nærvær og sansning, er det i øvrigt fascinerende, at Imran Rashid under telefoninterviewet er ude at køre bil og på et tidspunkt parkerer og forlader bilen, mens han speedsnakker videre. Det volder ham tydeligvis ikke problemer at multitaske, han virker i hvert fald yderst fokuseret på samtalen.
 
Imran Rashids første bog havde titlen ’SLUK’, og den var en skarp advarsel mod den måde, digital teknologi, og især sociale medier, påvirker os. Vi kender alle symptomerne: distraktion, overfladiskhed, fake news.
 
Omvendt har vi alle betalt og gjort os store anstrengelser for at lære at bruge grejet. Af og til kan man undre sig over, hvordan det overhovedet var muligt at få tilværelsen til at hænge sammen, før vi fik SMS’er og Facebook.
 
Hvorfor synes du, at det er problematisk, at vi bruger de digitale redskaber?
 
”Digitaliseringen i sig selv er fantastisk, problemet opstår, når det domineres af kommercielle tech-giganter, der driver rovdrift på menneskers følelsesapparat og gør os til både råstof og brændstof, og som skaber algoritmestyrede digitale universer, der manipulerer og misbruger mennesker ved at sætte historier og følelser i cirkulation, der fastholder os så meget som muligt med det formål at vise os annoncer.”
 
”Man kan sige, at sådan har medierne altid fungeret, men med digitaliseringen og de sociale medier er det kommet helt ud af kontrol.”
 
Engang var det lidt af en vits, når man så en busfuld japanske turister, der havde så travlt med at tage billeder af de seværdigheder, de blev fragtet rundt til, at de nærmest ikke kiggede op fra kameraet og mærkede stedet.
I dag tager vi alle sammen billeder hele tiden, og jeg synes egentligt, det kan være ganske intenst, når man oplever et sted ved at fotografere det. Man fokuserer på det visuelle, på at fange stemningen; man leder efter interessante detaljer. Vi får vel også nogle ekstra dimensioner, når vi oplever verden gennem en skærm?
 
”Det er ikke et problem at bruge teknologi, det er et problem, hvis du ikke kan lade være med det.
Jeg anbefaler netop, at du dyrker det, jeg kalder mærkesager, nogle positive aktiviteter, hvor du får lejlighed til at mærke og tage ejerskab for dit eget følelsesapparat, og hvad der skal påvirke dig følelsesmæssigt. Hvis du vælger at fordybe dig i at tage et billede, og det skaber noget følelsesmæssigt i dig, er det godt.”
 
”Men det går galt, hvis du ikke kan lade være med at tage billeder, og de billeder straks skal forsynes med hashtag #sunset og deles. Så er du lullet ind i det cirkus. Det er udfordringen: Lever du for andres skyld, eller lever du dit eget liv og bestemmer selv, hvem der styrer dit følelsesapparat?”