Debat: Bureaukratiet bør arbejde mere for borgernes skyld og mindre for sin egen

DEBAT: Det er på tide at nytænke organisationskulturen i den offentlige sektor, så bureaukratiet arbejder mere for borgernes skyld og mindre for sig selv. Og det er ikke privatisering, der skal til, skriver Claus Saunte.

Af Claus Saunte
Administrativ medarbejder, Horsens Kommune

Enhver organisation med mere end 25 ansatte, hvad enten den er privat eller offentlig, burde stille sig selv det fundamentale spørgsmål en gang imellem; nemlig hvem er vi til for?

I en privat virksomhed er det som regel rimelig nemt at svare, for kunderne. For hvis ikke en privat virksomhed har tilfredse kunder, går den ret hurtigt konkurs, medmindre der er tale om et monopol.

Anderledes er det i den offentlige sektor; der er både statsligt, regionalt og kommunalt ansatte, i princippet ansat til at tilgodese borgerne i det her land. Det er i hvert fald borgerne, der via skatterne betaler de offentligt ansattes løn.

Bureaukratiet mister fokus på borgeren
Imidlertid er, det som om mange grene inden for det offentlige bureaukrati mister fokus på, at de sådan set er til for borgernes skyld og ikke omvendt. Det er næsten en tommelfingerregel, at jo fjernere en styrelse eller et departement er fra borgerne, jo mindre fokus har de på at tjene samme borgere.

Tværtimod ser det ud til, at der går vældig meget tid i den offentlige sektor med at definere sig selv og understrege egen betydning, ikke mindst i forhold til konkurrerende instanser og afdelinger. Den årlige budgetkamp er jo velkendt fra både kommuner og stat, nok knap så meget mere i regionerne, der jo synger på sidste vers og ikke har skatteinddrivelsesret.

Alligevel er det i høj grad indtrykket, at bureaukratiet bruger uforholdsmæssig meget tid på at sikre deres eksistens, se blot på antallet af ledelses- og strategiseminarer, som snart sagt alle medarbejdere og ledere er nødt til at deltage i for ikke at komme bagud af dansen, ikke omkring guldkalven, men i budgetforhandlingerne.

Topcheferne i snart sagt alle offentlige instanser bruger en stigende del af deres arbejdstid på at pleje politiske interesser, dvs. større eller i hvert fald uændrede bevillinger til lige netop deres område.

Hvornår har man måske nogensinde hørt om en offentlig instans, der foreslog at nedlægge eller blot begrænse sig selv, når borgerne ikke længere efterspørger dens ydelser?

Det mest eklatante eksempel, jeg kender, er arbejdsformidlingssystemet, som under Anders Foghs regeringstid argumenterede med, at ganske vist var beskæftigelsen forbedret, men til gengæld var det de ”tungere” klienter, der var tilbage i arbejdsløshedskøen, hvorfor AF, af samme grund, ikke skulle have beskåret deres bevillinger, men tværtimod skulle have flere penge, fordi klienterne var så ”tunge”. Helt ærligt!

Enhver grønskolling kan blive minister
Desværre er specielt vores lokale politikere ikke godt nok rustet til at se igennem forvaltningernes argumentation, der ofte er slet skjult plejen af egne interesser i diverse sagsfremstillinger etc.

Det ville jo være kedeligt at skulle afskedige nogen, især fordi man så også ville stå ringere i den interne konkurrence forvaltningerne imellem, om hvem der skal have flest penge ved næste års budgetforhandlinger.

Det er også derfor, jeg er modstander af den trend, der gør sig gældende på Christiansborg, nemlig at enhver grønskolling kan være minister, bare de har vælgertække. Gu kan de ej, hvilket viser sig gang på gang, de bliver kørt rundt af deres embedsmænd, indtil de lærer at opføre sig, som centraladministrationen gerne vil have dem til, og ellers får de en kort ministerkarriere.

Se blot, hvor meget der har været gang i svingdøren i diverse ministerier, hvilket igen er tegn på svag ledelse, hvad enten den så er rød eller blå, det er sådan set et fedt.

Moral har trange kår
Jeg er ikke sikker på, at der kan rettes op på misforholdet mellem administration og politikere ved at udnævne såkaldt politiske embedsmænd, dertil synes jeg allerede, at sporene med diverse spindoktorer skræmmer for meget.

Næh, det grundlæggende problem er, at den offentlige forvaltningskultur over årene har udviklet sig til at pleje egne=organisationens interesser fremfor borgernes=almenvellets interesser.

I gamle dage var der en vis stolthed hos offentligt ansatte, f.eks. hos skolelærere og politibetjente, men den er forduftet, i takt med at lønnen er blevet ringere, og ”new public-management” er indført, så topcheferne bliver resultatlønnet efter, hvor gode de er til at spare på ”bundlinjen”, rend mig ærlig talt et vist sted. Del og hersk har altid været en smart politik for magthaverne.

Læg lige mærke til, hvor mange ministre der er gået ud og fået et topjob i den private sektor efter deres som regel korte ministertid, igen både røde og blå; bare de har solgt deres sjæl til neoliberalismens falske sandhed, så ender de med millioner på kontoen, fy for satan.

Moral har trange kår i disse tider, hvor enhver har ret til sin alternative virkelighed, som overhovedet ikke behøver at bygge på et faktuelt grundlag. Det er vel også det, der gør, at nogle folk kan skifte parti, som vi andre skifter underbukser, bare der er en ministerpost i udsigt.

Den, der indtil videre har rekorden, er nok Karen Jespersen, og hun bliver jo nok alligevel svær at slå, men hvem ved?

Privatisering er ikke svaret
Under alle omstændigheder er det på tide at nytænke organisationskulturen i den offentlige sektor, således at bureaukratiet arbejder mere for borgernes skyld og mindre for sig selv. Og det er ikke privatisering, der skal til.

Den der med ”bedre og billigere” har vist modbevist sig selv med snavsede sygehuse og konkurser i ældreplejen, fordi det skulle være bedre og billigere. Der er en grund til, at visse opgaver i vores samfund er i offentligt regi, og det er netop, fordi man ikke kan, eller skal, drive forretning på disse områder, hvilket antallet af private fiaskoer tydeligt demonstrerer.

Nu har vi de sidste 10-20 år oplevet en kraftig centralisering i den offentlige sektor, hvilket rent logisk betyder længere afstand mellem borgere og administration, måske er det på tide at decentralisere magten igen.

Og det der med, at det klarer vi med digitaliseringen, er noget forbandet vrøvl! Nævn bare et eneste offentligt digitaliseringsprojekt, der ikke er gået ad helvede til! Bare et! Og hvor mange milliarder har det ikke kostet de danske skatteborgere, uden at nogen er blevet gjort personlig ansvarlig af den grund.

Der er sikkert mange gode undskyldninger for, hvorfor det er gået galt hver gang, men så lad dog være med at sige, at det er løsningen på alle problemer. Næh, kald det, hvad det er, en neoliberal våd drøm om at spare en masse offentligt ansatte, så man kan give massive skattelettelser til de rige.

Men det er, hvad det er, og det har ingen gang på jord i virkelighedens verden, medmindre man går ind for minimalstaten, hvad der jo er ganske få partier på Borgen, der gør, ikke sandt?

Forrige artikel Fhv. embedsmand: Embedsvældet er på fremmarch Fhv. embedsmand: Embedsvældet er på fremmarch Næste artikel Kronik:  Vi skal tale om det usexede lovgivningsarbejde – og centralisere det Kronik: Vi skal tale om det usexede lovgivningsarbejde – og centralisere det
Djøf omfavner S-opgør med new public management

Djøf omfavner S-opgør med new public management

STYRING: Socialdemokratiet ønsker et principielt opgør med den udskældte ledelsesfilosofi new public management. Det er den helt rigtige vej at gå, og masser af vinde blæser da også allerede i den retning, påpeger fagforeningen Djøf.